Et nyt år betyder for mange danskere et nyt løfte om en sundere livsstil.
Til at indfri løftet bruger stadig flere et særligt hjælpemiddel: Smarte ure, der har aktivitetsmålere og sensorer, der måler alt fra kalorier, skridt og puls til din fysiske placering i verden, og hvor du samtidig kan modtage e-mails, beskeder og opkald direkte på uret.
Urets målinger af eksempelvis din søvn eller dagens aktivitet lagres, så du har mulighed for at se detaljeret statistik over alle mulige dele af dit fysiske velvære. Hvor mange timer sov du i nat? Hvad var din maksimale puls på sidste løbetur?
Jeg ejer ikke et smartwatch, men jeg har bemærket, at flere i min omgangskreds er begyndt at gå med dem. Når snakken falder på funktionerne på deres ure, svarer jeg oprigtigt, at jeg godt kan se fordelene. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på, hvor behovet kommer fra? Er trenden et symptom på et mere grundlæggende behov for at evaluere på, hvor godt vi lever op til de idealer om sundhed, samfundet kræver af os?
Der er mange spændende aspekter ved fænomenet, som jeg her ikke behandler. Eksempelvis har jeg ikke fornøden viden til at kunne give et fyldestgørende bud på, hvem der udnytter de enorme mængder af lagret personlig data.
Jeg vil heller ikke forholde mig til producenterne, der uden tvivl spiller en væsentlig rolle i at forme forbrugernes behov. Jeg tror dog, at de i lige så høj grad skræddersyer deres produkter til behov, der eksisterer i forvejen.
Der er et imperativ om sundhed i dagens Danmark med fokus på en sundhedsfremmende livsstil med motion og den rigtige kost. Samtidig har stadig flere af os stillesiddende job foran en computer med meget lidt fysisk aktivitet.
Jeg tror, at disse modsætninger skaber en spænding eller krydspres, som et smartwatch – på overfladen – ser ud til at kunne modvirke. For at forstå hvordan et smartwatch modvirker presset, er det nødvendigt at kigge nærmere på forholdet mellem arbejde og fritid.
Vi skal være effektive hele tiden
På arbejdspladsen er der en funktionel forventning om, at vi som arbejdstagere skal være effektive og produktive, da arbejdsgivere betaler for vores tid og ressourcer. Vi bærer denne forventning med hjem fra arbejde.
Forventningen om den produktive arbejdstager er reflekteret i selve idealet om sundhed, eller måske er forventningen om produktivitet i arbejdslivet den direkte årsag til sundhedsidealet: Filosoffen Foucault bruger begrebet ’biopolitik’ til at beskrive en politik, der er fokuseret på at forbedre befolkningens generelle sundhed gennem tilskyndelser såsom udviklingen af lægevidenskaben eller regler for kost (for eksempel madpyramiden). Biopolitikkens formål er at gøre staten konkurrencedygtig: Vi skal være sunde for at kunne arbejde produktivt og effektivt.
Uanset hvad den bagvedliggende sammenhæng mellem arbejde og sundhed er, er det klart, at der er skabt en forventning om, at vi skal være effektive, selv når vi ikke arbejder. Dette er logikken bag krydspresset.
Vi skal modvirke det kropslige forfald på arbejdet ved at motionere og spise sundt. Vi skal gå tidligt i seng, så vi kan være friske og veludhvilede til endnu en dags produktivt arbejde. Krydspresset skaber et behov for at kunne måle på, hvor gode vi er til at leve op tilsamfundets forventninger.
Rettet mod os selv
Dermed er min tese en anelse dramatisk: Den stigende brug af smartwatches er både et symptom og et forsøg på at løse krydspresset. De smarte ure kommer med løftet om, at vores sundhed er en ting, vi ikke skal bekymre os om.
Hvis vi ikke har været aktive, fortæller uret os, hvad vi skal gøre. Dermed kommer de smarte ure også med et løfte om, at vi får luft til at fokusere på de mange andre bekymringer, der lurer i hverdagen. Spørgsmålet er dog, om urene kan fremme sundhed? Jeg tror, det korte svar er ja, men måske ikke af de rigtige årsager.
Da uret sidder på håndleddet og ikke er en smartphone, der ligger i lommen, påvirker det os sandsynligvis i større grad. Uret bliver en del af vores legeme, og der er ikke langt fra et blodtryksmålende armbåndsur til et sci-fi-agtigt scenarie, hvor det i stedet er en indopereret chip.
Urets konstante påmindelser og vibrationer vil sandsynligvis få folk til at motionere mere. Spørgsmålet er dog, om det er af de rigtige grunde.
Ovenstående refleksioner er blot et overfladisk blik på en kompleks problemstilling, der har dybere rødder. Det er dog værd at overveje, om behovet for smartwatches er symptom på et menneskeligt eller samfundsmæssigt behov, der er anderledes fra behovet for smartphones. Smartphones tilfredsstiller behovet for at være forbundet med andre. Overføres logikken på smartwatches, synes behovet for forbundethed rettet mod os selv.
Lukas Krag er akademiker i den offentlige sektor.
