Kronik

Pædofil: Lovlydige borgere som mig diskrimineres på grund af fordomme

Jeg er indædt modstander af overgreb på børn, men mennesker med en pædofil seksualitet er også udmærket i stand til at leve som lovlydige borgere. Så politikerne skal stoppe med at fratage dem enhver mulighed for at udleve deres seksualitet uden at involvere andre og udtrykke deres tanker, skriver anonym pædofil i dette debatindlæg
»DF vil forbyde pædofile at tale med ligesindede og deltage i den demokratiske debat, som jeg her forsøger. Forslaget blev ikke vedtaget, men blev heller ikke skreget ned af samtlige politikere og medier i Danmark, som det burde være blevet. Men når ikke engang forskere tør udtale sig om pædofili, er ytringsfriheden om emnet alligevel nærmest ophævet,« skriver Anders i dagens kronik.

»DF vil forbyde pædofile at tale med ligesindede og deltage i den demokratiske debat, som jeg her forsøger. Forslaget blev ikke vedtaget, men blev heller ikke skreget ned af samtlige politikere og medier i Danmark, som det burde være blevet. Men når ikke engang forskere tør udtale sig om pædofili, er ytringsfriheden om emnet alligevel nærmest ophævet,« skriver Anders i dagens kronik.

Debat
18. december 2019

Jeg er pædofil og derfor anonym.

Det er desværre nødvendigt, da det er umuligt at leve åbent som lovlydig pædofil i dagens Danmark. Selv med ren børne- og straffeattest betragtes alene min seksualitet som så moralsk forkastelig, at det at stå åbent frem ville have uoverstigelige konsekvenser i forhold til hele min eksistens – familie og venner, job og bolig samt, kan man absolut frygte, min fysiske sikkerhed.

En enkelt borger kan ikke påtage sig et så enormt offer for at påpege de utallige misforståelser, fordrejninger, fejlslutninger og deciderede usandheder, som er normen for debatten om pædofili. Derfor er jeg anonym, selv om jeg insisterer på min ret til at deltage i den demokratiske debat som pædofil.

Der er behov for at slå fast, at pædofili ikke er en handling, men en seksualitet. Et indre følelsesliv og en præference, som de fleste pædofile aldrig udlever. Pædofile har generelt præcis samme moral og empati som alle andre. Derfor har de fleste pædofile aldrig seksuel kontakt til børn, og mange har det svært med deres seksualitet.

Derfor bringer vi denne kronik

Information har valgt at bringe kronikken om vilkårene for at leve som pædofil inden for lovens rammer i Danmark, fordi debatten herom er af væsentlig almen interesse. At kronikken er skrevet af en pædofil, giver offentligheden en sjælden mulighed for indsigt i, hvordan denne minoritet oplever, at det omgivende samfund håndterer pædofili.

Mange overgreb mod børn begås slet ikke af pædofile, men af heteroseksuelle, fordi et barn tilfældigvis er mere ’tilgængeligt’ end voksne. Eksperter anslår, at en til tre procent af befolkningen, svarende til 57.000-170.000 danskere, er pædofile, så kriminalstatistikkernes betydeligt lavere antal sager om sex med mindreårige taler deres tydelige sprog.

Alligevel blander politikere og medier uden videre sex mellem voksne og børn, hvilket er en ulovlig handling, sammen med pædofili, som er en lovlig seksualitet.

Politikere taler om at »bekæmpe pædofili«, selv om pædofili er en både uforanderlig og ikke-selvvalgt egenskab ved personligheden, der endda intet siger om personens handlinger eller moral, og som derfor hverken kan eller bør »bekæmpes«.

Medier bruger udtrykket »dømt for pædofili«, selv om pædofili ikke er ulovligt, og man derfor ikke kan dømmes for det. Ingen medier kunne finde på at sige »dømt for heteroseksualitet« om en mand, der har voldtaget en kvinde – her kan alle se, at det er handlingen, ikke seksualiteten, der skal bekæmpes.

Et barn på hvert klassetrin

De en til tre procent svarer til, at knap et barn på hvert klassetrin på hver skole er pædofilt. Prøv at forestille dig at være det barn – eller forælder til det barn – der læser aviserne, hører politikernes fordømmelser eller sidder i klassen og lytter til de velmenende læreres advarsler mod folk med præcis de følelser, som barnet allerede har opdaget, at det har – og absolut ikke tør tale til et eneste levende væsen om.

Jeg var selv tidligt bevidst om min seksualitet, og der findes næppe noget mere ekskluderende og fremmedgørende, noget, der kan skabe større angst, forvirring, selvhad og en grundlæggende følelse af udstødelse, isolation og ensomhed end erkendelsen af, at man er pædofil.

Jeg har aldrig haft noget større ønske end at slippe for at være pædofil. Men det er desværre umuligt.

Medier og politikere er behørigt forargede over, at unge LGBT+-personer drives til selvmord på grund af udstødelse, men selv samme medier og politikere tilsviner og udstøder gerne de pædofile som gruppe. Også de helt unge, ensomme pædofile. Alene på grund af de tanker og følelser, seksualiteten medfører.

’Frivillig sex mellem LGBT+-personer skader ingen, så det kan ikke sammenlignes med pædofili’, vil du måske protestere. Nej, men det skader ingen, at en pædofil lever hele sit liv inden for lovens rammer, hvilket er den hyppigste måde at leve som pædofil på.

Mit formål med denne kronik er selvfølgelig ikke at forsvare overgreb mod børn, som jeg selv er indædt modstander af, men det kritisable er jo netop, at medier og politikere angriber en lovlig seksualitet i stedet for ulovlige handlinger.

De pædofile er så dæmoniseret en minoritet, at de er ude af stand til at forsvare sig selv, og ingen andre kan, vil eller tør. Stigmaet mod overhovedet at diskutere pædofili er så massivt, at det umuliggør forskning i emnet. Det har anerkendte forskere som Henning Beck og Thomas Hammerbrink oplevet.

Stifteren af Rigshospitalets Sexologiske Klinik, professor Preben Hertoft, blev udsat for en decideret smædekampagne, da han forsøgte at oplyse om pædofile. Når forskere forhindres i at søge og udbrede den videnskabelige sandhed, nærmer vi os tilstande, der hører til i totalitære regimer.

At ingen vil nuancere debatten eller forsvare selv lovlydige pædofile, gør dem til det perfekte offer for politikere, der har brug for en mærkesag, der ikke udløser faktatjek. Og når sex med mindreårige blandes sammen med selve det at have en pædofil seksualitet, drages den fejlslutning, at alene det at være pædofil er utilgiveligt, og at pædofile alene på grund af deres seksualitet ikke er berettiget til almindelige borgerrettigheder.

Det bruges så til at retfærdiggøre, at diskriminerende lovgivning, der skal »bekæmpe pædofili«, undergraver retssikkerheden for os alle.

Retssikkerheden undergraves

Politikerne har ophævet forældelsesfristen for sager om sex med mindreårige ved at bilde folk ind, at den er en ’præmie’ til forbrydere, der formår at slippe godt fra deres forbrydelse længe nok. Men forældelsesfrister er en grundpille i retsstater, som beskytter uskyldige mod falske anklager.

Som blandt andet DR-dokumentaren om Emilie Meng-sagen har vist, eroderes folks minder og dermed værdien af vidneudsagn og alibier i løbet af få måneder. Men nu risikerer samtlige danskere som 100-årige at skulle forsvare sig mod anklager om sexovergreb begået 80 år tidligere.

Så sent som i sidste uge vedtog Folketinget – uden nogen form for offentlig debat – en lov, der giver politiet livsvarig ret til ransagninger uden ransagningskendelse hos personer dømt for sex med mindreårige og til at informere civile om dommen, efter at folk har udstået deres straf.

Loven gælder kun »pædofilidømte«, ikke eksempelvis barnemordere, der ligesom alle andre vil få deres dom slettet fra straffeattesten ti år efter deres løsladelse. Borgere, der har udstået deres straf, har samme rettigheder som alle andre.

Den nye lov markerer et skred ved ikke at anerkende denne ene type tidligere straffede som ligeværdige borgere, og den genindfører en form for gabestok med risiko for offentlig forfølgelse, som folk skal leve med resten af deres liv. Det er politistatsmetoder, som bryder med hjørnesten i retssamfundet som domstolskontrol og boligens ukrænkelighed.

Dansk Folkeparti har foreslået at forbyde »pædofile ytringer« og derved fratage lovlydige pædofile ytringsfriheden – flot kopieret fra Ruslands forbud mod ’homoseksuel propaganda’, som fordømmes i vestlige demokratier.

DF vil forbyde pædofile at tale med ligesindede og deltage i den demokratiske debat, som jeg her forsøger. Forslaget blev ikke vedtaget, men blev heller ikke skreget ned af samtlige politikere og medier i Danmark, som det burde være blevet. Men når ikke engang forskere tør udtale sig om pædofili, er ytringsfriheden om emnet alligevel nærmest ophævet.

Tankefriheden under angreb

For nylig udtrykte flere danske politikere ønske om et forbud mod børnesexdukker ud fra en uunderbygget påstand om, at de kan »tilskynde til overgreb mod børn«. Men eksperter peger på, at den slags dukker måske snarere reducerer antallet af overgreb, fordi de fungerer som en erstatning for rigtige børn.

Personligt kunne jeg ikke finde på at købe en sexdukke, men når der ikke eksisterer det mindste bevis for, at de er farlige, og de måske endda kan reducere antallet af overgreb, er det forkert at forbyde dem.

Det er typisk for den kaskade af lovforslag, som politikerne fremsætter med påstanden om at ville beskytte børn, men som er skadelige for retssikkerheden – og måske endda for de børn, man vil beskytte.

Forslaget om at forbyde sexdukker og tidligere forslag om forbud mod computeranimationer, tegninger og historier om sex mellem voksne og børn er andre angreb mod den tanke- og følelsesfrihed, som er en fundamental menneskerettighed.

I forbindelse med sexdukkerne brugte DF’s retsordfører, Peter Skaarup, det ’argument’, at »der er hul i lovgivningen«, fordi børneporno er forbudt, mens dukker ikke er. Men børneporno er forbudt, fordi det kræver seksuelle handlinger med børn at producere det.

Det argument holder hverken med plastikdukker eller tegninger, som har lige så lidt med virkeligheden at gøre som krimier og actionfilm om alt fra mord til terrorisme. Det giver ikke mening at påstå, at en dukke kan ’tilskynde til overgreb’, når ingen ved deres fulde fem frygter samme effekt fra en Jussi Adler Olsen-krimi.

Og hvordan kan vi vide, at SM-sexlegetøj ikke inspirerer til voldtægt? Vi må hellere forbyde det også – for en sikkerheds skyld!

Men det foreslår ingen, for kun den pædofile seksualitet er udsat for så stærk en fordømmelse, at politikerne vil indføre tankepoliti over for den hensigtsmæssige udlevelse af seksualiteten, som dukker og andet er udtryk for.

Det er netop tegn på vilje til at håndtere sin uhensigtsmæssige seksualitet på en hensigtsmæssig måde, at nogle pædofile benytter disse ’seksuelle hjælpemidler’. Om noget er det de pædofile, som ikke vil bruge sådanne substitutter, man burde være bekymret over!

Dansk Folkeparti er én ting, men det skræmmende er, at Socialdemokratiet råber højest i hetzen. Retsordfører Jeppe Bruus har udtalt, at »vi skal bekæmpe pædofili med alle midler«. Skal jeg så bekæmpes for at skrive denne kronik, når jeg er pædofil?

I P1 Morgen den 30. august brugte Jeppe Bruus det argument for at forbyde dukkerne, at andre ting, der heller ikke har noget med virkelige børn at gøre, allerede er forbudt, eksempelvis tegninger og computeranimationer. Men ifølge bemærkningerne til loven »falder tegninger uden for bestemmelsen«, mens animationer kun er forbudt, hvis de »har fuld lighed med et fotografi«. Bruus’ påstand er simpelthen vildledning af offentligheden.

Han slap godt fra det, for P1 har pure afvist at konfrontere Bruus og bringe en berigtigelse. Medierne undergraver selve demokratiet, når de lader politikere lyve og samtidig stiltiende udelukker visse grupper fra at komme til orde.

Jeg har selv kontaktet Bruus og samtlige andre MF’ere samt flere medier, men har kun hørt meget kort fra ganske få. Når det handler om pædofili, er detaljer som sandheden og åben demokratisk debat åbenbart unødvendige, for alle ved jo, at jorden er flad – undskyld, at pædofile er onde, skulle der naturligvis stå.

Hensigten helliger politikernes udemokratiske midler og pressens blinde øjne.

Lovgivning efter overtro

I Danmark havde vi indtil 1965 ’Den grimme lov’, som de facto hævede lavalderen for homosex til 21 år. Loven var baseret på den ubegrundede forførelsesteori, ifølge hvilken unge mænd bliver homoseksuelle ved at blive forført af en ældre ’homofil’.

Teorien blev hjulpet frem af datidens mediehysteri, der til forveksling ligner nutidens omtale af pædofili. Påstanden om, at dukker kan tilskynde til overgreb, er en tilsvarende udokumenteret teori, som dækker over ubegrundet moralsk fordømmelse.

Selv i dag findes der altså politikere, som skamløst lovgiver baseret på overtro, hadretorik og en påstået moralsk overlegenhed, og vi må genkende og udskamme dem for det, de er.

Politikere retfærdiggør deres uvidenskabelige nonsens ved at påstå, at der slet ikke findes forskning på området, men blandt andet den anerkendte danske kriminolog Berl Kutchinsky konstaterede, at frigivelsen af porno – herunder børneporno – i Danmark medførte et markant fald i antallet af sexovergreb mod både børn og voksne. Det bekræftes af nyere undersøgelser, hvis man gider læse dem.

Det er ikke et argument mod forbuddet mod børneporno, men når porno reducerer antallet af overgreb, er det rimeligt at antage, at andre seksuelle hjælpemidler, eksempelvis børnedukker, vil gøre det samme.

Seksualdriften er en af menneskets stærkeste drifter, og hvis man ikke vil have sex med andre (pædofile grundet moral, andre grundet sociale hæmninger etc.), kan den relevante type hjælpemidler give afløb for seksualiteten uden kontakt til andre.

Porno og dukker inspirerer ikke til noget som helst, brugeren ikke allerede sagtens kan fantasere om – uanset seksualitet. Men hjælpemidler kan hjælpe med at dække seksuelle behov, som ellers kan gøre livet til en plage og hos nogle måske komme til udtryk på uhensigtsmæssig vis. Det ved enhver, der nogensinde har benyttet porno, sexdukker eller andre seksuelle hjælpemidler.

Pædofile er ikke automatisk umoralske og er udmærket i stand til at indrette deres liv som lovlydige borgere på trods af en besværlig seksualitet. Så politikere skal stoppe med at diskriminere pædofile ved at fratage dem enhver mulighed for at eksistere, som naturen har skabt dem, for at udleve deres seksualitet i fred uden at involvere andre og for at udtrykke deres tanker og følelser i tekst, tale og tegninger. Stop med at nedbryde retsstaten.

Anders er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med skribentens rigtige identitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Rasmussen

At Information ser sig nødsaget til at forsvare, at de bringer denne kronik, bekræfter mindst en af kronikørens pointer.

Katrine Dyrman, Johannes Lund, Rune Mariboe, Ole Frank, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen, Anders Viborg, Anders Olesen, Alvin Jensen, ingemaje lange, Kristian Fogh Thomsen, Carsten Mortensen, Milo Raiden, Jens Flø, Flemming Berger, Dan Ysnæs, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Lundsby, Tommy Clausen, Kenneth Krabat, Kenneth Graakjær, Anja Knoblauch, Steffen Gliese, Mikkel Ellersgaard Sørensen, Søren Bro, Ib Christensen, David Zennaro, Betina Poulsen, Christian De Thurah og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Rigtig god kronik, der tydeligt viser hvordan en hel gruppe bliver udskammet pga. af deres lyst og fantasier og ikke deres handlinger.
Håber kronikken kan give anledning til en mere nuanceret debat

Klavs M. Christensen, Johannes Lund, Rune Mariboe, Ole Frank, Hanne Utoft, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen, Anders Viborg, Anders Olesen, Alvin Jensen, Hallberg Borg, ingemaje lange, Erik Winberg, Carsten Mortensen, Milo Raiden, Jens Flø, Flemming Berger, erik pedersen, Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Lundsby, Carsten Hansen, Kenneth Krabat, Anja Knoblauch, Charlotte Mortensen, Steffen Gliese, David Zennaro og Irene Sørensen anbefalede denne kommentar

Det er Informations vilje og mod til også at bringe den slags indlæg, der gør det værd at holde avisen.

Johannes Lund, Rune Mariboe, Rikke Nielsen, Ole Frank, Svend Erik Sokkelund, Anders Viborg, Martin Andersen, Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm, Alvin Jensen, Hallberg Borg, ingemaje lange, Peter Tagesen, Erik Winberg, Klavs M. Christensen, Carsten Mortensen, jens christian jacobsen, Milo Raiden, Jens Flø, Dan Ysnæs, erik pedersen, Anders Reinholdt, Christian Mondrup, Ole Beckman, Rehne Bramlev Vokstrup, Karsten Lundsby, Tommy Clausen, Kenneth Krabat, Kenneth Graakjær, Anja Knoblauch, Steffen Gliese, Dorthe Meyer, Christian De Thurah, Ib Christensen, David Zennaro og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

at man er pædofil, kan man vel ikke gøre for, men det må sgu da være i samfundets og de berørte individers interesse, at de, der ikke lade være med at udleve pædofilien, bliver kastreret. Det kan da ikke være i orden, at der færdes den slags rovdyr, hvor almindelige menneskers børn også gør.

Simon-Matti Hørlyck Campbell

@Søren Bro, med den logik skal alle sexforbrydere vil kastreres? Og hvad med mordere? Er du fortaler for dødsstraf?
Desuden kræver seksuelle overgreb jo ikke nødvendigvis et fungerende kønsorgan.

Ole Frank, Svend Erik Sokkelund, Anders Viborg, Alvin Jensen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Lundsby, David Zennaro, Tommy Clausen, Liselotte Paulsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I en mere løssluppen og hæmningsløs tid var Information avisen, der hjalp mig igennem teenageårenes frustrationer. Så modet har altid været der.

Ole Frank, Alvin Jensen, ingemaje lange, Carsten Mortensen, Milo Raiden, Karsten Lundsby og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er så sandelig vigtigt at skelne mellem pædofili som psykiatrisk lidelse, og så den konkrete handling, som et seksuelt overgreb på et barn er. Som det understreges i debatindlægget, er der ingen nødvendig sammenhæng mellem de to fænomener.

Derfor fremstår det ærgerligt meningsforstyrrende, når forfatteren af debatindlægget i afsnittet Undergravelse af retssikkerheden problematiserer lovgivning, som alene retter sig mod individer dømt for seksuelle overgreb, og altså ikke lovgivning der beskæftiger sig med pædofili. Det er selvsagt altid værd at diskutere rimeligheden af en eksisterende lovgivning, men det undrer mig - i et problemfelt, hvor begreberne i forvejen er så betydeligt og uheldigt viklet ind i hinanden - at debatindlæggets forfatter således bidrager til selvsamme forvirring.

Hvad Dansk Fokepartis forslag om et forbud mod 'pædofile ytringer' angår, så bør det forslag nok læses ind i den kontekst, som beskrives i den linkede artikel. Det gør ikke forslaget mindre tåbeligt, bevares, men lidt flere nuancer end fremdraget i nærværende debatindlæg finder dog vej frem i lyset.

Det er nu andet debatindlæg om samme emne og med grundlæggende samme argumentation, som samme anonyme individ i løbet af de sidste par måneder har båret frem i Informations spalter.

Som et venligt forslag til Informations redaktion - siden emnet nu vækker stor og fortjent interesse - vil jeg anbefale en egentlig journalistisk behandling af emnet,

Hvordan ville det idéelle behandlingssystem for pædofile se ud? Hvad mangler i de eksisterende muligheder for rådgivning og hjælp?

Hvordan - i det omfang det overhovedet er muligt - afvejer man i et sådant behandlingssystem den pædofiles retssikkerhed - herunder spørgsmål om anonymitet og tavshedspligt - med samfundets interesse i på bedst mulig vis at sikre børn mod en risiko for overgreb?

Hvorfor forskes der ikke mere grundigt indenfor emnefeltet? Hvilken rolle spiller universiteternes stigende afhængighed af private forskningsmidler i denne sammenhæng, og hvorfor øremærkes en tilstrækkelig del af de statslige forskningsmidler ikke til dette formål? Er politikerne villige til fortsat at 'spænde vognen for hesten' i en indsats, der primært retter sig mod at rydde op når skaden er sket, frem for en indsats med forebyggelse for øje?

Ak ja, der er såmænd nok at tage fat på, Hvis drømmen om en egentlig og nuanceret debat om emnet skal indfries..

Rikke Nielsen, Ole Frank, Bruger 227265, Anders Viborg, Martin Andersen, Viggo Okholm, Sabine Stosiek, Anders Olesen, Alvin Jensen, Joy Nitav, jens christian jacobsen, Flemming Berger, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen, Rehne Bramlev Vokstrup, Mogens Holme, Karsten Lundsby, David Zennaro, Tommy Clausen, Steffen Gliese og Anja Knoblauch anbefalede denne kommentar

Simon-Matti Hørlyck Campbell, når du fjerne (kemisk eller fysisk) kønskirtlerne, fjerner eller reducerer du jo kønsdriften, og nej, jeg er ikke tilhænger af dødsstraf, ej heller for mordere, men i tilfældet sexforbrydere er der jo en ganske udtalt sammenhæng mellem kirtler og forbrydelse, så hvis man ikke kan holde sig i skindet, må der handles, og det er tilsyneladende jo ikke altid nok med fængsel og/eller terapi.

Jeg har tit tænkt på, hvor forfærdeligt, det må være at være pædofil. For som forfatteren så rigtigt skriver, så er seksualdriften er en af menneskets stærkeste drifter. I dag kan man jo producere temmelig realistiske animationsfilm, så hvis det hjælper de mennesker at se voksne (mænd) have sex med spædbørn, og opefter, så kan jeg ikke se noget problem i det.

Anders Christensen

Dette indlæg er skrevet af forfatteren til den kronik, der debatteres her. Jeg har lovet Information at starte alle indlæg med at gøre opmærksom på, at mit navn er opdigtet. Jeg er desværre nødt til at være anonym af de grunde, jeg anfører i kronikken.

@Torsten - rart at se dig her i debatten igen! Til andre deltagere i debatten kan jeg fortælle, at Torsten har ret i, at jeg tidligere har offentliggjort en betydelig længere udgave af det, der nu er blevet til denne kronik, andetsteds på Informations debatsider - dog som "almindelig" kommentar i kommentarsporet, ikke som debatindlæg eller kronik i avisen. Derfor virker det også lidt søgt, når du, Torsten, kritiserer mig for ikke at have nuancer nok! Faktisk har Information undtagelsesvist tilladt mig næsten dobbelt så meget plads som normalt til en kronik, hvilket jeg er dem yderst taknemmelige for, og jeg kan uden at overdrive love dig, at der er gået rigtig mange timers overvejelser, forhandlinger og redigering forud for den version, der nu er blevet offentliggjort. Jeg ville bestemt gerne have trykt en meget længere version med mange flere og bedre nuancerede argumenter, men det tillader formatet desværre ikke. Til gengæld er jeg glad for at kunne deltage i debatten her, så evt. manglende nuancer kan komme frem.

Mht. din kritik af, at jeg problematiserer lovgivning, der retter sig mod personer, som faktisk er dømt, så giver du jo selv svaret på, hvorfor det er relevant, idet du nævner den overskrift, som eksemplerne er anført under: Undergravelse af retssikkerheden. Siger det ikke det hele? Min kronik har 2 hovedbudskaber. 1: At det er diskriminerende at bruge ordet "pædofil" og "pædofili" synonymt med personer, der faktisk begår overgreb, og 2: at denne sammenblanding af politikere udnyttes til at indføre lovgivning, der undergraver retssikkerheden for alle danskere, fordi der er stå stor modvilje mod/frygt for at argumentere imod noget som helst, der skal "bekæmpe pædofili" (eller sågar "bekæmpe sexmisbrug af børn"). Selv forslag, der undergraver retssikkerheden (som dem, jeg nævner) og ikke har nogen som helst påviselig effekt i forhold til at beskytte børn mod overgreb (igen som dem, jeg nævner), tør de færreste argumentere imod. Dét er problemet. Og derfor problematiserer jeg dem. Fordi de vitterlig er et kæmpe problem for vores demokratiske retsstat! Og det ligger mig faktisk lige så meget på sinde som forholdene for pædofile.

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at der er behov for såvel en journalistisk som en videnskabelig behandling af emnet. Hvis du ikke allerede har læst den artikel på Information, som jeg linker til i forbindelse med omtalen af Henning Beck og Thomas Hammerbrink i kronikken herover, vil jeg bestemt opfordre dig (og alle andre læsere) til at læse den. Det er decideret skræmmende.

Til alle andre: Jeg ser frem til og deltager meget gerne i enhver seriøs debat omkring min kronik her på siderne.

Rune Mariboe, Ole Frank, Hanne Utoft, Anders Viborg, Viggo Okholm, Hallberg Borg, Erik Winberg, Milo Raiden, Steffen Gliese og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar

Information Læser Man... hvis man er interesseret i at afveje tingene på lødigste vis. Nu har det personlige (anonyme) læserindlæg været bragt. Så følger jo selvfølgelig den journalistiske behandling af emnet. Ikke?

Rune Mariboe, Ole Frank, Anders Viborg, Alvin Jensen, ingemaje lange, Flemming Berger og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Anne Mette Petersen

Tak for godt indlæg. Lyt også til P1 dokumentaren https://www.dr.dk/radio/p1/p1-dokumentar/p1-dokumentar-2018-05-31

Ole Frank, ingemaje lange og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Hej Kenneth,
Vi har faktisk været journalistisk omkring emnet før. Her fra arkivet med links til andre artikler også: https://www.information.dk/moti/2014/08/paedofili-problemet-ingen-forske

Ole Frank, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

For det første: Der er ingen retfærdighed til. Du kan formodentligt lige så let blive dykkerdragtfetichist som du kan blive pyroman. Men samfundet kan altså ikke lades som om de to ting er lige farlige, og dine naboer kan ikke forvendtes at være lige så tryg ved pyromanen der bor til højre som ved dykkerdragtselskeren der bor til venstre, også selvom pyromanen siger han holder sig på dydens sti.

For det andet: normalisering af pædofili er et redskab der, i sig selv, kan bruges til overgreb. Med forstående udtalelser fra offentlige personer og et rigt, velproduceret billedmateriale i hånden kan en pædofil overbevise mindreårige om at "det hér er skam helt normalt."

Therese Hagen, Bo Mortensen, jens christian jacobsen, Marie Jensen, Merete von Eyben, Rikke Nielsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Pædofili og nekrofili er, som alle mulige andre seksuelle orienteringer, et spørgsmål om hjernekemi. Noget vi alle fødes med og dermed ingen indflydelse har på. Hvis vi anerkender dette for homoseksualitet, som de fleste idag gør, så må det også anerkendes for de to førstnævnte seksuelle orienteringer, hvor handling selvfølgelig er forbudt ved lov.

Men hvis man er dømt for pædofile handlinger og ikke vil lade sig medicinsk kastrere, så kan man ikke færdes frit blandt børn. At spærre folk inde på 2x2 meter giver ingen mening, så man må finde på andre løsninger for at afholde folk fra igen at udøve en seksualitet de ikke selv har bedt om at få.

Det hedder ikke “sex mellem voksne og børn” eller “sex med mindreårige” - de rette ord hedder overgreb på børn/mindreårige.

Rikke Nielsen, Alvin Jensen, Bo Mortensen, Nike Forsander Lorentsen, Birgit Kraft, Søren Bro og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Jeg forstår til fulde Anders' kvaler - og hans pointer fremstår for så vidt både som relevante og rimelige. indsigelser mod den måde samfundet - i bred forstand - håndterer pædofili og pædofile.

Her kan man virkelig tale om at bære et åg. Helt uforskyldt.

Men jeg tror Anders er nødt til at forstå, at stort set alle samfund føler sig kaldet til at slå ring om samfundets svageste, børnene, og derfor ikke ikke kan operere med nogen tolerancetærskel overhovedet. End ikke tillid til at pædofile er i stand til at kanalisere deres seksualitet uden om børnene.

Det er godt, at Anders er i stand til 'at udleve sin seksualitet inden for lovens rammer'. Men jeg, personligt, har ikke tillid til, at det er tilfældet for alle pædofile. Og så er grænsen allerede overskredet.

Og hvad vil det egentlig sige at udleve sin seksualiet som pædofil? Ja, man kan sige at dukker og tegneserier - isoleret set - er 'uskyldige' ting, men der findes jo desværre også børneporno på www. Er Anders også i stand til at styre helt uden om det?

Jeg tillader mig at tvivle.

Kim Folke Knudsen, Erik Fuglsang, Dorthe Meyer og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis jeg, som mor, stod med valget imellem at beskytte mine børn eller have tillid til en pædofil, ville jeg til enhver tid vælge at beskytte mine børn. Det er rent instinktivt, tror jeg.

Jeg tænker, at du må betragte din seksualitet som en privat sag. Hvis du alligevel ikke har behov for at udleve den, burde det jo heller ikke være et problem.

Erik Fuglsang, Nike Forsander Lorentsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Hmm ja som sådan burde pædofile leve i antikkens Grækenland. Normalitet er en skiftende størrelse! Men sex dukker er det ikke en privat sag og et spørgsmål om privat ejendomsret? Har jeg ikke ret til at besidde en dukke upåagtet hvilket kvaliteter den måtte have? Men sådan er samfundet DDR version 2. 0 og version 3.0 er på trapperne. Så almene krækelser af borrettigheder må forventes. Men glimrende kronik, og nej jeg er ikke pædofil eller børnelokker, men jeg ryger tobak, hvilket næsten er lige så slemt i samfundet øjne. Jeg er uendelig træt af overvågnings samfundet og den politiske korrekthed. Vi kan ikke kontrollere alle livets forhold, men samfundet bliver ulideligt fordi Speltfolket vil prøve! Vi afventer tanke politiets komme, og fængsling af enhver anderledes tænkende end puritanerne.

Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Carsten Mortensen, Milo Raiden, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Til Søren Bro: Du bør ikke undervurdere det faktum, at middelalderen endte i 1492, og at politikere - uanset hvor mange der måtte have sat deres navn på en stemmeseddel - ikke ejer folks kroppe. Selv i et så fremmed land som Indonesien har lægerne nægtet at kastrere folk på kommando. Du kan læse nærmere her:

https://www.benarnews.org/english/news/indonesian/indonesia-rights-08272...

Der er i øvrigt et par yderligere mindre indvendinger, fx. hvordan vi mon giver uskyldigt dømte deres kønsdele tilbage, og hvad stiller vi op med kvindelige sexforbrydere? Skal de måske frarøves deres klitoris? Det lader vi ligge i første omgang...

Rune Mariboe, Alvin Jensen, Milo Raiden, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Erik Pedersen, nu er der jo noget, der hedder kemisk kastration...

Søren Bo: Kemisk kastration er ikke egentlig kastration, men en nedsættelse af kønsdriften ved hjælp af medicin. Og hvis du læser i det link, jeg har givet, så er det lige præcis kemisk "kastration", som lægerne i Indonesien ikke vil gå med til at udføre, fordi de betragter det som værende i strid med den ed, de har aflagt som læger.

Af forståelige årsager har jeg ikke lyst til at opgive navn. Jeg ved ikke om avisen vil lade det stå.

Fra det jeg begyndte at blive bevidst om min sexualitet var jeg bange for at jeg var homosexuel, selv om mit miljø var rimeligt liberalt så var det dog noget af en kamel at sluge for mig, der var nok ikke mange drenge i min generation der gerne ville være homosexuelle.

Det var noget af en bekymring, men dog ikke noget der overvældede mig, men så blev jeg lidt ældre og blev bevidst om at drengene som jeg var tiltrukket af ikke længre var på min egen alder, jeg vidste ikke meget om det, men jeg havde hørt om børnelokkere og pædofile.

Jeg forsøgte at styre mine sexuelle fantasier, tænkte på piger på min egen alder, drenge på min egen alder, men yngre drenge var bare tusind gange mere tiltrækkende og dejlige, så på en eller anden måde sneg de sig altid ind i fantasierne. Jeg forsøgte at abstinere fra sexuelle tanker, det fungerede fint i en dag eller to, måske tre, men drømmene blev tilsvarende farverige, og det er slet ikke så nemt bevidst at styre hvad man kan tænke på.

Selv om jeg havde behov for at kunne snakke men nogen så var det ikke en mulighed, jeg var for bange for at blive afvist og afsløret, og selv uden risiko for afsløring var det for skamfuldt. Så jeg forsøgte at klare mig selv, læste det jeg kunne finde, og i diverse bøger om sexualitet og sexuel udvikling lærte jeg så at jeg var pervers, syg og farlig, medierne rettede mit selvbillede til at jeg var et monster.

Jeg var ca 15 år.

Jeg ønskede at dø, for at slippe for mig selv, fordi jeg ønskede ikke at være sådan, for at beskytte min familje mod skammen at en af deres skulle være sådan, men også fordi jeg var bange, jeg troede på det som jeg havde lært, jeg troede at jeg var et monster, jeg var bange for at noget skulle ske, at jeg ville få et sammenbrud eller noget, at jeg ville gå ud og kidnappe, voldtage og dræbe et barn, det er jo det pædofile gør.

Jeg tænkte på selvmord, men jeg kunne ikke begå selvmord uden at forklare min familje hvorfor, jeg forsøgte at skrive selvmordsbreve, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem hvorfor det var nødvendigt at dø, det var langt langt værre at være pædofil end at være død, men samtidig kunne jeg ikke begå selvmord uden at forklare hvorfor.
I mange år forsøgte jeg at finde ud af hvad ville være værre for dem, at jeg begik selvmord uden forklaring eller at de fandt ud af at jeg var pædofil og havde begået selvmord, der var bare ikke nogen jeg kunne spørge om det, så det forblev det et uløseligt dilemma.
Det var klart at den eneste mulighed jeg havde var at dø, for at slippe væk fra mig selv, for at beskytte min familje og for at beskytte børn inden jeg gjorde noget mod et barn som jeg absolut ikke ønskede, men det var bedst hvis det ikke så ud til at være selvmord og ingen fandt ud af at jeg var pædofil. Jeg eksperimenterede med diverse tanker og forsøg på at dø, uden at det ville se ud som et selvmord, men det er overraskende vanskeligt.

Det bedste jeg kunne gøre var at håbe og bede til at jeg ville dø, i årevis var min aftenbøn "gode gud, lad mig ikke vågne i morgen".

Som forstås så havde jeg det ikke så godt, men der var dog et lille håb, at det kun var en overgangsperiode og at som jeg blev ældre ville jeg blive som alle andre.

Da jeg var ca 18 blev jeg for første gang jeg kan huske dybt forelsket, det var i en dreng som var ca. 10. Dermed var alt håb ude, det var ikke kun nogle forkerte sexuelle fantasier, der var ingen tvivl om at jeg virkelig var pædofil hvis jeg kunne blive forelsket i et barn.

Almindeligvis er det nok en dejlig følelse at være forelsket, men for mig var det mindst lige så forfærdligt. Lige så meget som jeg elskede ham så hadede jeg mig selv, men der var bare ikke noget jeg kunne gøre. Jeg overvejede at gå til en psykolog, men turde ikke og troede heller ikke at det ville gøre noget godt, selvmordstankerne havde selvfølgelig været der i flere år, men jeg var ikke kommet nærmere.

Det er nok ikke nemt at forestille sig hvor alene man er som pædofil, selv min nærmeste familje og nærmeste venner, mennesker som jeg elskede og respekterede mere end mig selv var også mine værste fjender.
I årevis havde jeg mareridt hvor jeg blev konfronteret med at jeg var pædofil, jeg kunne se hvordan mine forældre blev såret, hvordan jeg forårsagede dem pine og skam, hvordan de kiggede på mig med afsky og had og vendte ryggen til og udstødte mig, ikke fordi jeg havde gjort noget forkert, men fordi jeg var noget forkert.
Jeg var så bange og paranoid for at nogen skulle finde ud af at jeg var pædofil at jeg i årevis ikke kunne sove i samme rum som andre, hvad hvis jeg kom til at sige noget i søvne.
Eller hvor ondt det gør når en "pædofil sag" var i medierne, og personer som jeg elskede og respekterede med had og afsky siger at "pædofile skal kastreres og tortureres til døde", og jeg kunne end ikke sige undskyld for at være noget så forkert.

Jeg havde et ekstremt stærkt behov for at kunne komme ud, være ærlig, være mig selv, alt mit liv og alle mine relationer var løgn, jeg kan huske at jeg sad i skolen og havde dagdrømme om at skrige ud at jeg elskede ham, intet kunne ændre det, så kunne de dræbe mig hvis de ville, men det var selvfølgelig umuligt, for megen skam, for meget frygt, jeg kunne ikke ændre mig selv, jeg kunne ikke leve med mig selv, jeg kunne ikke dø.

Af en eller anden årsag udviklede jeg en dyb depression...

Hvordan overlever man sådan en ungdom? Mange gør ikke, diverse undersøgelser viser at rigtig mange pædofile har prøvet at begå selvmord, hvor mange af de unge som begår selvmord gør det fordi de føler at de er pædofile kan man kun spekulere om.

Det er meget simpelt, som pædofil har man ingen, der er ingen steder i hele verden hvor man kan forvente forståelse, endnu mindre hjælp med de problemer man har, man tæller ikke med som menneske, og har dermed heller ikke menneskelige behov, man er kun en ting, en forbudt, syg, pervers og ond sexualitet.

Nu er jeg blevet ældre, jeg formår at analysere og perspektivere, jeg ved at det meste af det som alle ved om pædofili er forkert, men jeg ved også at det er lige meget hvad der er sandt og hvad der ikke er sandt, historien om de pædofile er et at de bedste eksempler på at sandhed kun er et spørgsmål om hvad er nyttigt.
Jeg kan også uden selvmedlidenhed se at jeg er beskadiget, det ligger meget dybt i mig at jeg ikke har noget samfund, og jeg tror ikke der er noget der kan ændre det, det er ikke et spørgsmål om rationalitet, viden eller intelligens, rationelt ved jeg at jeg er et menneske, men jeg formår ikke at se mig selv som et, jeg har aldrig fået så meget som et signal fra "mit" samfund at jeg skal regnes som et menneske, der imod utallige at jeg ikke skal ses som et.

Hvorfor gider jeg at skrive alt det her, er det for at få medlidenhed? Nej, for mig er det for sent, men situationen er ikke blevet bedre siden min ungdom, hvis noget er den blevet værre med sociale medier og endnu lavere kvalitet på traditionelle medier.

Bemærk at jeg gør forskel på den sexuelle orientering pædofili (som nogle bedrevidende kalder en sygdom) og sexforbrydelser der involverer børn. I følge diverse retsvæsner bla det danske er 10-20% af dem der begår sexforbrydelser mod børn pædofile, d.v.s 80-90% er ikke pædofile. (med andre ord, i de fleste tilfælde hvor der er en "pædofil sag" er der er virkeligheden tale om en "heterofil sag"), men det er et helt andet emne og en helt anden problematik, og har som så ikke noget med pædofili at gøre, selv om medier ret konsekvent blander dem sammen.

Hvad så om pædofile lider og ønsker de ikke eksisterede, er der nogen der lægger noget i det? Nej, i det store og hele er der ikke nogen der lægger noget i det, hvis noget så ønsker de fleste at pædofile skal lide mere end de gør, helst så meget at de holder op med at eksistere, men som jeg forsøgte at forklare ovenfor så er selvmord ikke så nemt selv om man ønsker at dø.

Pædofile er også en slags mennesker, de har præcis de samme behov som alle andre, og de bliver også påvirket af deres miljø lige som alle andre.
De varierer selvfølgelig også lige meget som alle andre, min historie er kun min egen, men jeg tror ikke at jeg er så unik at min historie er helt unik, jeg tror mange, især unge pædofile kæmper med de samme problemer, hvordan de kommer ud af dem, hvis de kommer ud af dem, vil sandsynligvis være individuelt. Hvad der er helt sikkert er at der aldrig på nogen måde bliver rækket den mindste hånd ud mod dem at hjælpe dem med de problemer de har, det er kun det modsatte at der bliver forsøgt fra alle sider at gøre deres liv så surt som muligt.
Er der nogen der kan påstå at den påvirkning er positiv og opbyggende eller på nogen måde gør den pædofile til et bedre menneske?
Er der andre tilfælde hvor en gruppe mennesker bliver bedre jo mere de bliver trådt ned, jo mere de bliver marginaliseret og hadet?
Det tror jeg ikke, og efter min mening er der absolut ikke noget mærkeligt i at nogle pædofile vender samfundet ryggen, lige som det har vendt dem ryggen, hvorfor skal en pædofil bekymre sig om hvad samfundet synes, tænker eller tror? Han eller hun er forhadt og udstødt lige meget hvad.
Hvad så om man risikerer at ende i fængsel hvis man bryder en lov? Der er jo ikke så meget at miste når man ikke så meget som kan være sig selv, når man begår en moralsk forbrydelse bare ved at eksistere.

Det som undrer mig mest af alt er at de fleste pædofile trods alt er lovlydige, der er ikke mange argumenter for at de skal gide være det.

Rune Mariboe, Anna Regine Irgens Bromann, Anders Viborg, Jens Flø, Viggo Okholm, Bo Jensen, Alvin Jensen, David Zennaro, Morten Pedersen, Irene Sørensen, Mathilde Severinsen, Milo Raiden og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar

@Anders;

Du får det til at lyde som om pædofili er en harmløs aberration, og dette mener jeg i sig selv er umoralsk. Det er klart at du ikke skal dømmes af -loven- hvis du ikke har begået noget ulovligt, men det er ganske urimeligt at bede andre mennesker om at afvige så kraftigt fra en af deres dybeste, instinktive overbevisninger fordi du har svært ved at leve med dig selv.

Idéelt set ønsker alle vel frihed, men vi lever nu engang i en verden hvor man må prioritere. Vi er ikke frie, og derfor bliver vi nødt til at sætte grænser. Og du forstår vel at -ethvert- sundt individ vil sætte deres børns tarv over en pædofils lyster, om de så udleves eller ej?

Jeg mener personligt at pædofili er en sygelig perversion af menneskets seksualitet, men jeg tror ikke på at det nødvendigvis er en tilstand der er permanent. Fra et åndeligt perspektiv er jeg overbevist om at det ikke er permanent, da jeg tror på at alle sjæle er rene i deres kerne. Derfor er jeg også overbevist om at du før eller siden på din rejse tilbage til Lyset nok skal slippe af med disse tanker der plager dig. Men fra et praktisk perspektiv, så mener jeg ikke at pædofili bør have -nogen- som helst plads i offentligheden.

Der er undersøgelser der viser at de fleste pædofile er det fordi de selv er blevet misbrugt som børn. Og hvis det i offentligheden siges at pædofili er en helt almindelig seksualitet, så, lad os nu ikke narre os selv, vil flere børn blive misbrugt.

Det kan ikke være let at være pædofil hvis man, med rette, er overbevist om at det er forkert, men det er noget der bør behandles i hemmelighed af nogle meget professionelle mennesker. Der er efterhånden mange eksempler på folk der har haft en seksualitet de ikke har været tilfredse med, primært homoseksualitet, som enten gennem terapi eller religiøs praksis har været i stand til at ændre denne.

Hvad angår retssikkerheden, så må du altså have mig undskyldt; hvis det er den vi taler om, så er den nyligt indførte "påvirkningslov" (se den blive kritiseret voldsomt af 3 gråhærdede jurister, den ene professor, her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ) LANGT LANGT LANGT alvorligere end en sygelig minoritets manglende "ret" til at tale i offentligheden om noget af det mest private og intime i et menneskes liv, og så endda et så dybt unaturligt udtryk for det.

Hvis du virkelig bekymrer dig for retssikkerheden og ytringsfriheden, så synes jeg at du skal begynde at agitere for at nogen tager "påvirkningsloven" kritisk op.

Anders Christensen

René Arestrup, jeg forstår såmænd udmærket, at civiliserede samfund beskytter deres børn. Jeg har vist heller aldrig hverken påstået andet eller argumenteret imod det fornuftige i det. Men at samfundet beskytter børn udelukker ikke at tale ordentligt til og om pædofile, der, som du siger, er helt uden skyld i den besværlige og forkætrede seksualitet, de har. Man beskytter ingen børn ved at bruge udtryk som "dømt for pædofili", som mere end antyder, at selve det at være pædofil er kriminelt og forkasteligt. Og det er netop den ene af de to hovedpointer i min kronik.

Du skriver også, at bare én pædofil bryder loven, er grænsen overskredet - åbenbart som argument for at betragte og behandle alle pædofile som (potentielle) forbrydere. Hvordan er det anderledes end for heteroseksuelle? Bør man så ikke også nære automatisk mistillid til heteroseksuelle mænd, når der nu er så mange eksempler på alt fra dagligdags sexisme og "småkrænkelser" til voldtægt? Og så finder jeg det ærlig talt underlødigt, at du beskylder mig for at se børneporno. Du aner intet om mig, ud over at jeg er pædofil, så du er desværre et perfekt eksempel på de enorme fordomme over for pædofile, jeg påpeger. Jeg skal undlade at spekulere i, om du mon kan lade være med at gramse lidt på damerne i de overfyldte morgenbusser eller på diskotekernes dansegulve. Men "jeg tillader mig at tvivle."

Og til Rikke Nielsen, problemet er jo ikke, om min seksualitet er en privat sag - selvfølgelig er den det. Igen må jeg påpege, at min kronik faktisk ikke handler om pædofiles udlevelse af deres seksualitet. Den handler først og fremmest om, at vi i det mindste - i et samfund, der er så civiliseret, at vi bl.a. beskytter børn - bør kunne tale ordentligt til og om hinanden. Selv til og om pædofile! Og det er da i høj grad en sag, der hører hjemme i den offentlige debat. Især når Folketinget nu vil forbyde sexdukker, som der ikke findes det ringeste bevis for, er farlige, hvilket kun efterlader den afsky, folk føler over for pædofile og deres fantasier, som begrundelse for forbuddet (og så måske lidt stemmefiskeri). Samt når samme Folketing netop har tilladt ransagninger hos dømte sexforbrydere uden ransagningskendelse resten af deres liv, hvilket objektivt set er udtryk for en voldsom undergravelse af retsstaten, og hvilket kun vil have en effekt, hvis man tror, at politiet tilfældigvis vil komme og ransage på præcis det tidspunkt, hvor en sexforbryder har fået lokket et barn med hjem og skal lige til at begå et overgreb (hvilket også forudsætter, at forbryderen er dum nok til at tage barnet med hjem vel vidende, at der kan ske en ransagning når som helst). Det virker mildest talt tvivlsomt.

Hvis det kunne beskytte børn, ville det være helt fint med mig, men pointen her er netop, at det er lovgivning uden anden effekt end at udhule retssikkerheden. Er det det værd? Al erfaring viser jo, at den slags tiltag altid breder sig til andre områder med tiden. Da DNA-prøver blev indført for mange år siden, var det vist kun folk, der blev dømt for de allerværste forbrydelser, der blev tvunget til at afgive en DNA-prøve. Nu kræver det ikke engang en dom, men bare en sigtelse for "småting" som butikstyveri, før politiet kan forlange, at man afgiver en DNA-prøve. Så det med ransagninger uden kendelse skal såmænd nok også brede sig til jer ikke-pædofile! Det mener jeg som borger i Danmark er dybt problematisk for vores samfund. Og dét er den anden hovedpointe med min kronik.

Og apropos de der tåbelige dukker... jeg begriber simpelthen ikke, hvad politikerne vil opnå ved at forbyde dem (ud over billige point hos vælgerne). Det virker, som om de tror, at hvis de bare forbyder tilstrækkelig mange ting, som pædofile kan bruge og tænke på og kigge på, så holder vi op med at være pædofile... hvor ville jeg dog ønske, at det var rigtigt, men det er det altså ikke! Man kan simpelthen ikke forbyde sig ud af, at der findes pædofile. Nok så mange forbud fjerner altså ikke de tanker og præferencer, der findes i vores hjerner. Og hvordan hjælper det noget barn, at et par pædofile ikke kan få en dukke og derfor går mere frustrerede rundt? Forhindrer det, at der bliver født nye pædofile? Forhindrer det, at eksisterende pædofile har de tanker og følelser og præferencer, som de har? Forhindrer det fantasier om børn? Forhindrer det overgreb? Pædofile har stadig øjne i hovedet - skal børn på film og i tv også forbydes? Skal der indføres burka-PÅBUD for børn i det offentlige rum for at forhindre, at en fordækt pædofil sniger sig til at kaste et gedulgt blik på et barn? Tankerne, følelserne, præferencerne, fantasierne findes i pædofiles hoveder uanset hvad (og uanset hvor meget vi selv gerne ville af med dem). At forbyde dukkerne ændrer ikke en døjt på det. Og i demokratier forbryder man altså ikke ting, der ikke er farlige, bare for at politikere kan vise, at de "gør noget".

Thomas Faber, du skriver blandt meget andet: "Der er efterhånden mange eksempler på folk der har haft en seksualitet de ikke har været tilfredse med, primært homoseksualitet, som enten gennem terapi eller religiøs praksis har været i stand til at ændre denne." Nej, det er der lige præcis nul eksempler på. Der er derimod mange eksempler på, at indskrænkede og fordomsfulde personer som dig forsøger at presse homoseksuelle og andre til at ændre deres seksualitet, hvilket så måske kan medføre ændret adfærd, som regel til stor skade og smerte for den homoseksuelle, men han/hun er stadig lige homoseksuel.

Gunilla Funder Brockdorff, Rune Mariboe, Jens Flø, Anders Olesen, David Zennaro og Milo Raiden anbefalede denne kommentar

@Anders og Hr Jensen,

Først og fremmest tak fordi i tog jer tid til at skrive om jeres udfordringer her. Tankevækkende læsning. Det er klart at man ikke kan karakterisere et helt menneske ud fra ét karaktertræk, og derfor er det en total falliterklæring fra samfundets side, at man accepterer at mennesker med en anden seksualitet bliver omtalt i så fordømmende vendinger. Det er klart at samfundet ikke har gavn af, ikke at moderere den måde en gruppe borgere bliver omtalt på uanset hvilken seksualitet de måtte have. Og selv her, i et modigt forsøg på føre en civiliseret dialog, kan jeg se at man ikke skulle vente særlig længe før nogen foreslog kastration. En ung mand fortæller om at han har gået med tanker om at begå selvmord i årevis, og at hans forældre, som ønsker en smertefuld død over pædofile, uvidende om at deres eget barn er det "monster" som de tager så stærkt afstand fra. Hvilken skæbnes ironi. Måske er det din søn som skriver her, uden at du ved det?

Rune Mariboe, Svend Erik Sokkelund, Jens Flø, Viggo Okholm, Alvin Jensen, ingemaje lange, Steffen Gliese og Sine Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Hr Jensen,

Det du der går og kæmper med, er efter min bedste overbevisning alt, alt for meget for et enkelt menneske at bære. Jeg vil derfor indtrængende anbefale dig at kontakte sexologisk kliniks anonyme rådgivning allerede i morgen, via nummeret du finder i dette link:
https://www.psykiatri-regionh.dk/bryd-cirklen/kontakt-raadgivningen/Side...

Derudover vil jeg blot påpege, at mange mennesker ofte ytrer sig alt for bombastisk og uden omtanke om forhold, de bilder sig ind ikke berører dem selv. Ikke mindst så misforstået et begreb som pædofili. Tonen på de sociale medier er ofte ubønhørligt hård og afstumpet, og mennesker får ofte sagt og skrevet uhyrligheder, som de ved blot lidt efterfølgende omtanke slet ikke kan stå inde for.

Pædofili vækker meget stærke følelser - ikke mindst frygt og afsky - i mange ikke-pædofile mennesker. I det mindste så længe man kan forholde sig til den pædofile som en abstraktion - som 'børnelokkeren', 'overgrebsmanden'. Samtidig indeholder denne abstrakte forestilling allerede tanken om et overgreb på et barn, hvilket kun forstærker frygten og afskyen.

Altså er det ikke den pædofile som menneske, al denne frygt og foragt primært er rettet mod. Det er ikke dig, men et vrængbillede, hadet er rettet mod.

Så langt har du allerede tænkt selv, skriver du ganske vist. Men så afgørende indsigter er kun halvt integreret i selvet, hvis de alene er opstået på baggrund af analytisk, rationel tænkning. Man kan som oftest ikke på egen hånd tænke sig til en 'selv-accept', hvis man først har mistet den. Dertil har man hjælp behov! Den hjælp som rent faktisk er tilgængelig, bør du derfor unde dig selv at række ud efter. Endnu en gang:

https://www.psykiatri-regionh.dk/bryd-cirklen/kontakt-raadgivningen/Side...

P.S. Er det i første omgang for stort et skridt, så kan jeg anbefale dig - som en modvægt til den umådelige råhed på de sociale medier - via f.eks. Youtube at stifte nærmere bekendtskab med f.eks. Gabor Maté eller Rusell Brand. Ingen af de to beskæftiger sig med emnet pædofili i noget videre omfang, men deres tilgang og perspektiv på mennesket er for begges vedkommende eftertænksomt og generøst. Meget fjernt fra tidens standardreaktioner..

Rune Mariboe, Rikke Nielsen, Anders Reinholdt, Anders Olesen, Alvin Jensen, ingemaje lange, Thomas Christensen, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Anders Christensen, jeg mener bestemt, at jeg har talt pænt både om og til dig. Også selvom jeg har fremhævet de grundlæggende problemstillinger, der er om din seksualitet. Men du lader dig ramme af begrebsforviringen - fordi medierne og omgivelserne taler om mennesker, der begår sexforbrydelser som pædofile, så er det altså mennesker, der begår sexforbrydelser, de taler om. Og det ved du også godt. Du har så ladet begrebsforvirringen internalisere, og ladet den fylde i dig. Måske fordi du selv er bange for at blive et menneske, der begår sexforbrydelser.

Men der er altså nogle ting, du bliver nødt til at acceptere. Du kommer altid til at have din 10-årige kæreste med hjem til mor og far til juleaften. Så dit ønske om normalisering bliver nok svær at opfylde, ligegyldig hvor flink og sympatisk du måtte være. Og hvem siger, at jeg er naiv over for heteroseksuelle mænd, der er i nærheden af mine børn?

Nike Forsander Lorentsen, Joy Nitav og Thomas Faber anbefalede denne kommentar

Nogle af skribenterne her har en overdreven tro på Androcurs virkning. Det er rigtigt, at det kan forhindre mænd i at få rejsning, men det fjerner ikke de sexuelle følelser og tanker.

Klavs M. Christensen

Kontroversielt og vigtigt debatindlæg; sikkert ende stødende for nogen. Tak. Håber der kommer liv i denne diskurs. Om vi vil eller ej er pædofili præsent og vi skal forholde os til det som samfund. Den vanlge råben og skrigen om kastration og fangehul fører intet sted hen. Tværtimod

Rune Mariboe, Anders Viborg, Jens Flø, Anders Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Østrogener fjerner desværre heller ikke lysten til sex for mænd. Der er ingen kemiske løsninger på dette problem. Lige som pædofile er nødt til at indse, at de ikke kan udøve deres sexualitet med mennesker, så må vi også indse, at pædofile findes iblandt os. Og vi får intet ud af at stigmatisere dem.

Rune Mariboe, Anna Regine Irgens Bromann, Jens Flø, Anders Reinholdt, Anders Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Christensen

Dette indlæg er skrevet af forfatteren til den kronik, der debatteres her. Jeg har lovet Information at starte alle indlæg med at gøre opmærksom på, at mit navn er opdigtet. Jeg er desværre nødt til at være anonym af de grunde, jeg anfører i kronikken.

Hr. Jensen: Som pædofil kan jeg genkende mange af dine tanker og følelser og overvejelser. Det er svært at sige noget fornuftigt til dig her, men lad mig prøve med et par ting. 1: Der er INTET galt med dig! Så længe du behandler andre ordentligt, har du intet at skamme dig over. Jeg ved, at det er meget, meget lettere sagt end gjort, men sådan er det. 2: Torsten Jacobsens forslag er gode - i din situation er det bestemt på sin plads, at du søger hjælp. 3: Skriv evt. til Information og bed dem give dig min mailadresse - det giver jeg dem hermed lov til.

Til alle andre, jf. Hr. Jensens indlæg: Dette er det kæmpestore og meget, meget håndgribelige problem ved, at det for nogle år siden lykkedes nogle løgnagtige tosser at få lukket foreningen Pædofilgruppen, der fandtes dengang. Der kunne pædofile møde andre pædofile og få snakket ud om tingene, støtte hinanden osv. Desværre mente mange, både borgere og politikere, at når pædofile mødes, så handler det jo nok om at bytte børn til sex - eller i hvert fald børneporno. Apropos Dansk Folkepartis forslag om at forbyde pædofile at udtale sig og mødes "i hemmelighed". Og derfor blev foreningen udsat for en så voldsom hetz, at den valgte at lukke. Derfor har alle de pædofile, der vokser op nu, meget ringe chance for nogensinde at møde andre pædofile, der kan støtte dem og vise dem, hvordan man kan fungere som pædofil, både uden at krænke børn, men også uden at havne i bundløs depression, alkoholisme og det, der er værre. Hvilket desværre, men meget forståeligt, er konsekvensen. Det er samme forfejlede princip, der ligger bag ønsket om at forbyde sexdukkerne.

@Thomas Faber: Dine "beviser" stammer fra religiøse organisationer, der selv går ind for (og tilbyder?) "behandling" mod homoseksualitet. Det siger vist alt.

@Rikke Nielsen, jeg var ikke ude på at antyde, at DU Ikke taler pænt til mig! Det gør du bestemt, og tak for det! :-) Jeg ville bare påpege, at det med tonen var min pointe med kronikken, ikke det med, om min seksualitet er en privat sag, eller pædofiles udlevelse af deres seksualitet, som jeg forstod, at du mente, den handlede om. Og jeg synes altså stadig, at du enten misforstår eller fordrejer mine holdninger, f.eks. når du skriver: "Men der er altså nogle ting, du bliver nødt til at acceptere. Du kommer altid til at have din 10-årige kæreste med hjem til mor og far til juleaften." Har jeg måske nogensinde givet udtryk for, at jeg vil have en 10-årig kæreste? Har jeg nogensinde givet udtryk for, at jeg ikke accepterer, at det ikke kan lade sig gøre, og at jeg aldrig (som jeg tror, der skulle stå) kan tage sådan en kæreste med hjem til mine forældre? Det er altså skidt for debatten, at du pådutter mig den slags holdninger, som jeg aldrig har udtrykt - selv om vi taler pænt til hinanden.

Til alle andre, der har skrevet her med forstående/støttende indlæg: Tak!

Rune Mariboe, Hanne Utoft, Jens Flø, Anders Olesen, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen,

Nu brugte jeg mig selv som eksempel, ideen var dog ikke at fokus skulle være på mig, der er ikke noget specielt interessant med mig, ideen var at vise hvad "en" person kan gennemgå som ung, på nogle mere generelle ting ved at være menneske, at der er sådan en ting som årsag og virkning.

Jeg er fuldstændig enig med dig i at det er for meget for en person at håndtere alene, men sådan er situationen så for mange, måske de fleste.

Da jeg skrev at for mig var det for sent, så mente jeg det meget bogstavligt, jeg er ødelagt og jeg tror ikke at jeg kan komme mig, derfor har personlig rådgivning, hvor velment den end er ikke nogen relevans for mig.

Årsagen til at jeg skriver er at jeg tror at der sidder mange unge og kæmper med det som jeg kæmpede med. Og jeg tror, at fordi de ikke får forståelse eller hjælp som de kan bruge, så vil der komme til være nogle af dem der begår forbrydelser de ikke ønsker at begå. Jeg faldt den ene vej, men jeg har ingen illusioner om at var jeg en lille smule anderledes, situationen en lille smule anderledes kunne jeg det samme være faldet en anden vej.

Men vedrørende Sexologisk Klinik, jeg har ingen tillid til deres kompetencer, deres etik, deres metoder, deres viden og især ikke deres ideologi.

I tilfælde hvor en person har seksuelle problemer, f.eks. hyperseksualitet eller dårlig impulskontrol tror jeg de muligvis kan hjælpe, eller i tilfælde hvor personer har seksuelle tvangstanker de ikke kan slippe fra.

Men i tilfælde hvor en person har en seksuel orientering de ikke kan lide tror jeg at det i bedste tilfælde er spild af tid, i værste tilfælde yderligere beskadigelse.

Alt som jeg har set og hørt om dem tyder på at de holder fast i en udgået ideologi at pædofili ikke skal ses som en seksuel orientering. Det er en ideologi baseret på en moralsk overbevisning om hvordan seksualitet skal være, den er ikke evidens baseret på nogen måde.

Hvorfor er det så vigtigt at pædofili er en seksuel orientering? Fordi sådan føler den pædofile den, det er en del af den pædofiles identitet på samme måde som for seksuel orientering er for en heterofil eller homofil, sådan opfører den sig.
Bortset fra emnet for tiltrækning er der ingen forskel på den som seksuel orientering og andre seksuelle orienteringer.

Bemærk hvordan de på deres side problematiserer det at have ”seksuelle tanker om børn”, for en pædofil er det de eneste naturlige seksuelle tanker, en pædofil har ikke seksuelle tanker om voksne, dyr, biler eller andet.

Havde de haft en hjemmeside for 50 år siden ville der have stået ”seksuelle tanker om en af samme køn”.

Nu har institutioner som Sexologisk Klinik i årtier forsøgt at udrydde ”seksuelle tanker om børn”, hvor meget tættere er de kommet på deres mål?

Derfor tror jeg ikke Sexologisk Klinik er en del af nogen løsning vedrørende pædofile, tværtimod tror jeg de er en del af problemet, de er en del af det system som har opbygget fordomme, som har sygeliggjort pædofile, og som holder fast i den sygeliggørelse der gør det umuligt at komme videre.

Selvfølgelig siger de at de er fantastiske, de er eksperterne og ingen har ekspertise at kritisere dem, men jeg tvivler om mere end et meget lille mindretal af pædofile har nogen tillid til dem.

At sende en pædofil til Sexologisk Klinik er for mig noget af det samme som at sende en jøde til Goebbels fordi han er ekspert i jødernes situation.

Her må jeg så tilføje en lille disclaimer, det er selvfølgelig muligt at jeg tager fejl af dem, men det er det indtryk jeg har fået, og dermed den tillid jeg har.

Hvis man oprigtigt ønsker at hjælpe pædofile, så de ikke går ned ad en sti hvor man ikke ønsker dem, er der ingen vej uden om at møde dem der hvor de er.

Selv har jeg leget med tanken om noget som jeg tror i mange tilfælde ville hjælpe, det lyder måske lidt drastisk, men jeg mener det ganske seriøst.

Et tilbud om assisteret selvmord til pædofile, hvor den pædofile havde en mulighed for at få en falsk dødsattest for at beskytte de nærmeste.

Det ville være en win, win, win.

For den pædofile en værdig og ikke for ubehagelig udgang, for de nærmeste beskyttelse mod at vide at deres søn eller mindre sandsynligt deres datter begik selvmord, og samfundet slap af med folk der er uønskede.

Hvis man som samfund udvikler moral, regler og love der udelukker en gruppe, gør dem til undermennesker, tager basale behov fra dem som at kunne være sig selv, at kunne føle sig trygge eller som del af samfundet, og stiller dem i udsigt at det kun bliver værre herfra, så har man også et etisk ansvar for dem og ikke mindst for hvordan de reagerer.

Realistisk set er et tilbud om assisteret selvmord det bedst tænkelige som situationen og holdningerne er i dag, der skal nok være lovgivning der skal overkommes, og der vil være dem der vil sige at syge mennesker ikke skal dræbes, de skal hjælpes, deres argument falder selvfølgelig hvis det bliver accepteret at der er tale om en seksuel orientering og ikke en sygdom, men selv i det tilfælde hvor det ikke kan accepteres, så vil der være tale om en kronisk sygdom der ikke kan helbredes. Der er lande der har indført assisteret selvmord til uhelbredeligt syge uden udsigt til forbedring, det kan også gøres her.
Og ikke mindst, jeg ville forvente at sådan et tilbud ville få bred opbakning bland folket.

Så længe det er frivilligt er det etisk set at bedre for mange pædofile end hvad der allerede sker i dag.

I følge det som jeg har set af undersøgelser så er der rigtig mange pædofile der går med kroniske selvmordstanker, jeg ville ikke være overrasket hvis et stor procentdel af de pædofile ville tage mod sådan et tilbud, hvis de havde tillid til det. Der er så ingen tvivl om jeg ville have gjort det da jeg var ung.

Og hvis det ikke fungerede, ingen tog mod tilbuddet, så var intet mistet.

Anders Anonym og Information skal have TAK for at bringe disse perspektiver omkring en forbudt, fordømt, forhadt seksualitet op til beskuelse, overvejelse og debat!
På mange andre områder har vi allerede formået at skelne mellem "tilbøjeligheder" og HANDLINGER - men på détte område, "pædofili" har der været berøringsangst - man skulle jo nødigt kunne mistænkes for at ville forsvare pædofile handlinger.
Og Anders Anonyms kronik er en god begyndelse på at få ryddet op i begreberne, så man har lidt at stå iod med, når visse populistiske demagoger forsøger at høste politisk på ureflekterede fordomme og almindelig uvidenhed.
Men med en vis ængstelse kan vi dog nu se frem til flere vanskelige skridt på vejen til anerkendelse af lovlige pædofile tanker og følelser, der ikke udleves i handling:
Indebærer en sådan anerkendelse også en RET til at blive diagnosticeret og behandlet, hvad en sådan behandling end måtte indebære?
Hvordan kan der sondres mellem "pædofile ytringer", der alene anerkender retten til at HAVE og HUSE sådanne tanker og følelser - og så "pædofile ytringer", der antages at kunne indebære "smitte" og medføre direkte eller indirekte anerkendelse af pædofile HANDLINGER?
Og dértil kommer alle de kendte sondringer om ætiologi - om "social konstruktion" ctr. "genetisk betingning".
Nå, dén tid, dét bøvl - Anders Anonyms kronik er er god begyndelse på at kunne skelne mellem anerkendelse og fordømmelse.

Torsten Jacobsen

Hr Jensen,

Jeg ved ikke i detaljen noget om, hvordan sexologisk klinik griber henvendelser an. Det er min kvalificerede formodning, at den indsats der er iværksat via 'Bryd cirklen' har to primære formål, i prioriteret rækkefølge:

1. At fungere som forebyggende indsats, dvs. forhindre overgreb på børn.
2. At hjælpe pædofile til i så vid udstrækning som overhovedet muligt at finde fred i et liv med en seksuel orientering, der i et samfundsperspektiv er potentielt farlig/skadelig, og derfor 'uacceptabel'.

Psykiatriens sprogbrug er ganske vist - og paradoksalt nok - ofte koldt og nøgternt, hvilket jo ikke i sig selv inviterer til en henvendelse med et lidelsesfuldt problem. Der er bestemt noget urovækkende ved at møde op i al sin naturlige 'væren', vel vidende at man vil blive 'diagnosticeret', ens sjæleliv blive kategoriseret og beskrevet i diagnostiske termer. Var jeg dig ville jeg dog vælge forsøgsvis at sætte mig ud over dette ubehag - sætte parentes om det, så at sige - og forsøge at fremtvinge en nysgerrighed og interesse i, hvad et så anderledes perspektiv måske vil kunne berige mit eget med. I og med rådgivningen er anonym og derfor i det mindste indledningsvist uforpligtende, har jeg svært ved at se, at der er noget egentligt at tabe ved en sådan henvendelse.

--

Smerten ved uden eget ønske eller skyld at leve i dette skisme - en seksuel orientering, hvis frie udlevelse hverken kan eller bør accepteres af det omgivende samfund - beskriver du kun alt for klart. Det er i bogstavelig forstand utvivlsomt en ulidelig og derfor permanent uholdbar psykisk tilstand, med følgevirkninger der rækker ud over den pædofiles partikulære situation, og ind i det alment-menneskelige.

Jeg ved ikke, hvordan det er at leve med så tungt et åg. Men jeg ved dog noget om at leve og samtidig føle sig helt forkert. Noget om at opleve sig selv som fuldstændigt afskåret fra resten af flokken. Noget om depression, og noget om sindets paradoksale evne til klart at erkende problemet og dets omfang, mens det samtidig viser sig ganske ude af stand til at 'reparere' sig selv - det vil sige nå frem til en form for fred. Jeg er nu 45 år gammel, og jeg har ikke længere minder om andet end et liv i denne splittelse. Jeg ser tydeligt hvilke konsekvenser et liv i denne splittelse har haft for mig. For mit syn på mig selv, mit syn på andre mennesker. På godt og på ondt.

Måske er det også bare 'for sent' for mig? Dén tanke kender jeg! Til hudløshed: I al dens sølvtungede og indsmigrende veltalenhed. Dens åh så omsorgsfulde forsikringer om, at intet nogensinde vil blive bedre. At for meget er spildt på vejen frem til dette punkt. At alt i sidste ende allerede er ødelagt, og derfor hinsides hjælp.

Men dén tanke er gift for sjælen, og giver man endegyldigt efter for den, spiller det såmænd ingen større rolle, om man så mere konkret tager sig selv af dage eller ej: Udkommet er i og for sig det samme..

Nej, Hr Jensen, jeg er ikke i stand til helt at begribe hvilken lidelse det må være, sådan at leve under betegnelsen 'pædofil'. Men jeg ved dog nok om livet til igen indtrængende at opfordre dig til at genoverveje din forestilling om, at du er fortabt.

Det er min personlige overbevisning, at du vil kunne drage nytte af den hjælp de tilbyder ved sexologisk klinik. Det skader som sagt vel ikke at prøve? Ellers har privatpraktiserende psykologer jo som bekendt tavshedspligt om klientforhold, 'med undtagelse af situationer, hvor der foreligger åbenbar fare for klienten selv eller andre'. https://www.dp.dk/radgivning/psykologen-loven/tavshedspligt/

Jeg skal ikke besvære dig med flere gode råd fra min side. Jeg ved hvor trættende den slags kan være ;).

Rune Mariboe, Hanne Utoft, Gunilla Funder Brockdorff og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Hr Jensen

"Havde de haft en hjemmeside for 50 år siden ville der have stået ”seksuelle tanker om en af samme køn”."

Jeg synes, der er noget misforstået i at sammenligne, hvordan homoseksuelle blev/bliver behandlet og hvordan pædofile bliver behandlet. Ja, begge dele handler om seksualitet, enig så langt, men de 2 typer af seksualitet er ikke sammenlignelige - en og alene af den grund, at den pædofile seksualitet handler om seksuel samkvem med umyndige børn - det gør den homoseksuelle seksualitet ikke, hvor frie voksne mennesker af samme køn kan have lyst til hinanden, hvilket de selvfølgelig skal have fuld ret til selv at bestemme.

I din påstand om diskrimination ligger jo til grund, at du vil have samfundet til at acceptere, at du har seksuel samkvem med børn. I et samfund som vores, hvor vi går rigtig meget op i at beskytte vores børn, og hvor vi har besluttet, at børn er umyndige og seksuelt utilgængelig op til en (for pædofile) høj alder, tror jeg ikke, det kommer til at ske.

Derfor gør sammenligningen med homoseksualitet mere ondt end godt, fordi den sætter en forventning op, der ikke kan blive opfyldt - en og alene på grund af seksualitetens karakter.

Nike Forsander Lorentsen og Therese Hagen anbefalede denne kommentar

Blot to spørgsmål af ren nysgerrighed. Lad os antage at pædofili var lovligt.

1) hvad ville en pædofil gøre når vedkommendes kæreste bliver ældre? Jeg ved ikke hvor aldersgrænsen går, men på et tidspunkt bliver barnet jo voksen. Ryger vedkommende så ud og man finder en ny?

2) hvordan i den vildeste fantasi kan en pædofil tro, at et barn har lyst til en voksen? Jeg er virkelig nysgerrig på om pædofile selv tror på den.

Tillægsspørgsmål:

Ved man noget om - eventuel - kvindelig pædofili?

Steen Jensen: Der var en kronik af sexolog Preben Hertoft i Politiken i 1984, der bl.a. kom ind på begge dine spørgsmål. Jeg tror ikke, den er til at finde på nettet i dag, men Anders postede vistnok hele teksten for et par uger siden, så det kan være han kan skaffe de relevante afsnit.

Men efter alle disse tunge teoretiske diskussioner, så er det tid til noget fornøjeligt, nemlig et citat fra Bo Warming:

"Bøsser kan de fleste acceptere for de er ofte tabere, der har meldt sig ud af ræset om at få en kvinde. Ingen er misundelige på dem - selvom de får fine job af staten. Men pædofile HAR FÅET HVAD ATTRÅS ENDNU MERE, nemlig børns accept. Måske den pædofile valgte sin perversion=personlighed ved at han ikke havde egostyrke nok til at tackle stærke, modne kvinder med hår på karamellem, og han ville springe direkte til en far rolle overfor en lille nuttet ikketruende lolita. Men kun de mænd, der har succes med at forføre børn, bliver varigt pædofile, fx søger job som pædagogmedhjælpere og forfiner deres evner til at blive elsket af vort samfunds højest estimerede guder, børnene. Mange mænd får børn men kan ikke tackle dem og frustreres ved at stat og kvindemagt har erobret børns kærlighed og alt hvad de gør for ungerne falder ikke i god jord. Mødre er umulige at stille tilpas og børn opdrages til krævesyge og klynk. Folk bliver vildt misundelige på succesdrengene der kan knytte et barn til sig som slikonkel og det er en vigtig drivkraft til hekseprocesserne - som her er mande-hadprocesser, for kvinder er jo fredet når de sutter pik, er skitzofrenogene mødre osv - er alt hvad giver kvinder og mødre magt".

Rikke,

Lad venligst være med at fortælle mig hvad jeg vil eller ikke vil.

Det er ikke en sammenligning, det er et udryk for mit indtryk af deres kompetence.

Katrine,

Det som man har af tilgængelige oplysninger om pædofile er generelt ud fra fængsler, personer der er dømt for sexforbrydelser mod børn, i al almindelighed har det pga af holdning i samfundet ikke været muligt at undersøge ”almindelige” pædofile.

Så kan vi forestille som hvordan det ville se ud hvis forskere gik ind i et fængsel at interviewe voldtægtsforbrydere og ud fra det definere hvad en heterofil er.
Men det er sådan man har gjort med pædofile til fornylig, den sidste tid er forskere dog kommet frem til at det giver et meget fordrejet billede og er begyndt at rekruttere pædofile til deres undersøgelser forskellige andre steder bl.a. på sider som https://www.b4uact.org/ der er en side der henvender sig til pædofile, journalister, terapeuter etc.

Ca. 1% af dem der bliver dømt for sexforbrydelser mod børn er kvinder.

I en amerikansk undersøgelse af en fængsels population kom frem at af dem der sagde sig være misbrugt som barn var 35% blevet misbrugt af kvinder.

Selv ser jeg ikke nogen årsag til at der skal være færre kvindelige pædofile end mandlige, jeg har ikke set nogen overbevisende teori der kan forklare det, men der er ikke noget data.

Anders Christensen

Dette indlæg er skrevet af forfatteren til den kronik, der debatteres her. Jeg har lovet Information at starte alle indlæg med at gøre opmærksom på, at mit navn er opdigtet. Jeg er desværre nødt til at være anonym af de grunde, jeg anfører i kronikken.

Hej Steen Jensen. Lad mig starte med at slå fast, at pædofili skam ER lovligt. Det er derfor, jeg fuldt lovligt har kunnet skrive min kronik, selv om jeg er 100% pædofil. Jeg kan anbefale, at du læser min kronik herover. Den handler netop om, hvordan folk blander den lovlige seksualitet pædofili sammen med ulovlige handlinger som f.eks. at have sex med børn.

Jeg er ikke helt enig med Erik Pedersen i, at Hertofts kronik besvarer dine spørgsmål, og ikke kun, fordi grundpræmissen for dem (at pædofili er ulovligt) er forkert og viser, at du åbenbart ikke har læst (eller forstået) min kronik. Men snarere, fordi det virker, som om din mission er at dreje diskussionen over på sex, hvilket ikke er et af mine temaer overhovedet - men betydeligt mere populært blandt dem, der ønsker at tilsvine pædofile for enhver pris (og ikke første gang, det bringes på bane her i debatten), fordi sex mellem voksne og børn er nemmere at argumentere imod, end at lovlydige pædofile bør behandles ordentligt. Men jeg skal gerne poste den omtalte kronik om et øjeblik.

@Katrine Damm: Nu er det ikke, fordi jeg skal opkaste mig til ekspert i alt muligt vedrørende pædofili, bare fordi jeg er pædofil (og slet ikke i kvinder, da jeg er mand!), men jeg synes, at ærlig interesse fortjener et svar. Der findes kvindelige pædofile, men hvor mange, og om der findes lige så mange som de mandlige, ved man meget lidt om. De fleste undersøgelser, jeg har hørt om, antager, at der findes færre kvindelige end mandlige pædofile - hvorfor ved jeg faktisk ikke, og personligt er jeg ikke sikker på, at det er rigtigt. Især fordi de fleste undersøgelser vistnok samtidig antager, at det er nemmere for kvindelige pædofile at "skjule sig i fuld offentlighed", fordi kvindelig omsorg for børn er mere naturlig end mandlig. Det betragtes simpelthen som mere naturlig, at en kvinde yder omsorg for børn, end at mænd gør det (og her taler jeg jo altså om lovlige udtryk for pædofili). Se f.eks. i daginstitutioner, hvor mandlige pædagoger mange steder ikke må hjælpe børn på toilettet, mens ingen nærer nogen frygt i forbindelse med, at kvinder gør det.

Traditionelt, især førhen, har folk (ikke mindst pressen, som jo er de flestes kilde til "information" om emnet) haft en betydelig mere afslappet holdning til historier, hvor en voksen kvinde har haft forhold til teenagedrenge - det er ofte blevet beskrevet lidt humoristisk med en vinkel, der gik på, hvor "heldige" sådan nogle unge knægte har været at "score" en voksen kvinde... hvorimod samme knægte - og især mindreårige piger - automatisk blev beskrevet som "ofre", hvis de havde været sammen med en mand. Hvis denne lidt besynderlige holdningsforskel også har præget de undersøgelser af pædofili, som er blevet lavet gennem tiden, er det måske sandsynligt, at kvindelig pædofili slet ikke er blevet registreret som sådan. Uanset hvad er det et af mange underområder inden for pædofili, man med fordel kunne forske meget mere i.

Og eftersom der har været lidt tendens til misforståelser i denne debat, så lad mig bare med det samme slå fast, at ovenstående hverken skal ses som udtryk for en holdning om, at der er en overvægt af pædofile blandt hverken mandlige eller kvindelige pædagoger, eller at det er hverken mere eller mindre skadeligt eller frivilligt for teendrenge eller teenpiger at have sex med hverken voksne mænd eller kvinder... jeg håber, at jeg fik formuleret det forbehold, så jeg hermed har taget forbehold for samtlige mulige permutationer af bevidste fejlfortolkninger!

Anders Christensen

Politikens kronik den 15. december 1984

PÆDOFILE VIL IKKE GØRE BØRN FORTRÆD
af Preben Hertoft

[Manchet:] Omtale af såkaldt pædofile – børneelskere – får mange til at tænke på seksuelle uhyrer, børneporno, prostitution eller incest. Sådanne forestillinger bunder i uvidenhed, og en af vores førende sexologer, overlæge ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling Preben Hertoft, håber med denne kronik at sprede saglig oplysning om en udsat gruppe i en ulykkelig situation. Han mener, at tiden er inde til en fornyet debat om nedsættelse af den seksuelle lavalder.

[Selve kronikken:] Seksuelle overgreb, uanset hvem de går ud over, kan naturligvis ikke accepteres. Ingen ordentlige mennesker kan forsvare seksuelle overgreb. Er det børn, sådanne overgreb rammer, må vi være særlig på vagt. I alle kontakter mellem et barn og en voksen – ikke blot seksuelle – har den voksne et særligt ansvar.

Gennem de senere år har jeg truffet en del såkaldt pædofile mænd. De kom, fordi de følte sig ulykkelige, blev misforstået og ydmyget, frygtede arbejdskollegers, forældres og diverse myndigheders reaktioner. Det kunne gå så galt, at man antog dem for at være voldsforbrydere, ja mordere. De elskede børn – også seksuelt, det nægtede de ikke – men derfor var de ikke uden ansvarsfølelse, og de kunne ikke drømme om at gøre et barn fortræd. Tværtimod havde de ofte støttet børn, der var i vanskeligheder og følte sig svigtet, og de harmedes over hvor dårligt mange børn har det i vort samfund.

De pædofile er en udsat gruppe, og de er i en ulykkelig situation. For genstanden for deres interesse og kærlighed vil i en række tilfælde være uopnåelig. Nogen lykkelig løsning på mange af de pædofiles problemer gives næppe.

Da der hersker så mange misforståelser omkring pædofili og diskussionerne ofte bliver ophedede og usaglige – hvilket er forståeligt, men ikke hensigtsmæssigt – vil jeg i det følgende prøve at rede nogle af trådene ud. Først en definition: Ordet ”pædofil” betyder som bekendt børneelsker. Og en pædofil kan defineres som en person, oftest en mand, der især føler sig tiltrukket af personer, der aldersmæssigt befinder sig i perioden før, under eller lige efter kønsmodningen. Den pædofile finder sin egentlige seksuelle tilfredsstillelse i forhold til børn og unge i den aldersgruppe, og det er karakteristisk, at når den unge bliver fuldt udviklet i legemlig henseende, virker han mindre seksuelt tiltrækkende på den pædofile. Hvorfor nogle mennesker bliver pædofile, ved vi ikke, lige så lidt som vi ved, hvorfor de fleste er så heldige at udvikle en accepteret, såkaldt normal seksualitet. Antallet af pædofile kendes heller ikke. Vi har ingen midler til at ændre en pædofil driftsretning.

Holdningen til seksuelle forhold mellem voksne og børn afhænger af den kultur, hvor sådanne forhold forekommer. Der findes faktisk kulturer, hvor man, i hvert fald til en vis grad, accepterer forhold mellem voksne og børn. I vores del af verden vurderes sådanne forhold som bekendt overvejende negativt. Det skyldes antagelig, at barnet og den unge betragtes som et offer for en voksens overgreb, samt at man mener, at barnet tager skade af sådanne forhold, om ikke legemligt, så i hvert fald psykisk. Den voksne opfattes som en sædelighedsforbryder, blottet for etik og udelukkende seksuelt interesseret i barnet.

Denne udbredte opfattelse holder imidlertid ikke for en nærmere betragtning. Naturligvis forekommer voldelige seksuelle overgreb over for børn, ligesom det sker over for voksne, de er blot ikke karakteristiske for pædofile forhold.

Man må heller ikke forveksle den udnyttelse af børn, som børnepornografi er udtryk for, med sædvanlige pædofile forhold. Børnepornografi har lige så lidt med virkeligheden at gøre som voksenpornografi. Endelig er der yderligere to ting, der ikke må forveksles med pædofili – skønt det ofte sker og forplumrer diskussionerne – nemlig prostitution og incest.

De fleste pædofile forhold har lige så lidt med prostitution at gøre som seksuelle forhold har mellem voksne. De er sjældent blot en seksuel forbindelse, men rummer en gensidig følelsesmæssig interesse. Det er forkert ud fra undersøgelser over mindreåriges prostitution at slutte noget alment om pædofili og dens følger. Børneprostitution er primært et socialt problem, og børnenes voksne kunder er sædvanligvis ikke pædofile. Med hensyn til incest har sådanne forhold en helt anden baggrund og helt andre følger end pædofili. Dels er den voksne sædvanligvis ikke pædofil, altså ikke specielt interesseret i forhold til børn, dels indebærer incestuøse forhold ofte et groft tillidsbrud og hviler på tvang. Netop derfor kan incest være så traumatiserende og give anledning til svære psykiske konflikter. Incestforhold er et familieproblem, et udtryk for, at noget er galt i den familie, hvor sådanne forhold udspiller sig, ofte gennem flere generationer.

Tidligere mente man, at børn ikke har seksuelle følelser og drifter. Nu ved vi på grundlag af talrige undersøgelser og iagttagelser, at denne antagelse ikke lader sig opretholde. At børn også er seksuelle væsener er naturligvis ikke noget alibi for at voksne indlader sig med børn. Men ud fra vores viden herom burde det ikke komme som en overraskelse, at børn i deres behov for et nært forhold til en voksen ikke altid synes, at der er så stort et spring fra nær psykisk og legemlig kontakt i almindelighed til den form for kontakt vi – ofte kunstigt – udskiller som en seksuel kontakt.

At i hvert fald større børn selv udmærket ved, hvad der er tale om, giver følgende eksempel måske et indtryk af. Bent, en voksen, gift mand, fortæller: ”Jeg var 12 år, da jeg traf G. Jeg havde tabt en lille ring og G hjalp mig med at finde den. Han var vel godt 50 år gammel og sømand. Det anede mig, at der lå en seksuel interesse bag hans hjælpsomhed, det er noget, drenge hurtigt bliver klar over. Han var imidlertid flink og jeg var glad for at have nogen at snakke med.” Forholdet mellem Bent og G. udvikler sig til en seksuel kontakt og Bent fortsætter: ”Det var vist altid mig, som maste på med at vi skulle gøre noget sammen. En dag, vi gik tur, overtalte jeg ham til at vi skulle gå om bord i en tom båd, der lå ved kajen. Rent seksuelt bestemte vi lidt af hvert. For mig var han en kammerat. Jeg syntes, det var spændende at høre om hans liv som sømand, og jeg kunne snakke med ham om alt muligt. Jeg fik afløb for alt det, jeg ikke vovede at snakke om derhjemme. Jeg glædede mig til hver gang, hans båd kom til vores by. Vi havde det vældig sjovt sammen. Men efter et par år afmønstrede han, og jeg så ham ikke mere. Jeg havde det ganske almindeligt godt med mine forældre, men jeg snakkede aldrig om noget seksuelt med dem, og jeg fortalte heller ikke om G.”

Bents beretning er ikke usædvanlig, tværtimod ganske typisk, det ved vi fra de efterhånden mange undersøgelser der foreligger om pædofile forhold.

Det er ikke tilfældigt, at jeg som eksempel har valgt Bents historie. Dels er det antagelig den slags pædofile forhold, der er de almindeligste. Dels må man i diskussioner omkring pædofili altid præcisere, hvad man taler om, ikke mindst må man vide noget om barnets alder og køn. Forhold til mindre børn må vurderes anderledes end forhold til børn nær puberteten, ligesom barnets køn har betydning for ens stillingtagen. Men diskussioner af pædofili afspores ofte af gruopvækkende beretninger om voksne mænds overgreb på små piger. Dette siger imidlertid mere om de diskuterendes fantasiliv end om pædofili.

I øvrigt peger diverse undersøgelser på, at voksnes seksuelle forhold til børn mere former sig som børns indbyrdes seksuelle lege end som egentlig samleje.

De fleste forhold udspiller sig i en af parternes hjem. Parterne kender sædvanligvis hinanden forinden, dog således at pædofile forhold til piger hyppigst finder sted inden for en ret snæver bekendtskabskreds, mens forhold til drenge har en mere tilfældig baggrund. Alle undersøgelser viser, at børnene ofte selv deltager aktivt i forholdet (fuldstændig som Bent beskriver det), at de synes, de har et seksuelt og alment menneskeligt udbytte af det og ikke skades af det. For drengenes vedkommende bevarer de ofte forbindelsen med den voksne mand mange år efter forholdets afslutning. De udvikler sig ganske normalt, stifter familie, inviterer den pædofile hjem osv. Dette nævnes ikke for at idyllisere pædofile forhold, men som modvægt mod de fantasifulde rædselsberetninger.

Man kan altså slå fast, at hvor der er tale om frivillighed og gensidig seksuel tiltrækning synes selve den seksuelle kontakt ikke at medføre skadevirkninger. Forhåbentlig kan det berolige forældre og medvirke til, at deres opskræmthed og bekymring ikke antager urimelige dimensioner.

Man har hævdet, at det især var ”forsømte” børn, der indlod sig på seksuel kontakt med voksne. De undersøgelser, der foreligger, tyder ikke på dette. En af undersøgelserne viser f.eks., at drenge, der har seksuelle forhold til voksne, ikke kommer fra særlig dårlige hjem, ej heller fra særlige samfundslag, og at de både fysisk og psykisk snarere er plus- end minusvarianter.

Min hensigt med at nævne disse forhold er ikke at propagandere for pædofile forhold. Hensigten er naturligvis at vække til eftertanke. At spørge: Er sådanne følelser så fremmedartede, endsige ”unaturlige”, som det ofte påstås? Er der altid tale om overgreb fra den voksnes side, og er barnet blot et passivt ”offer”? Medfører sådanne forhold skadevirkninger for barnet, kan det derigennem afspores eller forkrøbles? Har sådanne forhold ingen positive sider?

Et roligere syn på de seksuelle forhold mellem børn og voksne – for de finder jo vitterligt sted, uanset hvordan vi forholder os til dem – ville medføre følgende fordele: forældre og andre, som har ansvar for børn, ville føle sig mindre opskræmte, og barnet ville blive udsat for færre traumer gennem forældres og myndigheders udspørgen og forhør i de tilfælde, hvor forholdet bliver opdaget.

De pædofile ville ikke blive anset for at være monstrøse børnelokkere, der kun ønsker at gøre børn fortræd, men man ville indse, at de er mennesker som alle andre, med samme gode og dårlige egenskaber. Den eneste forskel er, at deres følelser og drifter retter sig mod en aldersklasse, hvor seksuelle forhold ofte ikke lader sig etablere af hensyn til barnets tarv. For det siger naturligvis sig selv, at man ikke kan prisgive børn for at imødekomme de pædofiles ønsker og behov. Meget ville imidlertid være vundet, hvis pædofile ikke blev forvekslet med voldsmænd og mordere.

Til slut lidt om den såkaldte seksuelle lavalder. Det er jo den, der i en vis henseende bestemmer, hvad der skal forstås ved pædofili.

Før 1930 var aldersgrænsen for heteroseksuelle forhold 12 år! Det har de fleste nok glemt i dag, nogen vil det måske forfærde. Med straffeloven af 1930 blev der indført en grænse for heteroseksuelle forhold på 15 år, for homoseksuelle forhold på 18 år – forinden havde homoseksuelle forhold været forbudt.

I 1974 bad Justitsministeriet straffelovrådet tage stilling til en nedsættelse af aldersgrænsen for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold samt om faste aldersgrænser eventuelt helt kunne ophæves. Efter meget grundige overvejelser nåede straffelovrådet frem til at anbefale en nedre fælles aldersgrænse på 14 år, mens man af mange, især juridiske, grunde ikke mente, at man kunne opgive faste aldersgrænser (Betænkning nr. 747, 1975).

Som bekendt kunne der ikke opnås flertal for en lavalder på 14, men derimod for en fælles lavalder på 15 år. Dermed ophævedes mange års diskriminering af homoseksuelle medborgere. Der var selvfølgelig dem, der frygtede, lovændringen i 1976 ville give de homoseksuelle ”frit slag” over for værgeløse unge mænd, men de dystre spådomme er ikke gået i opfyldelse. Derimod er politiet blevet sparet for meget unyttigt arbejde og mange homoseksuelle har siden kunnet sove roligt. Det forholder sig da sådan, at uanset hvilken lavalder vi har, rummer loven stadig væk mulighed for at ramme seksuelle overgreb. En nedsættelse af lavalderen giver ingen ”frit slag” til misbrug, afkriminaliserer blot en række gensidige frit indgåede seksuelle forbindelser og befrier en række mennesker for unødig angst for skandalisering, ydmygelse, pengeafpresning og straf.

Som nævnt tidligere er det begrænset, hvad vi kan gøre for de pædofile. Men dels så jeg gerne en fornyet debat om den seksuelle lavalder – helst naturligvis en saglig debat. Dels håber jeg, uanset hvilken lavalder vi får, at realistisk kendskab til pædofil kan føre til, at vi holder op med at betragte pædofile som uhyrer, der udelukkende tænker på at forgribe sig på børn, men ser dem som det, de er – medmennesker, der på de fleste områder er som alle andre.

Anders Christensen

Dette indlæg er skrevet af forfatteren til den kronik, der debatteres her. Jeg har lovet Information at starte alle indlæg med at gøre opmærksom på, at mit navn er opdigtet. Jeg er desværre nødt til at være anonym af de grunde, jeg anfører i kronikken.

Blot for at eliminere enhver tvivl: Ovenstående indlæg (der starter med "Politikens kronik den 15. december 1984 - PÆDOFILE VIL IKKE GØRE BØRN FORTRÆD" er IKKE skrevet af mig, men af psykiater og professor i sexologi Preben Hertoft, som stiftede Rigshospitalets Sexologiske Klinik: http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/L%C3%A...

Hertofts kronik bringes på opfordring, og fordi det måske kan være relevant som baggrundsinformation. Samtidig er det interessant, fordi jeg i min kronik omtaler, hvordan Hertoft blev udsat for en smædekampagne, efter at han offentliggjorde sin kronik i 1984. På trods af at han var landets fremmeligste ekspert på området, kastede visse dele af pressen sig over ham, fordi han tillod sig er "forsvare pædofile". Alene af hensyn til denne historiske kontekst er hans kronik interessant.

Steen,

Dine spørgsmål.

Først pædofili er lovligt, det er endnu ikke blevet ulovligt at være pædofil. Men jeg formoder at du mener at seksuel kontakt mellem børn og voksne var lovlig.

1) Det er nok ikke noget som kan kan svare på generelt, det vil sandsynligvis være lige individuelt som personerne der er involveret.
I det som jeg skrev ovenfor fortalte jeg at jeg blev dybt forelsket i en dreng, der var aldrig var nogen intim kontakt, dermed var han ikke en elsker, men jeg var stadig meget glad for ham på det tidspunk hvor han var kommet så langt ind i puberteten at jeg ikke længere var fysisk tiltrukket af ham.
Han ændrede sig også på andre punkter, han havde ikke lige meget behov for at have en ældre ven han kunne betro sig til og blev følelsesmæssigt mere uafhængig som han blev ældre.
Så den nære følelsesmæssige kontakt ebbede langsom ud.
Nu er det langt imellem at jeg ser ham, han er blevet voksen, men jeg har stadig varme følelser for ham, fra hovedkuls forelskelse til hvad man kan formode man har af følelser for en yngre bror.

2) Jeg så porno som 10-12 årig, sammen med andre drenge på samme alder, og selv om jeg ikke var tiltrukket af gamle mænd eller kvinder med store bryster så var det stadig ophidsende på det tidspunkt, og jeg kan garantere for at jeg ikke var den eneste af drengene der blev ophidset af det.
Jeg tror også at hvis du undersøger børns porno vaner så vil der være flere børn der kigger på voksenporno end børneporno, det er dog kun et gæt.
En undersøgelse jeg så for nylig sagde at gennemsnitsalderen for hvornår en gruppe drenge der blev undersøgt begyndte at kigge porno var da de var 9 år, så ja det er ret tidligt.

@Steen Jensen,

Jeg læste for et par år siden at de fleste ægteskaber i Danmark bliver opløst i deres sjette år, så man kan roligt sige, at det kan være svært at bedømme hvorvidt mennesker i virkeligheden er skabte til monogami eller ikke. Tallene var fra Danmarks Statistik, og artiklen var i én af de store dagblade, Berlingske eller Politiken.

Mht. det sidste, kan jeg berette dig om at jeg i mine unge teenageår havde en nær ven, M., et par år yngre end mig, som var homoseksuel. I sig selv var det jo ikke særlig interessant. Det interessante var imidlertid, at han udelukkende interesserede sig for ældre mænd over 60 år. Ingen interesse for 30-årige, ingen lyst til jævnalderne, kun ældre mænd. Vi snakkede om det et par gange, da jeg var (og er) meget lidt fordømmende. Han fandt sammen med nogle stykker via datidens "træfpunkt"-linie fra en offentligt telefonboks, blev nogle gange hentet og afleveret lidt mere glad og afslappet nogle timer senere. Jeg var omkring 13-14 år dengang, så han var omkring 11-12.

I øjeblikket lejer jeg bolig af et ældre ægtepar, hvor manden er 50, uddannet rumingeniør, sjov og intellektuelt knivskarp. Konen er sidst i fyrrerne, ligner én på 60, vulgær, overvægtig, påståelig og har mindreværdskomplekser og ingen manerer. Og doven oveni. Men han elsker hende og hendes spydige kommentarer, og hvem er jeg til at bedømme ham?

Torsten Jacobsen

'Anders Christensen'

Din vedvarende betagelse af et 35-årigt gammelt skrift fra ét enkelt menneske - mens du indtil videre og over to omgange ikke har udtrykt nogen videre interesse i den foreliggende litteratur inden for et ellers så velbeskrevet emne som udvilklingspsykologi - er for mig at se mildest talt bekymrende. Hertoft kommer besnærende nær at bebrejde samfundet dets antipati mod seksuelle overgreb på børn, snarere end han reelt forholder sig til den åbenlyse risiko for manipulation, magtmisbrug og udnyttelse, som selvsagt er manifest til stede i mødet mellem en voksen og et barn. Ikke mindst i tilfælde hvor den voksne har driftsstyret motivation for at opnå ét bestemt udkomme..

At du tilsyneladende ikke selv kan se det bebrejdelsesværdige i Hertofts tekst, bidrager kun til min bekymring.

Vi er med andre ord tilbage hvor vi sluttede, i sidste omgang. Quelle surprise..

Det ser ud som at flere af debatørerne laver en mærkelig logisk fejl der ser ca. sådan ud.

Hvis man godtager at pædofili er en seksuel orientering
Så skal børn være til fri seksuel afbenyttelse for pædofile.

Men dette følger ikke på nogen måde, og er en utrolig mærkelig fejlslutning, det er to helt forskellige størrelser.

Man kunne lige så godt sige at

Pædofili er en sygdom
Derfor skal børn være til fri seksuel afbenyttelse for pædofile.

Det giver lige så lidt mening og følger lige så lidt.

At man godtager at noget er en seksuel orientering betyder ikke på nogen måde at love skal ændres, at moral skal ændres, det som det betyder at man får et langt bedre værktøj til at arbejde med pædofile, at de pædofile selv har langt bedre muligheder for at at forstå sig selv og udvikle sig på en hensigtsmæssig måde.

I følge den "klassiske" definition af pædofili som sygdom eller paraphilia kan man først være pædofil på det tidspunkt man fylder 18, og det er jo noget åbenlyst nonsens, ens seksuelle følelses liv, seksuelle præferanser etc. ændrer sig ikke på drastisk vis mellem at man er 17 år og 364 dage og at man er 18.

I mit tlifælde vil jeg sige at de stort set ikke ændrede sig mellem at jeg var 10, så langt jeg kan huske og at jeg var 18.

Torsten Jacobsen

Hr Jensen

Mon ikke de fleste er helt på det rene med, at pædofili er en seksuel orientering? Mon ikke også de fleste er på det rene med, hvilke længder man selv og mennesker flest i sidste ende vil gå til, for at få tilfredsstillet sine seksuelle behov? Hvordan man til tider kan vise sig villig til at kaste al fornuft overbord, hvis blot fristelsen og muligheden byder sig passende til? Hvorledes man kan lykkes med at lyve overfor både sig selv og andre? Et sådant mummespil kan endda bredes ud til så mange andre livsområder end blot seksualiteten. Vi taler her om, vil jeg hævde, en almenmenneskelig erfaring.

Men tilbage til seksualiteten: Hvor megen utroskab tror du, der har fundet sit udtryk i den form for ganske irrationel adfærd? Hvor mange fortrudte seksuelle oplevelser går mennesker mon ikke rundt med, hvis rimelighed de ikke bagefter helt kan forklare - hverken over for sig selv eller over for andre?

Hvorfor skulle pædofile - med deres ganske vist særegne parafili - dog i grunden adskille sig synderligt fra alle vi andre, irrationelle hundehoveder? Og hvis de ikke adskiller sig overhovedet, hvor meget værd er så deres forsikringer om at de skam altid er i perfekt kontrol over deres 'tilbøjeligheder'? Når nu vi ganske 'almindelige' mennesker ved, gennem egen erfaring, at en sådan påstand altid kan finde sit forbehold? At sindet er en snare?

P.S. Du læser psykiatriske definitioner alt for bogstaveligt. Som sådan kan du kun læse det som 'nonsens'. Vil du forstå, hvad der egentlig står, kræver det lidt mere tålmodighed..Måske endda lidt større forhåndskendskab til terminologien og de bagvedliggende rationaler..

Katrine Dyrman, Rune Mariboe og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar

@Anders
Undskyld. Den sidste sætning var unødvendig. Jeg kan i sagens natur ikke vide noget som helst om hvordan du udlever din seksualitet.

Blot har jeg svært ved at forstå, at du bebrejder mig - og andre - for at udvise en særlig agtpågivenhed over for mennesker med en seksualitet som din. Rent psykologisk er der jo tale om en forsvarsmekanisme, uanset at den også finder uheldige udtryk.

Du synes at være enig i, at seksuelle overgreb mod børn er en vederstyggelighed - hvilket nødvendigvis må medføre en kronisk, gigantisk og nærmest skizofren kollision inde i dit hoved.

På den baggrund kan du ikke fortænke mig i at være både forbeholden og skeptisk.

Rikke Nielsen, Nike Forsander Lorentsen og Therese Hagen anbefalede denne kommentar

Sider