Klumme

Georg Metz: Nej, Anna Libak, de konservatives sejr i Storbritannien er ikke folkets sejr over eliten

Når tømmermændene indfinder sig i White Hall
»Den ikkevalgte Venstre-folketingskandidat debattør Anna Libak fik i Berlingeren udlagt det britiske valg forleden til folkets sejr over eliten. Et standpunkt, kan man mene, al den stund Boris Johnson og hans håndgangne repræsenterer elite i bogstaveligste forstand,« skriver Georg Metz i denne uges Intermetzo

»Den ikkevalgte Venstre-folketingskandidat debattør Anna Libak fik i Berlingeren udlagt det britiske valg forleden til folkets sejr over eliten. Et standpunkt, kan man mene, al den stund Boris Johnson og hans håndgangne repræsenterer elite i bogstaveligste forstand,« skriver Georg Metz i denne uges Intermetzo

UK PARLIAMENT

Debat
20. december 2019

Den ikkevalgte Venstre-folketingskandidat debattør Anna Libak fik i Berlingeren udlagt det britiske valg forleden til folkets sejr over eliten.

Et standpunkt, kan man mene, al den stund Boris Johnson og hans håndgangne repræsenterer elite i bogstaveligste forstand, elite af selvbevidst højkastearrogance, der næppe kendes mere udpræget entydigt i noget andet land, end ikke i Frankrig. Velhavende folks børn – mestendels – der har deres dannelse og udgangspunkt fra de dyreste kostskoler og Englands to gamle universiteter, og hvis træning til en selvfølgelig politisk løbebane i partiet som naturlig og traditionsrig forlængelse af pligt og privilegier sker i diskussionsklubberne. Her står saglighed og indsigt sjældent mål med veltalenheden.

Man kan med større rimelighed og kendsgerningerne på rette hylde hævde, at det nyligt overståede valg i den splittede nation kan tolkes som den stokkonservative nationalistiske britiske elites sejr over folket.

Hvilke gruppers interesse udmarchen af Europa tilgodeser, må tiden vise, om end det står temmelig klart, at almindelige lønmodtagere og forbrugere ikke gavnes af bruddet med EU. Alene dansk bacon, der er et must i mange husholdninger, fordyres af told, medmindre danske griseproducenter lige med ét bliver godgørende.

Dertil kommer den nedgang i BNP, der allerede er beregnet og konstateret, og som vil trække yderligere skævt.

Men den nationalt set lokale magt i 10 Downing Street bliver mere koncentreret, så meget er sikkert og vist. Folkets sejr over eliten! Go’morgen, madam blå!

En lodret løgnhals

Boris Johnsons karriereforløb er ikke kongruent med Donald Trumps, men den nu folkevalgte premierministers forhold til sandhed og moral ligger den amerikanske præsident påfaldende nær. En kynisk presse ejet af bl.a. den skruppelløse Murdoch har lagt spalter, lyd og billede til støtte for, hvad man i daglig tale kalder en lodret løgnhals.

Politiske systemer, hvor enkeltmandskredsenes flertalskriterium spilder millioner af stemmer og udelukker et betydeligt mindretal fra realpolitisk indflydelse, indbyder demagogiske naturer til misbrug. Englænderne har sådan set været heldige og i årevis undgået typer som Johnson/Trump. Dog skal man ikke overse Margaret Thatcher, der i 1980’erne insisterede på sin demagogisk fordrejende afsky for det britiske EU-medlemskab og på sigt banede vejen for den virkelighed, hendes efterladte landsmænd nu befinder sig i. Dertil forarmede hun de ringest stillede britiske borgere og omdannede flere af landets gamle industribyer til sociale lossepladser.

Men ellers.

Den britiske politik har været holdt sammen af en slags broderskabets gentlemanship. Ikke uden hyl og skrig og horrible øjeblikke, men dog så styret lod sig håndtere i forvisning om, at flertallet ved det næste valg kunne tippe og næste regime regere nogenlunde uanfægtet. Og at premierministrene vel at mærke ikke var fulde af løgn.

EU har som for (de fleste) andre landes vedkommende været et velsignelsesrigt korrektiv både til medlemslandenes nationalegoisme og til alt for hidsige flertals trampen hen over mindretal. De sundeste demokratiske partier og demokratier i Unionen er dem, der indser fællesskabets modererende gevinster på en lang række politiske områder. Klimaet som det snart afgørende, men ellers forekommer standarder, miljø- og fødevarekontrol samt retspolitikken indlysende.

Knogleskørhed

Englænderne kan nu gøre, som de vil, hvad de for så vidt hele tiden har kunnet, men nu uden kommentarer og forsøg fra fællesskabet på at indharmonisere demokratisk vedtagne europæiske love. Også her sejrer den britiske konservative elite over folket og over klimaet, retsforholdene og arbejdsmarkedet. Hvad der driver et britisk flertal til således at undergrave sig selv og egne interesser, er kilde til samme undren, som at nogen kan få sig selv til at se Johnsons mandat som folkets sejr over eliten.

Når man skærer dybt i den britiske nationalflomme, finder man i den britiske selvopfattelse en forhenværende verdensmagts knogleskørhed.

The British Empire, Great Britain, United Kingdom: fanfare og trommehvirvel fra Elgars og Williams’ imperiale musik, hestgarden og Westminster Abbey, 10 Downing Street iført Churchill og V-tegn i skumsprøjt om boven på lord Nelsons Victory på de syv have, hvor solen aldrig gik ned, og Indien var juvelen i Victorias krone: To thee belongs the rural reign/ Thy cities shall with commerce shine. Royal Albert Hall og »Rule Britannia«.

Hvordan mon fremtidens Last Prom bliver, når musikken stopper, lyset dæmpes, og handel og fremgang ikke stråler i byerne, mens økonomerne regner videre på, hvad Brexit allerede har kostet, og hvor meget der er i vente?

Allerede nu gør amerikanerne det begribeligt, at frihandelsaftaler har deres pris. Trump har på sin charmerende måde fortalt, hvad der er bedst for det skrumpende UK. Den kronisk storlyvende sidegadekræmmer giver ikke ved dørene, men vrider alle de dollar ud af folk på hælene, som han bare kan.

Tværs over Atlanten dyrker de to verdensriger – det ene i opløsning det andet i færd med at demontere sig selv under republikanerne og Trumps psykofantiske styre – et forskruet forhold, der ikke har meget med venskab at gøre. Amerikanske politikere har aldrig været forelskede i det gamle land, hvorfra så meget udgik, og hvorfra pilgrimmene og sproget landede på Plymouth Rock.

Men for amerikanerne helt op til Anden Verdenskrig var englænderne imperialister, som de i øvrigt havde været i eksistenskrig med, og som stadig var en torn i øjet. Franklin Roosevelt brød sig ikke om Churchill og dennes kejserlige holdning til de dele af verden, USA ikke mente, England skulle have monopol på.

At forestille sig, at amerikanerne med eller uden Trump åbner kassen for Englands skyld, er lige så naivt, som Boris Johnsons løgne i premierministerens tidligere rolle som journalist var hårrejsende.

Den britiske elite, der nu har sat sig tungt på magten, er parat til at ofre folket, i samme omfang som den ofrede sandheden.

God save.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kapitalistiske lorte system. Over hele verden.

bjarne faurbye, Bent Gregersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Maia Aarskov, Peter Andreas Ebbesen, Tommy Clausen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Så fik De dén Fru Libak (ha!)

Bent Gregersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jo mere Trump har ført sig frem med America First og Storbritanien har tumlet rundt i deres totalt uforberedte Brexit, jo mere er jeg blevet tilhænger af EU.
Anna Libak frremfører en række udokumenterede påstande som hun så argumenterer imod. Folket vinder over eliten. Ha det får vi se om folket i UK vinder over de konservative, og her er folket ikke engang befolkningsflertallet.
Det er først nu brexit begynder i den virkelige verden.

Bent Gregersen, Kurt Nielsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar