Kronik

Den manglende budgetstyring i forsvaret burde ikke undre nogen – når der er krig, sprænges alle planer

Problemet med forsvarssystemet er, at det i krigstid har det med først at føre krig og derefter – måske – at spørge, om der nu også er bevillinger. Og i krigens mere eller mindre rodede situation bliver kvitteringer let en by i Rusland, skriver lektor i statskundskab Gorm Harste i dette debatindlæg
Når der er krig, sprænges alle budgetter, planer og hensigter i en oftest ufattelig grad. Og hvordan skal man så kunne styre de militære forsvarsbudgetter, når et land som Danmark igennem mere end et par årtier har befundet sig i en gråzone mellem krig og fred, skriver dagens kronikør.

Når der er krig, sprænges alle budgetter, planer og hensigter i en oftest ufattelig grad. Og hvordan skal man så kunne styre de militære forsvarsbudgetter, når et land som Danmark igennem mere end et par årtier har befundet sig i en gråzone mellem krig og fred, skriver dagens kronikør.

Peter Nygaard

2. januar 2020

Tilsyneladende kommer den manglende budgetstyring i forsvarsministeriet bag på næsten hvem som helst. Men styringsunderskuddet burde ikke undre. Af alle de systemer, en regering forsøger at styre, har militære organisationssystemer og i særdeleshed krigens systemer været de mest ustyrlige.

Når der er krig, sprænges alle budgetter, planer og hensigter i en oftest ufattelig grad. Og hvordan skal man så kunne styre de militære forsvarsbudgetter, når et land som Danmark igennem mere end et par årtier har befundet sig i en gråzone mellem krig og fred.

Lad mig tage Irakkrigen som eksempel og anvende amerikanske rapporter, da USA traditionelt, i modsætning til hvad danskere almindeligvis antager, har langt mere åbenhed, end vi har i Danmark.

I 2002 forsøgte det amerikanske forsvarsministerium at beregne udgifterne til Irakkrigen. Der var lidt uenighed mellem den republikanske regering og demokraterne.

Den første nåede frem til ca. 50 mia. dollar, mens demokraterne kalkulerede med 60 mia. dollar og siden 99 mia. dollar. En kommission med blandt andet nobelpristageren William Nordhaus nåede frem til langt højere omkostninger, hvis verdensøkonomien blev taget i betragtning, nemlig 1.700 mia. dollar.

Men i 2008 kunne en anden nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz sammen med Harvardforskeren Linda Bilmes publicere en forsigtig ’konservativ’ analyse, der kom frem til 3.000 mia. dollar blot for USA’s omkostninger og evtentuelt op til 5-6 trillioner dollar. Dertil kom Afghanistankrigen og USA’s allieredes omkostninger, for ikke at nævne Iraks, samt de yderligere omkostninger ved Irakkrigens fortsættelse (samt Syrienkrigen) og herunder produktivitetsfald hos krigsveteraners pårørende.

Watson-instituttet kom frem til 4.000 mia. dollar i 2011. Men krigene blev ved. Senere beregninger har blot for USA talt om 10.000 mia. dollar, men her må man, som Boston-forskeren Neta Crawford for nylig har vist i en række store studier, både trække fra og lægge til.

Veteranomkostningerne må beregnes endnu 40 år frem. Økonomen Hugh Rockoff har vist, at amerikanske krige i reglen har kostet mere i sociale omkostninger end i direkte krigsudgifter. De omtrent 800.00 dræbte i mellemøstlige krige antyder gigantiske omkostninger hinsides enhver beregning.

Fredstider og krigstider

Andre krige som Vietnamkrigen og Koreakrigen kan nævnes. Mens de to verdenskrige var i en klasse for sig. Dengang blev de rigeste beskattet med 95-99 procent i marginalskat, andre blev i mere fattige lande simpelthen udplyndret eller dræbt. Gældsbetalinger efter Første Verdenskrig er først for nylig blevet indfriet.

Endnu længere tilbage blev både danskere, svenskere og nordtyskere simpelthen brandbeskattet: I svenskekrigene tog krigen alt og brændte gårde og landsbyer af, hvis det blev nægtet. Efterfølgende opfandt preusserne revisionsretten i 1700-tallet. Det var dengang, forsvaret tog over 60 procent af de offentlige udgifter i fredstid. I krigstid overskred krigens budget langt de samlede indtægter. Dengang var Danmark selv i fredstid verdens højest beskattede land.

Det vi ser i den aktuelle sag, drejer sig om det, man i systemanalyser kalder strukturelle koblinger mellem systemer. I massemediernes system strømmer nyhederne frem som breaking news, for det system lever af nyheder og helst sensationer. De overrasker det politiske system.

Det politiske system lever af at bilde sig selv og andre ind, at det kan styre. Det hævder at styre forvaltningens organisationssystem ved hjælp af det retlige system. Retssystemet fordrer retlig hjemmel for bevillinger, og det muliggør revision, så der er noget, der hedder revisionsret. Og umiddelbart kunne det militære organisationssystem derfor afkræves at blive underkastet forvaltningssystemernes revisionsret. Ikke mindst i fredstider.

Men nu er problemet med forsvarssystemet, at det i krigstid har det med først at føre krig og derefter – måske – at spørge, om der nu også er bevillinger. Man tænker altså ikke primært i bevillinger og revisionsret, men i strategier, taktikker og operationer. Nemlig i krigstider. Som en dansk kompagnichef har sagt:

»Jeg skal jo i sidste ende stå og kæmpe med de soldater, jeg uddanner. På det tidspunkt er det ultimativt. Dér er ikke noget, der hedder ’at få en næse’ for at have udvist økonomisk uansvarlighed.«

Det betyder, at de strukturelle koblinger mellem medier, politik, organisationer, økonomi og krig slækkes. Der kommer en såkaldt stiafhængighed – det lyder bedre på amerikansk – path dependency om, at budgetter ikke er noget, der skal tages alt for højtideligt. I krigens mere eller mindre rodede situation bliver kvitteringer let en by i Rusland.

Amerikanerne sendte eksempelvis hele fly spækket med dollarsedler til Bagdad for at dele dem ud til højre og venstre mod blot at få en kvittering på, at nogen havde modtaget dem, for at gøre et eller andet, uden at man efterfølgende kontrollerede hvad.

Senere brugte man enorme ressourcer på forgæves at få alle de involverede systemer og de fra koalitionspartnerne til at kommunikere sammen. Militærforskeren Lewis Irwin har vist, at det ikke lykkedes i Afghanistanoperationen (OEF).

Forskellige systemer med forskellige koder

Man videreudviklede endda forsvarssystemernes ’kancellisprog’ til at kommunikere sammen i akronymer med forkortelser som CIMIC, CENTCOM, KFOR eller mere kendt NATO, så forsvarssystemerne med sikkerhed blev helt uiagttagelige og intransparente for andre systemer. Som var officerer lige så professionelle som læger, når de bruger latinske udtryk som aqua for vand, eller præster, der taler om forkyndelsen og liturgien.

Alle systemer vil gerne lukke sig om sine egne fagudtryk. Mange af dem vil også gerne kunne finde undtagelsestilstande, hvor ’nød bryder alle love’.

Trine Bramsen kan nu træde i karakter som forsvarsminister og kræve forvaltningsretten og revisionsretten overholdt. Fint nok. Danmark er jo fredelig. Men samtidig lover regeringen glat væk Trump at ville bruge to procent af BNP på forsvaret.

Men man kunne jo også med varierende rimelighed tage en lang række offentlige investeringer i eksempelvis uddannelse, forskning, hospitaler, pensioner, trafik og havne og kalde dem forsvarsudgifter. Soldater skulle jo også i skole; de skal pensioneres, deres børn skal støttes og mange på hospitaler osv.

Revision afhænger af, hvilket system der iagttager og hvornår, det gør det. De tanker, en revisor gør sig på et kontor, kan vanskeligt overføres til en officer i felten. Og omvendt tænker officeren i den klemte situation ikke på, at skatteborgeren også har brug for penge.

Mærkværdigt nok kan et system vanskeligt forstå rimeligheden i, hvad andre systemer finder rimeligt. Man kan sige, at det politiske system så skal være specialiseret i at kunne se de blinde pletter og vinkler. Det skal kunne koordinere alle urimelighederne i en eller anden form for rimelig synkronisering. Men de enkelte systemer befinder sig ikke inden for samme synkroniserede tidshorisont. De har forskellige tidsbindinger. Det, der er langt sigt i det ene system, er kort sigt i det andet.

Systemerne er derfor ikke synkroniserede. De er usamtidige. De forstår ikke hinandens koder. De befinder sig ikke i samme synkroniserede situation. Og de hidser sig selv og hinanden op, når de ikke kan kommunikere sammen. Tidshorisonter og omverdensiagttagelser skrider. Det er en risiko. Men vi lever jo også i et risikosamfund.

Gorm Harste, dr.scient.pol. Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Svendsen
  • Peter Beck-Lauritzen
Carsten Svendsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Fin artikel. Krig er dyrt og kun i fredstid, kan vi gøre os håb om at kemde udgiften. For Trumps skyld, få alle udgifterme med, så vore udgifter til vores offensive krigsmaskine, påviseligt overskrider de lovede 2% af BNP. Krig er dumt, send lederne, det er jo deres ansvar. Kan de ikke snakke sig ud af kontroversen, må de selv "smøge" ærmerne op! Trump vs. Kim, Trump vs. Erdogan, Trump vs. Xi, Trump vs. Putin osv.
Pudsigt så tit Trump har anpart i konflikter!

Peter Beck-Lauritzen, Trump er ikke USA - og det er USA, som har rigtigt mange konflikter med andre lande i verden ... og stort set altid har haft dette. Årsagerne til dette kræver en større analyse ... som kortsluttes fuldstændigt med den infantile og regressive pegen på Trump. Trump er blot et indslag i det dystopiske teater.

Achim K. Holzmüller, Flemming Berger, Emil Davidsen, Torben Arendal, Hans Aagaard og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Nuvel HU,Trump står som repræsentant for det militære kompleks og det krigsgale USA, støttet godt op af Wall Street. Flertallet af amerikanerne er ikke på "krigs-stien". Trump har ansvaret, også som infantil marionet.