Klumme

Joseph Stiglitz: Vi skal ikke stoppe væksten for at nå Parisaftalens mål

Nogle hævder, at det bliver for dyrt at nå Parisaftalens mål, og at det derfor er bedre at vente og se. Andre hævder, at vi kun kan opnå målet ved at stoppe væksten i økonomien. Begge dele er forkert, skriver økonomiprofessor Joseph E. Stiglitz i dette debatindlæg
Vi må handle resolut nu for at undgå den klimakatastrofe, verden styrer imod. Og det er positivt, at så mange europæiske ledere går forrest for at sikre, at verden er CO2-neutral i 2050, skriver Joseph Stiglitz.

Vi må handle resolut nu for at undgå den klimakatastrofe, verden styrer imod. Og det er positivt, at så mange europæiske ledere går forrest for at sikre, at verden er CO2-neutral i 2050, skriver Joseph Stiglitz.

Li Ying Xinhua / eyevine

Debat
14. december 2019

Det er åbenbart: Vi overskrider vores planets grænse. Og medmindre vi ændrer noget, vil det få alvorlige konsekvenser. Men skal det noget, der skal ændres, være vores fokus på økonomisk vækst?

Klimaforandringerne er den største trussel, vi står over for, og vi ser allerede konsekvenserne – også i USA. Her er et af partierne domineret af klimabenægtere; vi amerikanere har verdens højeste udledning af drivhusgasser pr. person og er det eneste land, der nægter at underskrive Parisaftalen.

Så der er en særlig ironi i det faktum, at USA også er blevet et af de lande, der har oplevet størst materiel skade som følge af ekstremt vejr såsom oversvømmelser, naturbrande, orkaner, tørke og voldsom frost.

På et tidspunkt håbede nogle amerikanere ellers, at klimaforandringerne ville gavne dem. At det for eksempel ville blive muligt at tage sig en svømmetur langs delstaten Maines kyster.

Selv i dag er der en lille håndfuld økonomer, der stadig ikke mener, at der er så meget at bekymre sig for, så længe vi begrænser stigningen i de globale temperaturer til tre-fire grader i stedet for de to grader, som er den kritiske grænse i Parisaftalen.

Det er et hasardspil, kun tåber vil kaste sig ud i. For vi har ingen andre steder at tage hen, hvis vi taber.

Vent og se er en dårlig strategi

De studier, der peger på, at vi kan leve med højere temperaturer, er alvorligt fejlbehæftede. For eksempel har de systematisk undladt grundig risikoanalyse. Deres modeller tillægger derfor ikke risikoen for et negativt resultat tilstrækkelig betydning. Når modellerne tillægger risikoen for at få det modsatte resultat af det ønskede for lidt vægt, vil de altid falde ud til fordel for ikke at gøre noget.

Derudover undervurderer de den ikkelineære udvikling. Vores økologiske og økonomiske systemer kan nok vise sig modstandsdygtige i forhold til små ændringer i temperaturen, men kun indtil et vist punkt. Når klimaforandringerne når et vist niveau, vil de skadelige effekter accelerere.

Og når konsekvenserne af klimaforandringerne bliver mest omfattende, vil vi være dårligst i stand til at afholde de udgifter, der følger. Der er ingen forsikringsfond at trække på, hvis vi får brug for investeringer i modforanstaltninger mod voldsomme stigninger i vandstanden, uforudsete konsekvenser for folkesundheden og massiv migration.

De, der argumenterer for en ’vent-og-se’-tilgang – de, der siger, at det er spild af penge at gribe til massiv handling i dag for at afværge en potentiel risiko i en fjern fremtid – vil typisk se sådan på det, at uanset om det, man gør i dag, medfører en gevinst eller en udgift i fremtiden, så må man forholde sig til den nuværende værdi af disse fremtidige gevinster eller udgifter. Så hvis en dollar kun er tre cent værd om 50 år, vil man lade være med at handle.

Donald Trumps administration har faktisk meldt ud, at man ikke er villig til at betale mere end omkring tre cent i dag for at forhindre et tab på en dollar om 50 år. Fremtidige generationer er simpelthen ikke så værdifulde.

En anden type vækst

Vi må handle resolut nu for at undgå den klimakatastrofe, verden styrer imod. Og det er positivt, at så mange europæiske ledere går forrest for at sikre, at verden er CO2-neutral i 2050.

Den rapport, som jeg stod i spidsen for sammen med Nicholas Stern, argumenterede for, at vi kan nå Parisaftalens to graders mål på en måde, der forbedrer vores levestandard: At overgangen til en grøn økonomi faktisk kan anspore til innovation og øget velstand.

Med det synspunkt adskiller vi os fra dem, der mener, at Parisaftalens mål kun kan nås ved at stoppe den økonomiske vækst. Jeg køber ikke forestillingen om et uendeligt voksende BNP, men vi kommer ikke uden om, at uden vækst vil milliarder af mennesker fortsat have en tilværelse uden ordentlig mad, bolig, tøj, uddannelse og lægehjælp.

Det er muligt at ændre på kvaliteten af væksten og derved nedbringe dens miljømæssige konsekvenser betydeligt. Selv uden enorme teknologiske fremskridt kan vi for eksempel opnå CO2-neutralitet i år 2050.

Men det vil ikke ske af sig selv, og det vil ikke ske, hvis vi bare overlader det til markedet. Det vil ske, hvis vi kombinerer massive offentlige investeringer med stærk regulering og en høj pris på miljøødelæggelse.

Og det kan og vil ikke ske, hvis vi lader de fattige betale gildet: Miljømæssig bæredygtighed kan kun opnås i parløb med en øget indsats for styrke den sociale retfærdighed.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Anna von Sperling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Her må jeg melde pas. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad manden mener, eller hvor han vil hen. Økonomisk vækst må da basere sig på noget materielt, som der så igen bliver mindre og mindre af i verden.

Et helt centralt afsnit i artiklen indledes sådan: ”Og når konsekvenserne af klimaforandringerne bliver mest omfattende, vil vi være dårligst i stand til at afholde de udgifter, der følger.”
Med andre ord, hvis vi venter med at bekæmpe klimaforandringerne, så skal vi bruge stadigt mere energi ud af en stadigt mindre energimængde, vi har til rådighed, på at rette op på konsekvenserne af klimaforandringerne. Altså en ond cirkel, hvor vi langsomt kvæler os selv.
Den vækst, Stiglitz taler om, er global vækst styret af en stærk regulering af markedet, hvor en ”høj pris på miljøødelæggelse” skal finansiere massive offentlige investeringer og hermed en omfordeling af væksten over på bæredygtig vækst i de fattigste områder. Ergo; de rige lande skal betale for bæredygtig vækst i de fattige lande. Der er absolut mening i galskaben!