December er i forvejen en ret overspændt måned her i familien. Min mand og jeg er ellers sådan ret cool med jul, hvis vi selv skal sige det. Vi behøver ikke specialfremstillede julekugler fra generationens håndarbejdspionerer for at komme i den rette stemning, hvis bare vi kunne få lov at drikke et glas portvin i fred og falde i søvn foran en brændeovn, så ville det faktisk være alt, julehjerterne kunne begære. Men sådan er vi jo så forskellige.
Vores ældste datter på seks år eksempelvis er nu på tredje år ude af stand til at sove i december måned. Selvfølgelig sover hun lidt, jo, men hun er vågen i timevis, for hvordan kan man sove, når man ved, at der skal pyntes op med julepynt, når der er fysiske og digitale julekalendere, kalendergaver, der skal åbnes, julearrangementer, julekager, der skal bages, når juleaften med årets gavebombardement nærmer sig – og ja, når nissen hele tiden lusker rundt i og omkring vores lejlighed.
De forrige år har det mest af alt bare været julen som sådan, der fuckede med os, men nu er det som om, at nissen er blevet en fuldstændig uoverskuelig magtfaktor, en syg lille diktator, der holder alle vågne om natten og planter tvangstanker hos os om dagen.
Det første, min datter gør, når hun står op meget tidligt om morgenen, er at løbe rundt i lejligheden og pege på genstande, som nissen muligvis har flyttet på om natten – bare fordi nissen er så skide sjov.
»Mor, har du vendt den her skål om, eller er det nissen?!«
»Det er mig.«
»Mor, se, nissen har tegnet en streg i min malebog.«
»Ej, det tror jeg ikke.«
»Jo, den var der ikke i går!«
»Okay.«
»Mor, jeg tror nissen har spist af pebernødderne! Der var mange flere i går.«
Guess why …
Nyt nisseudstyr
Årsagen findes ikke mindst i de nye nissetraditioner, der de seneste par år har spredt sig som en tsunami i børnehaver og i de mindste klasser i skolen. Oprindeligt stammer nisserne fra hedensk tid, som en slags gode vætter og beskyttere af huset. Som magiske, lavstammede ungkarle, der boede og passede på især dyrene på gården, og som kunne udvikle sig til drillenisser, hvis de ikke fik deres offergaver i form af risengrød med en stor smørklat på og gerne sød nisseøl til. Men nu er vi altså nået frem til en helt anden epoke i nissernes historie, og jeg ved ærligt talt ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om den nye nissetype.
For tre år siden dukkede der en lillebitte dør med tilhørende stige, postkasse, en bænk med lanterne og små nissetræsko op ved siden af vores hoveddør den 1. december. Et oprindeligt australsk fænomen, som vores nabo havde taget til sig, og, måtte jeg konstatere, en række husstande med små børn over hele landet.
Denne effektive og interaktive installation sørger for, at hverken vi eller vores naboer ligger på den lade side i december måned. Min datter og hendes venner laver gaver, sender breve, mad, julehjerter, og grød på kryds og tværs til nissen, som vi nu ved hedder Linus og er 379 år ifølge et spørgeskema, min datter havde lavet, som nissen skulle udfylde. Kommunikationen er rødglødende.
Endnu en opfindelse, der yderligt stimulerer nissetroen, er appen Santa Spy Cam, der gør det muligt at lave videoer med en nisse, der løber rundt i din egen – og alt for genkendelige – stue. En sådan video har min datter naturligvis set hos en af sine venner, og for hende er det blevet det endegyldige bevis for nissernes håndfaste eksistens. Som hun jo så også får bekræftet hver dag i sin trofaste kommunikation med naboernes nisse.
Jeg er blevet lidt i tvivl om, hvordan man håndterer sådan en besættelse. Jeg er grundlæggende tilhænger af at stimulere børns fantasi, ja, fantasien generelt, men min datter mangler tydeligvis ikke noget der. Nu er jeg blevet bekymret for, om man kan udstyre sine børn med en slags nissepsykose …
Er det overhovedet godt for en letpåvirkelig fantasi at blive udsat for decideret manipulerende videomaterialer og interaktive konspirationsteorier om magiske væsner med huer og topmaver? Minder det ikke lidt for meget om uetiske sekteriske metoder? Og hvilke værdifulde dele af barnets udvikling er det præcist, nissetroen stimulerer? Sådan ligger jeg og tænker nat efter nat i december.
