Et borgerting er ikke nok, borgerinddragelsen skal også foregå lokalt

Aftalen om en klimalov etablerer et dansk borgerting. I aftaleteksten står der også, at der skal iværksættes »tiltag målrettet inddragelse af borgere, erhvervsliv og civilsamfund«. Den sætning burde få mere opmærksomhed, for den rummer en masse potentiale.

Udfordringerne i den grønne omstilling er mangeartede og spredt ud over hele samfundet. Derfor er der brug for, at ressourcerne i civilsamfundet bliver aktiveret, og at både borgere og erhvervsliv får medejerskab over de mange store og små beslutninger og handlinger, som omstillingen skal bestå af.

Magter vi ikke det, vil viljen til konkret handling og generel omstilling ikke blive udbredt til hele samfundet, og det vil gøre det svært at komme i mål med den nødvendige omstilling. Det er for meget at kræve af et borgerting, at det skal kunne løfte alle udfordringerne – derfor skal der mere til.

Behov for lokale strategier

Et borgerting giver mulighed for at få en ny kreativ politisk kraft ind i beslutningsprocesserne. Det kan hjælpe politikerne til at udvikle og vælge løsninger, der nyder opbakning. Det kan også frigive beslutningskraft, ved at borgerne udtrykker ønsker om løsninger, som politikerne ikke hidtil har turdet trumfe igennem af angst for reaktionerne. På klimaområdet er den værste beslutning nok den, der ikke bliver taget, og her kan et borgerting være en stor hjælp.

Et borgerting giver indsigt og viden til de borgere, der deltager, og til de, der sætter sig grundigt ind i borgertingets arbejde. Men det giver ikke majoriteten i vores samfund den indsigt og selvindsigt, de har brug for, så de også kan blive omstillingsparate. For at de bliver det, skal der også ske inddragelse og oplysning helt tæt på den almindelige borger.

De strategiske udfordringer i at skabe omstilling på nationalt niveau vil blive afhjulpet af det kommende borgerting. Men længere nede og bredt i samfundet, i kommuner, organisationer, virksomheder, fællesskaber og familier, er der også behov for effektive strategier. Det kræver, at den rette form for inddragelse også bruges derude, hvor mange små og store strategier for omstilling skal lægges.

Borgertinget vil med stor sandsynlighed få indflydelse på statslig klimarelevant lovgivning og budget. Men der skal også ske ændringer i de daglige kommunale beslutninger, landbrugets og virksomhedernes produktion og i vores mad- og rejsevaner. Det vil kræve, at vi også gør brug af undervisning og offentlige debatter derude, hvor de ændringer skal ske.

Det vil være uomgængeligt, at borgertinget skal drøfte oplysning og brug af teknologi i omstillingen, og det vil for eksempel kunne resultere i, at borgertinget peger på behov for mere uddannelse og forskning. Vi får imidlertid brug for, at det også kommer helt ud i lokalsamfundene, så hr. Hansen ikke er forvirret om det klimarigtige indkøb foran supermarkedets køledisk, og så den lille virksomhed evner at beslutte sig for et solcelleanlæg på taget.

Inddragelse som grundregel

Værktøjskassen til inddragelse er allerede særdeles veludstyret, og der findes allerede effektive metoder til både at skabe indsigt, udnytte fælles viden, bearbejde holdninger og interesser, udbrede knowhow og tilpasse teknologien.

Borgerne skal hjælpe beslutninger på vej i hele beslutningskæden. De inddrages i idéfasen, i udviklingen af handlemuligheder, når de forskellige løsninger skal prioriteres og besluttes, og endelig, når beslutningerne skal implementeres. 

Med de gode danske erfaringer med at investere i oplysning og lokalt engagement, så er vi samlet set i stand til at bygge Danmark op til et oplyst og inddragende demokrati på klimaområdet, hvis vi tager alle værktøjerne i brug.

Men det bliver ikke helt nemt. I kommunerne kæmper de for eksempel imod ’not in my backyard’-fænomenet eller NIMBY, som det kaldes, blandt andet når landbaserede vindmøller skal placeres. Altså det fænomen at naboerne klager over, at vindmøllerne skal placeres i nærheden af dem, men samtidig anerkender, at samfundet nu engang har brug for den vindmølle. Det er på tide, at der udrulles en klar politik for, hvordan vi skaber kompromiser på det felt, herunder at borgere, eksperter og myndigheder kommer i velstruktureret og konstruktiv dialog tidligt i den slags processer.

Den hastighed, omstillingen skal ske med nu for at holde fast i Parisaftalens mål, vil medføre nye konflikter af samme karakter. Nye anlæg skal bygges, der skal lægges kabler, og der skal ændres på privilegier. Nogle skal give, og andre vil få. De konflikter løses bedst ved at lade os mødes, så vi kan lære af hinanden og finde løsningerne sammen.

Der vil konstant opstå behov for at finde løsninger i konstruktivt samarbejde mellem borgere, eksperter, interesser og beslutningstagere. En af måderne at hjælpe det på gled er for eksempel at sætte de involverede til at udarbejde forskellige ønskværdige scenarier sammen tidligt. Top-down- beslutninger er nødvendige en gang imellem, men grundreglen skal være inddragelse, hvis befolkningen skal støtte op om omstillingen.

Det kan også afhjælpe det problem, at politikerne ikke vil tage ubehagelige beslutninger. Dogmerne om, at omstillingen ikke må koste arbejdspladser eller have sociale konsekvenser, er generelt gode, men gør den store omstilling meget svær. Derfor skal man turde inddrage befolkningen og spørge, om dogmerne i konkrete tilfælde kan fraviges.

Et inddragelses- og oplysningsprogram

Danmark har et rigt miljø for folkeoplysning og lokalt engagement, som kan aktiveres, hvis vi investerer i det. Det kan bringe borgerne sammen om den læring, der er nødvendig, hvis vi skal omstille med den hastighed, der kræves. Det kan bringe os sammen i alle ender af samfundet og i god ro og orden. 

Inddragelsen skal naturligvis handle om borgerne, men ikke kun. Vil vi skabe den hurtige og effektive omstilling i alle ender af samfundet, som der er brug for, skal der investeres i inddragelse og samarbejde mellem alle relevante aktører.

Derfor bør der iværksættes et dansk inddragelses- og oplysningsprogram, som kan samle de mange aktører i civilsamfundet over en årrække og få dem til at samarbejde om at løfte opgaven, det er at opnå det nødvendige niveau af oplysning, fælles fodslag og handlekraft.

Det vil kræve investeringer, men de vil være nærmest usynlige i det store regnskab, der er tale om på energi- og klimaområdet, og de vil komme tilbage i form af hurtigere, mere effektiv, mere udbredt og mindre konfliktfyldt omstilling.

Og det vil være en langsigtet investering, for den viden om inddragelse og oplysning på tværs af samfundet vil blive nødvendig igen, når vi skal tage fat om biodiversitet, sundhed for alle og mange andre store udfordringer. For det er ikke kun på klimaområdet, at borgere, virksomheder, kommuner, regioner, regering og Folketinget skal blive bedre til at samarbejde på tværs for at skabe de bedste løsninger.

Lars Klüver er direktør i Fonden Teknologirådet