Kommentar

Studerende og undervisere: Fagsammenlægninger kan sagtens føre til gode uddannelser

En fagsammenlægning, der er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem studerende, undervisere og institutledelse, kan ende med at styrke både uddannelsen og studiemiljøet, skriver undervisere og fagråd på det sammenlagte fag østeuropastudier i dette debatindlæg
»Fagudvikling kræver samarbejde, det har HUM-rådet helt ret i, og derfor vil vi opfordre til en ophævelse af blokaden til fordel for en dialog og et samarbejde med flere studerende, undervisere og ledelsesrepræsentanter,« skriver studerende og undervisere fra østeuropastudier.

»Fagudvikling kræver samarbejde, det har HUM-rådet helt ret i, og derfor vil vi opfordre til en ophævelse af blokaden til fordel for en dialog og et samarbejde med flere studerende, undervisere og ledelsesrepræsentanter,« skriver studerende og undervisere fra østeuropastudier.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
16. november 2019

Som studerende og undervisere på Københavns Universitets østeuropastudier følger vi nøje med i HUM-rådets blokade på KU. Flere af os har i løbet af de seneste uger kontaktet HUM-rådet for at korrigere en række misforståelser og for at opfordre til en mere konstruktiv protestform.

Da HUM-rådet imidlertid fastholder deres ultimative krav, bliver vi nu nødt til at melde klart ud, at fagsammenlægninger ikke altid er et onde. Det er vores uddannelse et godt eksempel på.

De studentermæssigt små BA-uddannelser i polsk og balkanstudier blev i 2017 lukket af humanioras daværende ledelse med uddannelsesøkonomiske begrundelser. Samtidig havde ledelsen ignoreret alle ønsker om inddragelse og dialog om mulige redningsplaner. Men ved hjælp af en samlet indsats fra undervisere, studerende, institutledelse, ambassadører og tillidsfolk lykkedes det at redde de to fag gennem en sammenlægning med russisk.

Vellykket sammenlægning

Den nye BA i østeuropastudier har haft optag i 2018 og 2019 og blev godkendt hele vejen rundt som både fagligt solid og økonomisk bæredygtig med fuld opbakning fra det daværende fagråd. Nu sætter vi pris på den nye kombination af en stærk specialisering og et fælles østeuropæisk perspektiv. Fagsammenlægning kan således bidrage til at opretholde fag med små studenteroptag og dermed også den brede fagvifte på humaniora.

Sprogundervisningen i henholdsvis polsk, bosnisk/kroatisk/montenegrinsk/serbisk (tidligere serbokroatisk) og russisk foregår opdelt på BA i østeuropastudier. Den sproglige forankring i enkeltsprogene er præcis lige så solid som før fagsammenlægningen, som altså ikke er ensbetydende med en sprogsammenlægning.

De ikkesproglige fag nyder ligeledes godt af samarbejdet på tværs af de tre områder. De fælles fag på uddannelsen er ’Østeuropas historie og kultur’, ’Videnskabsteori’ samt forskellige andre emnekurser. Faget ’Aktuelle forhold i Østeuropa’ er delvist sammenlagt, delvist delt op i specialiseringerne i Polen, Balkan og Rusland, som for øvrigt også har hver deres historiekursus.

Resultatet af sammenlægningen er en metodisk-teoretisk stærkere uddannelse, hvor studerende møder alle uddannelsens forskere og ikke kun den ene eller de to inden for deres specialisering. Fagsammenlægningen har også styrket studiemiljøet ved at inkludere studerende på de små uddannelser i større studiesammenhænge. Dette kan i høj grad medvirke til at reducere frafaldet.

Fagudvikling kræver samarbejde

Vi har som udgangspunkt forståelse for frustrationen og frygten fra HUM-rådets side, når der udmeldes planer om fagsammenlægninger og obligatoriske tilvalgsfag. Og vi er glade for, at ledelsen på humaniora nu har åbnet for en fornyet høring og bedre inddragelse af både studerende og ansatte.

Men et ultimativt krav til dekanen om aldrig at tale om fagsammenlægninger er ikke frugtbart – det vil jo komme an på de konkrete sammenlægninger. Med østeuropastudier som eksempel håber vi at have vist, at en vellykket fagsammenlægning – initieret af faget selv og udarbejdet i et samarbejde mellem undervisere, studerende og institutledelse – kan være en konstruktiv løsning.

Fagudvikling kræver samarbejde, det har HUM-rådet helt ret i, og derfor vil vi opfordre til en ophævelse af blokaden til fordel for en dialog og et samarbejde med flere studerende, undervisere og ledelsesrepræsentanter.

Vi har brug for en kvalificeret og konkret fagpolitisk – ikke partipolitisk – debat. Og selv om målplanen måske ikke er en decideret spareøvelse fra ledelsens side, så er den selvfølgelig udtryk for nødvendig økonomisk ansvarlighed i en tid, hvor universiteterne oplever nedskæringer. Nedskæringerne bør vi til gengæld stå sammen om både at protestere imod og takle konsekvenserne af.

Derfor, kære HUM-råd, hvis I også vil repræsentere os, så tag også vores erfaringer og vores kamp for faglig mangfoldighed alvorligt: Medtænk østeuropastudier, begynd dialogen, og vær uenig med studerende, ansatte og ledelse i en respektfuld tone.

Det er demokratisk studenterpolitik.

På vegne af fagrådet og underviserne på østeuropastudier, KU

Viktoria Fuglsang Semenova, stud.mag., forperson for østeuropastudiers Fagråd

Søren Esmann, stud.mag., næstforperson i østeuropastudiers Fagråd

Simon Dalsgaard, stud.mag., bestyrelsesmedlem i østeuropastudiers Fagråd

Tine Roesen, lektor i russisk litteratur, uddannelseskoordinator på østeuropastudier

Jesper Nyeng, ph.d.-stipendiat i russisk litteratur

Mads Büchert Eskildsen, studielektor i russisk

Elena Lorentzen, lektor i russisk

Mikhail Suslov, adjunkt i russisk historie og samfund

Vera Skvirskaja, lektor i russisk kultur

Krzysztof Stala, lektor i polsk historie og kultur

Anita Pluwak, studielektor i polsk

Tea Sindbæk Andersen, lektor i balkanstudier

Martin Schou Madsen, studielektor i bosnisk/kroatisk/montenegrinsk/serbisk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hov! Det er en eufemisme at kalde sammenlægningen af fagene på det forhenværende Øst- og Sydøsteuropastudier (nu Østeuropastudier) for ”vellykket”, når en af konsekvenserne af sammenlægningen var, at Grækenlandsstudier blev lukket pr. september 2015, og dét på trods af at Grækenlandsstudier var en integreret del af den fælles studieordning for Øst- og Sydøsteuropastudier.