Kronik

I Socialdemokratiet er vi talerør for hverdagens eksperter: fagbevægelsens medlemmer

Trods Socialdemokratiet og fagbevægelsens formelle skilsmisse for 25 år siden, er kærligheden der stadig. For vi kan ikke uden hinanden. Uden fagbevægelsens viden fra virkeligheden har Socialdemokratiet ikke et fundament at bygge sit politiske projekt på, skriver Bjørn Brandenborg (S) i sin kronik i serien om fagbevægelsens magt
Igennem årene er der blevet slået mere end et enkelt skår i forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, men de er altid blevet klinket igen, skriver dagens kronikør.

Igennem årene er der blevet slået mere end et enkelt skår i forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, men de er altid blevet klinket igen, skriver dagens kronikør.

Bo Amstrup

7. november 2019

Mit politiske engagement blev for alvor vakt, da jeg som ung var med til et politisk debatmøde på et hotel i Svendborg arrangeret af den lokale fagbevægelse.

Min far havde taget mig med. Jeg tror, han havde set, at der var en politisk gnist i hans søn. Men da jeg først stod der midt i et hav af røde faner og lyttede til den ene slagkraftige brandtale efter den anden, blev gnisten til en flamme.

Min far var fagforeningsmand. Det mærkede jeg i min opvækst. Og i mit voksenliv har jeg også både været ansat og medlem i 3F for efterfølgende at blive folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

I 1995 havde man ellers kappet de formelle og økonomiske bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen på en LO-kongres, fordi man nu skulle ’fornys’. Men alle os, der er vokset op i eller med arbejderbevægelsen ved, at selv om skilsmissen gik igennem for snart 25 år siden, så er kærligheden der stadig.

Igennem årene er der blevet slået mere end et enkelt skår i forholdet mellem mit parti og fagbevægelsen. Men vi er altid lykkedes med at klinke dem igen.

For som et gammelt ægtepar, der måske nok er trætte af hinandens irriterende vaner, dårlige undskyldninger og evindelige brok, så er sandheden den, at selv om det er svært for os at leve med hinanden, så er det ganske enkelt umuligt at leve uden.

Sammen om velfærdssamfundet

I mere end 100 år har vi været viklet ind og ud af den samme historie. Vi har udbygget velfærdssamfundet. Sikret et anstændigt arbejdsmarked. Realiseret parolerne om otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile. Resultaterne er mange.

På den ene side er de skabt i forhandlinger og konflikter mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, og på den anden side i politiske kompromiser og sværdslag mellem Socialdemokratiet og vores politiske modspillere. Sammen har vi stået stærkt.

Derfor er det heller ikke mærkværdigt, at de største ideologiske angreb på vores fælles resultater er lykkedes i den periode, hvor samarbejdet var mest udfordret.

Op igennem 00’erne førte skiftende borgerlige regeringer an i det ene ideologiske angreb efter det andet. De forkortede dagpengeperioden, forringede efterlønnen, banede vejen for de gule fagforeninger, sparede på efteruddannelse, oplysningsforbund, arbejdsmiljøindsatser og hele vores velfærdssamfund.

Men heldigvis blev alt dette også et tiltrængt ’wakeupcall’ for både Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Selv om vi i årene siden 1995 måske var gledet lidt fra hinanden, så blev det pludselig tydeligt, at hvis ikke vi fandt hinanden igen, så kunne vi godt vinke farvel til resultaterne af årtiers og generationers hårde kamp og stærkt samarbejde.

Som sagt: Skilsmissen til trods, så har kærligheden altid været der.

Hinandens forudsætninger

I mit arbejde i 3F kørte jeg rundt på arbejdspladserne på Sydfyn og snakkede med vores medlemmer om deres arbejdsvilkår. Det gav mig masser af førstehåndsberetninger om alt det, som sjældent når avisernes forsider og meningsdannernes tweets.

For mens borgerlige politikere og alle dem på solsiden i vores samfund op gennem 00’erne havde travlt med at juble over globaliseringen og dens løfter om nye eksportmarkeder og uanede vækstmuligheder, så fandt mange lønmodtagere sig pludselig fanget i globaliseringens blinde vinkel: Deres job blev outsourcet til Asien, og udenlandsk arbejdskraft blev brugt til at presse lønningerne og arbejdsvilkårene.

Utrygheden var til at føle på, for det slår gnister, når verden forandrer sig.

Det er også disse fortællinger fra virkeligheden, som jeg bærer rundt på i mit daglige virke som folketingsmedlem. Min tid i fagbevægelsen gav mig en uvurderlig viden om livet ude på produktionsvirksomhederne og på byggepladserne – og en forståelse for, hvor sikkerhedsskoen sidder og trykker.

For mig er det også med til meget præcist at sætte fingeren på, hvorfor Socialdemokratiet og fagbevægelsen har brug for hinanden i dag. For fagbevægelsens medlemmer er hverdagens eksperter. Deres levede liv og erfaringer fra arbejdspladserne er det råstof, som bør drive den politiske udvikling i Folketinget.

På den måde er fagbevægelsen og Socialdemokratiet hinandens forudsætninger. Uden fagbevægelsens viden fra virkeligheden har Socialdemokratiet ikke et fundament at bygge sit politiske projekt på. Og uden Socialdemokratiets stemme på Christiansborg har fagbevægelsen ikke et talerør i det politiske system.

Så ja, indimellem er det svært med hinanden, men det er altid helt umuligt uden.

Velfærden skal udbygges

Det er dog også klart, at vi ikke kan forfalde til bare at holde status quo ved lige. Arbejderbevægelsen symboliseret ved samarbejdet mellem Socialdemokratier og fagbevægelsen er ikke sat i verden for at rydde op efter borgerlige regeringer og rulle deres besparelser tilbage. Vores bevægelse er sat i verden for at udbygge det velfærdssamfund og styrke den danske model, som har skabt fundamentet under det land, vi elsker.

Som i enhver anden relation kan man ikke blot læne sig tilbage og lune sig ved minderne. Man skal hele tiden have modet til at skabe nye.

Præcis derfor er vi nu i gang med at brolægge vejen mod den første markante udbygning af vores fælles velfærd i flere årtier: En ny ret til tidligere folkepension. Og det arbejde er – som så mange gange før – resultatet af en proces, hvor fagbevægelsen har taget pulsen på virkeligheden, og Socialdemokratiet har taget det til sig som et politisk mål.

Med en ny regering i spidsen for vores land skal vi sammen med fagbevægelsen bygge videre på vores fælles historie.

Vi skal finde nye løsninger i kampen mod social dumping og styrke den danske model. Vi skal lykkes med den grønne omstilling på en måde, hvor vi skaber nye arbejdspladser og fordeler regningen solidarisk. Vi skal afbureaukratisere den offentlige sektor og have respekten for medarbejdernes faglighed tilbage. Vi skal genskabe borgernes tillid til, at det politiske system kan skabe forandring til det bedre.

Det er essensen af den måde, vi har samarbejdet på gennem årtier og generationer. Det er i vekselvirkningen mellem fagbevægelsens formulering af politiske krav og Socialdemokratiets realisering af politiske løsninger, at arbejderbevægelsen henter sin styrke og sit potentiale til at forandre vores samfund.

Når lønmodtagerne organiserer sig på arbejdspladserne og mobiliserer sine repræsentanter i Folketinget, så skaber det sociale fremskridt til gavn for hele Danmark.

Indimellem slår det gnister, og bølgerne kan gå højt. Men sådan skal det være, for der er så utrolig meget på spil: en hel fortid og en endnu længere fremtid.

Som et gammelt ægtepar har vi minderne med os – men alt det bedste foran os.

Bjørn Brandenborg (S) er ordfører for social dumping

Visse dele af regeringen har en flirt med fagbevægelsen, og det fører til berøringsangst, skriver dagens kronikør.
Læs også
Fagbevægelsen har stærke bånd til de røde partier, for netop de er garant for en politik, der tjener medlemmernes interesser frem for samfundets bedste. Det gensidige afhængighedsforhold fører til en dyr og ineffektiv offentlig sektor, skriver Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh i ny kronikserie om fagbevægelsens magt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uanset hvad der står, for jeg har ikke læst det, så er det utroligt så meget socialdemokratiet umiddelbart skider på den almindelige dansker.
Og der er sgu da helt sikkert ikke noget hverken socialt eller solidarisk over det parti.

Søren Andersen, Egon Stich, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Jesper Frimann Ljungberg, Torben Bruhn Andersen, Lasse Glavind, Alvin Jensen, Bjarne Andersen og Randi Overgård anbefalede denne kommentar

"Vi skal finde nye løsninger på social dumping og styrke den danske model." - er den eneste sætning i hele kronikken, som handler om ordførerens fagområde.
Kronikken rummer til gengæld et interessant CV, og forfatteren falder helt i svime over relationen mellem fagbevægelsen og socialdemokratiet.

Men hvad med de, der blev arbejdsløse pga. outsourcing og social dumping? Som arbejdsløs er man jo fortsat hjemløs i forhold til fagforeningen: Ingen arbejdsplads = ingen tillidsmand. Man er henvist til A-kassens nedladende sagsbehandlere, som alt for ofte afspejler samfundets kritiske blik på den arbejdsløse og alt for sjældent optræder som den arbejdsløses advokat. Man står med hatten i hånden, som man altid har gjort, når man som arbejdsløs har brug for hjælp.

Fagbevægelsens fravær i forhold til de arbejdsløse er jo ikke noget, man kan prale af som politisk ordfører for socialdemokraterne, så forståeligt nok kommer kronikøren ikke ind på de arbejdsløses forhold. Men nu er Bjørn jo så ordfører for??? social dumping. (Forhåbentlig menes der angående eller bedre: imod social dumping?) Og så er det da vildt mærkeligt, at der i denne kronik ikke står et pip om, hvad han kunne tænke sig at gøre ved problemet. Og Bjørn: det ville også berolige dem på arbejdspladserne, ikke "kun" dem, der er udenfor.

Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Susanne Kaspersen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Bjørn Brandenborg mit politiske engagement blev for alvor dræbt, da Socialdemokratiet stod i spidsen for en kampange der totalt kørte Danmarks Lærerforening og lærerne over, og satte almindelige fagforeningsprincipper ud af spillet. HVORNÅR FÅR LÆRERENE EN OVERENSKONST??

Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Jesper Frimann Ljungberg, Steffen Gliese, Tony Thomsen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar

Det er af h. til af S kommer med sange fra de varme lande nu på samme måde som blå blok. Jeg kan godt forstå at kommunisterne trak sig ud og lavet deres eget parti. Jeg vil råde fagbevægesen til at stille flere krav til partierne - og give dem sparket der ikke er gode nok til af overholde dem.

Parti og bevægelse er ikke forenede, historisk set, partiet er bevægelsens politiske arm. Desværre formåede bevægelsen ikke at holde partiet i ave og føre den politik, der var til gunst for landets store flertal, som ER fagbevægelsens medlemmer.

Torben Ethelfeld

Jeg har været medlem af bestyrelsen af den fagforening hr. Brandenborgs far var formand for. I min tid var det umuligt for os at komme i dialog med socialdemokratiet, da de udelukkende ville høre på Danmarks rederiforenings underafdeling ved navn Metal Søfart.

Den fagforening som havde hovedparten af medlemmerne indenfor området, ville de ikke snakke med. Hvorfor kan man kun gætte på, men resultatet er at socialdemokratiets søfartspolitik er dikteret af arbejdsgiverne alene.

Det bliver jo interessant at se, om formændene for 3F og Dansk metal lykkedes med at få overbevist socialdemokratiet om, arveafgiften ikke skal sættes op igen. Det er jo åbenbart nogen der ligger fagbevægelsen meget på sinde.

Eva Schwanenflügel

De arbejdsløse står pt uden rettigheder og fagforeninger, da A-kassen hovedsageligt bliver brugt til kontrol.

De svageste ledige - 75% er på kontanthjælp - bliver slet ikke hjulpet.
Det samme gælder for folk på ressourceforløb.
Og fleksjobordningen er blevet destrueret. Her har man heller ikke gavn af en fagforening, og har slet ikke ret til at være i A-kasse.

De 'gratis' virksomhedspraktikker bliver løndumping på skatteborgernes regning.
De færreste får jobs, og virksomhederne undgår at ansætte reelle medarbejdere.

Fagforeningerne hjælper heller ikke folk, når de lider under et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Her bliver folk 'forhandlet ud' eller 'fritstillet', og arbejdspladsen kører videre med samme dårlige behandling af sine medarbejdere uanset hvad.

Satserne er høje, men dækningen er minimal.

Egon Stich, Carsten Wienholtz, Kim Houmøller, Vivi Rindom, Susanne Kaspersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Vi er nødt til igen at indføre det skel, hvor folk på arbejdsmarkedet er i fagforening og a-kasse - og folk på kontanthjælp er på vej til afklaring. Dertil sygepenge og førtidspension, så har vi faktisk, hvad vi har brug for til den danske befolkning - og så SU, der er et helt andet spørgsmål.