Læserbrev

Specialisering af pædagoguddannelsen løser ikke problemet. Uddannelsen er for dårlig

Pædagoguddannelsen har mange problemer, der ikke løses af at oprette en specialiseret socialpædagogisk uddannelse. Der er brug for, at de studerende trækkes ud af normeringen i praktikken og flere penge, skriver partnere i tænketanken Idona i dette debatindlæg
12. november 2019

I den socialpædagogiske tænketank Idona er vi enige med den række af aktører, som i en kommentar 29. oktober skriver, at der er brug for dygtige pædagoger og specialiseret viden, så udsatte m.fl. får den bedst mulige støtte.

Men vi mener ikke, at dette opnås ved at indsnævre det faglige fokus på pædagoguddannelsen.

Indlæggets forfattere overser det faktum, at al pædagogik i bund og grund beror på samme viden og kompetencer. Pædagogens vigtigste opgave er at se det enkelte menneske som et ligeværdigt individ og målrette indsatsen herefter. Det gælder, uanset om pædagogen arbejder med børn, udsatte unge, udviklingshæmmede eller psykisk sårbare.

Vi bliver nødt til at stoppe med at italesætte et skel mellem almen- og socialpædagogik. Relationsarbejde, læringsteorier, etik og udviklingsteorier er de samme, uanset hvilke personer den pædagogiske indsats er rettet mod.

Pædagogen, der arbejder med den femårige pige med autisme, skal også have viden om dannelse, læring og udvikling. For nok har pigen autisme, men hun er også bare en pige.

Skellet er i virkeligheden ikke så skarpt. Et eksempel er inklusion, hvor pædagogen både skal favne den almene pædagogiske praksis og en specialiseret viden. Med specialiseringen risikerer vi at fastholde det skel, som pædagogen ellers burde arbejde for at nedbringe.

Aktørerne bag indlægget har ret i, at pædagoguddannelsen mangler et løft. Uddannelsen har lidt under massive nedskæringer med store konsekvenser for de studerende og for den praksis, de møder efter uddannelsen.

Men en specialisering af pædagoguddannelsen retter ikke op på problemet. Den besvarer ikke det reelle problem: At uddannelsen er for dårlig.

Der er brug for større sammenhæng mellem forskning og praksis, at de studerende trækkes ud af normeringen i praktikkerne og naturligvis, at der tilføres flere penge til uddannelsen.

Den specialiserede viden, der er brug for, skal pædagoger tilegne sig i den specifikke praksis, de er ansat i. Og det vil alligevel aldrig være nok. For den virkelige specialisering ligger i mødet med det enkelte menneske.

Ditte Skinnerup Philipsen og Marie Langy Jensen, medstiftere og partnere i Idona – Den socialpædagogiske tænketank

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • kathrine hammerich
  • Eva Schwanenflügel
kathrine hammerich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er en gammel diskussion.

Faktisk tror jeg, at de studerende tager deres fag mere alvorligt når de bliver en lønnet del af personalet, og omvendt.

Desuden vil praktikstedet heller ikke tage de studerende alvorligt hvis de ikke er en del af normeringen.