Kronik

Uddannelse og ubehag hænger sammen. Det skal de unge lære at leve med

Diskussionen om unges mistrivsel tager afsæt i et urealistisk ideal om et lykkeligt, smertefrit velbefindende. Men læringsprocesser er smertefulde, og de unge vil trives bedre, hvis vi siger klart, at uddannelse koster en vis følelse af inkompetence og ubehag, skriver leder af DPU, Claus Holm, i dette debatindlæg
Diskussionen om unges mistrivsel tager afsæt i et urealistisk ideal om et lykkeligt, smertefrit velbefindende. Men læringsprocesser er smertefulde, og de unge vil trives bedre, hvis vi siger klart, at uddannelse koster en vis følelse af inkompetence og ubehag, skriver leder af DPU, Claus Holm, i dette debatindlæg

Sara Houmann Mortensen

23. november 2019

Danske unge mistrives.

Det er den korte konklusion på mange af tidens artikler, rapporter og undersøgelser om unge mennesker.

Danske studerende føler sig ofte frustrerede, nervøse og flove over ikke at kunne følge med på uddannelsen, lød konklusionen på Danmarks Evalueringsinstituts (EVA) nye undersøgelse. Og mistrivslen er alvorlig, lød det fra Mathias Tolstrup Wester, der har stået for undersøgelsen, da han udtalte sig i ’21 søndag’ den 3. november.

Jeg anfægter ikke, at undersøgelsen er lavet ordentligt. Men jeg anfægter, hvad man spørger om, og jeg anfægter konklusionen, at danske studerende er i stor mistrivsel. Jeg vil også stille mig kritisk over for samfundets måde at tackle den mere generelle mistrivselsdagsorden på.

Fjern ikke presset

At et voksende mindretal af unge føler sig tiltagende pressede er rigtigt. Perfekthedsidealer, skolepres, onlinepres, arbejdsmarkedspres, forventningspres fra sig selv og så videre. Ja, pres, pres og atter pres kan få selv den mest renskurede hardworker til at gispe efter vejret.

Men vi – samfundet, pædagoger, psykologer og eksperter – fejler i vores reaktion.

Når de studerende siger »jeg føler, at jeg ikke trives«, lyder standardsvaret, at »så er der nok noget galt, og vi må hellere hjælpe dig ved at løfte det urimelige pres af dine skuldre«. Men måske er der en anden og bedre vej.

Vi burde i stedet svare:

»Det kan jeg godt forstå. Men det er nok svært at komme udenom. Jeg kan i et vist omfang hjælpe dig med nogle måder at håndtere det på, så du bedre kan klare de udfordringer, du møder. Men slås med stoffet alene, det skal du også.«

Vi skal altså udvikle et passende højt pædagogisk pres fremfor helt at tage forventningspresset af børn og unge. Det handler om at finde en balance. Høje forventninger i de rette doser fremmer trivsel og livsduelighed. Beskyttelse mod pres kan få den modsatte effekt.

Men aktuelt er risikoen faktisk, at vi på et bagtæppe af begrundet bekymring for det voksende mindretal med stærke mistrivselsproblemer ender i en ubalance til fordel for en forestilling om, at studerende skal være fri for frustration, flovhed og nervøsitet. 

Det går ikke. Det er en utopi. Og det virker ovenikøbet ikke, hvis målet er dygtige studerende. I undervisningssektoren er trivselsidealet nærmest umuligt at opnå.

Ubehag gavner indlæring

Uddannelse og ubehag hænger sammen. Det konkluderer blandt andet Avi Mintz i sin afhandling fra Colombia University fra 2008, The labor of learning. A study of the role of pain in Education.

Han konkluderer også, at vanskeligheder ved at studere bliver set som en afvigelse og en trussel. Og så konstaterer han, at det handler om balance. Det er en lige så stor misforståelse at tro, at det at studere er den rene nydelse, som at tro at uddannelse kun skal være smertefuldt.

Det at overvinde vanskeligheder er en værdig forudsætning for læring og uddannelse. Passende vanskeligheder forstås. For store forventninger kan trykke os baglæns – men det kan ingen eller for små forventninger faktisk også.

Vi ved faktisk, at de studerende, som på forhånd forventer at møde vanskeligheder, har tendens til at klare studielivet bedre.

Vi ved også, at fokus på anstrengelse i stedet for evner betyder meget for studiedueligheden.

Ikke alle matematikopgaver lader sig løse på fem minutter. Eleven skal kunne befinde sig i den anstrengende problemløsningssituation i længere tid. Og det skal både undervisere og studerende lære at leve med. Det er en af konklusionerne inden for forskning i matematikundervisning med fokus på at udvikle problemløsningskompetencen.

Uddannelsessystemet kan og skal konfrontere de studerende med deres begrænsninger i tænkning, viden og evner – og skabe et miljø, hvor de får erfaring med at være perplekse, forvirrede og frustrerede.

For man lærer først, når man opdager sine egne begrænsninger og søger nye måder at håndtere den negative erfaring på. Læringsprocesser er med andre ord smertefulde, fordi de synliggør det, man ikke ved eller tager fejl af.

Der er forskning, som viser, at flittige og vedholdende elever både fortæller om stærk interesse og engagement i deres arbejde, men også om ængstelse. Stærk interesse behøves altså ikke følges af høj trivsel.

Ikke nok med det, så fremmer et vist ubehag faktisk indlæringen.

Forskningen viser også, at et vist niveau af ængstelse kan støtte en vedholdende og forbedret præstation. Negative følelser kan fremme en mere analytisk, konkret og akkommoderende indsats.

Den viden skal vi bruge flere kræfter på at dele med de studerende.

Tænk, hvis de studerende på forhånd ved, at tre eller fem år på universitetet ud over glæde også koster frustrationer, en vis følelse af inkompetence og rådvildhed. I perioder sågar skrive-, læse- og tænkeensomhed.

Fra trivsel til livsduelighed

Hvis de studerende ved, hvad de går ind til, vil færre måske give udtryk for stress og mistrivsel, fordi de ville vide, at det var en del af pakken og noget forbigående.

Måske ville vi også holde op med at gennemføre undersøgelser, der ikke respekterer balancen mellem glæde og smerte i studielivet.

Og tænk, hvis vi i større omfang, end vi gør i dag, fastholdt og sågar fremmede en pædagogik, der fremmer modstandsdygtighed i forhold til udfordringer, spændinger og nederlag – eller livsduelighed, om man vil. Hvis vi balancerede beskyttertrangen med den helt afgørende forbedringstrang.

Sådan en pædagogik eksisterer også herhjemme. Og den er heldigvis på fremmarch. Moderne læringspædagogik bygger i stort omfang på, at et individuelt og passende udfordrings- og forventningspres fremmer læring.

Den type pædagogisk tænkning ville være gavnlig at overføre til debatten om mistrivsel blandt børn og unge og ikke mindst til indsatsen for at komme mistrivslen til livs.

Helt grundlæggende skal vi gentænke trivselsbegrebet, også i studiesammenhæng, til i større omfang at fokusere på livs- og studieduelighed.

Trivsel tager for ofte afsæt i en forestilling om et lykkeligt, smertefrit velbefindende, som kan være urealistisk at leve op til. Det ideal vil næsten med sikkerhed føre til nederlag på samme måde, som at tidens udbredte perfektionspres – hvad end det er selvpålagt eller fra samfund, familie og venner – kan føre til alt for voldsomme nederlagsfølelser, når det perfekte selvfølgelig ikke opnås eller kan opretholdes. Det bliver til perfektionsskam og mistrivsel.

Livs- og studieduelighed har derimod ikke som ideal, at man er i nærheden af at være perfekt eller lykkelig hele tiden. Snarere er udgangspunktet en forestilling om – for nu at bruge en golfmetafor – at reducere sit handicap, selv om man ikke fjerner det. Overført til studielivet, så handler det om, at man ikke altid kan følge med i alt, men alligevel følger stadigt bedre med. Ethvert barn, ung eller studerende har således ’handicap’, der kan forbedres.

Det handler om ikke at idealisere det gode, det perfekte eller det lykkelige, og i stedet love sig selv og hinanden at arbejde på at blive bedre.

Claus Holm er leder af DPU – Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet

Det væsentligste pres, som både elever i folkeskolen og studerende på landets uddannelsesinstitutioner møder og bliver syge af, er presset til at blive en anden, end den de er.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lasse Kristensen
  • Søren Kramer
  • Christian Mondrup
  • Henrik Leffers
  • Mette Poulsen
  • Minna Rasmussen
  • Per Torbensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Nielsen
  • ulrik mortensen
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
Lasse Kristensen, Søren Kramer, Christian Mondrup, Henrik Leffers, Mette Poulsen, Minna Rasmussen, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, ulrik mortensen, David Zennaro, Viggo Okholm, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var fanme på tide, at nogen skrev det. Og som med alt handler det jo om at slippe af med et for kraftigt overjeg og acceptere, at man ikke kan eller skal kunne alt: noget behøver man kun at lære til et niveau af lav indsigt, andet er afgørende i de livsvalg, man træffer. Det handler om at kunne stå ved det selv og ikke tillade, at uvedkommende andre gør sig til herre over, hvad man kan eller ikke kan.
Det er ikke en konkurrence, det er en eksistentiel søgen imod at blive bedre og mere kompetent for sig selv og det samfund, man skal virke i. Meget bliver lettere, når man indser, at man har lov til selv at bestemme over sit eget liv - især bliver det lettere at tilegne sig de grundlæggende evner for kritisk refleksion og gennemgående tilfredshed.

Karin Hansen, Kristian Pedersen, Kurt Madsbjerg, Birgit Barfoed, Henrik Leffers, Carsten Wienholtz, Ulla Pedersen, Erik Winberg, Jens Larsen, Ole Andersen, Erik Fuglsang, Kurt Nielsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Det at leve betyder lidelse og denne lidelse har en årsag og der er så en vej ud af denne lidelse eller netop at kunne forholde sig til denne lidelse uanset hvor den dukker op.
Det kræver indsigt og forståelse og en form for accept af denne lidelse.
De unge har fået en bagage som måske ikke er udfordrende nok og fordi forældre m.v. har haft for travlt til at diskutere livet som det er..
Skribenten her glemmer nok i sin ret rigtige opsang at vores begær om vækst m.v. og nytteværdi skaber de krav,som de unge med for let en bagage bliver kastet ud i. Problemet er vel også at de unge ikke mere bare kan finde sig selv gennem et arbejde uden studier i en periode og hermed lære livet som det er !

Viggo Okholm, 'livet, som det er', indebærer i høj grad studier og en vedholdende sætten sig udover det tilsyneladende indlysende.

Ete Forchhammer , Ole Andersen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Jeg synes at skribenten og de foregående debatører glemmer at de sociale, politiske og økonomiske strukturer påvirker og former individet. 40 års adgangsbegrænsning hvor karaktergennemsnit lægges til grund for optagelse på videregående uddannelser, en SU politik som er blevet strammet betydeligt med meget begrænsede muligheder for at gøre sig andre erfaringer end de rent eksamensrelaterede (man risikerer oven i købet at blive straffet på sin SU hvis man tager fri et år fra studierne til at forske i), eksaminer hvert kvartal eller oftere... Og man kunne blive ved. Samfundet har villet en skoleliggørelse af universiteterne, og har udvalgt de "elever" der passer bedst ind i en sådan sammenhæng (bla. de velkendte 12talspiger).
Så nej! Det er ikke bare fordi de enkelte unge mennesker er blevet selvcentrerede ikke-resiliente bløddyr. Kronikkens analyse er forsimplet, også selv om den har fat i noget vigtigt.

Anna Regine Irgens Bromann, Alexander Moesgaard, Miklôs Tōtfalusi, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Agnes Marie Geleff, Kristian Fogh Thomsen, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Steen Obel, Kurt Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese:
Studier er så andet end at læse,det var så min pointe: Studie er altså også livet i praksis blandt mennesker på "gulvet" og evt jord under neglene.
Lars Beskriver så klart betingelserne gennem de senere år fra det etablerede samfund på godt og ondt.

Pointen er, Viggo Okholm, at alle lever, men at der en tendens til at gøre nogens arbejdsliv til mere oprindeligt og autentisk. Det er det nu ikke.

Endelig bliver sagt klart, og måtte alle studerende fatte det, så man slipper for denne evindelige, klynkende livsuduelighed, angst, depression, ensomhed etc. Når 70% af en årgang af uforstålige grunde skal igennem gymnasiet, og tror at de kan klare en akademisk uddannelse, så er der meget de ikke har fattet og eller nogen har løjet for dem. I min gymnasietid i slut-60erne var pensumkravene skyhøje i f.h.t. i dag. Men selv helt nede i folkeskolen, mener elever - og lærere - at den drejer sig om underholdning.

lars søgaard-jensen

Vi fra det politiske niveau de seneste knapt 20 år levet med en borgerlig liberal politik og tænkning der kan sammenfattes i sætningen "enhver er sin egen lykkes smed". Samtidig har man øget kravene til de studerende. Der er sparet kraftigt i den offentlige sektor herunder uddannelsessektoren. På en sådan baggrund kan det vel ikke undre at vores unge studerende ikke trives.
Det, man kunne kalde "den etiske samtale", fylder ikke meget sammenlignet med et fokus på effektivitet, produktion, management og økonomi. Derved har vi mistet et redskab til udvikling af et "etisk kompas", og et element til udvikling af det hele menneske. Et symptom på dette kunne være disse studerende som gerne vil leve op til alle kravene, være dygtige og hurtige gennem studierne; men som som mangler personlig tyngde til at leve under disse junglelovslignende vilkår.

Jørgen Larsen, Alexander Moesgaard, Miklôs Tōtfalusi, Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Leffers, Carsten Wienholtz, Agnes Marie Geleff, Steffen Gliese, Kristian Fogh Thomsen, Thomas Aquinas, Ebbe Overbye og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Leif Lende De unge har ikke andet valg, end at leve med den præstationsfokuserende pædagogik, der er rendyrket i vores uddannelsesinstitutioner, helt op på universitetsniveau. Spørgsmålet er ikke om de lærer mere og bedre ved stress, men hvad det er de lærer? Lærer de at stille spørgsmål og nytænke, eller lærer de bare at efterplapre og svare på de i forvejen definerede problemformuleringer, der forventes af dem. I de højere læreranstalter er der en stor diskrepans mellem de erklærede mål om at studerende skal udfordre den viden der allerede findes, og kravende om at hele tiden fokusere på allerede måldefinerede pensumsmål og videnstilegnelse. Læring er ikke bare læring. Der er kvalitetsforskel i om du udvikler kritisk og selvstændig tænkning, eller om du udvikler en udpræget evne til at være bange for at dumme dig og ikke leve op til de allerede definerede forventninger. Det er på tide at kritisk analyse og pædagogik igen får en renesanse, efter mange år med målstyret didaktik fra vuggestue til universitet. Pædagogik er ikke bare pædagogik. Den er ikke neutral. Den har altid en retning. Hvilken retning vil vi have samfundet bevæger sig i?

Alexander Moesgaard, Torbjørn Methmann, Viggo Okholm, Lillian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

Hvad han glemmer at skrive hvilken kontekst universitet er i dag. Det er del af et uddannelsessystem hvor friheden bliver mindre og mindre fra man er lille af i folkeskolen af årligeres nedskæringer og rammerne for studiet har forandres sig tilsvarende. samme ufrihed manglende faglighed finde du også nu på universiteterne, så selv om der rigtig at nogle gang er kravende urealistisk så møder unge også en universitet som er helt anderledes end de han selv eller bare sidste årgang har oplevet, og man aldrig har forhold sig til hvor meget tvang uddannelse i er forbundet med samtidig man har heldigvis fra 1960'erne af stilles krav om frihed og livskvalitet i opvækst og uddannelse som mål og ønske.

Det ufattelige er, at vi med verdens bedste styrelseslov for de videregående uddannelser uden et nyt ungdomsoprør lod os lokke med på den galej.

Der er måske også den mulighed, at 20 % af de universitetsstuderende skulle have valgt en mellemlang eller en håndværksmæssig uddannelse; at de fakist ikke er dygtige nok til en universitetsuddannelse.

Den yngre generations forventninger til en let og smertefri gang i uddannelsesystemet, i tilværelsen og på jorden er nogles vedkommende grænseløs naiv, og desværre også historieløs.
Men det boomer jeg da på. ;-)
Så her er lidt bonusinfo, som koster gratis og endda i et vist omfang, kan synges til en fredagsøl i baren.

Her er en historie om, uddannelsens realiter før NETTO og ISS:
https://www.festabc.dk/1/sangen-om-larsen

Og her fra din historien mor:
https://genius.com/Peter-belli-ingen-regning-lyrics

Her er historien om at kunne læse uden job:
https://www.su.dk/om-su/historien-om-su/

Gunilla Kurdahl

Claus Holm burde ikke være leder af DPU når han kan skrive noget der er så forsimplet og naivt. Angst og andre problematiske psykiske tilstande er eksploderet hos unge mennesker og det er IKKE fordi de tror at livet skal være lutter lagkage. Jeg er enig med Lars Søgard-Jensens kommentarer.

Anna Regine Irgens Bromann, Jørgen Larsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Problemet er ikke unge mennesker, der tror, tilværelsen er uproblematisk, problemet er et samfunds- og menneskesyn, der ikke længere accepterer behovet for eksistentiel udfordring for at dannet en identitet, eller rettere: bestemt anerkender det, men også ønsker at forhindre den form for kommen-til-sig-selv for de store masser, der kunne få den tanke, at de har noget at sige i det på overfladen stadigt så demokratiske samfund. Viden er magt, og for tiden forsøges den derfor doseret i ikke for betydelige mængder til de mange.
Heldigvis vil de mange ikke i længden finde sig i det, behovet for eksistentiel udfordring og kommen-til-sig-selv lader sig ikke i længden fortrænge. 'Kulturens byrde' af S. Freud er stadig relevant.