Kronik

Uddannelse må gerne give fagligt pres, men ikke pres for at være en anden, end man er

Det hjælper ikke på trivslen at fortælle studerende, de bør være mere modstandsdygtige over for pres og ubehag. Det bidrager til en problematisk tendens, hvor man stiller lige så mange krav til personlighed som til faglighed hos de studerende, skriver nyuddannet kandidat i pædagogik Mette Pugflod Madsen i dette debatindlæg
Det væsentligste pres, som både elever i folkeskolen og studerende på landets uddannelsesinstitutioner møder og bliver syge af, er presset til at blive en anden, end den de er.

Det væsentligste pres, som både elever i folkeskolen og studerende på landets uddannelsesinstitutioner møder og bliver syge af, er presset til at blive en anden, end den de er.

Claus Fisker

30. november 2019

De unge studerende er ikke livsduelige nok. Derfor er de i mistrivsel. Det er overordnet set konklusionen på Claus Holms kronik i Information den 23. november.

Fordi han er leder af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), kunne man umiddelbart foranlediges til at tro, at Holm giver udtryk for en konklusion, der stort set er konsensus om i de pædagogiske fagmiljøer. Det er dog ikke tilfældet, og indlægget fortjener derfor et kritisk modsvar.

Claus Holm argumenterer for, at de studerende skal blive bedre til at håndtere og leve med de frustrationer, som læringen på de videregående uddannelser byder dem. Det er ikke altid fryd og gammen og en letsindig dans på aftornede roser at være studerende – og det skal det heller ikke være. Og det har Holm helt ret i.

At lære noget, som man ikke allerede ved, forstår eller kan, vil ofte medføre frustrationer. Man ønsker at opnå viden og kunnen inden for et område, man ikke allerede mestrer, og at nå frem til mestringen kræver tid, hårdt arbejde og lejlighedsvise fejl og nederlag.

Den proces er smertefuld, men smerten bliver det hele værd, når man oplever glæden ved at lykkes med det, der har været så vanskeligt. Og sådan bør det være, særligt på de videregående uddannelser, hvor fagligheden skal være på et niveau, som man ikke kommer sovende til.

Men Claus Holm forsimpler og negligerer trivselsproblemet ved udelukkende at fokusere på frustrationerne ved tilegnelsen af fagligt stof. Trivsel er en kompleks problemstilling, der i det korte format nødvendigvis bliver forsimplet – men derfor er det netop så vigtigt at overveje grundigt, hvor forsimplingen er gunstig.

Krav til personlighed

Presset, som de studerende udsættes for, kan ikke reduceres til et spørgsmål om at mestre de frustrationer, den faglige tilegnelse medfører. Allerede fra folkeskolen stilles der tårnhøje og ikke sjældent selvmodsigende krav til personlige egenskaber og karaktertræk, som man må leve op til for at kunne accepteres som et godt og nyttigt samfundsmedlem. Det gælder også på universiteterne og på DPU, selv om kravene der i højere grad er indirekte.

De faglige udfordringer er som sagt uundgåelige. Når debatten nu handler om de videregående uddannelser, må man formode, at hoveddelen af det faglige stof, den studerende præsenteres for på en videregående uddannelse, faktisk også er noget, som den studerende ønsker at lære, siden vedkommende selv har valgt uddannelsesretning.

Dermed slipper vi lettere omkring forskellen på det at forsøge at lære noget, man ønsker at lære og betragter som meningsfuldt og det at lære noget, man er tvunget til at lære, som ikke nødvendigvis fremstår meningsfuldt. Dette er dog ikke endegyldigt og bør være del af debatten omkring den faglige trivsel på uddannelsesinstitutionerne. 

Men det væsentligste pres, som både elever i folkeskolen og studerende på landets uddannelsesinstitutioner møder og bliver syge af, er presset til at blive en anden, end den de er. Derfor vil jeg egentlig ikke videre fokusere på diskussionen om det faglige pres, men i stedet om det pres, der er på de studerendes menneskelige kvaliteter, som Claus Holm både overser og bestyrker i sin kronik.

For det er ikke nok at være dygtig til det faglige. For også at kunne bruge denne faglighed til noget skal man opøves i at kunne arbejde målrettet, visionært og selvstændigt, men også indgå i gruppearbejdets kompromisstrukturer.

Man skal kunne fordybe sig åbensindet og uforudindtaget i det komplekse, og man skal kunne lave lynhurtige analyser og vurderinger. Man skal være stille og eftertænksom, og man skal være frembrusende og overbevisende. Man skal være sød og diplomatisk og være insisterende og fuld af gennemslagskraft. Og man skal kunne skabe faglige sociale relationer, og man skal også kunne overskue at have et erhvervsrelevant studiejob og nogle interessante interesser.

Vores karakteregenskaber skal hele tiden være sådan, som omverdenen i øjeblikket kræver det. Og det betyder, at vi fremmedgøres fra os selv. Det er ikke bare fagligt, vi risikerer ikke at være gode nok, det er som menneske i det hele taget. Derfor forsøger vi mere eller mindre tvunget at blive andre, end dem vi er, og det er en af grundene til, at vi bliver syge med stress, angst og depression.

Skubber problemet nedad

Claus Holm fremhæver i sin kronik opblomstringen af en pædagogisk tendens, hvor der sigtes mod at dæmme op for mistrivsel ved at styrke de unges karakter. I dette tilfælde er der tale om livsduelighed, men der kunne lige såvel være tale om robusthed eller modstandsdygtighed. Fælles for disse nye pædagogiske termer er, at der er tale om pædagogiske luftkasteller, som lover løsninger på problemer, de selv er en del af.

Når man forsøger at dæmme op for mistrivslen hos de studerende ved at indføre nye forestillinger om og krav til ideelle karaktertræk, er det samtidig et udtryk for den forestilling, at problemet udspringer af de unges fejl og mangler.

Det vil først og fremmest sige, at der indgydes endnu et nyt pres på de unge for at udvikle en personlighed, der passer ind i den struktur, de er i.

Derfor kan sådanne pædagogiske idealer selv medvirke til stress og mistrivsel. Vi bør nøje overveje konsekvenserne ved sådanne idealer, for de enkelte såvel som de mellemmenneskelige relationer, og ikke bare ukritisk acceptere dem.

For i bund og grund handler livsduelighed og lignende idealer i sidste ende om at lære, hvordan man på en succesfuld og gavnlig måde overkommer problemer og udfordringer, man møder i livet. Det lyder på overfladen både ærværdigt og sundt. Men det at opbygge en evne til at håndtere en omverden, der gør så mange mennesker syge, indebærer hærdelse. En tillært underkendelse af egne følelser og erfaringer – en tillært hårdhed.

Det vil sige en tillært accept af, at der ikke er noget galt med verden, der er noget galt med en selv. Og for at passe ind må man blive hård over for sig selv. En sådan hårdhed over for følelser og erfaringer smitter af på relationerne til andre mennesker, således at heller ikke andre menneskers menneskelige sårbarhed anses for anerkendelsesværdige. Det er tydeligvis en ond spiral.

De, der ikke formår at blive modstandsdygtige og ikke formår at opnå ’duelighed i at leve’, fortabes og udelukkes fra fællesskabet.

Det er let at forskubbe trivselsproblemet blandt elever og studerende til dem selv, fordi de står nederst i magthierarkiet. Men trivsel er ikke et individuelt problem, det er et yderst komplekst og krævende samfundsproblem, og derfor findes der ikke en simpel løsning i et begreb som ’livsduelighed’.

Trivsel er ikke et problem, der kan eller må negligeres. Netop DPU, der har områder som dette som sit forskningsfelt, har et særligt ansvar for at påtage sig dette mangefacetterede problem med største alvorlighed.

Det handler ikke om at gøre hverken eleverne i folkeskolen eller de studerende på de videregående uddannelser livsduelige, det handler om at gøre strukturerne og kravene livsegnede.

Mette Pugflod Madsen er kandidat i pædagogisk filosofi og tidligere studienævnsrepræsentant ved DPU

Diskussionen om unges mistrivsel tager afsæt i et urealistisk ideal om et lykkeligt, smertefrit velbefindende. Men læringsprocesser er smertefulde, og de unge vil trives bedre, hvis vi siger klart, at uddannelse koster en vis følelse af inkompetence og ubehag, skriver leder af DPU, Claus Holm, i dette debatindlæg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anna Regine Irgens Bromann
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Anna Regine Irgens Bromann, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men det væsentligste pres, som både elever i folkeskolen og studerende på landets uddannelsesinstitutioner møder og bliver syge af, er presset til at blive en anden, end den de er"

Tak - Og det er fuldstændigt korrekt. Som far til en datter, der er blændende dygtig og fagligt set altid været blandt landets 5% dygtigste elever / studerende, så er det virkelig frustrerende at opleve, hvor LIDT plads der er til introverte og stille mennesker.

Jeg er mildt sagt forbløffet over, hvor UPROFESSIONELT mange videregående uddannelser håndterer den situation. Alle idømmes ubetinget gruppearbejde, men man overlader selve gruppedannelsen til den enkelte. Det betyder selvfølgelig - helt forudsigeligt - , at de mest stille og tilbageholdende efterlades på perronen.

Anna Regine Irgens Bromann, Tine Astrup Eriksen, Steffen Gliese, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg talte forleden flygtigt med en bygningskonstruktør-studerende, som fortalte at de i praksis brruger teambuildings-strategier, når de laver gruppearbejde.
Der er nogen, som har fattet det.
men ikke alle. Når studerende skal bruge mere end 50% af deres energi på at indgå i gruppearbejde imod interesser og natur, så er det sgu skidt! Teorien bag er, at alle jo skal lære at indgå i team-arbejde på en arbejdsplads. javelja. Men der er kæmpe forskel på en læringssituation og en arbejdsplads.

Gruppearbejde giver kun mening, hvis man har noget at komme med - kompetence og viden, hvor man kan udfylde huller sammen med de øvrige deltagere.
Personligt har jeg haft bedst erfaringer mht. skriftlige opgaver, hvis hver deltager er hovedbidrager med et element til resultatet, og at det færdige så formes i en fælles diskussion.
Arbejdsmæssigt har jeg bedst erfaringer med det modsatte: at man konkret arbejder sammen om at bygge resultatet op fra begyndelsen - men netop baseret på, at fagligheden er opnået og anerkendt forud for arbejdet.

Anna Regine Irgens Bromann

Claus Holms indlæg var et fremragende eksempel på den arrogance overfor ungdommen, der får os til opgivende at sukke "OK boomer" og ryste på hovedet over, hvor langt fra virkeligheden, 68'er generationen efterhånden befinder sig. Mette Pugflod Madsen prøver ganske pædagogisk at forklare ungdommens kvaler, men selvom hun udtrykker det klart og tydeligt, tvivler jeg på, at Claus Holm fatter pointen.

Det faglige er ikke det, der bekymrer os studerende, fordi det ikke er det faglige, der er afgørende for vores fremtid. Derfor handler bekymringerne om egen utilstrækkelighed da heller ikke om det faglige, men alt det andet: at være dårlig til at "networke", ikke kan kunne finde et studierelevant arbejde, ikke at få en god praktikplads til CV'et, ikke at bruge sociale medier til at "brande" sig selv over for en potentiel arbejdsgiver godt nok. Kort sagt, at tabe i konkurrencesamfundets spil - spillereglerne har nemlig ændret sig, siden CH var ung.

Så er der også alle de bekymringer, MPM ikke nævner i sit indlæg, der heller ikke just hjælper på nattesøvnen: et mere prekært arbejdsmarked, dyre boliger, studiegæld og, som kronen på værket, klimakrisen, der får alle de andre problemer til at virke uendeligt små og ligegyldige. Fremtiden virker ikke lys og lovende, men mørk og truende.

Der er så mange, der har travlt med at boomerplaine til os unge, at livet altså ikke er en dans på roser, og det må vi bare se at få lært. No shit, Sherlock! Lad være med at forklare os ting, vi allerede ved i forvejen, og prøv at lytte til os i stedet. CHs indlæg modtog straks en række enighedstilkendegivelser i kommentarfelet - mon der kommer ligeså mange til MPMs? Det er aldrig for sent at blive klogere; der er håb, selv for boomerne.

Lise Lotte Rahbek

"CHs indlæg modtog straks en række enighedstilkendegivelser i kommentarfelet "
Nej, det er ikke nødvendigvis enighed, der udløser en 'anbefalet'-markering. Det kan lige så vel være en markering af at emnet er interessant, at det er velskrevet og/eller tankevækkende eller indeholder elementer, som bliver læse-anbefalet.

('OK-boomer' er detsamme som det 'nå', vi andre brugte når nogle voksne var irriterende i vores ungdom. Et skuldertræk eller en himlen med øjnene. Det tager bare længere tid at skrive.)