Kronik

»Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig«

Min mave var en tikkende bombe. Hver dag kunne være den, hvor jeg skulle føde et dødt barn. Det fortalte angsten mig. Der er behov for at bryde tabuet om angst for at abortere – og at sundhedsvæsenet tager hånd om den, skriver Sara Astorp i dette debatindlæg
Sara Astorp blev sygemeldt på grund af sin angst for at miste sit barn under graviditeten. Hverken før eller siden har hun hørt andre snakke om den slags efter den ’sikre’ 12-ugersscanning. Tværtimod handler graviditetssamtalerne om skøre madvaner, trælse plukveer, farven på barnevognen eller mærket på den perfekte puslepude. Derfor håber hun nu, at hun kan være med til at bryde tabuet om angst for at abortere.

Sara Astorp blev sygemeldt på grund af sin angst for at miste sit barn under graviditeten. Hverken før eller siden har hun hørt andre snakke om den slags efter den ’sikre’ 12-ugersscanning. Tværtimod handler graviditetssamtalerne om skøre madvaner, trælse plukveer, farven på barnevognen eller mærket på den perfekte puslepude. Derfor håber hun nu, at hun kan være med til at bryde tabuet om angst for at abortere.

Tor Birk Trads

3. december 2019

Min veninde var indlagt på hospitalet i Skejby den sidste måned af sin graviditet. Hun var i risiko for at føde før tid og blev holdt godt øje med. Dagligt fik hun lavet en CTG-kurve, når hun stod op. Via elektroder på maven blev der sendt information om hendes lille pige til jordemødre, der sad klar, hvis der viste sig de mindste udsving i hendes rytme. Så kunne man tage hende ud med det samme. Redde hende. Redde et liv.

Jeg kan huske, at jeg i mit stille sind tænkte: Hvor må det være betryggende at have sådan et hold jordemødre i ryggen, der hver dag tjekker, om ens baby har det godt!

Et års tid senere blev jeg selv gravid. Med mit andet barn. Mit ønskebarn nummer to. Min datter Lærke var på det tidspunkt lidt over to år og præcis derefter: en sød, skøn, fantastisk lille mundfuld. Da hun lå i min mave, var jeg bange for at miste hende. Det var tilbage i 2016.

Jeg ville hende så meget. Ønskede hende så meget. Det måtte ikke gå galt. Bare tanken om, at hun ikke skulle komme til verden, var uendelig hård, og jeg fik stribevis af scanninger for at se, om hendes lille hjerte stadig slog. Hun kom ud, og det var det vildeste.

Jeg kan huske, at jeg ikke havde hørt andre tale specielt meget om angsten for at miste efter den ’sikre’ 12-ugersscanning. Mere om skøre madvaner, trælse plukveer, farven på barnevognen eller mærket på den perfekte puslepude. Alt i småtingsafdelingen og ufarligt. Jeg kan huske, at jeg tænkte, om det mon kun var mig, som havde så voldsomme bekymringer svævende over mit hoved som gravid. Talt om det blev der hvert fald ikke.

Tvangstanker

Med erfaringen om, at min krop var god til at være gravid og kunne lavet et sundt og raskt barn, begav min mand og jeg os i 2018 ud i det, der skulle vise sig at blive mit livs kamp, nemlig barn nummer to.

Alt blev sikkert fint, alt skulle nydes, alt ville blive efter bogen, vi havde vores perfekte lille datter til at minde os om, at vi kunne lave raske børn. Vi var rationelle og bekymringsfrie. De gode argumenter for, at denne graviditet ville blive en dans på roser, stod i kø. Lige indtil de to streger trængte igennem det lille vindue i graviditetstesten. Alt blev ændret i det sekund. Alt blev sårbart, dyrebart og ude af vores hænder. Mine hænder især. Igen. Jeg var bange for at miste. Igen. Al min rationalitet blev skyllet ud af hver en celle i min krop. Min datter var ikke længere det gode eksempel og en relevant erfaring. Man kunne jo stadig miste, også anden gang.

Sara Astorp har skrevet en kronik til Information om sin angst for at miste barnet under graviditeten. Nu er hun på barsel med tre måneder gamle Karen og har det godt igen.

Tor Birk Trads

Man kunne jo miste altid, hele tiden. Og derfra rullede mine bange anelser sig ud og blev til en stor, styg altoverskyggende angst. Seks måneders sygemelding med angst fra mit ellers nye arbejde, piller mod depression og utallige ultralydsscanninger (først betalt af egen lomme og senere hver 14. dag på sygehuset på grund af mine bekymringer) i et misbrugslignende krampagtigt forsøg for at se, at det lille hjerte stadig bankede inde i min mave. For at lette mine skuldre. Men det var som at tisse i bukserne, en kortvarig varme, en kort ro.

Jeg begyndte at få tvangstanker. Tvangstanker om, at ansvaret var mit og kun mit, og jeg ventede blot på, at det en dag gik galt. At babyen stoppede med at sparke, eller at hjertet gik i stå. At det hele endte i død og sorg. At det lille liv aldrig blev. At vi ville miste. Miste en drøm. Miste et barn. Dagene gik, ugerne, månederne. En dag ad gangen. En nat ad gangen. Endnu en dag, hvor ingen døde. Hvor man stadig levede. Men håbet blev forstillet. Jeg holdt vejret. I ni måneder. For tænk, hvis barnet nu aldrig kom ud. Levende.

Sidst i min graviditet havde jeg med selvskade og enkelte selvmordstanker i bagagen nået en ny fase i min angst. Total ængstelighed. Jo tættere terminen kom på, desto mere sårbart blev det hele, og desto større risiko var der for, at jeg mistede. Sådan så virkeligheden ud gennem angstens klamme briller. Det var min forskruede overbevisning.

De daglige spark og ansvaret for at registrere dem blev en tungere og tungere byrde, og jeg følte mig alene om dette store ansvar, det var at registrere liv. Eller værre: registrere døden. At der måske en dag ingen spark var, når jeg vågnede om morgenen.

Babyen dør ikke i dag

Jeg tænkte tilbage på min veninde, den efterårsdag jeg besøgte hende på Skejby. Den tryghed, der herskede. At hun var i andres hænder. At hun var lige der. At hun hver dag stod op og kørte en CTG. Siddende i den store bløde seng med kig ud over Skejbys marker. Registrerede de små spark, som via en tablet blev sendt ind på fødegangen. Kunne ringe og snakke med den person, som havde gennemset hendes resultat.

Tænk hvis jeg kunne sige til min angst: »En fagperson har set på mit barns kurve, og jeg har registeret spark – så dør den ikke i dag. Vi tager en ny dag i morgen, men i dag er en god dag, og jeg kan leve dagen uden frygt for pludselig spædbarnsdød i maven.«

Jeg vidste aldrig, hvad dagen bragte, og jeg levede dag for dag. De første tre måneder nærmest i det samme sæt tøj og med meget få bade og hårvaske. Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig. Før eller siden. Hvis ikke i dag, så i morgen.

Da jeg ramte uge 29, kunne jeg ikke kende mig selv. Ekstrem ængstelighed og fortvivlelse havde ramt hårdere end før, og jeg følte, at min mave var en tikkende bombe. Jeg vidste ikke, hvornår den gik af og rev mit liv itu. Jeg vidste ikke, hvornår sparkene ville holde op, og jeg skulle føde et dødt barn og fortælle min lille datter, at hun ikke skulle være storesøster.

Hvordan kunne man komme igennem det? For det var dét, der ville ske – det havde angsten bestemt.

Det var på det tidspunkt, jeg bad min jordemoder og fødselslæge om hjemmemonitorering ved hjælp af CTG-apparat. Jeg fik et ja. Byrden og forbandelsen, det havde været at mærke spark og gå til scanninger hele tiden, blev formindsket. Jeg stod op hver morgen og lavede CTG liggende i min sofa. Sendte ind og fik svar. Altid positivt, heldigvis.

Tryghed og en snert af fornuft bredte sig i mig: Babyen dør ikke i dag, alt har set fuldstændig fint ud. Hvis der var de mindste udsving, ville de ringe mig op, jeg kan leve i dag.

Dog kunne jeg ikke tænke på i morgen, for det var en ny dag og en ny kamp. Men også en ny CTG, som forhåbentlig også var fin. Sådan levede jeg den sidste måned, før min smukke yngste datter Karen så dagens lys ved et dejligt planlagt kejsersnit en augustmorgen i 2019. Og i dag er jeg fri for angst.

Jeg håber for alt i verden, at hjemmemonitorering mod angst kan få lov til at gøre en lige så stor forskel for andre gravide, og at andre kan føle, som jeg gjorde det, at man bliver holdt i hånden, og at nogen har ens ryg.

Ligeså håber jeg, at vi kan tale mere åbent om angst og mistrivsel i graviditeten. At have brug for hjælp, føle sig angst, have brug for at trække stikket, blive holdt i hånden og sige højt, at det er svært, er ting, jeg oplever som tabubelagte. Der er nemlig vigtigere ting end mærket på puslepuden eller farven på barnevognen. Vi er alle bange for at miste vores børn eller drømmen om dem. Det står klart. Men derfor må det ikke blive et tabu, som gemmes væk med rystende hænder. Det er okay at være bekymret, det er okay at være bange, det er okay at være angst. Også hvis det er ud over ’hvad godt er’. For du er aldrig alene.

Sara Astorp er fotograf og mor til to.

»Jeg ser en fødekultur, der er forfejlet, og mange af de gravide og nybagte familier, jeg møder, afspejler præcis den fødekultur, jeg prøver at ændre,« skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Nielsen
Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Ja, hvis du er modtagelig. Så skal der ikke meget til.

Mennesker må vågne op til selv at bestemme, hvor deres opmærksomhed skal rettes hen.

Prøv meditation/mindfullness øvelser - så bliver du opmærksom på den otte sporede motorvej af tanker, hvoraf de fleste er gentagelser, der pisker afsted på dit indre bredbånd.

Vil du med på det vilde vampyrridt, som suger livet ud af dig? Eller vil du vågne til livet. Dit liv. Dit smukke, vidunderlige, magiske liv.

Merethe Ida Mikkelsen

Tak for dit indlæg. Jeg var også SÅ bange for at miste min søn, da han lå min mave, og lykkelig da vi blev indlagt og overvåget frem til fødslen. Totalt ubegrundet, men frygt er jo ikke kontrollerbar.

Kronikøren betegner meget præcist sin "forskruede overbevisning" om, at hendes graviditet ville gå galt. Men er løsningen egentlig at 'nurse' den forskruede overbevisning og dermed understøtte den individuelle sygeliggørelse af graviditeten? Eller skulle vi snarere arbejde på at betragte graviditet som noget menneskeligt naturligt og fjerne området fra hospitalerne? Og slå et slag for genetablering af fødeklinikkerne samt reklamere for hjemmefødsler.

PS. Jeg sidder og overvejer om 'damebladsstoffet' - denne kronik inklusive sammen med f.eks. en nylig artikel om et fertilitetsshow i London - har fået lige rigelig plads i 'min' avis.

Du har fået min anbefaling Steeb Obel, mest for dit sidste afsnit, for jeg ved såmænd ikke så meget, om noget, om hvordan ængstelige gravide bedst kan imødekommes (hvilket jeg da selvklart synes, at de skal)
Jeg sidder så også med en overvejelse om, om det lige er i 'vores' avis, at der er den største lydhørhed vedrørende problematikken ;)
( jeg har da lige i denne kommentar fået en forkærlighed for ordet 'om';))

Børn og graviditet er vel ikke kun "damebladsstof"???

Men derudover vil jeg sige, at jeg synes, at det snarere er en tur til psykologen, der skal til for at få forløst angsten fra sit indre.

Kære Steen. Nu er det heldigvis også “min” avis, og jeg er nu ikke enig i at selvmordstanker og angst er damebladsstof, det tror jeg bestemt både mænd og kvinder kan lide af. Du er velkommen til at springe over min kronik, hvis den ikke falder i din smag :-) Mvh Sara Astorp.

Viggo Okholm, Randi Christiansen og Kristian Kofod anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Det er vel de færreste gravide, der går igennem ventetiden helt uden bekymringer for barnet.

Godt, at der var hjælp undervejs, men den daglige CTG-eksamen lyder i mine øren ikke kun angstdæmpende, men også angstfremkaldende.

Om Information er det rette sted at publicere, kan man i dette som i mange andre tilfælde så have sine tvivl om.

Kære Maj-Britt. Sygehuset var også meget afventende og overvejende omkring CTG-scanningerne, men det tog en kæmpe bid af angsten af mine skuldre personligt, da det blev besluttet at lade stå sin prøve. Men jeg kan kun tale min egen sag og mine egne erfaringer:) Mvh Sara Astorp.

Viggo Okholm, Randi Christiansen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tænk, jeg var bare så lykkelig, tillidsfuld og spændt på at møde det nye menneske, mens jeg var gravid. Og tænkte, at når jeg skulle føde på riget, var alt godt. Ja go dav, da jeg havnede på fødebriksen, blev det svært. Man anbragte mig på en briks, som jeg i al min naive tillidsfuldhed ikke havde haft fantasi til at forestille mig, at nogen ved deres fulde fem kunne finde på at lægge en fødende kvinde på. Du godeste - briksen var så smal, at der ikke var hvile til benene, og det er ellers ret vigtigt at kunne samle kræfter imellem veerne. Ophænget kunne jeg altså ikke bruge til noget der. Så barnets far og en god ven måtte stå på hver side af mig og holde benene. Det var f...... ikke optimalt. Det var mildt sagt et værre mas, men til sidst fik jeg vestimulerende drop i hånden, og så ku den lille ellers komme ud i en vis fart. Nøj manner - var jeg udmattet. Og blev - det var i 90 - lagt på gangen. Hvilket jeg dog havde energi nok til at protestere imod, og blev derfor lagt i linnedrummet, indtil der var plads næste dag på en seks sengs stue. Men så var det også luksus derfra. Ku få lov at blive en hel uge og få hjælp til amningen, som ikke rigtig fungerede i begyndelsen.

Livet er en heftig omgang, så man må bare klø på, bevare roen, håbe det bedste og tage styring over sit liv, dvs selv bestemme, hvor ens fokus skal være. For hvis ikke du selv bestemmer, er der andre, som tager over. Til lykke med livet og børnene.

Tak , Sara Astorp, for din replik. Selvmordstanker og angst behøver ikke at være 'damebladsstof'. Men i 'min' avis ville jeg ønske/forvente, at disse symptomer blev relateret til de bagvedliggende årsager for at undgå en individualisering og psykologisering af kollektive problemer, som efter min opfattelse er af strukturel karakter.

Kære Steen. Jeg tror på at man bliver nød til at komme med de personlige beretning (individualisering om du vil),for at der bliver sat fokus. Jeg er den første kvinde der på Skejby sygehus har fået tildelt hjemme CTG pga angst, ja fordi angsten var så stærk at jeg faktisk ikke turde lægge mig til at sove fordi tvangstanker sagde at Karen var død næste morgen. På den vis håber jeg, at min fortælling, gør at andre gravide med meget svær angst, som måske slår det hen eller kæmper forgæves under husets 4 vægge, kan føle at de ikke er alene og at der er hjælp at hente. Ikke dermed sagt at hjemme CTG bare er for alle og en hver, vores system er under pres og i konstant besparelser, men hvis man (undskyld min direkthed) er så fortvivlet at man ikke kan se dagen imorgen og er på medicin, så synes jeg det er vigtigt at få hjælp og hvem ved om min artikel bare hjælper én enkelt person. Det ville gøre mig meget glad:-)

Randi Christiansen

Tænker, at det er naturligt for mennesker at meddele sig til hinanden om vigtige ting.

Og ved nutidens gadekær - det frie ord - kan vi meddele os. Du, steen obel, kunne så harcelere over, at fortællingen om denne meget personlige oplevelse skygger for andre vigtige emner, eller som du siger ved publicering dog bør sættes i sammenhæng for en dybere forståelse af netop denne.

Sara har ret i, synes jeg, her ved dette moderne gadekær at dele sin sjælerystende historie med os. Det kan måske få os til at reflektere dybere over eksistensen.

Randi Christiansen

@steen obel - "for at undgå en individualisering og psykologisering af kollektive problemer, som efter min opfattelse er af strukturel karakter."

Med mindre man er et frit menneske, er den individuelle psykologi del af de 'kollektive problemer af strukturel karakter' og derfor et relevant perspektiv at adressere.

Sammenhæng er helt sikkert relevant. Men skyd ikke budbringeren