Klumme

Georg Metz: Uden elitær dyrkelse af talenter får vi ingen eller ringere kunst

Når kunstens institutioner ofres. Det er blevet tid til denne uges Intermetzo
»De magtbærende partier i Folketinget var i det store og hele enige om, at det også kunne blive for meget af det gode med friheden og 24syv. Kulturen ude omkring skulle ikke længere dikteres af de elitære, der sad centralt og lavede ting og sager, hvor det ikke var til at vide hvor kunsten endte og begyndte,« skriver Georg Metz.

»De magtbærende partier i Folketinget var i det store og hele enige om, at det også kunne blive for meget af det gode med friheden og 24syv. Kulturen ude omkring skulle ikke længere dikteres af de elitære, der sad centralt og lavede ting og sager, hvor det ikke var til at vide hvor kunsten endte og begyndte,« skriver Georg Metz.

Niels Christian Vilmann

Debat
13. december 2019

Kulturpolitikken i Danmark præges af forvaltere, der først og fremmest ønsker at styre det ustyrlige, mens de blander begreberne kunst og kultur sammen.

En radio, der skabte nye strømninger i mediet og demonstrerede nye muligheder i den elektroniske formidling på landsplan med lyttere fra slot til hytte, blev efter sølle otte år destrueret til fordel for designeret provinsiel traditionalisme. De magtbærende partier i Folketinget var i det store og hele enige om, at det også kunne blive for meget af det gode med friheden og 24syv. Kulturen ude omkring skulle ikke længere dikteres af de elitære, der sad centralt og lavede ting og sager, hvor det ikke var til at vide hvor kunsten endte og begyndte. Så ud med det.

Mest oprørende for tiden inden for den pædagogiske side af Kulturministeriets ressort er filmen. En filmskole af verdenskaliber, der i tidens løb har uddannet en skov af større og mindre talenter og sat sig spor i utallige nationale og internationale succeser, viste sig ved fintællingen ikke at være værd at bygge videre på og udvikle efter de kunstneriske behov.

En tvivlsom kulturminister, formentlig den værste landet har præsteret i skikkelse af det skrumpende LA’s Mette Bock, vred kniven endeligt rundt i den berømte skole på Holmen. En ny rektor med øjnene stift rettet mod krav og forventning om centralstyring i uddannelserne satte i løbet af et par år tilliden til sig selv og skolen over styr. Dette medførte et elendigt arbejdsmiljø med fyringer og selvopsigelser af de fleste betydelige lærere. Eleverne gjorde til sidst åbent oprør på en skole, der ellers i årevis har fungeret i anderledes konstruktiv harmoni. For nylig blev rektor presset til at gå.

Filmskolen kan man nu kalde et efterladenskab af misforvaltning, politisk såvel som praktisk. Skolen kan meget vel være kommet så langt ud, at en genopretning eller en ny og konstruktiv begyndelse er håbløs, eller i bedste fald rækker år ud i tiden.

En kultur som Filmskolens bygges ikke op på en eftermiddag, slet ikke såfremt den nye regering, hvad meget tyder på, kulturpolitisk ligner forgængeren og yderligere lægger vægten på kultur i lokale og lokalt styrede brugerled på bekostning af kunstneriske hensyn i uddannelses- og produktionsleddet.

Kunstnerisk virke er elitært

Det lader til – et indtryk bestyrket af en sært leddeløs insinuerende kronik i Politiken forleden af to angivelige støtter af S-kulturpolitik: Niels Jespersen og David Holt Olsen – at kulturen i den foretrukne optik lyses i kuld og køn på forstædernes betingelser. Det skal ske, må man tro, nærmest eller helst uden de folk der har de kunstneriske evner, uddannelsen, samt den trang der er forudsætningen for at tilføre medmenneskene sådanne bidrag af film, bøger, billeder, musik, teater, osv., der tjener til at føre livet både i fællesskabet og erkendelsen videre.

Kunstnerisk virke er ifølge sagens natur elitært, og kan over for folk, der med vold og magt vil misforstå og vulgarisere ordet i nødsfald sammenlignes med sporten, hvor elite som bekendt er en udmærkelse.

Uden elitær udvikling af elitære talenter ingen stor sport; uden elitær dyrkelse af talenterne i elitært betingede uddannelser af vanskelige og krævende kunstarter ingen eller ringere kunst. Så enkelt er det.

Det er godt med formidling, uden den var vi selvsagt ilde stedt. Det er fint, at Nationalmuseet mener det forsvarligt at sætte en dilettant til at tolke vikingetiden og få folk til at betale entré, eller at teatrene soler sig i royale scenografier for at hive publikum ind på tilskuerpladserne. Formidlingen har sikkert nok også betydning for interessen i selv at være med. Og det er vigtigt. Men det er ikke det afgørende for fremstillingen af det, der senere viser sig at kunne blive uundværligt i det samlede billede.

Filmskolen kan blive en prøvesag for den nye regering. Smækkes den ind under en ny lydig rektor og ministeriet og sættes lig med andre højere uddannelser, og med bureaukratiske optagelseskriterier og eksamenskrav har filmskolen tabt og dermed dansk filmkunst. Dette får ikke betydning i morgen og i overmorgen; ej heller næste år, måske heller ikke det næste halve dusin år.

Men så får det betydning.

Så mangler en generation eller rettere flere årgange af den type af medie- og filmfolk, som i skrivende stund udgør filmkunstmiljøet.

Mette Bock-mentalitet

Det var tidligere mangeårige rektor Poul Nesgaards uvurderlige fortjeneste, at han hårdt presset af skiftende ministre og embedsværket formåede at fastholde Filmskolens uafhængighed og helt specielle særpræg, hvor kunsten var i højsædet vel at mærke uden at glemme producentmiljøernes vilkår.

Skolen var stedet i de gode år, hvor eleverne i samarbejde med landets bedste lærere inden for hver deres specialområde fik mulighed for at afprøve hele paletten uden at skulle aflægge duelighedstegn hvert og hvert andet kvartal eller krydse resultater af på en evalueringsliste.

Det kan kolde hjerner ej forstå.

Og det er netop dilemmaet i kunst- og kulturdebatten. I den Mette Bock’ske mentalitet var det noget med brændende platforme og hånden på kogepladerne, uden at nogen djævel i denne åbenbare fascination af torturmetoder begreb hvad ministeren mente. Formentlig heller ikke hun selv.

Indser regeringen at Filmskolen har betydning for kunsten og ikke resultatkontrakterne, er der håb.

Håb om, at man modererer den perspektivløse kulturarbejderisme, hvor lokalsamfundene skal tildeles midlerne i overbevisning om at kunsten kommer af sig selv; håb om, at denne tendens ikke sker på bekostning af de elitære uddannelser og målrettede bevillinger til det nu og under tidligere regeringer så stærkt nedsparede professionelle element.

Men håbet er til at overse. Såfremt ovennævnte tankegang dækker socialdemokratisk kulturvision, må man konstatere at gode viljer over for berettiget kritik ikke omfattes af visionen.

Måtte Filmskolen trods dens meningsløse fallit overleve.

(Georg Metz, til oplysning i denne forbindelse, er tidligere Statens Filmkonsulent)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dagens indspark - tak Georg Metz!