Kommentar

Lad os komme væk fra ideen om, at islam er hovedårsagen til jødehadet

En gang var der nogen på gaden, der kaldte mig jødehader, blot på grund af min muslimske tro. Det gør mig enormt vred, når jeg bliver beskyldt for noget, som i den grad er grusomt, skriver studerende Mohamad Alnabhan i dette debatindlæg
2. januar 2020

Fordomme og had mod jøder er på ingen måde tilendebragt. Det har det ikke været historisk set, og det ser ulykkeligvis ud til at blive videreført i flere generationer fremadrettet. Hændelserne af antisemitisk karakterer, der foregik på den jødiske kirkegård i Randers i forbindelse med 81-årsdagen for Krystalnatten, viste, at jødehadet fortsat lever.

I november var Mette Thiesen fra Nye Borgerlige i Debatten på DR2, hvor hun talte om, hvor dette had stammer fra. Hun sagde følgende:

»Der, hvor islam får indflydelse, ser vi, at der er mindre, dårlig plads til eksempelvis jøderne, som oplever, at man ikke kan gå ned ad Nørrebrogade med en kalot uden at blive overfaldet.«

Det er grotesk, at der eksisterer massevis af mennesker, også parlamentarikere, der beskylder islam og muslimer for hovedsageligt at stå bag de rædselsfulde handlinger mod jøder.

Man skal anerkende det faktum, at der ubestrideligt er mange mennesker, der tror på, at islam og muslimer er enige om, at jøder skal dræbes og forfølges. Det gør mig enormt vred, når jeg bliver beskyldt for noget, som i den grad er grusomt. Men jeg kan ikke som menneske gå ind i alles hoveder og ændre på deres tanker, så de bliver overbevist om, at jeg ikke ønsker nogen noget ondt.

Kan jeg afvise, at der eksisterer muslimer – uden at diskutere hvor teologisk kyndige de er – der rent faktisk chikanerer og gør helvede hedt for mennesker, der bekender sig til jødedom? Nej, det kan jeg ikke, fordi der findes muslimer, der gør det. Men her opstår den store problematik, hvor man glemmer at stille sig selv det gode spørgsmål om, hvad det er, der driver disse få muslimer til at gøre det.

Forskel på zionisme og jødedom

Det er et spørgsmål, som jeg hellere end gerne vil svare på. Hvis muslimer på må og få angriber en jøde, så er det på grund af uvidenhed. Ret beset tænker mange muslimer på Israel, når de hører ordet jødedom, og der opstår reaktionen, at fordi Israel besætter Palæstina, så vil det betyde, at jøderne besætter Palæstina.

Det er et politisk spørgsmål, som jeg nødigt vil gå ind og diskutere, fordi indlægget her handler om jødedom, ikke zionistiske anskuelser. Folk har desværre svært ved at forstå, at der er en kæmpestor forskel på det, der hedder zionisme og på det, der hedder jødedom, som rent faktisk er en religion.

Jødedom er en monoteistisk religion, som har mange ligheder med islam, og i realiteten har jødedom og islam flere ligheder, end der er mellem islam og kristendom. Både islam og jødedom holder fast i, at der findes en udelelig og almægtig skaber. Islam anerkender Toraen som en hellig bog, der er nedsendt af Gud, som indeholder vejledende og lysende ting, der belyser vejen for de troende.

De blev nævnt i Koranens kapitel 5, vers 44: »Vi sendte Toraen ned med retledning og lys«. Derfor er det  rædselsfuldt at blive beskyldt – på grund af min tro – for at være hadsk mod jøder.

Engang var der nogen på gaden, der kaldte mig jødehader blot på grund af min muslimske tro. Jeg forklarede vedkommende, at der mellem islam og jødedom er mange ligheder, og at jøderne er en del af ’Bogens Folk’, og deres hellige bog er anerkendt som lysende bog ifølge islam.

Men det, der var endnu sjovere, var, at jeg sagde, at hvis jeg på noget tidspunkt ville blive forelsket i en jødisk kvinde, og hvis vi eventuelt ville blive gift, så ville hun være min prinsesse. Det ville være mig en ære, hun ville betyde alt i mit liv, jeg ville respektere hende og værne om hende – hvordan i himlens navn ville jeg så kunne hade hende?

Teologi og menneskets adfærd

Det var befriende, at kyniske Mette Thiesen fra Nye Borgerlige blev sat på plads af forhenværende overrabbiner Bent Lexner, som afviste, at jødehadet udelukkende skyldes islam. Han var klog nok til at kunne skelne mellem teologien og menneskets adfærd, da teologien aldrig kan påvirkes af menneskets adfærd.

Jeg vil sige tak til den jødiske journalist, Shani Pedersen, der i sin klumme den 19. november skrev, at hvis man har fordømmende politiske holdninger om Israel, så er det ikke ensbetydende med, at man hader jøder, selv hvis man er muslim.

Så lad os dog komme væk fra den idé, at islam er hovedårsagen til jødehadet, da det er virkelighedsfjernt. Jeg har den største respekt for alle jøder for at stå ved deres tro, uanset hvor grusomme reaktioner, de nogle gange får.

Mohamad Alnabhan er studerende.

Shani Pedersen er journalist.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Thomas Tanghus
  • ingemaje lange
  • Esben Lykke
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Ib Gram-Jensen
Viggo Okholm, Thomas Tanghus, ingemaje lange, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Ib Gram-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Jødehad er idag mest politisk begrundet/Israels fremfærd i Palæstina. Dog har der i hundreder af år været negativ fokus på jøder, ikke alene i Tyskland, men også UK, FR & Rusland etc. Bl.a. derfor er jøders erhverv koncentreret på skræderi, penge osv., som umiddelbart kunne pakkes sammen og medbringes på flugt. Men, at generalisere mod jøder, er idioti.

Kurt Loftkjær

Søg viden og forstå! Forståelsens væsentligste hindring er ofte uvidenhed

I en tid hvor al politik uanset, hvor kompliceret den er, klares på det såkaldte sociale medium Twitter med mulighed for 280 tegn, så er det ingen overraskelse at meget går galt. Mennesker som er uvidende kan i lighed med politikere, som enten opfører sig uvidende eller måske også er det, nu fremfører deres udokumenterede påstande, da der jo ikke er plads i Twitter til uddybning. Ingen reel dialog er mulig.

I spørgsmålet om jødehad, må jeg appellere alle til at besinde sig. Søg viden og forstå!

Forstå f.eks. forskellen på antisemitisme og hvad er antizionisme?

Her er tale om emner, som i mindst et århundrede har været betydende for mange mennesker i verdenen og som har haft afgørende betydning for stormagterne og situationen i Mellemøsten i hele min levetid startende i begyndelsen af 1950'erne.

En del af grundlaget for problemerne i Mellemøsten findes tilbage i tiden omkring 1. Verdenskrig. Om det kan man bl.a. prøve at blive klogere i bogen ”Mellemøsten og zionismen” af den tidligere leder af PET, Ole Stig Andersen, som her giver sit personlige kritiske perspektiv på Vestens og zionismens rolle i Mellemøsten.

Mellemøsten har i over 100 år dannet centrum for stormagternes politiske og magtmæssige interesser. I senere tid eksemplificeret ved den frygtelige krig i Syrien, samt konflikten mellem Israel og Palæstina. Ole Stig Andersen forsøger at forklare og analysere, hvordan Vestens og zionismens magtambitioner har påvirket regionen op gennem den moderne historie og hvordan Mellemøstens nuværende situationen er fremkommet.

"Mellemøsten og zionismen" tager udgangspunkt i centrale historiske hændelser og vigtige personer. Ole Stig Andersens analyse indeholder mange interessante perspektiver, der illustrerer regionens historiske kompleksitet.

(Jeg har ladet mig inspirerer af https://www.saxo.com/dk/mellemoesten-og-zionismen_ole-stig-andersen_haef... )

Nu handler Mohamads artikel om, hvorvidt religionen islam "dikterer" jødehad, som visse persongrupper mener, er et faktum. De fleste teologer, kristne, muslimske og jødiske, accepterer hinandens religion og holdninger uden forbehold. De hellige bøger taler om den samme Gud, men har forskellige holdninger til, hvorvidt Jesus er Guds søn eller ikke. Jeg kan måske godt forstå, at personer i Israel, deres nabolande og ikke mindst de af Israel besatte områder, kan have et anstrengt forhold til hinanden. Det er dog vigtigt, at disse gnidninger ikke overføres til forholdet mellem personer med forskellig tro her i landet. Vi er alle mennesker med de samme grundlæggende værdier. Vi bør overlade fortolkninger af de gamle skrifter til personer, der er uddannede til at forske og vurdere meningen med dem.

Vivi Rindom, Else Marie Arevad, Viggo Okholm, Thomas Tanghus, Søren Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvis "vi" skal se historisk på det - så har jøder flere gange fået beskyttelse hos muslimer . når de er blevet forfulgt af kristne.

Levede muslimer og jøder ikke fredeligt sammen i Palæstina før staten Israel blev udråbt i 1949.

Hvem har glæde at de historier om "at islam er hovedårsagen til jødehadet "??????

Inger Jensen, Rikke Nielsen, Thomas Tanghus, Michael Gyes, Søren Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Historisk set syntes jeg, at had til jøder skal ses parallelt som had til romaer og rejsendefolket. Og måske var det slet ikke et reelt had, men ualmindelig ringe forståelse overfor "dem", man ikke kendte til, og som var "anderledes". Og i en vis grad kan det ses som en slags klassekamp, hvor de laveste i samfundene følte deres eksistens truet af romaer og zionister.

Til gengæld er jeg helt klar over, at det nuværende had til jøder, skyldes staten Israels behandling af sin arabiske befolkning. Jeg ved, at der findes jøder i Israel, der absolut ikke er enig med de jødiske "strammere" omkring det Israelske samfunds mishandling af det palæstinensiske folk, der samtidig er utilladelig overtrædelse af alle de internationale konventioner. Men her syntes jeg, at europæiske jøder burde gå i forvejen og kritiserer overtrædelserne, og jeg er sikker på, at dette vil dæmpe det påståede had mod jøder.

I øvrigt bor jeg i en del af året i en dejlig egn ar Europa, hvor man hver formiddag kan se bønne-lederne fra katolske-, ortodokse- og muslimske forsamlinger sidde hyggeligt sammen på fortovsrestauranter, og drikke deres stærke kaffe og et glas vand sammen, medens de diskuterer fælles problemer. Og der hvor der stadig er en zionistisk forsamling, deltager rabbineren selvklar også. Her er der tilsyneladende mere, der samler dem, end noget der skiller dem, og tak for det.

Inger Jensen, Rikke Nielsen, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Morten Bøttzauw

Vedr. jødehad bør man også huske på at det største udslag af dette er kommet fra kristne,
Fundamentalistiske amerikanere (kristne) har ført sig frem mange gange, og president Truman
ville jo ikke have europæiske jøder til usa efter 2. verdenskrig, hvilket begrundede USA s støtte til Israels oprettelse. I modstning til englænderne der jo gerne ville holde sig gode venner med
araberne og deres megen olie (i Irak og Iran). For ikke at tale om russiske og andre (f.eks. polske og spanske) prognomer ...
Morten B.
Islamistiske stater har historisk haft en ret pæn jødisk befolkning uden større problemer !!

Gert Romme, Ole Frank og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Jeppe Christensen

Jeg kan anbefale bogen Halvmåne og Hagekors af Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers fra Informations Forlag. Den giver indblik i forholdet i mellem jøder, muslimer og Det Tredje Rige i perioden fra 1917-1945.
Fra 1917 og frem beretter briterne om angreb på jøder og forsøg på at fordrive dem. Efter Hitlers magtovertagelse bliver "Heil Hitler" en udbredt hilsen i Palæstina, hvilket også skal ses som en provokation overfor det britiske styre.
Bogen behandler ikke perioden før 1917, men det Osmanniske Rige var kendt for at udvise religiøs tolerance.

jens peter hansen

Nej jøder og muslimer levede ikke fredeligt sammen fra 1917 til 1947. Der var mange konfrontationer. Den antisemitiske virkelighed fandtes i Europa, men det fjerner jo ikke det faktum at der nu er en stærk antijødisk kraft blandt mange muslimer pga af Israel.

Jørgen Lejf Hansen

Kære Mohamad du er en ung mand, ja dygtig ung mand, du kom som krigsflygtninge til vores land.
Lærte vores tungemål hurtig, forståeligt at du har tanker om dine rødder, og ytre dig om dette.
Din navnebror han døde i 637! Det tog små 300 år før freden havde sænket sig, og Koranen blev færdig skrevet.
Fyldt med sammenskrivning, af jødiske, kristne og hedenske skrifter.
Ja selv i dag, er der muslimske grupper, der stiller spørgsmål ved denne bog, vil have al vold skrevet ud og den bog.
De bliver kaldt for kætter og vantro, men de er flinke og fejer op efter nytårsløjer på Rådhuspladsen.
Kom nu fri unge mand, tunge tanker det tynger og bider på kroppen og sjælen, ud og dyrke motion, spis sundt, find venner, gode venner, drik et par øller, gå til noget fedt musik, du er ung og stærk, nyd den frihed Danmark har givet dig.
Ja eller sender jeg Thors hammer imod dig.

Niels Christensen

Mohamad Alnabhan, det kan være det gælder for dig; men hvordan kan det være at så godt som alle skolebøger i den muslimske verden er dybt antisemitiske.
Når man som person der har brug for pleje kan blive udsat for en SOSU assistent, der påpeger en køleskabsmagnet med det israelske flag , og kritiserer det, eller få en tur med en taxi chauffør, der anklager jøder = israeler for at være børnemordere. Eller mange muslimers agression over at Margrethe nævnte antisemitisme og ikke islamofobi i nytårstalen. Muslimers jalousi og manglende respekt for vores for historie med den jødiske befolkningsgruppe er ikke til at holde ud.

Emil Davidsen

Kender ingen muslimer der har ret til at fortælle hvad den ene sande tolkning af haditherne og koranen er. Så jeg må nok beklageligvis fortælle dig at ligeså mange der ikke læse andet end kærlighed, hygge og evig fred i førnævnte hellige tekster, mindst ligeså mange læser dem en lille smule anderledes...
For at konkretisere det i et par spørgsmål; skal din hypotetiske jødekone konvertere før i kan lade jer gifte? Må i havde et seksuelt forhold inden? Mine spørgsmål skal forstås på den måde at når værdierne og "reglerne" bliver sat under lys så begynder spliden og den mere kedelig grå forklaring end "alle andre er bare racister" at komme i spild.
At stille de 3 bogreligioner op imod hinanden som en slags rangering af mindst/mest forfærdelig historier/anekdoter er også under niveau for mange i kommentarfeltet.

Michael Gudnæs

Mohamad Alnabhan's holdning er rosværdig, og de debattører, som river ham deres egne fjendtlige holdninger og fordomme i næsen, gør sig i virkeligheden selv skyld i det, de anklager muslimerne for, nemlig at sprede ufred og fjendlighed mellem mennesker, som ud over deres menneskelighed og naboskab også kulturelt er tæt forbundet.

Virkeligheden er jo den, at jødedom, kristendom og Islam grundlæggende er tre versioner af den samme religion. De har den samme skabelsesberetning, de samme profeter (give and take a few) og dermed også samme værdigrundlag, og først og fremmest: Den samme Gud, idet alle tre religioner jo dyrker den gud, som var Abrahams. Og han havde jo - som bekendt - kun én. Og så kan man jo kalde ham Jahve, Jehova eller Allah - det ændrer ingenting.

Historisk set er der heller ikke grund til at rette skytset mod muslimerne, når det gælder forholdet til Jødedommen. I virkeligheden er det jo de kristne, som har marginaliseret og til tider forfulgt jøderne. For eksempel ved den kristne generobring af Spanien, hvor de kristne barbarer for frem med bål og brand mod jøderne, som derfor søgte tilflugt hos deres muslimske naboer, der beskyttede dem efter bedste evne.

Det muslimske fjendskab mod jøder er en fejlfortolkning af den politiske situation i Palæstina. Det er staten Israel, som er synderen, ikke jøderne. Der, som hos os selv, er uvidenhed den stærkeste kilde til fordomme og fjendtlighed.

Inger Jensen, Henning Kjær, Rikke Nielsen, Ole Frank og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Jan Kauffmann

Naar jeg rejser i det naere Asien (mellem Dubai, Doha, Mumbai, Colombo, Chennai) faar jeg Kosher mad paa flyet, forbundet med sikkerhedsrutiner fra personalet paa flyet. Inden min mad varmes op, kommer flypersonalet med min mad, og beder mig kontrollere/inspicere, at der ikke er manipuleret med indpakningen/produktet, naar jeg har godkendt kan de opvarme produktet. Efter maden er opvarmet, anmodes jeg igen om at kontrollere at alt er iorden (ikke manipuleret med indpakningen). Hvorfor mon saa stor sikkerhed, omkring servering af noget saa simpelt som et flymaaltid?