Et krisecenter er ikke et hotel, du bare kan tjekke ind på forud for en bopælssag

I Information den 26. november skriver en anonym far, at han på sjette måned kun har få timers samvær med sine børn om ugen, fordi myndighederne kønsdiskriminerer, og det hele skyldes, at hans kone opnår uberettigede fordele og rettigheder, fordi hun bor på krisecenter.

Han skriver ligeledes, at det er horribelt, at en kvinde kan tage på krisecenter uden derved samtidig at miste bopælsretten til børnene.

Jeg kender hverken ham eller hans ekskone. Men de påstande, som han fremturer med i sin kronik, har ingen gang på jord. Og han går helt galt i byen i sin skønmaling af fordelene ved et krisecenterophold, som var det en gratis lodseddel med gevinst på alle hylder. Så her følger en beskrivelse af, hvordan tilværelsen for voldsramte kvinder og børn reelt ser ud.

Et krisecenter er ikke et hotel, du bare kan tjekke ind på »forud for en bopælssag«. Krisecentre er højt specialiserede institutioner med fagligt kvalificeret personale. Mange voldsramte kvinder banker hvert år forgæves på døren, fordi der sjældent er en ledig plads. Kronikørens ekskone er en af de få heldige. Men det betyder ikke, at et krisecenter bare har budt hende og børnene indenfor og anvist et værelse med fælles bad og køkken.

Ekskonen har været gennem en timelang visitationssamtale, hvor hendes fortælling er blevet målt og vejet, som var hun til afhøring. Vurderes det under denne samtale, at hun ikke har været udsat for vold i samlivet i en grad, der berettiger til et krisecenterophold, bliver hun afvist. Og det er ligegyldigt, om klokken er 22.00 om aften, og det regner udenfor.

Dette var så ikke tilfældet med kronikørens ekskone. Hun og børnene fik lov til at blive.

Samme dag eller dagen derpå er ekskonen blevet tilknyttet en socialrådgiver, der under hele opholdet vil holde ugentlige samtaler med hende om volden og involvere alskens myndigheder. Og børnene har mødt krisecenterets børnerådgiver, der jævnligt vil tale med dem om deres savn efter kronikøren.

For naturligvis savner de ham, han er jo deres far. Ligesom børnerådgiveren vil lytte til dem, når de fortæller om den vold, de er blevet udsat for – for selv om han har kysset, krammet og trøstet dem, så har de immervæk levet i et dysfunktionelt hjem, hvor han begik vold mod deres mor.

Et hjem skal være et trygt og sikkert sted at vokse op. Det er vigtigt for barnets udvikling og sundhed, at de kan stole på, at de voksne altid vil beskytte dem. Den tillid bliver brudt, når de oplever, at den ene forælder er voldelig mod den anden.

Børn, der er vidne til vold i hjemmet, lever i en uforudsigelig verden, hvor en forælder fremstår kærlig og beskyttende det ene øjeblik og skaber frygt og utryghed i det næste. Og det er, ifølge eksperter på området, ligeså skadeligt, som havde du ført hånden mod dem selv.

Fokus på børnene

Den anonyme far skriver, at det er en klar tilsidesættelse af børnenes bedste, at han fik tilkendt så begrænset et samvær. Det er da også højst usædvanligt, at en far, uanset årsag, får tilkendt et samvær svarende til kun fire timer om ugen, som det er tilfældet her.

Tilmed er denne samværsbeslutning blevet stadfæstet af Landsretten. Det er min praksiserfaring, at selv når volden erkendes af den voldelige part, så er den tidligere statsforvaltning, nu Familieretshuset, gået meget langt for at sikre så meget samvær mellem forælder og barn som overhovedet muligt.

Jeg har endda set tilfælde, hvor den voldelige far har fået tilkendt bopælsretten, selv om han har erkendt volden. Det giver mig anledning til at tro, at der er detaljer i farens fortælling, han undlader at oplyse. Og det er han naturligvis i sin gode ret til. Men det skaber et skævt billede hos de mennesker, der læser kronikken.

Det samme gør hans bemærkninger om, at de lovændringer, der trådte i kraft i april i år, skulle være vedtaget i ’ligeberettigelsens ånd’. Her er der behov for en vigtig korrektion. For Forældreansvarsloven og det nye Familieretshus er ikke sat i verden for at sikre fars eller mors rettigheder. Fokus er på børnene, og opgaven er at sikre, hvad der er bedst for dem.

Det var faktisk en af de ting, politikerne fandt ikke var tilstrækkeligt tydeligt formuleret i den tidligere lovtekst. Det blev derfor understreget ved lovændringen i april i år.

I paragraf 1 står således nu: »I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.«

Faren slutter sin kronik af med at sige, at hans fokus alene er på børnene. Det er ikke det, jeg læser. Men jeg tror oprigtigt på, at han elsker dem. Så jeg håber, at han finder et spejl og ser sig selv i øjnene. Erkender det, der er sket, og søger hjælp. Ligesom sin ekskone. For børnenes skyld.

Lisa Holmfjord er socialrådgiver og CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.