Kommentar

Christina Hagen rammer plet med sin kritik af politisk korrekthed på Information

Forfatter Christina Hagen har endnu den idealisme, at hun kræver selverkendelse af magten – i dette tilfælde en lille, men toneangivende avis. Der er brug for hende i en tid, hvor det kun er ganske få ting, vi kan sige højt uden at blive skammet ud, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Debat
12. december 2019
Christina Hagen kritiserer Information for at dømme folk inde og ude og samtidig ikke vedstå sin magt. At Information har kulturel magt, tror jeg godt, bladet selv ved. Hvad kan vi andre freelancetyper gøre?

Christina Hagen kritiserer Information for at dømme folk inde og ude og samtidig ikke vedstå sin magt. At Information har kulturel magt, tror jeg godt, bladet selv ved. Hvad kan vi andre freelancetyper gøre?

Tor Birk Trads

»Vi skylder de nervøse alt,« skriver Marcel Proust. Alt i verden handler ifølge ham ikke om at være den stærkeste. Det er også menneskelig sensibilitet, der gør verden til et bedre sted at være.

Marcel Proust roste selvfølgelig sig selv med det citat. Han var en følsom kunstner, der skrev hele hovedværket På sporet af den tabte tid i et lydisoleret værelse, fordi han ikke havde nerver til nogen form for distraktion. Når han som barn skulle vækkes om morgenen, måtte mormoren banke let på væggen fra naboværelset, ellers blev Marcel helt fra den. Den yderste nænsomhed var nødvendig for gødningen af dette nervøse kunstnersind, der så til gengæld gav verden et mesterværk.

Verden er et benhårdt sted at være, og netop derfor har vi brug for kunstens påmindelse om den sårbarhed, som trods alt samler os.

Jeg tænker på Christina Hagen og hendes tale ved modtagelsen af Otto Gelsted-prisen. Hun brugte platformen til at kritisere Information gennem et åbent brev til litteraturredaktør Peter Nielsen. Hvorfor gjorde hun det, når hun fik en fin pris, spurgte min datter forleden. Fordi det er en tradition, at bad ass-typer ikke lader sig kue af magten, når denne pludselig spiller vendekåbe og vil hylde en. Priser gives af de samme folk, der kort efter vil dykke dig, vær ikke naiv.

Man skal sørge for at være uden for. En kunstner skal være fri. Du kan ikke bukke og neje for magten og så kalde dig kritiker af den. For at have mod til at sige fra skal du øve dig i outsiderrollen. Outsiderrollen kender de fleste kunstnere. Den originale kunst skabes af folk, som tør stå uden for fællesskabet. Måske man oprindeligt ikke kunne finde ud af det sociale spil og derfor blev ekskluderet. Måske man har været immun over for en ydre anerkendelse, der faktisk fandtes.

Outsiderfølelsen er ofte indeni og kan ikke tvinges til at afgive pladsen til et andet selvbillede. Man ender med at ville være udenfor. Man gentager de mekanismer, der skaber udstødelsen. Man ser udstødelsen overalt, også når den ikke findes.

Men kunstneren ser også udstødelsen, når den findes, men er usynlig for den brede offentlighed. Kunstneren genkender udstødelsen, og da hun ikke frygter den, tør og kan hun påpege mekanismerne bag hykleriske, skjulte, ekskluderende handlinger og udtalelser.

Udbredt politisk korrekthed

Hagen fortæller i talen, at hun er tidligere mobbeoffer. Det giver god mening. Hvis du overlever hård mobning, kan du blive meget stærk. Hagen tør sige de upassende, utilpassede tanker højt. Hun rammer rigtigt i forhold til en udbredt politisk korrekthed, der også – eller måske endda især – findes på Information.

Jeg skriver, som læseren iagttager, selv fast i denne avis. Jeg føler mig værdsat på Information, og måske endnu vigtigere: Jeg kan lide mit eget valg om at arbejde her, selv om jeg ikke altid er enig med avisens holdninger.

Hagen har bevaret sine meningers mod. Bliv ved med det! Vi har brug for dig. Især i denne tid hvor upopulære tanker bliver mødt af akut offentlig fordømmelse. Det er kun ganske få ting, vi reelt kan sige højt uden offentligt at blive skammet ud.

Hagen betaler en dyr pris. Hendes tale udtrykker en ekstremt modig sårbarhed. Der er ingen tvivl om, at de stærkeste og mest kritiske røster, dem, der lyder hårde, er de mest skrøbelige. Tag Lars von Trier. Han er et nervevrag, hvilket han ikke skjuler. De fleste store kunstnere ville i andre sammenhænge være sociale tabere. Det er svært at forstå, fordi stort talent ligner overskud. Men prisen for at trække sig ud af samfundet kan være høj.

Hagen kritiserer Information for at dømme folk inde og ude og samtidig ikke vedstå sin magt. At Information har kulturel magt, tror jeg godt, bladet selv ved. Hvad kan vi andre freelancetyper gøre?

Vi kan leve med den rolle, vi har tildelt os selv. Det går op og ned i showbiz. Nogle gange er jeg cool, nogle gange kikset. Jeg forsøger ikke at finde mit værd i nogens bekræftelse. For så kan de ikke bryde mig ned med deres kritik. Det er et evigt arbejde. Jeg tror ikke, man kan ændre på mediemaskinen derude, som kaster en op og ned. Men jeg synes, det er smukt, at Hagen endnu har den idealisme, at hun kræver selverkendelse af magten – i dette tilfælde en lille, men toneangivende avis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
”Hagen tør sige de upassende, utilpassede tanker højt. Hun rammer rigtigt i forhold til en udbredt politisk korrekthed, der også – eller måske endda især – findes på Information”.
og
”Hagen kritiserer Information for at dømme folk inde og ude og samtidig ikke vedstå sin magt. At Information har kulturel magt, tror jeg godt, bladet selv ved”.

Et dagblad er kendetegnet ved sin redaktionelle linje, også når det drejer sig om kunst og kultur, og som sådan vil det på forskellige måder afspejle sig i selektion og perspektiv, i dækningen på området generelt og i kritikken.

Der, hvor det bliver problematisk, er i forhold til de anvendte kvalitetskriterier. Hvis dagbladet går på kompromis i forhold til kvalitetskrav, i sin selektion og i sit perspektiv.

Hvis der er et særligt fokus på f.eks. begivenheder og værker, der tematiserer forhold, der vedrører køn, seksualitet og etnicitet, uanset graden af relevans og kvalitet, så er der andet af relevans og af kvalitet, der ikke længere bliver plads til.

Tilsvarende må begivenheder og værker vurderes ikke på deres tendens, men på deres kvalitet. F.eks. er det væsentligt, at begivenheder og værker ikke vurderes på deres politiske korrekthed, men på kvalitet.

Dette er særlig vigtigt i en tid som vores, hvor tendenser inden for kunst og kultur antager religiøs og sekterisk karakter, således at bestemte holdninger og værdier, samt bestemte retninger og tendenser af kunstnerisk og kulturel karakter, søges ekskluderet fra medierne af årsager, der intet har at gøre med kvalitet.

Så vidt jeg kan se, ligger jeg her på linje med litteraturredaktør Peter Nielsen i den leder ”Grimme tanker”, han skrev d. 4/3 2017.
https://www.information.dk/kultur/2017/03/grimme-tanker

Derfor kan det også undre, at der i Peter Nielsens svar på Christian Hagens åbne brev bl.a. står:
”Som i alle andre tilfælde bestemmer jeg, hvem der skal anmelde de nye bøger, men jeg bestemmer på ingen måde over den dom, der fældes i anmeldelsen.”
https://www.information.dk/kultur/2019/12/kaere-christina-hagen-gerne-ma...

Spørgsmålet er jo ikke, om litteraturredaktøren skal bestemme, hvad dommen bliver over værket, men hvordan kritikeren når frem til sin dom over værket, og om vedkommende f.eks. her har været fair i forhold til en forståelse af værket og dets intention eller ikke har været det, og om der evt. er tale om direkte fejllæsninger og mangler af anden art i tilgangen til og dermed vurderingen af værket.

Det er uacceptabelt, hvis en kritiker ikke er fair i forståelse af værket og dets intention, fordi kritikeren f.eks. ikke bryder sig om litterær konceptkunst eller ikke bryder sig om de holdninger, der kommer til udtryk i værket.