Kronik

Det er dybt frustrerende for os patienter, at der ikke forskes i alternativ medicin

Medicinalfirmaerne har ingen interesse i at støtte forskning i alternative behandlingsmetoder, der typisk ikke kan patenteres. Heller ikke det offentlige vil løfte opgaven. Det er en alvorlig systemfejl ved den medicinske forskning, skriver en kræftramt sociologiprofessor i dette debatindlæg
Med en passende blanding af private og offentlige midler burde det være muligt at samle mange ressourcer og få sat skub i den forsømte forskning i alternativ medicin og metoder, skriver dagens kronikør. Her arkivfoto fra en biopatisk klinik

 

Med en passende blanding af private og offentlige midler burde det være muligt at samle mange ressourcer og få sat skub i den forsømte forskning i alternativ medicin og metoder, skriver dagens kronikør. Her arkivfoto fra en biopatisk klinik

 

Tor Birk Trads

17. december 2019

En stærkt stigende andel af danskerne er usikre på, hvad der er sundt og usundt. Ifølge Mandag Morgen var 44 procent usikre i 2017 mod 25 procent i 2011.

Hvad skyldes denne stigende usikkerhed? Er det en form for revolte mod et bedrevidende sundhedssystem, modstridende information, medicinalindustriens sammenspisthed med lægeverdenen eller måske fraværet af forskning i alternativ medicin? Og er den stigende usikkerhed et problem eller snarere et sundhedstegn, et tegn på, at en oplyst befolkning i stigende grad tager ansvar for deres egen sundhed og abonnerer på en mere holistisk sundhedsopfattelse end den traditionelle apparatfejlsmodel?

Som altid er der mange faktorer i spil, når en forandring som denne kan konstateres. Her sætter jeg kun fokus på den forsømte forskning i alternativ medicin.

Det officielle sundhedssystem kræver forståeligt nok evidens i form af systematisk forskning med brug af kontrolgrupper før et middel eller en behandling kan godkendes. Det er en vigtig bremseklods for fremkomst og udbredelse af uvirksomme ’mirakelmidler’.

Men det er også en bremseklods for udbredelse af alternativ medicin, som kunne resultere i billige og effektive alternativer til den dyre patenterede medicin, der er ved at tvinge sundhedssystemet i knæ.

Lad mig tage afsæt i mit eget sygdomsforløb.

Grundlovsdag fik jeg en chokerende melding af en sygehuslæge: »Du har aggressiv prostatakræft, og den er spredt til knoglerne.«

Lidt senere tilføjede han heldigvis: »Du kan leve mange år endnu, der er mange nye behandlingsmetoder på vej.«

Beskeden satte mig i gang med at læse om forskningen i kræft og kræftbehandling, både den traditionelle og alternative. Jo mere jeg læste, jo mere blev jeg overbevist om, at medicinsk forskning og innovation lider af alvorlige systemfejl.

Jeg spurgte min datter, som har forsket i brystkræft, hvilke behandlingsmetoder lægen mon kunne tænke på. Hun nævnte blandt andet den såkaldte CAR-T-metode og brugen af ’dræberceller’.

Jo mere jeg hørte og læste, jo mere måtte jeg give sygehuslægen ret: Den traditionelle medicinske forskning har faktisk mange nye lægemidler og metoder på vej.

Ingen rygende pistol

Men gradvist fik jeg, trods skepsis i udgangspunktet, også interesse for et andet spor: alternativ medicin og metoder. Min kone fortalte mig om Budwig-kuren, som blot består i dagligt indtag af hørfrøolie sammen med mælkeprodukter som skyr og hytteost.

Jeg kontaktede en kræftramt ven, der har brugt kuren nogle år. Han mente, han havde haft gavn af den. På nettet kunne jeg også finde en del solstrålehistorier. Men min forskerskepsis fik mig til at spørge: Mon der ikke er endnu flere, der har prøvet samme kur uden succes?

Selv nok så mange solstrålehistorier er ikke det samme som effekt, og typisk er der mange faktorer i spil, inklusive den faktor, at patienters tro på en metode i sig selv kan have en positiv effekt. På den anden side er det underligt, at kuren, som er udviklet af en tysk biokemiker ved navn Johanna Budwig, fortsat er udbredt, hvis den slet ingen effekt har.

Kræftens Bekæmpelse skriver, at der »ikke findes forskning, der viser, at hørfrøolie kan påvirke relevante processer og dermed have en rolle i forhold til kræft«. Det er givetvis rigtigt, men der findes heller ikke systematisk forskning, der viser det modsatte. Hovedproblemet er, at metoden aldrig er blevet udforsket ordentligt.

Det er dybt frustrerende for os patienter.

Lidt efter lidt stødte jeg på flere overraskende eksempler: En forskergruppe ved Aarhus Universitet havde fundet positiv effekt af indtag af fuldkernerugbrød hos et stort antal prostatakræftpatienter; en læge ved en privat klinik havde over lang tid fundet stor effekt af intravenøs injektion af C-vitamin i stor dosis, en effekt der er bekræftet i dyreforsøg; min datter berettede om en forskerkollega, der via systematiske studier af brystkræft hos et stort antal patienter over lang tid havde påvist positiv effekt af at fjerne kobber fra patienternes kroppe.

Disse eksempler har det til fælles, at der er betydelig indikation af effekt, men ingen rygende pistol i form af et klinisk storskala-studium. Man når tilsyneladende et stykke vej i forskningsprocessen, og så går den i stå, typisk fordi der mangler finansiering til de dyre kliniske forsøg.

Medicinalfirmaerne har ingen interesse i hørfrøolie, rugbrødskerner og andre midler, der ikke kan patenteres, det offentlige har hverken vilje eller tilstrækkelige finansielle muskler til at løfte opgaven, og private fonde vælger at understøtte den traditionelle forskning.

Gumpetung innovationsproces

Et illustrativt eksempel på svaghederne i den medicinske forskning er diskussionen om kvinders brug af bioidentiske naturlige hormoner versus syntetiske hormoner i overgangsalderen.

Bogen Naturlig hormonterapi af Anette og Jens-Ole Paulin giver en grundig indføring og beskriver, hvorledes danske læger – modsat læger i en række nabolande – fortrinsvis anbefaler brug af syntetiske hormoner, trods bivirkninger hos en del kvinder og øget kræftrisiko.

Det er der en nærliggende forklaring på. I forordet til bogen skriver en praktiserende læge: »Da jeg første gang hørte om bioidentiske hormoner, var jeg faktisk lidt forvirret … der var intet jeg kunne gribe tilbage til fra mine studier på det medicinske fakultet.«

Bioidentiske hormonpræparater fremstilles industrielt, men er identiske med naturligt forekommende hormoner i kvindekroppen. Bogen, der første gang udkom i 2014, affødte livlig debat. Kræftens Bekæmpelse omtaler på deres hjemmeside et flerårigt fransk studium af 80.000 kvinder, der sammenlignede brug af naturligt hormon (progesteron) og syntetisk hormon (gestagen).

Studiet fandt »ikke øget risiko for brystkræft blandt kvinder, der brugte østrogen kombineret med progesteron, men derimod en øget risiko ved østrogen kombineret med gestagen«.

Hvorfor skulle der to lægfolk til at sætte gang i denne debat og en holdnings- og adfærdsændring hos danske læger?

Et af problemerne i den medicinske forskning er dominansen af en deduktiv tilgang. Ny viden skabes primært i en interaktion mellem universiteter, hospitaler og medicinalfirmaer og ’oversættes’ så til praksis.

Ny viden, der skabes via en induktiv tilgang med afsæt i praksis, kommer kun i ringe grad i spil. Sammenlignet med mange andre sektorer virker innovationsprocessen i sundhedssektoren gumpetung og topstyret.

Desuden fremstår det etablerede system bedrevidende og er nærmest gået i krig med tilhængerne af alternative metoder og medicin. Hvorfor er der ikke mere åbenhed over for alternativer?

Og hvorfor er den eneste anerkendte metode inden for sundhedsforskningen det videnskabelige eksperiment?

Hvis samme snævre metodesyn gjorde sig gældende inden for samfundsvidenskab og humanistisk videnskab, ville disse videnskabsgrene stort set ikke findes.

Men hvor skal forandringen og finansieringen komme fra?

Hverken private virksomheder, private fonde eller det offentlige ser ud til at kunne eller ville løfte opgaven. Derfor skal der nok et nyt initiativ til, for eksempel dannelse af en fond til forskning i alternativ medicin. Med den rette opstart og en passende blanding af private og offentlige midler burde det være muligt at samle mange ressourcer og få sat skub i den forsømte forskning i alternativ medicin og metoder.

Systemfejl kan og bør rettes!

Torben Bager er sociolog og professor emeritus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Torben K L Jensen
  • Torben Bruhn Andersen
  • Flemming Berger
  • Arne Thomsen
  • Søren Andersen
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Peter Henningsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Bjarne Andersen
  • Sarah Schein
  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Kramer
  • Lise Lotte Rahbek
Viggo Okholm, Klaus Lundahl Engelholt, Torben K L Jensen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Arne Thomsen, Søren Andersen, Katrine Damm, David Zennaro, Peter Henningsen, Arne Albatros Olsen, Bjarne Andersen, Sarah Schein, Gunilla Funder Brockdorff, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Søren Kramer og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som sædvanligt, så kender ingen den reelle pris for privat vs offentlig forskning, for disse mulige billige alternativer bliver ganske enkelt ikke undersøgt. Det er en af priserne for at satse på privat forskning....

Mikkel Zess, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Elise Berg, Bjarne Andersen, Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Tak for at dele historien. Det er vigtigt. Vi har tabt kampen om sundhed og helbred til pillefabrikanterne og til det syge-system, som er i lommen på dem. Det er hjertefrysende, frygteligt og det truer vores livskvalitet. Hvor findes de medier og politikere, embedsfolk og interesseorganisationer, der står op mod giganterne og organiserer "fredags strejker" mod denne trussel? Det er som et mystisk tabu. Som at blive beskyldt for at tage insulinen fra de der har behov for den - når man er kritisk og insisterer på, at der også er andre svar - og spørgsmål - end dem der rimer på simple piller og patenter. fx forebyggelse, fri medicin, helhedssyn og komplekse sammenhænge.

Helle Merete Norup, Søs Jensen, Eva Gaihede, Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Arendal, Poul Reynolds, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Mikkel Zess, Arne Albatros Olsen, Susanne Kaspersen, Birgit Kraft, Elise Berg, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hanne Bess Boelsbjerg

Jeg er enig i udpegningen af denne 'systemfejl'. Når den medicinske forskning er blevet prioriteret, er det sket ud fra forventningen om, at menneskets helbred kan forklares ud fra en biomekanistisk model. Men derved er der mange helbredelsesaspekter, der ikke bliver undersøgt! Som en, der selv har forsket i alternativ behandling ud fra en humanistisk tilgang ved jeg, at der er tale om et samspil af mange faktorer! Som i al behandling vil noget kunne vise sig at være virksom for den enkelte, men ikke for alle. Hvordan det hænger sammen, synes jeg er vigtigt at få belyst - systematisk og fra mange vinkler.

Helle Merete Norup, Eva Gaihede, Mette Bramsdal, Jesper Madsen, Lone Riisager, Viggo Okholm, Torben Arendal, Poul Reynolds, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Tak for denne væsentlige artikel. Jeg tror desværre, at medicinalindustrien er så "dygtig", at det bliver svært.
Jeg husker at hvad der vel i dag hedder Sundhedsstyrelsen midt/sidst i 70'erne indrømmede at der var fem lidelser, hvor læger burde henvise til såkaldt alternativ behandling, fordi der var evidens. Jeg husker kun, at lydterapien Radison, der blev praktiseret af en ingeniør i Trommesalen, fik blåt stempel mod nogle rygsmerter. Det var lydbehandling. Kun lyd. Gennem høretelefoner og, ja det lyder utroligt, ved at drikke noget vand tilsat lyd. Radison fjernede en fem år gammel skulderskade på mig. Og jeg havde prøvet meget. Også lægevidenskabens evindelige binyrebark-indsprøjtninger, men også andre alternative behandlinger.
Men hvad skete der siden hen? Hvor er den slags lydbehandling i dag. Den er i al fald ikke på nogen måde anerkendt. Længere.

Eva Gaihede, Jesper Madsen, Torben Arendal, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Faktisk er mange 3'dieverdenslande levende experimentarier for alternativ behandling, og resultaterne er slet ikke overbevisende.
Og der har i Vesten faktisk været forsket en hel del i det alternative. Men når år der udføres kontrolerede dobbelt-blinde undersøgelser, når fleste frem til, at alternativ medicin virker akkurat lige så godt som placebo!
Og at, en metode er udbredt, betyder ikke nødvendigvis at den er virksom. Ellers var næsehornet næppe en truet dyreart, fordi så mange kinesere, indtager pulveriseret næsehornshorn for at styrke potensen!

Anders Reinholdt, Kim Houmøller, Claus Nielsen, Henning Kjær, Søren Bro, Runa Bejstrup og Ida Torp Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Kongstad

Vi kan kun være enige om at der skal være evidens for at en behandlingsform virker.

Desværre kan man ikke antage at fordi noget anvendes så virker det. Der er mange der anvende homøopati, selvom der ingen evidens er for at det virker overhovedet - det samme med akupunktur, detoxing og maget andet alternativt som har eksisteret i op til flere hundrede år, men som ikke har nogen evidens!

Runa Bejstrup, Mikkel Zess, Claus Nielsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Det ses tydeligt omkring diabetes II, hvor man virkelig selv kan gøre noget. - Altså at det kun er medica-branchen, der forsker, og at de kun forsker i noget, der kan give investeringsafkast.

Sundhedsstyrelsen og den tidligere regering har modarbejdet oplysning og viden en om alternative behandlingsmetoder.

Historien er denne (i Wikipedias gengivelse): "Den 28 august 2000 blev Videns-og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB) officielt åbnet i Århus. Det var en selvejende institution under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Formålet med centret var at øge viden om og kendskabet til forskellige former for alternativ behandling og deres virkning, at fremme og udvikle forskning på området, og at fremme en dialog mellem sundhedspersonale, alternative behandlere og brugere.
ViFAB finansieredes via Finansloven §16.33.02 og §16.33.03. Centeret blev nedlagt og lukket ved bevillingsophør 23. november 2012. Sundhedsstyrelsens Råd for Alternativ Behandling (SRAB), vil fremover videreføre nogle af VIFAB’s opgaver..."

"....videreføre nogle af VIFABS opgaver", hed det. Til trods herfor: i maj 2019 kort før valget besluttede regeringen at nedlægge SRAB. Det gjorde måske ikke den store forskel, for der var efterhånden kun en meget nøjsom hjemmeside med næsten ingen information tilbage. De tidligere store ambitioner fra før V kom i regering i 2000 om at oplyse og samle viden, var forlængst forduftet.

På Styrelsen for Patientsikkerhed kan man nu læse, at der i september 2019 vil komme nogle udspil til initiativer, der går ud på at informere patienter om, hvordan de skal forholde sig, hvis de overveje at bruge alternativ medicin. Mon det sker? Og mon det bliver andet end almindeligheder, dikteret af medicinindustrien og forstokkede embedsmænd i Sundhedsstyrelsen?

Kort sag: Fra et velfungerende center, der var under opbygning i 2000 - da Løkke blev sundhedsminister - til en nedlagt hjemmeside en måned, før han fratrådte som statsminister. Her var ellers chancen for, at vi i Danmark kunne drage nytte af den meget omfattende viden, der er så udbredt i de lande, der har førertrøjen på, USA, England, Tyskland m. fl. I Tyskland har f. eks. en meget stor del af lægerne en supplerende uddannelse i alternativ medicin, kaldet "Heilpraktik". Der er umådelige muligheder for alternative behandlingsmuligheder, der skåne patienter for bivirkninger, risici, sparer enorme udgifter m.v. -- , hvis man vel at mærke tager fat på dem.

Tør man håbe på, at den nye regering, som på nogle områder viser, at den tør træde nye veje, også har mod til at have en mening om alternativ medicin og behandlingsformer? Har mod til at genetablere og opbygge VIFAB eller en lignende organisation? Eller skal DK være i bagerste bagtrop og helt uden interesse for, hvad der på dette vigtige felt foregår uden for landets grænser?

Helle Merete Norup, Eva Gaihede, Jesper Madsen, Viggo Okholm, Torben Arendal, Jan August, Poul Reynolds, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben Bager, Irene Sørensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Det er vel ikke så overraskende, at den privatejede medicinalindustris forskning er profitorienteret.
Men samfundets forskningsinteresse er jo sundhedorienteret.
Et statsligt sundheds-forskningsråd burde sikre forskning på de områder, som ikke varetages af medicinalfirmaerne.

Helle Merete Norup, Eva Gaihede, Viggo Okholm, Torben Arendal, Olaf Tehrani, Poul Reynolds, Lillian Larsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Til de mange Informations læsere, der tilsyneladende lider af akademisk ortodoksi og mener, at evidenskravet er uomgængeligt også når det drejer sig om mennesker og medicin, vil jeg sige: Læs Andreas Moritz' kræft er ikke nogen sygdom.

Der bør da forskes i alting.
hvis der er evidens eller bare en chance for at noget virker, så er det ikke "alternativt" længere :P

Vidste ikke vi tidligere har haft et videns- og forskningscenter for alternativ behandling. Det viser vel at der er en vis politisk interesse, men også at den er halvhjertet. Man vil gerne formidle andres viden og forskning men ikke selv bidrage. Og det vil andre lande også. Hovedproblemet er ikke formidling men finansiering. Skal man genstarte centeret med offentlig støtte bør det have til opgave både at formidle og at generere ny forskning, fx ved at sparke dørene ind til de private fonde.

Helle Merete Norup, Eva Gaihede, Jesper Madsen, Jan August og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lars Erik Hareskov

VIFAB var en fiasko fordi bestyrelsen var domineret af læger som ikke havde indsigt i området. Hvis vi lige ser bort fra kræft og diabetes og i stedet fokuserer på de tusindvis af patienter der lider af KOL, astma, ledegigt og forhøjet blodtryk. De kan alle hjælpes og mange kan blive helbredt med alternativ behandling, ofte i en kombination med to behandlingstyper. Eksempelvis er homøopati og akupunktur en stærk kombination. Der findes klinisk evidens for flere af de mest udbredte behandlingsformer og et land som Indien nærmest sprøjter forskningsresultater ud om homøopatisk medicin. Danske politikere besluttede for over 100 år siden at der skulle være et lægebaseret system og der skulle anvendes symptomdæmpende medicin. Og sådan er det stadig. Hvis politikerne kun vil anerkende dansk forskning kunne de starte små projekter med 20 eller 50 patienter som har de mest forekomne lidelser.

Et lille tankeeksperiment. Når nu den privatfinanserede forskning er så slem, så må den statsfinanserede være den gode. Hvor store forskningsresultater præsterede hele østblokken - før den faldt fra hinanden? Gad vide hvad grunden til det var?

Jørgen Wind-Willassen

Vi skal nok være taknemmelige for at den forskning der foregår på det medicinske område er kontrolleret og såkaldte dobbelt blindede forsøg.
Alt for meget ammestuesnak fylder desværre medierne, som velvilligt referer det rene vrøvl og hokus pokus.
Tænk blot på MFR vaccinen, som TV"2 har fået spredt sludder omkring for mange år siden, og virkningen har ikke fortaget sig, selv efter utallige undersøgelser der viser at vaccinen IKKE kan kobles til de sete træthedssymptomer.
Og kræftområdet er endnu værre. Utallige er de historier der viser det ene mirakel efter det andet.
Men intet er påvist gennem dobbelt blindede forsøg.
Forskning skal der til, og der udføres masser af lødig forskning på danske hospitaler, også med såkaldte alternative produkter.
Man hører blot ikke så meget til det, da man jo ikke taler ammestuehistorier op, men bedriver forskning.

Der er mange gode indlæg i denne tråd, men først og fremmest tak til Torben Bager for din kronik. Det er tiltrængt, midt i strømmen af advarsler om død og ulykke.
Jeg var ansat på Vifab, da det skulle løbes i gang i 2000. Siden deltog jeg sammen med en masse forskere i et EU-projekt, der kortlagde situationen på området i Europa. I den anden ende arbejdede jeg i tre år som leverandør af indhold til SRAB.DK (RIP). Nu skriver jeg om det bl.a. på Galilei.dk.

Siden 1998 har jeg fulgt og beskrevet området, og én ting har ikke ændret sig: Evidens-myten. Desuden har mange fagfolk i alle årene sagt, at komplementær behandling ikke er dokumenteret i tilstrækkelig grad, hvilket ikke er helt forkert.

Men det står ikke skrevet nogen steder, at én forskningsmetode er den bedste til at undersøge hvad som helst. Tjek videnskabsteorien. Brugen af det dobbeltblindede, placebokontrollerede lodtrækningsforsøg er slet og ret et dogme, en tradition, der har vundet indpas i den medicinske verden efter WW2 – fordi det har været praktisk og succesfuldt i udviklingen af moderne lægemidler. Punktum.

Alligevel lykkes det at fastholde læger, politikere, journalister og mange flere i troen på at lodtrækningsforsøget er den eneste vej til evidens uanset hvad man vil undersøge. Det passer bare ikke. Komplementær behandling er et samspil mellem mange faktorer, og derfor udgør især placebokontrollen et problem.

Men der er mange (kombinationer af) metoder, man med fordel i stedet kan anvende, og da sundhed IKKE kun er et naturvidenskabeligt fænomen, bør forskningen være tværfaglig. Jvf Hanne Bess Boelsbjergs indlæg.

En enkelt korrektion om SRAB.DK: ”der var efterhånden kun en meget nøjsom hjemmeside med næsten ingen information tilbage.” Det er ikke korrekt. Der var enorme mængder nyttig information, men en stor del trængte til en opdatering. Styrelsen prioriterede bare ikke at dette skete.

Nu er Lægeforeningen i gang med en ”afværgedagsorden” om et Vidensråd, som i praksis vil blokere for andre initiativer som fx et nyt og bedre videns- og forskningscenter. Det bliver spændende i 2020…

God jul.