Familieadvokater: Jo, krisecentre bliver misbrugt i forældres kamp for at få børnene

Det er et faktum, at de danske krisecentre bliver brugt som en strategisk vægtstang i bopælssager – også selv om det ikke passer med krisecentrenes eget selvbillede. Og når et uberettiget ophold forekommer, er det ødelæggende for de involverede børn.

Vi har specialiseret os i de familieretlige sager, hvor vi har siddet på begge sider af bordet: Tidligere som jurister i Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) og aktuelt i advokatbranchen.

Der er derfor efterhånden ikke den type sag, som vi ikke er stødt på. Det gælder også sager med krisecenterophold.

Det er vigtigt at starte med at understrege, at der findes mange reelle sager om vold, og at indsatsen over for voldsramte borgere er uhyre vigtig. Her har de danske krisecentre en vigtig samfundsmæssig funktion, som så absolut ikke skal underkendes.

Men når direktøren for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Lisa Holmfjord, i Information den 3. december blankt afviser, at et krisecenter er et sted, man »bare kan tjekke ind på forud for en bopælssag«, må vi som specialister råbe højt. For billedet, som tegnes i Lisa Holmfjords debatindlæg, er et sort/hvidt billede af den nuancerede virkelighed, som eksisterer uden for krisecentrenes vægge.

Ensidige vurderinger

Uanset hvilket selvbillede krisecentrene har, så er den barske virkelighed, at der eksisterer en lang række sager i det familieretlige system med krisecenterophold, hvor alle fagpersoner på sagen, som ikke er tilknyttet et krisecenter, er kommet frem til den stik modsatte konklusion omkring eksistensen af vold, end krisecenteret er.

Så der findes uberettigede krisecenterophold, som øjensynligt har til formål at vinde ret over barnet. Et krisecenterophold er ikke automatisk ensbetydende med, at den pågældende borger reelt set er voldsramt.

Kernen i de forskellige syn på sagerne ligger efter vores opfattelse i viden. Krisecentrene agerer baseret på en halvt oplyst sag. De hører kun den ene parts virkelighed og agerer på denne, som var den det fulde virkelighedsbillede.

Men der er en årsag til, at alle retssikkerhedsmæssige principper tilsiger, at man er nødt til at udfolde alle de involverede parters perspektiv for at kunne danne sig et meningsfyldt billede af, hvad der reelt set er virkeligheden.

Derfor vurderer Familieretshuset og Familieretten også altid sagerne baseret på et 360 graders perspektiv, hvor man inddrager alle aspekter af sagen i vurderingen.

Krisecentrenes praksis med ukritisk at støtte op om en borgers påstand om fysisk eller psykisk vold har derfor den konsekvens, at krisecentrenes krisecentererklæringer (hvori krisecentrene bekræfter validiteten af oplysningerne om vold) ofte – meget naturligt – i skilsmissesystemet tages med et gran salt, fordi de netop mangler perspektivering og derfor har retlig karakter af at være en såkaldt ensidigt indhentet erklæring.

Altså en erklæring, som ikke kan tillægges reel værdi, fordi den ikke er objektiv. Det frustrerer forståeligt nok krisecentrene. For som Lisa Holmfjords debatindlæg også fint viser, anser krisecentrene sig for at kende sandheden i en konkret sag.

Det forklarer også, hvorfor Lisa Holmfjord indirekte i sit indlæg skriver, at Familieretshuset ikke i deres afgørelser tager nok hensyn til vold. Hun skriver, at Familieretshuset er »gået meget langt for at sikre så meget samvær mellem forælder og barn som overhovedet muligt«.

Men som specialister, der har siddet på begge sider af bordet, er vi nødt til at udfordre det unuancerede perspektiv. For Familieretshuset og Familieretten tager anklager om vold meget alvorligt. De anskuer bare ikke voldsperspektivet kun ud fra den ene parts oplysninger, men undersøger rent faktisk sagen fuldt ud og træffer deres afgørelser baseret på den fulde virkelighed.

Undergraver de reelt voldsramte

Selv hvis vi så bort fra problematikken omkring krisecentrenes ensidige sagsoplysning, så er det stadig helt naturligt, at skilsmissesystemet ikke bare ukritisk lægger krisecentrenes vurdering af sagen til grund.

For sker det, bliver krisecentrene jo reelt set den dømmende myndighed i sagerne. Den kompetence har de jo ikke fået tildelt – og den bør heller ikke tildeles dem på grund af den ensidige oplysning af sagerne. Kompetencen er tildelt Familieretshuset og Familieretten, som nu engang er de specialiserede på området.

Vi har vi altid fundet det ærgerligt, at krisecentrene ikke er mere tilbundsgående i deres visitering af nye henvendelser. Men vi har også fuld forståelse for, at krisecentrene ikke vil derhen, hvor reelt voldsramte borgere stopper med at henvende sig, fordi de er bange for, at ingen vil tro på dem.

Når det er sagt, er det dog vigtigt at holde sig for øje, at krisecentrenes aktuelle tilgang har nogle voldsomme omkostninger, som ikke må ignoreres.

Den unuancerede fremsættelse af krisecentererklæringer underkender i praksis validiteten af de krisecentererklæringer, hvor den pågældende borger rent faktisk er blevet udsat for vold. Altså de situationer, hvor en borger har et reelt behov for, at myndighederne tager krisecentererklæringen alvorligt.

Sat på spidsen: Når nogen usandt råber ’voldtægt’, så undergraver det positionen for alle de kvinder, som reelt bliver udsat for voldtægt. Det samme gælder for vold.

Ikke til børnenes bedste

Dertil kommer, at de fagpersoner, som børnene tildeles hjælp af under opholdet på krisecentrene, ofte hverken reelt hjælper børnene eller laver fagligt retvisende afkodninger af børnene i de sager, hvor der er urigtige påstande om vold.

De kan fremstå unuancerede i deres faglige vurdering af børnene, fordi de afkoder børnenes adfærd ud fra det billede af vold, som er blevet tegnet af den angiveligt voldsramte forælder.

Hvis barnet reagerer negativt, så lægges det til grund, at det må det være sådan, fordi det har oplevet vold. Man negligerer, at reaktionen kan skyldes, at barnet er blevet fjernet fra sine trygge og velkendte rammer samt fra den anden forælder og derfor reagerer på uberettiget at være blevet sat ind i et krisecenter blandt mennesker i krise.

At det kan ske, er dybt bekymrende, når man ser det ud fra et hensyn til, at børns bedste altid bør sættes først. Sat på spidsen kan den tilgang endda skade børnene, fordi man børnepsykologisk set risikerer at ende med at præge børnene til at have et virkelighedsbillede, som egentligt slet ikke er identisk med børnenes faktiske virkelighed.

Samtidig må man ikke underkende, hvor skadende det kan være for et barn såvel uberettiget at blive fjernet fra sine trygge rammer og anden tryghedsperson her i livet, som uberettiget at skulle bo i en længere periode blandt mennesker i krise.

Virkeligheden er, at der findes en lang række sager, hvor krisecentrene er blevet misbrugt som hotel, som den ene forælder er tjekket ind på med det mål at bruge opholdet til at vinde en sag om bopæl, forældremyndighed eller samvær. Desværre. For de reelt voldsramte skilsmissebørn og -voksne fortjener bedre.

Hvis krisecentrene gerne vil fremstå som valide og fagligt objektive, så er de nødt til at blive mere kritiske i visitationen af de borgere, som henvender sig.

Eller i det mindste anerkende, at virkeligheden og sandheden om eksistensen af vold kan være meget mere nuanceret end det billede, som den ene part beskriver. Det hænder, at der er en skjult dagsorden med oplysningerne.

Tanja Graabæk og Nanna Bolund er begge advokatfuldmægtige hos Advokatfirmaet Strauss & Garlik

information.dk/deltag