Læserbrev

Danmarks Statistik: Cepos tager fejl, når de kritiserer fattigdomsmål for at være politisk

Når Cepos kritiserer Danmarks Statistiks fattigdomsindikator, der måler fattigdom et år ad gangen, glemmer de, at formålet med den er at følge udviklingen i fattigdom løbende – og at vi måler den relative fattigdom af hensyn til FN’s bæredygtighedsmål, ikke partipolitik, skriver chefkonsulent i Danmarks Statistik i dette debatindlæg
11. december 2019

Danmarks Statistiks indikator for relativ fattigdom er en af foreløbigt tre indikatorer, der er udarbejdet for at måle på FN’s bæredygtighedsmål.

Det er vigtigt at slå fast, at det dermed ikke er et politisk mål, der tager stilling til, hvornår fattigdom er skadelig for en person, sådan som specialkonsulent i Cepos, Jonas Herby, ellers fremfører i Information den 4. december.

I fraværet af en officiel dansk fattigdomsgrænse har vi taget udgangspunkt i etablerede internationale standarder for at måle relativ fattigdom. Vi har truffet et valg om at bruge 50 og ikke 60 procent af medianindkomsten og samtidig fjerne studerende og personer med formue fra opgørelsen, og derfor opererer vi med en snæver definition af relativ fattigdom.

Cepos kritiserer også, at indikatoren måler antallet, der har været relativt fattige i et enkelt år og ikke i tre år i træk. Men med den treårige version går der op til fire år, fra en ændring er sket, til effekten kan ses på indikatoren.

Derfor skal vi eksempelvis vente til 2020 med at se den fulde effekt af det kontanthjælpsloft, der blev genindført i 2016. Og når formålet med indikatoren er, at man løbende skal kunne følge udviklingen i fattigdom, er tidsforskydningen for stor.

Fordelen ved en treårig version er til gengæld, at man her har isoleret en gruppe i en langvarig dårlig økonomisk situation og derved har fat i en gruppe i en mere alvorlig situation. Derfor er vi heller ikke afvisende over for, at det kan være relevant at supplere med en treårig version.

I nogle tilfælde kan blot et enkelt år, hvor nogle har svært ved at betale husleje eller købe nyt vintertøj til børnene, være problematisk.

Hvor skadeligt, det på lang sigt er, at et barn oplever et enkelt års fattigdom, svarer statistikken ikke på, og det er ikke Danmarks Statistiks opgave at tage stilling til spørgsmålet. Det lader vi fagpersoner om at vurdere.

Der findes ingen entydig definition af fattigdom, og derfor er der heller ingen helt klar grænse. Grænsen skal blot være brugbar i forhold til det, den skal måle.

Om man overhovedet skal benytte ordet ’fattigdom’, er naturligvis en smagssag, men det er det ord, der oftest anvendes internationalt. Derfor benytter Danmarks Statistik udtrykket ’relativ fattigdom’ i opfølgningen på bæredygtighedsmålene.

Jarl Quitzau er chefkonsulent i Danmarks Statistik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu