Søren K. Villemoes’ åbne brev anbringer mig i den aparte situation, at jeg er nødt til at tilbagevise påstande fra en nu afdød person, denne gang repeteret af hans søn, der var barn på det pågældende tidspunkt, da jeg var ansvarshavende chefredaktør.
Jeg har tidligere dementeret Lars Villemoes’ påstand om, at han fik forbud mod at dække retssagen mod Blekingegadebanden i september 1990. Jeg er nu nødt til at gøre det igen. Jeg besluttede i sin tid en tredeling af dækningen: Journalist Ole Damkjær refererede retssagen, Villemoes skrev kommentarer med baggrund i sin viden om banden, og jeg skrev lederne med afsæt i begge dele.
Det er ikke korrekt, at Villemoes var udelukket fra retsmøderne, da der kun var reserveret en plads til Information. Både Damkjær og Villemoes var til stede i retslokalet som akkrediterede, hvilket Damkjær kan bekræfte. Tvisten opstod, da Villemoes efter første retsmøde insisterede på at være ene om at skrive om retssagen, stik imod den model, der var besluttet. I slipstrømmen af det efterfølgende skænderi valgte Villemoes at forlade Information.
Der er senere etableret en falsk fortælling om, at min beslutning var dikteret af et ønske om at lefle for en venstrefløj, der var kritisk over for Villemoes’ artikler i sommeren og efteråret 1989. Det har naturligvis intet på sig. Min beslutning var dikteret af ønsket om at servicere læserne og afværge en futil læserdebat om, hvorvidt Lars Villemoes var ’politistikker’ og renegat.
Det var han ikke, men han var subjektivt engageret i sine artikler om banden, og det er da korrekt, når Preben Wilhjelm og andre påpegede, at han dermed brød med avisens hidtidige principper for retsreportage – blandt andet anonymitet for tiltalte og uskyld, indtil det modsatte er bevist. Det var principper, der var knæsat af avisens grundlægger, Børge Outze, og holdt i hævd af blandt andre Leif Blædel og Nils Ufer.
Fire redaktører af ’politisk revy’ havde også en pointe, da de anfægtede, at Villemoes uden videre satte lighedstegn mellem Blekingegadebanden og ’venstrefløjen’, som var en noget broget forsamling, der blandt meget andet bød på kvindebevægelse, EF-modstand og miljøaktivisme. En forsamling, hvor Blekingegadebanden absolut var et yderst marginalt fænomen.
Jeg springer kort tilbage til 2008, hvor Lars Villemoes i et interview her i avisen om sin rolle i sagen erklærede: »Debatten stoppede med Lasse Ellegaards indtog på avisen (…) Der blev ikke boret yderligere i for eksempel PFLP’s forhold til Danmark gennem tiden eller i de ideologiske ophav i 1970’ernes ekstreme ideologiske atmosfære. Det synes jeg var et tab.«
Her undlader Villemoes at oplyse, at jeg i foråret 1990 godkendte, at han (og en kammerat) rejste til Tunesien, hvor PLO dengang havde hovedkvarter, for at ’bore yderligere’ i PFLP’s forhold til Danmark. Ud over rejseregningen kom der intet skriftligt ud af den tur. Ikke en linje.
Og sådan kunne jeg blive ved, men det tjener intet formål.
Lasse Ellegaard er tidligere chefredaktør på Dagbladet Information
Tak for den vinkel.
PS: Når der tages Peter Øvig Knudsens roman om Blekingegadebanden og Lars Hedegaards holdninger som hovedviden mv. så skurer det i mine øre.
" "politistikker" og renegat" - interessant verdensbillede!
Er det, fordi den, der skriver titlen, ikke læser Ellegaards læserbrev opmærksomt, at vedkommende når frem til, at det skulle hedde "forbud om"? Det hedder det ikke, men "forbud mod".