Klumme

Det føltes, som om jeg lige havde fået en fodbold i kuglerne. Hele tiden

Når man har voldsomme smerter efter en sterilisation, er det nemt at blive konspirationsteoretisk, skriver journalist Kristian Villesen i dette debatindlæg
Kristian Villesen er blevet steriliseret. Det var samme smerte, som at blive ramt i nosserne af en fodbold. På fotoet bliver Jonas Damborg fra Randers ramt af en fodbold.

Kristian Villesen er blevet steriliseret. Det var samme smerte, som at blive ramt i nosserne af en fodbold. På fotoet bliver Jonas Damborg fra Randers ramt af en fodbold.

Claus Fisker

Debat
19. december 2019

I september blev jeg steriliseret.

I maj fik vi vores tredje barn, og vi skal ikke have flere.

Siden har jeg både nået at fortryde og vende tilbage til, at det var en god beslutning. For heldigvis ender historien lykkeligt. Det bliver jul til sidst. Men det har været et ubehageligt efterår, hvor jeg på et tidspunkt var i tvivl, om jeg var blevet både invalid og konspirationsteoretiker.

At blive steriliseret er en stor beslutning. Jeg var afklaret med den mentale del: At jeg efter indgrebet ikke længere ville kunne gøre en kvinde gravid. Den fysiske smerte derimod havde jeg ikke skænket en tanke, men det skal jeg da lige love for, at jeg kom til.

I dag vil jeg sige, at jeg var naiv, men i god tro. For i den pjece, som jeg fik udleveret af kirurgen, og i den mundtlige konsultation med ham fik jeg det indtryk, at det var at sammenligne med at få opereret en tand ud:

»I enkelte tilfælde kan der forekomme generende smerter i pungen og i lysken de første dage efter indgrebet,« stod der i pjecen, dog med en tilføjelse:

»Nogle kan opleve et trykkende ubehag i testiklerne nogle uger efter – et ubehag, der normalt forsvinder med tiden.«

I telefonen havde sekretæren sagt, at jeg godt kunne tage på arbejde efter den lille, hurtige operation, så det gjorde jeg. Men lad mig bare slå fast, at jeg hører til blandt de »enkelte tilfælde«, som oplever »generende smerter i pungen«.

Det føltes som om, jeg lige havde fået en fodbold i kuglerne. Hele tiden. Og jeg var på højeste dosis smertestillende i flere uger.

Efter en uge begyndte jeg at blive bekymret, og et stykke inde i uge to gjorde jeg det dummeste, man kan gøre: Jeg googlede det.

Det var en nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi jeg lå og havde ondt af mig selv. Det kan virke fjollet, men på det tidspunkt var der ikke meget andet i mit hoved end smerterne og tanken om, hvad fanden det var, jeg havde udsat min krop for.

Ikke overraskende findes der mænd derude, som har fået kroniske smerter af sterilisation og mener, at lægerne fortier sandheden om, hvor farlig sterilisation egentlig er.

Utryg ved systemet

Jeg har som journalist skrevet en del om patienter, som mener, at systemet fortier sandheden om sygdomme eller bivirkninger. Nogen vil nok kalde dem konspirationsteoretikere. Nu lå jeg pludselig der – godt hjulpet på vej af voldsomme smerter – og googlede mig langt ind i konspirationerne selv.

Konspirationsteorien har klare svagheder. Det er svært at se, hvilken interesse staten eller lægerne – ud over dem, som lever af at foretage indgrebet – skulle have i at skjule sandheden. Men når man bare har ondt nok i testiklerne, kan man godt se gennem fingrene med den slags.

Det er min erfaring, at læger kan være ret kyniske. At nogle af dem har en tendens til ikke at rutte med sandheden, fordi de mener, at patienten ikke kan håndtere den fulde information. Det gjorde mig utryg, og jeg tror, at megen utryghed blandt patienter bunder i en lignende følelse af ikke at blive taget seriøst.

Jeg genlæste pjecen og lagde mærke til, at der står, at smerten »normalt« forsvinder efter nogle uger. Det betyder jo så, at den ikke gør det i alle tilfælde!

Jeg fandt også videnskabelige undersøgelser, som viser, at 14 procent har langvarige smerter efter operationen, og at cirka én procent vurderer, at smerterne påvirker deres livskvalitet kraftigt. Det ville jeg sgu da gerne have vidst.

Nu ender min historie lykkeligt, men hvis de tal passer, så synes jeg, de er høje for en operation, som ikke er livsvigtig.

Omvendt læste jeg, at omkring 50 millioner mænd på verdensplan er steriliserede. Hvis en betydelig del af dem gik rundt med invaliderende smerter, ville vi nok vide det. Det trøstede mig i de følgende uger. Og langsomt gik det bedre.

I en periode føltes det mere, som om jeg havde fået en fodbold i kuglerne for to minutter siden.

Efter 5-6 uger var jeg smertefri, dog med enkelte ubehagelige jag af og til.

Så det forsvandt med tiden, som der stod i pjecen, og min tillid til systemet er genoprettet. Sådan da, for jeg føler mig stadig underinformeret om bivirkningerne, og jeg er fortsat usikker på, om alt er, som det skal være, når det kommer til information om sterilisation.

Om ikke andet, så er jeg blevet en del klogere på, hvordan konspirationsteorier opstår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tryg ved systemet!
Jeg blev sterilisation for nogle år siden, og endda 2 gange fordi 1. gang viste sig ikke at være fungere effektivt.
Begge gange var "piece of cake". Ingen smerter og/eller ubehag. Gik begge gange på arbejde dagen efter.
Desværre er der altid nogle (få?) der ikke er så heldige.
Selvfølgelig er læger kyniske, det tror jeg man bliver af, det ene øjeblik at arbejde med liv og død og det næste øjeblik at skulle løse luksusproblemer som sterilisation. Det må ikke gøre ondt!.

Birger Bartholomæussen

Tag det som en mand frue. Min sterilisation for snart 30 år siden forløb ikke særlig heldigt, men der var efter 2 dage ingen smerter. Forløbet: Først var der lidt ekstra ventetid ca. 45 minutter, fordi den læge, der skulle foretage operationen blev tilkaldt til noget mere alvorligt. Den indkaldte reservelæge var noget nervøs. Det var første gang han skulle lave en sterilisation, men heldigvis blev han assisteret af en erfaren og klog sygeplejerske.
Først skar han lidt ved siden af og spurgte om lov til at lave endnu et snit. Ok sagde jeg, bare du ikke skærer hele familien af. Herefter brugte han vel en halv times tid, hvor han febrilsk rodede rundt efter sædstrengen. 'Nu har jeg den' udbrød han triumferende. Hvortil den kloge sygeplejerske replicerede: 'Jeg har været med til mange sterilisationer, men endnu aldrig mærket sædstrengen. Den skulle føles som et stykke udkogt macaroni. Må jeg ikke nok få lov at mærke efter?' Som sagt så gjort. Hun godkendte, der blev skåret de rette steder og et større skrædderarbejde blev påbegyndt. Bedøvelsen var ved at aftage, så jeg lå og svævede et par cm over lagenet. Adspurgt om jeg ville have mere bedøvelse (hvilket ville have medført yderligere et kvarters ventetid) svarede jeg lidt i stil med Jens, mønstereleven, der skulle straffes med spanskrøret: 'Tink it på mæ. Bare sy te.'

Jeg blev sendt hjem med smertestillende medicin nok til at bedøve en hest. Dagen efter ringede lægen for at høre, hvordan det gik. Bortset fra 2 blå mærker nederst på maven, der hvor sædstrengene er fastgjort var der ingen hverken synlige eller mærkbare eftervirkninger.

Og efter 2 dage kunne jeg stoppe med medicinen.

Der var et lidt komisk efterspil. Min datter havde en hankat, der lige var blevet kastreret, så hun fortalte glad og fro i skolen, at far var blevet kastreret.

jens christian jacobsen

Læser at ca 10 % af steriliserede mænd fortryder. Forståeligt da indgrebet vel er irreversibelt. Men hvorfor egentlig sterilisation? Hvad med mindre drastiske indgreb som fx IVD hvor man får sat 'klemmer' på sædstrengen - der kan fjernes igen hvis behovet opstår?