De Gule Veste er mere end bare nejhatte: De skaber kollektive, bæredygtige løsninger

Ingrid Levavasseur er en kvinde på 32 år fra Rouen i det nordvestlige Frankrig. Hun er enlig mor til to, sygehjælper og arbejder seks ud af ugens syv dage. Hver måned kører hun 900 kilometer i bil for at komme til og fra arbejde. Et arbejde, hun tjener 9.750 kroner om måneden på.

Den 15. oktober 2018 skrev Ingrid Levavasseur en besked til den franske præsident, Emmanuel Macron, på Instagram. Her forklarede hun, at hun på trods af at have et fuldtidsjob ikke kan leve et anstændigt liv.

Ingrid Levavasseur modtog aldrig et svar fra præsident Macron. Til gengæld modtog hun og alle andre franskmænd en besked om, at det fra 2019 skulle være dyrere at køre i bil. Lovforslaget om en benzinafgift ville gøre Ingrid Levavasseurs liv endnu mere uanstændigt.

Uden at have været politisk engageret før iførte Ingrid Levavasseur sig sin gule vest, som er obligatorisk at medbringe i biler i Frankrig, og tog afsted til den nærmeste betalingsvej, hvor hun mødte folk i samme situation.

Ingrid Levavasseur er blot en ud af mange tusinder, der er med i De Gule Veste. Deres historier er desværre næsten fraværende i den generelle afbildning af bevægelsen i Frankrig.

Misvisende stereotyper

De Gule Veste siger kun nej. Nej til benzinafgifter, nej til Macron, nej til den franske elite og senest nej til en reform af det franske pensionssystem. Det er generelt i dette negative lys, at den sociale bevægelse portrætteres i både danske og franske medier.

Det er ærgerligt, for det er en misledende fremstilling, der gør os blinde for alle de innovative demokratiske initiativer, De Gule Veste har iværksat.

Som forsker i De Gule Veste ønsker jeg ikke at idyllisere den sociale bevægelse. Jeg ved, at der foregår interne stridigheder, og at bevægelsen er kendetegnet ved at være meget heterogen. Jeg ved også, at meget grimt er ytret i De Gule Vestes navn.

Alligevel er det i min optik en skam, at den generelle opmærksomhed rettes mod de fås skingre opråb frem for de manges mere lydløse kamp: En kamp som den, Ingrid Levavasseur kæmper. De Gule Veste har meget at byde på, og trods bevægelsens franske kontekst mener jeg, at vi i Danmark kan få nye indsigter af at se på bevægelsen.

De Gule Vestes første demonstrationer og besættelser af diverse rundkørsler rundt omkring i Frankrig startede i slutningen af efteråret 2018. Her et år efter, hvor vi endnu en gang er omgivet af korte, mørke, regnfulde og kolde dage, er det ikke være svært at forestille sig, hvor hårdt det har været at møde op ved rundkørsler og betalingsveje lørdag efter lørdag i vinterens kolde måneder.

På trods af mørket og kulden er det en overraskende positiv historie, man hører fra De Gule Veste, når de fortæller om de første møder ved rundkørslerne. De beretter om opblomstrende fællesskaber, følelsen af solidaritet og en grundlæggende forvandling fra at være skamfuld over sin prekære situation til at være stolt af et nyt sammenhold.

Denne sociale betydning af De Gule Veste er slående og vigtig. Forandringen fra at sidde alene foran fjernsynet til at føle sig som en del af et fællesskab kendetegner mange af De Gule Vestes oplevelse af, hvad bevægelsen blandt andet har bidraget med.

Det vidner om, at forandring er mulig. Forandring, der ikke initieres af politikere, men af ’ressourcesvage’ folk. Med andre ord viser bevægelsen, at forandring kan komme nedefra, når statslige tiltag ikke slår til.

Modsvar til individualisering

De Gule Veste har på mange måder præsenteret et modsvar til den individualisering, der kendetegner nutidens liberale demokratier. En individualisering, der – hvis overhovedet – kun er til gavn for de ressourcestærke franskmænd, der er en marche, på vej fremad, for nu at tale den franske præsidents sprog.

For Ingrid Levavasseur og de mange andre franskmænd i den sociale bevægelse betyder individualiseringen modsat, at hverdagen ikke kan fungere.

Folkekøkkener, folkehuse, fælles børnepasningsordninger, kvindehuse for voldsramte kvinder og anlagte kollektive haver til fremme af lokalt forbrug er alle innovative tiltag, De Gule Veste har iværksat, og det vidner om, at bevægelsen kæmper for et demokratisk og socialt retfærdigt Frankrig.

Disse nye tiltag er endnu ganske uudforskede, men franske forskere og jeg selv undersøger netop nu, hvad de indebærer, og hvilke demokratiske potentialer de kan bidrage med.

Det ser således ud til, at De Gule Veste giver Macron kamp til stregen i forhold til hans målsætning om at fremme det franske broderskab. En målsætning, præsidenten understreger flere gange i sin bog Revolution (2016).

Men Macron ser kun det folk, der er på vej fremad. Den del af folket, præsidenten ikke har set, har nu formået at synliggøre sig selv gennem denne eksperimenterende bevægelse, der i fællesskab forandrer hverdagslivet for franskmænd iført gule veste.

Ikke imod klimahandling

»Fin du mois, fin du monde, même combat,« er blevet et velkendt motto for mange af De Gule Veste, og det betyder noget a la: »månedens udgang, verdens undergang, én og samme kamp«.

Ikke nok med at De Gule Veste har skabt alternativer til nutidens individualisme, de formår også at forene alternativerne med visioner om økologi, bæredygtighed og klimakamp.

Her vil nogle muligvis indvende, at De Gule Veste jo demonstrerede mod Macrons benzinafgifter, der netop var et klimapolitisk tiltag. Det gjorde de, men det betyder ikke, at de demonstrerede mod klimakamp. For dem bør klimakamp og kampen for social retfærdighed anskues som én og samme kamp.

De sætter således ikke spørgsmålstegn ved klimaforandringer. De sætter i stedet spørgsmålstegn ved, at det er de ressourcesvage, der skal betale prisen.

Klimakamp og kampen for social retfærdighed er også relevant uden for Frankrig, og jeg mener, at De Gule Veste kan inspirere os i Danmark. For selv om der ikke findes Gule Veste her, har vi lignende udfordringer med klimaforandringer og social uretfærdighed.

Lektien er i mine øjne tosidig: På den ene side kan vi lære, hvordan opblomstring af lokale fællesskaber kan skabe solidaritet og bæredygtighed, mens vi på den anden side må lære at medtænke social retfærdighed i klimapolitik på makroniveau.

Også en kvindekamp

En tredje kamp står tilbage. En kamp, der til min store ærgrelse er overset i mange analyser: De Gule Veste kæmper nemlig også en kvindekamp. Trods manglende opmærksomhed på kvinderne i bevægelsen, viser et nyligt fransk studie, at 56 procent af De Gule Veste er kvinder.

Generelt gælder det desværre, at kvinder er mere prekære end mænd. 85 procent af alle enlige forældre i OECD-lande er kvinder, de tjener mindre end mænd og barslen er endnu i stor udstrækning forbeholdt kvinder. Det er alt sammen elementer, der afslører nutidens store problemer med kønsulighed – også i vesteuropæiske demokratier.

Flere interne organiseringer i De Gule Veste ønsker at fremme kvinders position i samfundet, og det vidner om, at De Gule Veste også er udtryk for kvindekamp.

Her skal vi tilbage til Ingrid Levavasseur en sidste gang, for hun er nemlig en af kvinderne i De Gule Veste, der kæmper for kvindesagen. For ikke nok med at hun i år har udgivet en anbefalelsesværdig bog om kønsulighed i Frankrig, hun har tilmed grundlagt to organisationer: Den ene er forbeholdt kvinder og enlige forældre, den anden har til formål at fremme et bæredygtigt og lokalt forankret demokratisk Frankrig.

De Gule Veste er derfor meget andet end venstreorienterede anarkister og højreorienterede ekstremister. Det er en social bevægelse, der kæmper for solidaritet, bæredygtighed og ligestilling.

Anne-Sofie Dichman er ph.d-studerende ved Københavns Universitet.