Kronik

Cepos: Et års ’fattigdom’ er ikke et stort problem for børn

Et studie, der påviser skade af bare ét års fattigdom i barndommen, har fået mange politikere til at fokusere på de 64.500 ’fattige’ børn i Danmark. Men der er store huller i forskningen, og det fjerner fokus fra de reelt fattige, skriver specialkonsulent i Cepos Jonas Herby i dette debatindlæg
Så længe vi har et overdrevent fokus på ’fattige’, som har en indkomst efter skat på 252.000 kroner om året, kan vi ikke samtidig have tilstrækkeligt fokus på dem, vi burde hjælpe, skriver dagens kronikør. På billedet udleveres overskudsmad som julehjælp.

Så længe vi har et overdrevent fokus på ’fattige’, som har en indkomst efter skat på 252.000 kroner om året, kan vi ikke samtidig have tilstrækkeligt fokus på dem, vi burde hjælpe, skriver dagens kronikør. På billedet udleveres overskudsmad som julehjælp.

Henning Hjorth

4. december 2019

»Jeg vil ønske, vi kan få en fattigdomsgrænse, der måler på reel fattigdom

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets åbningsdebat.

Siden har også social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) bekræftet, at hendes holdning er, at den fattigdomsgrænse, der blandt andet førte til de mange historier om 64.500 ’fattige’ børn i Danmark, »gør skade på diskussionen« om fattigdom.

I mine øjne har socialdemokraterne fuldstændig ret i deres betragtninger – og det ville i den grad have klædt partiet at være klar i mælet før valget.

Danmarks Statistik (DST) definerer ’fattige’ som alle, der bare ét år har en indkomst, der ligger under halvdelen af medianindkomsten. Medianindkomsten er det beløb, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre, og halvdelen tjener mere. Jeg markerer i øvrigt ’fattige’ således, fordi det er mærkeligt for mig at tale om fattige, når en enlig på integrationsydelse stadig tilhører den globale indkomstelite – top ti procent på verdensplan. Så bær over med mig.

Det er stærkt problematisk, at DST bruger étårsdefinitionen. For den meget sparsomme forskning, der blandt andet ligger til grund for valget, er fyldt med huller.

Når Danmarks Statistik alligevel har valgt at bruge den definition, så skyldes det blandt andet et meget omtalt studie, som angiveligt skulle vise, at børn af ’fattige’ forældre tjener mindre som voksne, selv hvis forældrene kun er ’fattige’ i et enkelt år. Studiet blev også fremhævet af en række politikere i den seneste valgkamp – blandt andre af Pia Olsen Dyhr (SF) og Pernille Skipper (EL).

I studiet defineres ’fattige’ børn som de børn, hvor forældrene ifølge DST’s definition er fattige i ét år. Det betyder, at en familie på fire med to hjemmeboende børn er defineret som fattige, hvis de et år tilsammen har en indkomst efter skat på 252.000 kroner. Også selv om deres indkomst året før og året efter er markant højere.

Studiet når frem til, at bare ét år i relativ ’fattigdom’ for en 13-15-årig reducerer indkomsten som 30-årig med 6,4 procent. Altså, at bare ét år som ’fattig’ sætter negative spor i den fremtidige indkomst. Og endda hele 6,4 procent. Det er meget!

Og på den baggrund lyder det jo umiddelbart fornuftigt, at DST har brugt netop ét år som grænsen for fattigdom. Men inden man fører politik, eller bidrager til en bestemt politisk fortælling på baggrund af ét studie, var det måske værd at dykke ned i validiteten af resultaterne. Gør man det, er der en række ting, der er værd at være opmærksom på.

Huller i forskningen

For det første er det ekstremt vanskeligt at isolere en enkelt effekt (forældrenes indkomst) fra alt det andet, som også har indflydelse på børnenes opvækst. For eksempel kan misbrugsproblemer i familien føre til, at forældrene mister deres job og ender i lavindkomstgruppen.

Men er det den lave indkomst eller misbruget, som påvirker børnene negativt?

Det ved man ikke på baggrund af studiet.

For det andet anvender undersøgelsen ikke de gængse retningslinjer, som for eksempel bliver anvendt af Finansministeriet i forhold til opgørelse af indkomster. I studiet beregnes familiens indkomst eksempelvis som de biologiske forældres indkomst, uanset om mor og far bor sammen eller ej. Hvis stedfar er bankdirektør, kan du altså stadig være ’fattig’, hvis din biologiske far er arbejdsløs.

Det er også mærkværdigt, at man i studiet fjerner studerende fra datasættet. Det gør man ofte, når man måler fattigdom, for studerende er selvfølgelig ikke ’fattige’, men det er en murer, der er midlertidigt arbejdsløs, jo heller ikke.

Så når man undersøger konsekvenserne af lav indkomst, bør de studerende vel inkluderes. For hvis man seriøst mener, at ét års fattigdom kan skade børn for livet, fordi der eksempelvis ikke er råd til morgenmad, eller at børnene ikke kan komme til fødselsdage, så bør effekten jo også findes hos studerendes børn.

Man kan også undre sig over, at effekterne af fattigdom springer op og ned afhængig af barnets alder. Hvis børn oplever fattigdom som 10-12-årige eller 16-18-årige, har det ingen betydning. Oplever de til gengæld fattigdom i årene mellem 13 og 15, er det ifølge det omtalte studie en mindre katastrofe med en nedgang i indkomst på de førnævnte 6,4 procent.

Det er meget mærkværdigt, og er i øvrigt i modstrid med nobelprismodtageren James J. Heckmans resultater. Heckman har påpeget, at det er afgørende med tidlige interventioner, hvis man skal have held med at ændre børnenes fremtid til noget bedre. I studiet her får man det modsatte resultat – effekten er størst, når børnene er 13-15 år.

Forhastede konklusioner

Endelig skal man være meget påpasselig med, hvordan man fortolker resultaterne. Studiet sammenligner nemlig ikke familier under fattigdomsgrænsen – altså under halvdelen af medianindkomsten – med familier, som ligger lige over grænsen. Studiet sammenligner derimod med alle andre familier, som derfor i gennemsnit ligger langt over fattigdomsgrænsen.

Så selv hvis resultaterne var fuldkommen korrekte, skal man altså give familierne med lav indkomst en meget, meget stor indkomstfremgang for at nå de nævnte effekter på børnenes indkomst senere i livet. Det er ikke nok blot at få dem op over fattigdomsgrænsen.

Som så ofte, når man læser interessant, nyere forskning (og det er det faktisk), sidder man derfor tilbage med en fornemmelse af, at der er brug for meget mere forskning, inden vi begynder at se ét års fattigdom som et problem. Det har dog ikke forhindret Danmarks Statistik, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og mange, mange andre i for eksempel – med baggrund i omtalte studie – at opgøre antallet af ’fattige’ børn ud fra ét års indkomst og udråbe det til et kæmpe problem.

Men ét års ’fattigdom’ er bare ikke et stort problem.

Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at 45 procent er ude af ’fattigdom’ efter et år, og 56 procent efter to år. De fleste er altså kun meget kortvarigt ’fattige’. Og ved at udskyde deres forbrug ved for eksempel at vente med at købe nyt tøj, kan de derfor i høj grad modvirke eventuelle negative konsekvenser af den kortvarige nedgang i indkomst.

Selv med Thornings fattigdomsgrænse – med lav indkomst i tre år – er der høj mobilitet ud af gruppen. 28 procent er ude efter ét år, og 46 procent efter to år.

Hold fokus på reel fattigdom

Der er altså en meget høj grad af økonomisk mobilitet i Danmark. Dem, der har lav indkomst i dag, har næppe lav indkomst om et par år. Faktisk kan de, der har lav indkomst i dag, i gennemsnit forvente at få den største indkomstfremgang de næste ti år. Både målt i procent og kroner. Det skyldes, at de kommer i job, opnår erfaring og lignende.

Modsat er det svært for dem i toppen at holde fast i deres placering. Det kan skyldes, at erhvervsdrivende bliver udsat for hård konkurrence, som presser deres indtjening.

Fattigdom er ikke ønskværdigt. Og der findes i Danmark mennesker, der år efter år lever liv, som ingen ønsker sig. Ikke fordi de er dovne. Ikke fordi de bare skal tage sig sammen. Ikke fordi de bare vælger anderledes end du og jeg. Men fordi de har komplicerede problemer, som for eksempel misbrug eller diagnoser, som forhindrer dem i at hjælpe sig selv. Det er i mine øjne disse mennesker, vi som samfund reelt burde bekymre os om.

Men så længe vi har et overdrevent fokus på ’fattige’, som har en indkomst efter skat på 252.000 kroner om året, kan vi ikke samtidig have tilstrækkeligt fokus på dem, vi burde hjælpe.

Og det er faktisk en skam.

Jonas Herby, specialkonsulent i Cepos

Larma Aslan (t.h.) er kommet til Danmark som kvoteflygtning og lever på integrationsydelse. Information talte med hende tidligere på året i forbindelse med en række artikler om den fattigdom, som et flertal af politikerne i Danmark har skabt som følge af integrationsydelsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Kramer
Søren Kramer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jonas Herby.
Når du nu ikke bryder dig om Danmarks Statistiks specifikation af fattige/fattigdom, så står det dig frit for at argumentere for øget hjælp til den gruppe du kalder for "de reelt fattige".

Diego Krogstrup, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Jørgensen, kjeld jensen, Birte Pedersen, Carsten Wienholtz, Katrine Damm, Susanne Kaspersen, Frederik Groth Nordstrøm, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Jonas Lundberg Andersen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ninna Thomsen, Direktør i Mødrehjælpen indleder et debatindlæg i Altinget således :

"I en ny undersøgelse fra Mødrehjælpen har vi spurgt cirka 800 familier, der har fået julehjælp eller anden økonomisk hjælp hos os, om, hvordan det egentlig er at leve som familie med meget få penge.

Over halvdelen svarer, at de inden for det seneste år har undladt at købe briller, allergikost eller behandling hos for eksempel en fysioterapeut eller psykolog til deres børn, fordi de ikke havde råd.

Flere end hver tredje familie fortæller, at de ikke har råd til at give børnene en sund madpakke. 55 procent har ikke kunnet købe nødvendigt fodtøj eller vinterudstyr til deres børn."

https://www.altinget.dk/social/artikel/moedrehjaelpen-hjaelp-til-saarbar...

I et land, der definerer sig som et velfærdssamfund, er det ikke i orden at børn ikke får ordentlig mad eller medicin samt anden behandling, og at de skal se deres forældre fortvivle over hvordan de skal få råd til helt basale nødvendigheder.

Det er ikke så vigtigt hvordan vi definerer fattigdom som hvad den resulterer i, nemlig desperation, isolation og stigmatisering.
Om det er værre hvis børnene er små eller store, er vist ikke det største problem.

Det underliggende budskab fra Cepos er som sædvanlig, at det er de rigeste i samfundet det er synd for.

Så hvorfor mon ikke overskriften istedet lyder :
"Et års rigdom er et stort problem for børn" ???

Lasse Glavind, Claus Poulsen, Hanne Ribens, Lars Løfgren, Diego Krogstrup, Bjarne Andersen, Curt Sørensen, Dan Jensen, Jan Damskier, John Poulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Jørgensen, Tina Pedersen, Søren Nielsen, Halfdan Illum, kjeld jensen, Birte Pedersen, Hans Larsen, Finn Egelund, Thessa Jensen, Carsten Wienholtz, Troels Ken Pedersen, Katrine Damm, Steen Obel, Thomas Tanghus, Werner Gass, Nils Lauritzen, gert rasmussen, Susanne Kaspersen, Torben K L Jensen, Poul Erik Pedersen, Alvin Jensen, Carsten Svendsen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Lundsby, Ib Christensen, Palle Raabjerg, Steen K Petersen, Martin Rønnow Klarlund, Dorte Sørensen, Ete Forchhammer , Mogens Holme, Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Søren Andersen, Marianne Stockmarr og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fattigdom forstået som en grundlæggende stor - og oven i købet voksende - ulighed er et problem for et samfund som det danske, der hylder frihed, lighed og fællesskab mere end de fleste.
Når vi i dag ser relativt meget psykisk og fysisk sygdom, utilpassethed og splittelse, skyldes det, at vi ikke længere har det, vi altid alle kunne forlade os på: et socialt sikkerhedsnet svejset af stål og så finmasket, at ingen faldt igennem.
Neutraliseringen af strukturelle og personlige katastrofer og nederlag sikrede, at vi kunne forlade os på at gøre vores bedste uden at henfalde til frygtsomhed og afmagt over faktiske eller forestillede risici. Så det er dér, vi skal hen igen.

Lars Løfgren, Diego Krogstrup, Dan Jensen, hannah bro, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Nielsen, kjeld jensen, Birte Pedersen, Carsten Wienholtz, Troels Ken Pedersen, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Werner Gass, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Dorte Sørensen, Søren Andersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Hvor er det dog ucharmerende tendentiøst: ”Men så længe vi har et overdrevent fokus på ”fattige”, som har en indkomst efter skat på 252.000 kroner om året, kan vi ikke samtidig have tilstrækkelig fokus på dem, vi burde hjælpe.” Hvorfor er det fokus på lavindkomstfamilier, der forhindrer os i at hjælpe ”dem, vi burde hjælpe”? Hvorfor er det ikke fokus på højindkomstgrupper, der er hindringen? Hvor er det trist, at voksne, begavede mennesker sælger deres forstand og moral til organisationer, der servicerer de segmenter, der kun er interesserede i sig selv.

Hanne Ribens, Diego Krogstrup, hannah bro, John Poulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Jørgensen, kjeld jensen, Birte Pedersen, Hans Larsen, Thessa Jensen, Carsten Wienholtz, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Werner Gass, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen, Carsten Svendsen, Anders Reinholdt, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Søren Andersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese

"Fattigdom forstået som en grundlæggende stor - og oven i købet voksende - ulighed er et problem for et samfund som det danske, der hylder frihed, lighed og fællesskab mere end de fleste."

Så skal man kalde det, hvad det er - en ulighedsindkomst/ulighedsmarkør: At kalde det at være fattig er en hån mod de mange mennesker i resten af verden og de få mennesker i vores land, der vitterlig er fattige.

Det er nødvendigt med tydelige økonomiske grænser for fattigdom.

At sætte den til kr. 250.000 årsindkomst efter skat, er indlysende idiotisk og som Astrid Krag siger skadeligt for debatten.

Hvis vi skal håndtere de problemer som giver lavere social mobilitet og en mere permanent tilstand af fattigdom, er det i stedet mere aktuelt at se i retning af formue. Formue forstået som samlet pension, hus mm.

Penge giver penge, og er langt mere effektiv til at skabe indkomst end arbejde. Det problem skal adresseres. Formue frem for indkomst skal i fokus.

Udgangspunktet for et socialt liberalt samfund må være at folk skal have lige muligheder for at gøre deres pligt og udfolde deres talent. Så nytter det ikke noget nogen ikke starter fra startlinien eller får handicap hjælp af far selvom de ikke fejler en tøddel.

Økonomisk styring, her under mål for økonomisk vækst, skal i årene fremover fokusere på formueudviklingen for den laveste fjerdedel. I absolutte tal og procentvis.

Bjørn Pedersen

Hvis dem som Herby kun i gåseøjne kalder for fattige har for mange penge til at være fattige (pga en universel/absolut fattigdomsdefinition), må man vel konkludere at dette absolutte/universelle forståelse af fattigdom/velstand også må gælde over- og middelklassen? En... og lad mig selvfølgelig bruge gåseøjne, "velhavende" inder er jo "i virkeligheden" ikke velhavende, hvis hans indkomst er den samme som en middelklasse-danskers.

Ergo må det være i orden at sænke lønninger, bonusser, hvor meget investorer må tjene på deres investeringer og hvor mange penge man må tjene, når nu det ifølge liberalisten her er så forfærdeligt at de fattigste her i landet jo har flere penge end de fattgiste i f.eks. Indien. Hvis vi skal ræse mod bunden, skal vi så ikke allesammen ræse mod bunden? Og naturligvis skal forbrugs- og servicevarer jo blive ved at koste det samme...

Nå, ikke? Ah, så det jeg lige har læst var altså bare endnu et ønske om indførelse af et feudalt aristokrati, hvis friheder og ønske om stadig størrere akkumulation af frugterne af andre folks arbejde "naturligvis" skal respekteres og man naturligvis skal forholde sig relativt til, hvorimod de fattigste ikke er fattige og ikke har nogle problemer fordi de fattige i verdens fattigste lande jo har det meget værrere.

Kære pro-aristokratiske liberalister, I Danmark sender vi ikke de rige til guilliotinen for deres grådighed... jeg formoder dermed at ingen vil høre nogle klager fra jer hvis man gjorde alt muligt lidt mindre drastisk. F.eks. den komplette nationalisering af alle jeres industrier, firmaer, konfiskation af formuer over... skal vi sige 30,000 kr? Hvis en relativ fattigdomsgrænse ikke giver mening, må det samme jo gælde for relativ frihed og relativ demokrati. Altid ret dig efter den laveste fællesnævner...

Diego Krogstrup, hannah bro, John Poulsen, Birte Pedersen, Anders Reinholdt, Hans Larsen, Thessa Jensen, Troels Ken Pedersen, Dennis Tomsen, Mogens Holme, Carsten Munk, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen, Carsten Svendsen, Alvin Jensen, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Cepos er en flok hykler, da de ligger samfundet til last og uværdige, de træder på folk der ligger ned.
https://www.cepos.dk/stoet-os/hvordan-kan-jeg-stoette

Cepos vil ikke oplyse, hvad tænketanken bruger sine penge til, da både regnskab og budget er
hemmelige.

En patetisk og upålidelig forening, en forening for de rige, en forening, der har snablen nede i statskassen og som hurtigst muligt skal på historiens mødding.

Claus Poulsen, Diego Krogstrup, Egon Stich, John Poulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Finn Egelund, Carsten Wienholtz, Erik Winberg, Mogens Holme, Werner Gass, Carsten Svendsen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Man skal altid mene det modsatte af Cepos. Sådan er det :-)

Diego Krogstrup, Egon Stich, John Poulsen, Arne Lund, Birte Pedersen, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Werner Gass, Alvin Jensen, Frederik Groth Nordstrøm, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Fradrag for gaver og bidrag til velgørende foreninger, som arbejder for almenvellet.

At tænke sig, denne hykleriske forening, hvor bidragsyderne, kan trække deres bidrag fra i skat, hvordan kan det lade sig gøre?

De arbejder som bekendt kun for den øverste del af samfundet, er der nogen der ved, om man kan klage over deres status, hos skat, som en almen forening?

Her er den rigtige side:
https://cepos.dk/stoet-cepos/

Diego Krogstrup, Egon Stich, John Poulsen, Birte Pedersen, Anders Reinholdt, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Carsten Munk, Frederik Groth Nordstrøm, Carsten Svendsen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frederik Groth Nordstrøm

Det er altid de svage, det går mest ud over. Og det er altid de svageste, der skal lade sig spise af med så lidt som muligt.
Eller os, som tilhører den nedre del af de mellemste indkomster, der må give mere til velgørenhed.
Mht. Skattefradrag, undrer dette også mig, ligesom det er totalt forkert, at man kan trække kontingent til gule "fagforeninger" fra i skat. Alt dette er med til at skævvride samfundet.
Det er sjældent de velstillede, der går i front mod fattigdom.

Diego Krogstrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Egentlig, Frederik Groth Nordstrøm, er pengene synd for de velstillede, der aldrig får glæden ved at nyde et privilegeret arbejdsliv i sig selv.

Birte Pedersen, Steen K Petersen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Så er Cepos på spil igen. Den skattefradrags understøttede tænketank for ultraliberalistisk politik

Diego Krogstrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Anders Reinholdt, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Erik Winberg, Steffen Gliese, Mogens Holme, Carsten Svendsen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nu i er ved fradrag, så har vi også de modsatte tilfælde.
Jeg undre mig meget over hvordan jeg kan ende med at være tvungen med i en virksomheds sundheds forsikring, og skal betale skatten for deres forsikring.
Og samtidig finde mig i at de mener de så kan de droppe arbejdsmiljøet, da de har tegnet en forsikring.

Birte Pedersen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Algoritmen vil ikke ha', at der skrives noget om Herbys personlige forhold, og at disse diskvalificerer ham fra at kunne sige noget om fattige børn.

Svaret på alt i universet, var- er- og forbliver til evig tid, at skære i offentlige udgifter, når man spørger CEPOS. Konsekvenserne af dette statiske råd er ligegyldige, når bare målet er at svække fællesskabet og styrke individualismen. Om børn er rige eller fattige - hvad rager det CEPOS?

Nu har den liberale bølge som bekendt skyllet over landet et par årtier, og resultaterne popper op overalt i vores samfund. Kvaliteten har været støt faldende i takt med implementering af de liberale "optimeringer" den offentlige sektor har gennemlevet.

Hvis du tror, at CEPOS eller de liberale partier stiller op og påtager sig ansvaret, og måske ligefrem opdaterer deres salmevers, må du tro om. Nej. de fortsætter skam med at promoverer oldefars verdensforståelse, som nytænkning og modernisering.