Kommentar

Arbejdernes største sejre er kommet via store strejker – ikke ved at æde snegle

Dansk Metals formand taler for en pragmatisk tilgang, men han tager fejl af, hvad arbejderbevægelsens store sejre er kommet af. Arbejderne har aldrig fået noget foræret. Vi har kæmpet hårdt gennem omfattende mobiliseringer og storstrejker, skriver fem fagligt aktive i dette debatindlæg
Storstrejkerne og de store forbedringer kom ikke ud af den blå luft. For eksempel var baggrunden for påskestrejkerne i 1985 kravet om 35-timersarbejdsuge, som blandt andet var båret frem af store metalarbejdspladser som det hedengangne B&W, lyder det i dagens kronik.

Storstrejkerne og de store forbedringer kom ikke ud af den blå luft. For eksempel var baggrunden for påskestrejkerne i 1985 kravet om 35-timersarbejdsuge, som blandt andet var båret frem af store metalarbejdspladser som det hedengangne B&W, lyder det i dagens kronik.

Polfoto

4. december 2019

Skal vi i fagbevægelsen æde levende snegle, acceptere små forbedringer og ligge i ske med de borgerlige for at opnå noget? 

Det synes at være rettesnoren for formand for Dansk Metal, Claus Jensen, i kronikken her i Information den 21. november. Men den faglige tilgang har aldrig givet arbejderne nævneværdige resultater, tværtimod.

Tag nu blot Claus Jensens egne medlemmer, som i hans formandsperiode siden 2012 har haft de laveste lønstigninger i mands minde. I hans regeringstid har arbejdsgiverne øget deres andel af virksomhedernes værditilvækst fra en tredjedel til halvdelen, ifølge Statistikudvalgets seneste statusrapport.

Claus Jensen siger også, at det hele er for at bevare arbejdspladserne i Danmark. Det er muligt, at metalarbejderne ikke er blevet fyret, men det skyldes nok mere, at ikke alt kvalitativt arbejde kan udflyttes, end Claus Jensens mådehold.

I det hele taget er Claus Jensens tilgang nedskrevet med skyklapper på. For han ser ikke problemerne med alle de 200.000 arbejdere, særligt de ufaglærte, som blev fyret efter krisen. Han ser ikke den voksende sociale dumping i udsatte brancher som byggeriet og service. Han ser ikke besparelserne og presset på de offentligt ansatte.

Men det allervigtigste, Claus Jensen tager fejl af, er, hvor vores fremskridt kommer fra. Hvis arbejderne havde valgt at følge Claus Jensens vej, så havde vi aldrig fået en otte timers arbejdsdag, betalt ferie, pension eller den sjette ferieuge. Intet af dette er opnået uden omfattende mobiliseringer og storstrejker.

Tag for eksempel den 37-timersarbejdsuge, vi har nu. Den er resultatet af den sidste generalstrejke i 1985, hvor arbejdsgiverne blev så skræmte, at de ved den efterfølgende overenskomst i 1987 måtte acceptere kortere arbejdstid. Storstrejken i 1998 skaffede os gennembruddet til den sjette ferieuge. De offentligt ansattes stærke mobilisering og strejker i 2008 gav de historiske lønstigninger på 12-13 procent.

Hvem får du tæsk af?

Storstrejkerne og de store forbedringer kom ikke ud af den blå luft. De var bygget op ude fra arbejdspladser af store krav til arbejdslivet og en større del af det overskud, vi med vores arbejde har skabt. For eksempel var baggrunden for påskestrejkerne i 1985 kravet om 35-timersarbejdsuge, som blandt andet var båret frem af store metalarbejdspladser som det hedengangne B&W.

De bedste arbejdspladser, dem med høj løn og gode vilkår, er også skåret over samme læst. Stærke arbejdsfællesskaber har opbygget faglig styrke gennem organisering og lokale strejker. De har haft styrken til at tvinge arbejdsgiveren til forhandlingsbordet, fordi arbejdsgiveren havde mere at tabe ved at lade være.

Indflydelse giver tæsk, siger Claus Jensen. Det er rigtigt, men det afgørende er, hvem du får tæsk af. Når Dennis Kristensen som formand for FOA fik tæsk, så var det af eliten og borgermusikken. Når Claus Jensen får tæsk, så er det af alle de arbejdere og faglige ledere, som er utilfredse med, at han stiller sig på arbejdsgivernes side – for eksempel i spørgsmålet om arveafgiften, som reelt er et skattefradrag til børn af milliardærer.

Pointen er, at uden store mål og modige faglige ledere, så ville arbejderne og fagbevægelsen aldrig have opnået andet end småtterier. Enhver tillidsrepræsentant ved, at man kun er stærk, hvis man har kollegerne aktivt med sig. Det gælder også for forbundsformænd.

Lige om lidt begynder en helt afgørende overenskomstforhandling på det private arbejdsmarked. Det er nu, vi skal indhente det tabte og sikre lønmodtagerne en seriøs andel i den fremgang, som vi har skabt med vores hænder og hoveder. Skal det lykkes, så nytter det ikke at tænke småt og pragmatisk, for arbejdsgiverne er allerede i gang med at sige, at der ikke er råd.

Der er ingen grund til at være pessimistisk, for vi har jo set i tusindvis af lønmodtagere tage del i bevægelsen omkring overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2018, forældrene i bevægelse for minimumsnormeringer og klimabevægelsen.

Vi har brug for modige faglige ledere, som påtager sig ansvaret på vegne af lønmodtagerne og stiller de store krav og viser vilje til at få dem igennem. Og om nødvendigt trækker på arbejderbevægelsens vigtigste erfaring; fællesskabets kollektive strejke for et stort resultat til alle.

Jakob Nerup, bestyrelsesmedlem, HK Service

Jan Hoby, næstformand, LFS

Louis Jacobsen, murersvend, 3F

Kirsten Løth, formand, Almenområdet i LFS

Thomas Strømsholt, formand, stilladsklubben

Benedicte Toftegaard, HK- og fællestillidsrepræsentant, Aller tryk

Serie

Fagbevægelsens magt

Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Ib Gram-Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Roepstorff
  • Katrine Damm
  • Anker Heegaard
  • Jørn Vilvig
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Lise Lotte Rahbek
Thomas Tanghus, Ib Gram-Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Roepstorff, Katrine Damm, Anker Heegaard, Jørn Vilvig, Jens Thaarup Nyberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overordnet helt enig. Men der er et par smuttere. 1) Arbejdsmarkedspensionen har aldrig været et medlemskrav. Og det forstår man udmærket når man ved, HVEM og HVORDAN, der administreres. Det er finanskapitalens nålestribede folk og de investerer helt som andre kapitalister. Her
findes ikke demokrati og indflydelse på egne midler. Etik eksisterer ikke. 2) Der var også et forbundsformand fra 3F, der mente, at de rige ikke skulle betale arveafgift som de fattige.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Søren Roepstorff og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar