Læserbrev

Vi accepterer blindt diktaturstaternes indtog i europæisk fodbold for underholdningens skyld

Først var det Emiraterne og Qatar. Nu er det måske Saudi-Arabiens tur til at opkøbe en af fodboldens største klubber. Men hvorfor accepterer vi, at Mellemøstens diktaturstater, der bryder menneskerettighederne, snedigt køber sig adgang til god omtale, spørger Marius Sørensen i dette debatindlæg
30. december 2019

Er diktaturstater velkomne i fodboldens verden? Det er de åbenbart, så længe det forbedrer kvaliteten af den fodbold, vi ser.

I kølvandet på diskussionen om Saudi-Arabiens potentielle køb af den engelske storklub Manchester United skriver tabloidavisen The Sun med begejstring, at den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman »med sikkerhed vil give Ole Gunnar Solskjær ubegrænsede ressourcer til at genopbygge Uniteds trup«.

Det er et eksempel på, at vi er villige til at se igennem fingre med diktaturstaternes mest foragtelige handlinger for fodboldens skyld.

Vi har blindt accepteret, at Mellemøstens diktaturstater gennem fodbolden har fundet vej ind i vores samfund, fordi vi elsker sporten.

Der er talrige, kendte eksempler: Abu Dhabis Sheikh Mansour ejer Manchester City, og Qatar ejer gennem Qatar Sports Investments den største franske klub, Paris Saint-Germain. Massesponsoren Fly Emirates pryder Real Madrid og Arsenals fodboldtrøjer, mens Qatar Airways er plastret på FC Barcelonas traditionsrige blå-røde trikoter.

Det er ejere og sponsorer fra lande, der på ingen måder deler værdier med os i Europa. Det er lande, der bryder menneskerettighederne og mishandler kvinder, immigranter og udenlandske arbejdere. Og vi accepterer deres effektive propagandamaskine.

Oliestaterne har fundet en snedig vej til at skabe god omtale gennem fodbolden.

For hvem tænker i virkeligheden over, at spillere som brasilianske Neymar eller belgiske Kevin De Bruyne finansieres af undertrykkelse og slavearbejdere, når bare Manchester City og PSG spiller underholdende fodbold?

Det er et moralsk dilemma, der udstiller vores dovenskab, manglende samvittighed og lyst til underholdning, mens svaret på dilemmaet egentlig burde være enkelt: Diktaturstaterne skal ud af fodboldens verden.

Først var det Qatar og Emiraterne. Nu er Saudi-Arabien også på vej ind i fodboldens verden. Staten, der stod bag den brutale nedslagtning af journalisten Jamal Khashoggi, kan snart være ejere af Manchester United, en af verdens mest prestigefyldte fodboldklubber.

Skal det også gå i glemmebogen på samme måde som utallige andre krænkelser af menneskerettigheder fra disse klubejere? Hvornår bliver vi modige nok til at sige stop?

Marius Sørensen, gymnasieelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Carsten Hansen
  • Tommy Clausen
Peter Beck-Lauritzen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Hansen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du har fuldstændigt ret Marius, hvor længe skal vi finde os i disse blodige slagtere, der overtræder alle retsregler. Og for at sige sanheden har sporten alldeles for meget magt, Hvis sporten var et nyt fenomen ville den blive forbudt, den har for store omkostninger.

Det har længe skurret i mine ører.
Et er at oligarker i form af Amerikanske og russiske milliardærer finder sig en hobby med at samle fodboldspillere (ikke billedkort), noget andet er når racistiske undertrykkende og forbryderiske regimer sviner med penge der rettelig burde tilhøre folket.
At begge eksempler er noget skidt , så er det sidste dog direkte afskyeligt og alle burde vende det ryggen.

Peter Beck-Lauritzen, Katrine Damm og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

"Men hvorfor accepterer vi, at Mellemøstens diktaturstater, der bryder menneskerettighederne, snedigt køber sig adgang til god omtale, spørger Marius Sørensen i dette debatindlæg"

Udmærket spørgsmål, og det enkle svar er: PENGE.
Der er penge - mange penge i skidtet og masser af fans og publikum til det og åbenbart ikke særligt mange, der for alvor interesserer sig for korruptionen og hvor kommer pengene fra, og det faktum, at (professionel) sport ikke kan adskilles fra politik og penge.

- Og magt selvklart...

Tillad mig i denne forbindelse at anbefale en 30 år gammel bog:
Den 25. time af Inge Eriksen, grum fortælling - tror bogen, på trods af alder, stadig holder.

Peter Beck-Lauritzen

Også enig med skribenten og tænk så også på FIFA, ligeså råddenskab af værste skuffe. Fjernøsten bliver mere og mere interesseret i boldspil og her findes der "spillefugle", der ikke går af vejen for match-fixing!
Sport er inficeret og derfor uinteressant! Spild af tid.