Kommentar

Et krisecenter er ikke et hotel, du bare kan tjekke ind på forud for en bopælssag

Den anonyme far, der beklager sig over kun at have ret til meget lidt samvær med sine børn, er helt galt på den i sin fremstilling af ophold på krisecentre. Der får man kun plads, hvis man af fagpersonale vurderes at have været udsat for vold, skriver CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Lisa Holmfjord, i dette debatindlæg
Lisa Holmfjord er CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og kan ikke genkende den beskrivelse af ophold på krisecenter, som en anonym far har beskrevet i en kronik i Information.

Lisa Holmfjord er CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og kan ikke genkende den beskrivelse af ophold på krisecenter, som en anonym far har beskrevet i en kronik i Information.

Stine Bidstrup

3. december 2019

I Information den 26. november skriver en anonym far, at han på sjette måned kun har få timers samvær med sine børn om ugen, fordi myndighederne kønsdiskriminerer, og det hele skyldes, at hans kone opnår uberettigede fordele og rettigheder, fordi hun bor på krisecenter.

Han skriver ligeledes, at det er horribelt, at en kvinde kan tage på krisecenter uden derved samtidig at miste bopælsretten til børnene.

Jeg kender hverken ham eller hans ekskone. Men de påstande, som han fremturer med i sin kronik, har ingen gang på jord. Og han går helt galt i byen i sin skønmaling af fordelene ved et krisecenterophold, som var det en gratis lodseddel med gevinst på alle hylder. Så her følger en beskrivelse af, hvordan tilværelsen for voldsramte kvinder og børn reelt ser ud.

Et krisecenter er ikke et hotel, du bare kan tjekke ind på »forud for en bopælssag«. Krisecentre er højt specialiserede institutioner med fagligt kvalificeret personale. Mange voldsramte kvinder banker hvert år forgæves på døren, fordi der sjældent er en ledig plads. Kronikørens ekskone er en af de få heldige. Men det betyder ikke, at et krisecenter bare har budt hende og børnene indenfor og anvist et værelse med fælles bad og køkken.

Ekskonen har været gennem en timelang visitationssamtale, hvor hendes fortælling er blevet målt og vejet, som var hun til afhøring. Vurderes det under denne samtale, at hun ikke har været udsat for vold i samlivet i en grad, der berettiger til et krisecenterophold, bliver hun afvist. Og det er ligegyldigt, om klokken er 22.00 om aften, og det regner udenfor.

Dette var så ikke tilfældet med kronikørens ekskone. Hun og børnene fik lov til at blive.

Samme dag eller dagen derpå er ekskonen blevet tilknyttet en socialrådgiver, der under hele opholdet vil holde ugentlige samtaler med hende om volden og involvere alskens myndigheder. Og børnene har mødt krisecenterets børnerådgiver, der jævnligt vil tale med dem om deres savn efter kronikøren.

For naturligvis savner de ham, han er jo deres far. Ligesom børnerådgiveren vil lytte til dem, når de fortæller om den vold, de er blevet udsat for – for selv om han har kysset, krammet og trøstet dem, så har de immervæk levet i et dysfunktionelt hjem, hvor han begik vold mod deres mor.

Et hjem skal være et trygt og sikkert sted at vokse op. Det er vigtigt for barnets udvikling og sundhed, at de kan stole på, at de voksne altid vil beskytte dem. Den tillid bliver brudt, når de oplever, at den ene forælder er voldelig mod den anden.

Børn, der er vidne til vold i hjemmet, lever i en uforudsigelig verden, hvor en forælder fremstår kærlig og beskyttende det ene øjeblik og skaber frygt og utryghed i det næste. Og det er, ifølge eksperter på området, ligeså skadeligt, som havde du ført hånden mod dem selv.

Fokus på børnene

Den anonyme far skriver, at det er en klar tilsidesættelse af børnenes bedste, at han fik tilkendt så begrænset et samvær. Det er da også højst usædvanligt, at en far, uanset årsag, får tilkendt et samvær svarende til kun fire timer om ugen, som det er tilfældet her.

Tilmed er denne samværsbeslutning blevet stadfæstet af Landsretten. Det er min praksiserfaring, at selv når volden erkendes af den voldelige part, så er den tidligere statsforvaltning, nu Familieretshuset, gået meget langt for at sikre så meget samvær mellem forælder og barn som overhovedet muligt.

Jeg har endda set tilfælde, hvor den voldelige far har fået tilkendt bopælsretten, selv om han har erkendt volden. Det giver mig anledning til at tro, at der er detaljer i farens fortælling, han undlader at oplyse. Og det er han naturligvis i sin gode ret til. Men det skaber et skævt billede hos de mennesker, der læser kronikken.

Det samme gør hans bemærkninger om, at de lovændringer, der trådte i kraft i april i år, skulle være vedtaget i ’ligeberettigelsens ånd’. Her er der behov for en vigtig korrektion. For Forældreansvarsloven og det nye Familieretshus er ikke sat i verden for at sikre fars eller mors rettigheder. Fokus er på børnene, og opgaven er at sikre, hvad der er bedst for dem.

Det var faktisk en af de ting, politikerne fandt ikke var tilstrækkeligt tydeligt formuleret i den tidligere lovtekst. Det blev derfor understreget ved lovændringen i april i år.

I paragraf 1 står således nu: »I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.«

Faren slutter sin kronik af med at sige, at hans fokus alene er på børnene. Det er ikke det, jeg læser. Men jeg tror oprigtigt på, at han elsker dem. Så jeg håber, at han finder et spejl og ser sig selv i øjnene. Erkender det, der er sket, og søger hjælp. Ligesom sin ekskone. For børnenes skyld.

Lisa Holmfjord er socialrådgiver og CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.

Selv om landsretten har konkluderet, at mine børn er nært knyttet til begge forældre, har vi på sjette måned kun få timers samvær ugentligt. Myndighederne agerer stærkt kønsdiskriminerende og imod børnenes bedste i samværssager, skriver en far til fire i dette debatindlæg.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Prescott
  • Christel Larsen
  • Lillian Larsen
  • Søren Rehhoff
  • Christian Skoubye
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Marianne Stockmarr
  • Eva Schwanenflügel
Eva Prescott, Christel Larsen, Lillian Larsen, Søren Rehhoff, Christian Skoubye, David Zennaro, Katrine Damm, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er bisidder for en mand der er kommet gevaldig i klemme i systemet, og kan tale med om at Familieretshuset, - sandsynligvis på grund af deres ophobning af sager p.t. og indtil sommeren 2020, fremstår som direkte børnefjendsk. For eksempel er ordningen 'Kontaktperson til Skilsmissebørn' en narresut: "Her er et telefonnummer som du kan ringe til!!!"
Men grunden til at jeg er faret i tastaturet er påstanden om at 'man kan ikke bruge krisecentrene som hoteller'.
Jo, det kan man godt hvis man formår som kvinde at præsentere sig som udsat for vold og ikke bliver udspurgt om detaljer. Den kvinde jeg kender til havde brudt med den unge mand som hun havde stået i forhold til de sidste 2-3 år af sit ægteskab og som hun havde lovet at gifte sig med. Dette var anledningen til at søge Skilsmisse.
Så stod hun dér, uden at kæresten kunne have hende og hendes teenagedatter (af 1. ægteskab) boende hos sig længere end den første nat.
Dagen efter gik hun til Kvindekrisecentret og fortalte at hun måtte flygte over hals og hoved fra sin voldelige mand og at han havde tilbageholdt deres 7 årige datter. Jamen, så måtte der rekvireres en politibil der kunne køre kvinden til fælleshjemmet så hun kunne hente sin datter mens politiet 'holdt ham i skak', det vil sige at han måtte ligge sammenkrøbet på stuegulvet mens hun samlede tøj sammen og tog sin datter med.
Efter 7 uger fik han brev fra Fyns Politi om at efterforskningen var stoppet da der ikke var nogen sag. Gad vide om den velmenende socialrådgiver på krisecenteret også fik at vide at anmeldelsen om vold var opdigtet?
Men denne kvinde er dygtig, hun fik 5 mdr. i byens billigste hotel, Herefter fik hun anvist en stor lejlighed af kommunen. Faren fik lov til at have sin datter hver weekend i de efterfølgende 3 år, så moren kunne pleje sin trang til diskoteksbesøg.
Så fandt moren 'en rig kæreste' og så startede balladen for nu ville hun have faren helt ud af hendes liv. Han samarbejdede om at få Samværsordning hver anden weekend samt betalte Bidrag. Datteren har på grund af morens ustabile liv måtte skifte skole 3 gange på 18 mdr. for den rige kæreste kunne ikke klare mere end 1 års samliv. Datteren har fået det dårligt psykisk, specielt efter sidste skift af skole, veninder, bopæl og by. Nu er moren overbevist om at dét er på grund af faren, som jo er 'voldelig' og 'yder psykisk terror mod moren gennem datteren' så hun har fået kommunens Børn- og Unge sagsbehandler til at foranstalte en pause i samværet - uden slutdato, den har nu varet 8 mdr. Den ene SMS faren skrev til datteren efter 3 uger fik han afklapsning af af sagsbehandleren.
Familieretshuset burde hjælpe datteren til at have kontakt til begge forældre. Men Nej, for morens historie er jo SÅ god: voldelig far, ophold på krisecenteret og datterens stresssymptomer.
Den største skade på menneskeskæbner er dén en myndighedssagsbehandler i sin magtfuldkommenhed kan udøve.
Jeg er selv pensioneret socialrådgiver og jeg skammer mig over hvor naive 'nogle' sagsbehandlere er.
I øvrigt finder jeg brugen af Børnesamtaler direkte nedbrydende for sårbare børn.