Klumme

Lise Rønnes opsang til Politiken husker os på, at vi anmeldere skal tænke os om

Jeg skrev om en skuespillerinde, at hun var ’spinkel og yndefuld’. Må man overhovedet det? Hvad gør man som anmelder, når afsenderen er fysisk til stede i værket? Må man så beskrive personens fysiske fremtræden? Debatten om nedsættende anmeldelser af kvindelige værter understreger, at vi skal tænke os bedre om, skriver teater- og litteraturanmelder Nanna Goul i dette debatindlæg
Almindeligvis abonnerer mange anmeldere på ideen om, at man går efter bolden, ikke efter manden, at man ikke skal blive personlig, men forholde sig til værkets egne kvaliteter. Men hvordan gør man det, når personen bryder ind i værket? Informations anmelder Nanna Goul reflekterer over, hvad det vil sige at bedrive god anmelderi. 

Almindeligvis abonnerer mange anmeldere på ideen om, at man går efter bolden, ikke efter manden, at man ikke skal blive personlig, men forholde sig til værkets egne kvaliteter. Men hvordan gør man det, når personen bryder ind i værket? Informations anmelder Nanna Goul reflekterer over, hvad det vil sige at bedrive god anmelderi. 

Emilia Therese

Debat
20. december 2019

Generelt er jeg glad for, at mit medie er skriften, og i den seneste uge har jeg endda været virkelig glad for det. Årsagen til, at det er sådan, er ikke særlig heltemodig. For i skriften kan du gemme dig.

Helt fysisk ser ingen mit uvaskede morgenhår, når jeg sætter mig ned bag skærmen og skriver i en nusset kjole, og jeg kunne tilmed – som en række kvindelige forfattere og skribenter før mig – skjule mig bag et mandligt pseudonym, hvis jeg en dag fik den idé at afprøve, om læsernes reaktioner ville se anderledes ud, hvis afsenderen bag mine ord tilhørte en mand.

Den mulighed har kvindelige tv-værter ikke. For en uge siden bad DR-værten Lise Rønne Politiken om at tale ordentligt til kvinder, efter at hun og hendes nye tv-program var blevet anmeldt af Bo Tao Michaëlis med ordene om, at »værtinden Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil«. Både anmelderen og kulturredaktøren på Politiken har undskyldt og lagt sig fladt ned. Men Lise Rønne er langtfra det eneste eksempel.

I september i år skrev selv samme Politiken-anmelder om satiriker og tv-vært Signe Molde, at hun havde en »spejderpigeagtig satireform«, og at hun i øvrigt over for sine mandlige gæster fremstod som »den kloge lillesøster«.

Tidligere i år skrev Rasmus Bech (også i Politiken) om vært på TV-Avisen Nina Munch-Perrin, at hun »stavrede af sted fra den ene kameravinkel til den anden på sylehøje stiletter.« Overskriften lød: »Er Nina Munch-Perrin direkte på vej til natklubben?«

Onsdag gik asienkorrespondent på Berlingske og tidligere radiovært på programmet Kina Snak på Radio24syv, Lene Winther, ind i debatten. Hun fortalte, hvordan Politikens Michael Bo brød sig meget lidt om hendes stemme i sin anmeldelse af hendes radioprogram: »Hendes stemme har en, undskyld, MGP-værtindeklang, meget piget og med stemte s’er, som kan være anstrengende, når den afspilles for tæt ved øret.«

Nogen vil sige, at det er afgørende i et radioprogram, at man har en egnet, behagelig radiostemme, og det nægter jeg ikke. Men jeg vil gerne udfordre ideen om, at det kun er dybe basklingende stemmer, der er behagelige. Kan lyse stemmer – for det er vel det, som Michael Bo mener med den nedsættende formulering »MGP-værtindeklang« – virkelig ikke være gode stemmer at lytte til, når de leveres af kompetente og saglige journalister? Det udgør i så fald et iøjefaldende ligestillingsproblem, eftersom kvinder generelt har lysere stemmer end mænd.

Underbevidst sexisme

Grundlæggende tror jeg, det handler om noget andet. Det handler ikke om høje hæle, neuroser, spejderpiger eller MGP-klange, men om grundlæggende, ubevidste – i disse tilfælde sexistiske – strukturer og ikke mindst blinde vinkler hos den enkelte anmelder. Det er indlysende nok ikke i orden, og det er noget, der skal arbejdes med. Underbevidstheden elsker fordomme, det gælder for både mænd og kvinder, og vi har alle brug for en skarp redaktør, der kan fange de ubehageligheder, vi ikke selv ser.

Men hvad med den gråzone, der opstår, når en person – en tv-vært eksempelvis – bliver en central del af et tv-program og på den måde kan være svær at adskille fra det? Hvordan omtaler man så den person?

Almindeligvis abonnerer mange anmeldere på ideen om, at man går efter bolden, ikke efter manden, at man ikke skal blive personlig, men forholde sig til værkets egne kvaliteter. Men hvordan gør man det, når personen bryder ind i værket?

Jeg oplever selv dilemmaet mest tydeligt, når jeg anmelder teater og skriver om skuespilleres kroppe og udseende. I min anmeldelse af forestillingen Don Juan på Sort/Hvid skrev jeg eksempelvis, at en kvinde, der forsøgte at forføre mig i en performance, var »overjordisk smuk«, havde »gylden hud«, »en krop så spinkel og yndefuld« og »helt uimodståelig«.

I dag tænker jeg: Skrev jeg virkelig det? Er det overhovedet i orden? Må man skrive sådan om andres kroppe?

Jeg ved det ikke. Men det ser ud til, at anmeldere i gråzoneområdet – hvor værk og menneske er uadskillelige – skal begynde at tænke sig bedre om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den bedste måde at undgå at vrisse af andre mennesker er at gøre sig selv rig og magtfuld, så er det meget nemmere at tage det hele lidt fra oven.

jens christian jacobsen

Hvordan omskriver man at Lise Rønne 'vimser rundt i en småneurotisk værtindestil?' Er en 'hurtig og hektisk vært-stil' tilpas kønsneutralt?
Må man godt skrive at Lise Rønne er pisse-irriterende?

ulrik mortensen, Mogens Holme, Peter Tagesen, Arne Lund, Hans Houmøller, Miklôs Tōtfalusi, John Poulsen, Bent Nørgaard, Jane Doe og Peter Nissen anbefalede denne kommentar

Det er på høje tid at anmeldere begynder at tænke sig om, når de skriver anmeldelser. Anmeldere er ikke at betragte som kunstnere og deres anmeldelser er ikke kunstværker som de behøver at peppe op med friske kommentarer.

Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Hvor er det ihvertilfælde sødt, når Nanna Goul giver noget af sig selv, og huske sit egen måske tvivlsomme? beskrivelse af en skuespillers krop:

»overjordisk smuk«, havde »gylden hud«, »en krop så spinkel og yndefuld« og »helt uimodståelig«.

Anders Sørensen

I sammenhængen er den vel ikke længere, end at man må spørge sig selv, om man ville have ofret en mands fysiske fremtræden og kønsmæssige karakteristika samme opmærksomhed, eller om fokus,flyttes grundet køn.

Miklôs Tōtfalusi

Jeg er gammel nok til at huske en koncert anmeldelse, vist nok i denne avis (eller var det Politiken), hvor det tørt blev konstateret at Tina Turner gik rundt på scenen, som om hun havde en tampon på tværs. Ritt Bjerregaard farede hurtigt til blækhuset og gav anmelderen (Ralf?) tørt på.

Hans Houmøller

Jeg kender da en mandlig tv-vært, der også vimser rundt og forvirrer med sine hænders gestik, og som måske godt kunne trænge til et par høje hæle eller tykkere såler for at nå lidt højere op.

@jens christian jacobsen

Men i den slags programmer, er den helt overvejende del af indholdet vaertens personlighed, og i sagens natur er der nogen der kan lide den og nogen der ikke kan lide den. Medier er jo nød til at daekke hinanden for at fylde spalterne ud, men der er vel rimeligt nok ikke at angribe hendes kvindelighed?

Ja Nanna Goul, naturligvis må du godt skrive om en skuespillerinde, at hun var ’spinkel og yndefuld’. For hvis det nu er tilfældet, hvorfor så ikke nævne det? Og det er skam også tilladt, at skrive at afdøde Anna Karina var en drøm af en skuespiller, ophøjet, sfærisk og sensuel osv. Også selvom der nok er nogen, der vil føle sig ekskluderet, fordi de ikke selv er det. Så'n er livet.
Og for at skære det ud i pap: Når nogen synger Dan danske sang - skal jeg, der en ældre halvskaldet, gråhåret mand, så føle mig ekskluderet?
Mht. til Politikens beskrivelse af Lise Rønne og andre studieværter m/k. Jeg er ikke så meget for Bo Tao Michaelis - irriteres over hans selvfede "sjove" klicheer - der angiveligt skal være samfunds-kritiske. Men det hænder dog at han af og til ramme plet, og det gør han i tilfældet Rønne m.fl. værter i det idiotiske Aftenshowet. Han burde dog have formuleret sin kritik mod programme som sådan, og ikke kun mod en enkelt medvirkende.
For det er i sig selv problematisk at udsendelser som Aftenshowet og Venstre-kanalen TV2's Go'morgen Danmark samler så mange seere, der bruger timer af deres korte liv på at relaxe foran idiotien. Der er tale om nogle rigtige kæle-hyppe-programmer, med værter, der nok ikke kan bruges til andet end at sleske for de indbudte gæster, men ikke aner hvordan de skal klare den, hvis der i en udsendelse bliver sagt noget ubekvemt. Et grelt eksempel var under valgkampen i foråret, hvor Rasmus Paludan kaldte Mimi Jacobsen for nazist. Da var værterne ved at skide i bukserne af skræk, for det havde de dog aldrig oplevet før foran kaminpejsen.
I stedet for at få det hele til at handle om en enkelt studieværts sårede følelser, så rejs en diskussion om hvorfor kvinder i TV (og andre medier) skal ligne babes, der stolper rundt på tårnhøje hæle (hvad siger en kiropraktor til den slags?), og med den 3. knap i skjorteblusen opknappet.
Hvorfor går kvinderne med til den slags? Ryger jobbet, hvis de siger nej? Er det derfor at en så begavet journalist som Lene Johansen ikke mere er på DR?
PS: Aftenshowet er jo kendt for at have en række stamgæster rendende ud og ind af dørene, og det i en sådan grad, at man fristes til at tro, at de bor på gangene. Tre af dem er. Uffe Elbæk, ISa Auken og Pia Kjærsgård - er så er niveauet jo lagt. Det var da også Pia Kjærsgård, der kom Lise Rønne til undsætning i Politiken forleden, og bakkede hende op. Besindige mennesker ville jo nok have sig frabedt dén omklamring, men Kjærsgård er da i hvert fald sikker på, at næsten gang hun er med i Aftenshowet så vil de kælne studieværter fortsætte med.at vaske fru Kjærsgård ren. Herregud! vi har jo alle lov til at have vores meninger, også selvom det her handler om fremmedhad af værste slags.
PPS: Der findes en podcast med Georg Metz (betalingsmur) hvor han bliver spurgt om man blive dum af at se Aftenshowet. Det er der ingen tvivl om, at man gør, jeg ville da gerne have hørt den.

Findes der mon ikke på landets apoteker, - en salve mod ømskindethed?

Man behoever da ikke se aftenshowet for at blive dum?

Thomas T. Jensen

@Espen Bøgh
En salve mod ømskindethed?
Jo, det hedder såmænd KLAPSALVE.
;-)

Espen Bøgh - Jo, men det er konstant udsolgt - og leverandøren kan ikke følge med.

Jesper Pedersen

Jeg har læst en del anmelder hvor mænd er karakteriseret som brovtende, levemænd, osv.
Det er måske kønsstereotypt. Men der var som regel også ret rammende.

@Jesper Pedersen

Netop, det er jo haedersbetegnelser. Man er nødt til at have sit på det tørre for at kunne vaere brovtende - og det er ret dyrt at vaere en levemand.

Jesper Pedersen

@henrik
Tal for dig selv. Måske betragter du dig selv som brovtende. Ligesom der er kvinder, der synes at det er smigrende at blive omtalt som vimsende.

Jeg ville opfatte det som fornærmende hvis nogen omtale mig som brovtende. Men jeg ville nok ikke skrive til avisen om det.