Kommentar

Socialdemokratiet styrker fordomme om psykisk syge, når de ikke prioriterer psykiatrien

Socialdemokratiet vil ikke løfte psykiatrien, selv om de gik til valg på det. Med den prioritering bekræfter regeringen, at mennesker med psykiske sygdomme ikke har samme status som dem med fysiske, skriver Zenia Thuborg Madsen og Josephine Anna Thorén Basthof i dette debatindlæg
Debat
27. november 2019

»Skal du ikke bare tage dig sammen?«

»Samfundsnasser«

»Der er altså andre, der har det værre end dig«

Disse ord er blevet kylet i hovedet på os et utal af gange, siden vi begge to blev en del af den ’gruppe’ af mennesker, som hører til de udstødte – dem, man helst ikke vil snakke om.

Vi er blandt dem, der døjer med fordommene fra et samfund, der er bygget op om præstationer, succes og et liv i overhalingsbanen. Vi er blandt dem, der har oplevet psykiatrien indefra. En psykiatri, der ikke altid har kunnet give os den hjælp, vi har haft brug for. En psykiatri, der gjorde, hvad den kunne, og havde gode intentioner, men bare ikke midlerne til at hjælpe. Det har vi måttet kæmpe med på egen hånd i et samfund, der ofte har givet os den kolde skulder.

Men hvorfor får de psykiatriske patienter den kolde skulder? Og hvad skal der til for, at fordommene brydes?

Socialdemokratiet foreslog tilbage i maj en tiårsplan for, hvordan psykiatrien skulle forbedres. Den skulle blandt andet tilføre området omkring en halv milliard kroner ekstra årligt. Men det virker, som om denne plan efterfølgende er blevet gemt godt ned i skuffen sammen med andre tomme valgløfter, der blot skulle skaffe flere stemmer.

Alle partier diskuterede heftigt psykiatrien under valgkampen og ville have den mere på dagsordenen, men det virker desværre, som om det forbliver en diskussion, der aldrig leder til handling.

At dømme efter det finanslovsforslag, regeringen fremlagde i starten af oktober, er der ingen udsigt til mærkbart flere midler til psykiatrien.

Der er ikke en eneste krone øremærket psykiatrien ud af de nye 1,8 milliarder, som i alt afsættes til sundhedsvæsenet næste år.

Politikerne bidrager til fordomme

Det er et kendt faktum, at psykiske sygdomme ikke tillægges samme status som somatiske sygdomme, og denne ulige behandling forstærkes kun af, at politikerne selv bekræfter, at psykiatrien fortsat ikke skal tildeles samme betydning i form af lige ressourcer.

Politikerne er fuldt bevidste om, at psykiatrien er nødlidende, men hvornår er det nok for dem? Hvornår er grænsen nået?

De politiske prioriteringer i sundhedsvæsenet er blot endnu et tegn på, at psykiatrien stadig ligger under for stigmatisering.

På trods af at vi alle går rundt med en forestilling om, hvordan en psykiatrisk patient ser ud, er det i dag ikke muligt at beskrive en typisk psykiatrisk patient. Den udbredte forestilling er nemlig baseret på fordomme, der er blevet skabt i et samfund, hvor psykisk syge mennesker er en udstødt gruppe, som kun er til belastning for alle de andre ’raske mennesker’.

Så hvem er i virkeligheden denne såkaldte ’gruppe’ af mennesker, som døjer med sindet i år 2019?

Sandheden er, at det kan være den arbejdsløse på kontanthjælp, men det kan også være direktøren, der arbejder 60 timer om ugen, som kæmper for at præstere og vise sin succes for omverdenen. Det kan være det stille barn, der bliver overset, men det kan også være teenageren med de flotte karakterer, hvor alt ser perfekt ud, men som knækker på grund af perfekthedskulturens pres.

Man kan altså ikke beskrive en typisk psykiatrisk patient, fordi det er et menneske med ondt i sindet – det kan være os alle sammen, vi går alle rundt og har skeletter i skabet, som kan give psykiske problemer.

Der bliver lagt vægt på, at vi skal bryde tabuer og fordomme, men gør politikerne ikke netop det modsatte ved at vende det blinde øje til og endnu engang bekræfte, at behovet for at drage omsorg for danskernes mentale helbred ikke er højt på deres dagsorden?

Vi lever i en præstationskultur, hvor man ikke tør træde ved siden af. Man skal være en succes fremfor en fiasko. Men hvis det er sådan her, det står til, er det så ikke vores samfund, der er en fiasko? Er vi ikke alle en fiasko, når vi gang på gang dømmer folk uden at kende dem eller indholdet i den rygsæk, de bærer rundt på?

Nu må vores generation løfte denne opgave og bære den på vores skuldre, fordi de forrige generationer har fejlet. For fordommene og stigmatiseringen er jo ikke opstået for nylig. Det stammer fra den gang, det hed tosseanstalter, og mennesker med psykiske sygdomme var ’gale' og 'sindssyge’.

Vi skal bevæge os videre fra dér, hvor mange mennesker stadig har den holdning, at man bare ’skal tage sig sammen’.

Så kære Mette Frederiksen, hvornår synes du, at nok er nok? Hvornår stopper I med at give psykiatrien små saltvandsindsprøjtninger og finder varige løsninger i stedet?

Zenia Thuborg Madsen og Josephine Anna Thorén Basthof, hhv. sygeplejestuderende og engelskstuderende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Svenningsen

Kære zenia og josephine. Desværre gør jeres artikel mig ikke klogere. Hvis man skærer ind til benet læser jeg blot, send flere penge og ressourcer. Men hvis man kikker rundt i det politiske landskab og andre der interesserer sig for behandling af psykisk sårbare, så er der ikke konsensus om hvordan man skal definere psykiske vanskeligheder og behandling af disse. På en akse mellem forståelsen sygdom (at sammenligne med somatisk sygdom) til relationelt betingede årsager, er der alle mulige bud. Historikere kan henvise til, at omkring 1980 blev reaktioner og relationelle årsager til psykisk sårbarhed skrevet ud af ligningen psykisk sårbarhed. For at højne den lægefaglige status. Som en reaktion mod den heraf ensidige fokus på biologiske årsager, opstod recoverybevægelsen ud af psykiatrioverleveres kamp. Hvis jeg var politiker idag og skulle lave en tiårsplan, konfronteret med stærke foreninger (Dansk psykiatrisk selskab, psykiatrifonden, bedre psykiatri og til en vis grad og SIND), der støtter en biologisk orienteret psykiatri (psykisk sygdom af biologisk oprindelse, opstår ved en iboende sårbarhed der aktiveres ved belastninger) ville jeg i den grad have behov for at tænke mig grundigt om. Nævnte foreninger ville jo være imod ændringer af begrebet psykiatri og indførelsen af medicinfri behandling, til fordel for mere behandling i relationen og/eller en recoveryorinteret tilgang. Der i begge tilfælde ville svække psykiaterens "magt" til fordel for medbestemmelse og impoverment. Jeg tror vi står ved en skilllevej, hvor det bliver rigtigt svært for politikerne at få de bedste input og tage de rigtige beslutninger. Men jeg er overbevist om, at hvis behandling af psykisk sårbarhed skal have mere status og bevågenhed, så skal der skiftes spor i retning af mere relationelt baserede behandlingsformer. Altså flere psykologer på banen, der vel og mærket ikke er påvirket af psykiatrisk tænkning. For jeg oplever også, at der foregår en faglig kamp mellem psykologer og psykiatere. Og her må politikerne sætte nogle rammer.