Kommentar

Pelle Dragsted: Derfor hader jeg kapitalismen

Højrefløjen besynger den kapitalistiske økonomi som frihedens arena. Ken Loachs nye film viser, at for dem, der sælger deres arbejdskraft, lurer tvang og ufrihed altid lige under overfladen. Filmen mindede mig om, hvorfor jeg hader kapitalismen, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Ægte frihed vil kræve et opgør med det ulige magt- og afhængighedsforhold, som er iboende i kapitalismen, hvilket Ken Loachs nye film præcist og rørende skildrer.

Ægte frihed vil kræve et opgør med det ulige magt- og afhængighedsforhold, som er iboende i kapitalismen, hvilket Ken Loachs nye film præcist og rørende skildrer.

Scanbox

Debat
12. december 2019

»Som alt andet her i firmaet er det dit eget frie valg.« Sådan lyder chefens besked til familiefaderen Ricky i åbningsscenen i den britiske instruktør Ken Loachs biografaktuelle film, Sorry We Missed You.

Filmen skildrer de elendige forhold på det prekære britiske arbejdsmarked, hvor fastansættelser i almindelige lønmodtagerjob i stigende grad erstattes af ’partnerskaber’ eller franchises. Ricky er ikke ansat, men selvstændig fragtmand med eget ansvar for arbejdstider, ferie, sygedagpenge og forsikring. Han arbejder ti timer om dagen, ofte uden weekend. Sygemeldinger og småfejl straffes med bøder, der udhuler den i forvejen alt for lave indkomst.

Hans kone Abbie arbejder under lige så urimelige vilkår i et privat hjemmehjælpsfirma. Hun må selv betale for pauser og transporttid, og arbejdsdagen slutter sjældent før 21.30. I filmen oplever man, hvordan Ricky og Abbies familie langsomt falder fra hinanden på grund af de to forældres ubarmhjertige arbejdsliv og manglende overskud til alt det, livet burde handle om: omsorg, børn, samvær og kærlighed.

Ken Loach sætter filmen igennem effektivt åbningsscenens påstand om Rickys frie valg op imod virkeligheden på et arbejdsmarked, der byder på alt andet end frihed og uafhængighed.

Kapitalismen er altid blevet besunget af højrefløjen som en frihedens arena. »Hvor frie mennesker kan indgå frivillige aftaler med andre frie mennesker«, som det så smukt formuleres af administrerende direktør for Saxo Bank, Kim Fournais.

Men forestillingen om det frie valg har altid været en teoretisk abstraktion, der er så langt fra virkeligheden i en kapitalistisk økonomi, som man kan komme.

Ryan og Abbie har ikke noget frit valg. De har en husleje, der skal betales, og nogle børn, der skal have tøj på kroppen og mad på bordet. De er tvunget til at sælge deres arbejdskraft på et arbejdsmarked, der er blevet stadig mere brutalt og nådesløst, og som de ikke har nogen kontrol over eller indflydelse på.

Ægte frihed kræver et opgør

Den kapitalistiske økonomi er ikke en spillebane, der giver alle spillere samme magt og samme muligheder. Det er en økonomi, der deler os op mellem et stort flertal, der lever af at sælge sin arbejdskraft, og en lille klasse, der ejer virksomheder, banker og andre dele af produktionsapparatet og køber arbejdskraft af flertallet.

Det er sidstnævnte, der egenrådigt bestemmer på arbejdspladsen. Hvem der skal ansættes, og hvordan den tid, han har købt af lønmodtageren, skal benyttes. Og følger man ikke arbejdsgiverens anvisninger, så vil svaret før eller siden være en fyreseddel. Det er det juridiske og reelle magtforhold på et kapitalistisk arbejdsmarked.

I de nordiske velfærdssamfund har vi med stærke fagforeninger, arbejdsløshedsunderstøttelse og et universelt velfærdssamfund reduceret de økonomiske konsekvenser af at få en fyreseddel – og dermed gjort arbejdsgivernes magt over lønmodtagerne mindre potent.

I lande med svage fagforeninger, uden social sikring – og hvor eksempelvis sundhedsforsikringer er knyttet til ansættelsen som i USA, er arbejdsgivernes magt langt mere utæmmet og lønmodtagernes vilkår tilsvarende ringere.

Men også i Danmark oplever vi i de her år, hvordan platformsvirksomheder er begyndt at undergrave de bolværk, vi har sat op for arbejdsgivernes magt. Indtil videre er det kun nicher primært befolket af udenlandsk arbejdskraft, der er parate til at acceptere elendige løn- og arbejdsforhold. Men udviklingen går kun i én retning: mod et mere brutalt arbejdsmarked.

Det er ikke tilfældigt. Ligesom vand flyder nedad, vil arbejdsgiverne i en kapitalistisk økonomi altid forsøge at presse løn og arbejdsvilkår ned. Ikke fordi de er onde, men fordi det er selve systemets logik at stræbe efter at nedbringe omkostningerne og forsøge at gøre sig fri af de bånd, der reducerer deres magt til at gøre det.

Virkeligheden er, at så længe vi accepterer et økonomisk system, der deler os op i en magtfuld klasse, der ejer virksomhederne, og et flertal, der for at overleve må sælge sin arbejdskraft til førstnævnte, så vil ufrihed, tvang og underordning altid lure lige under overfladen og vente på en mulighed for at slå igennem.

Ægte frihed vil kræve et opgør med det ulige magt- og afhængighedsforhold, som er iboende i kapitalismen, hvilket Ken Loachs nye film præcist og rørende skildrer.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

  • En lav indslusningsløn hjælper ikke folk ud af fattigdom – tværtimod

    25. februar 2021
    En såkaldt indslusningsløn vil ifølge højrefløjen hjælpe uproduktive folk ind på arbejdsmarkedet og give dem adgang til bedre job. Men alle erfaringer viser, at det i stedet skaber et lavtlønnet B-hold af ’working poor’ og gør samfundet fattigere, skriver Pelle Dragsted i dette debatindlæg
  • Pelle Dragsted: Fagbevægelsen er imod ulighed – bare ikke blandt sine egne medlemmer

    11. februar 2021
    Fagbevægelsen siger, at den er imod ulighed. Men i den nye overenskomstaftale har de mere vellønnede fagforeninger igen holdt fast i, at lønstigningerne skal fordeles i procent. Det betyder, at dem med de højeste indkomster, får den største lønstigning, skriver Pelle Dragsted i dette debatindlæg
  • Medicinalindustriens patenter skal ikke koste tusindvis af menneskeliv

    28. januar 2021
    Medicinalindustriens eneret på at producere coronavacciner er en alvorlig trussel mod folkesundheden og verdensøkonomien. Danmark må presse på for et opgør med patenterne og sikre hurtig vaccinering af både vores egen og andre landes befolkninger, skriver Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Fagforeningerne har sejret "ad helvede til", som LOs Thomas Nielsen, engang konstaterede. Fagforeningen stod stærkt engang og skaffede folk ordentlige arbejdsforhold. Så fik arbejderne "villa, Volvo og vovse", og troede de var rige og ikke behøvede solidariteten/fagforeningen. Liberalistiske strømninger/enhver er sin egen lykkes smed, understøttede denne individualistiske opfattelse, til skade for fagforeningers arbejde, for ordentlige arbejdsforhold. Og det er ærgerligt.

Morten Lind, Benta Victoria Gunnlögsson, Bent Gregersen, Lise Lotte Rahbek, Anne Schøtt, Lars Løfgren, Jeppe Lindholm, Susanne Kaspersen, Werner Gass, Thomas Tanghus, Marianne Stockmarr, Thomas Corydon, Ole Henriksen, David Zennaro, Frede Jørgensen, Anina Weber, Ete Forchhammer , Ejvind Larsen, Peter Knap, Tommy Clausen, Arne Albatros Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Peter Beck-Lauritsen, jeg vil faktisk ikke være så hård i min dom over lønmodtageren: det er konkrete politiske og juridiske afgørelser, der har svækket fagbevægelsen, især igennem svækkelsen af a-kassesystemet, der, som Pelle Dragsted skriver, gav lønmodtagerne en magt over arbejdsmarkedet, fordi de havde et alternativ.
Indgrebene overfor denne magt kom i første omgang med adskillelsen af fagforenings- og a-kassemedlemskab, baseret på en dom ved Europadomstolen om organisationsfrihed; senere kom den mere kendte ophævelse af retten til at indgå eksklusivaftaler, liberaliseringen af fagforeningerne, som muliggjorde de gule fagforeningers femtekolonnevirksomhed osv. osv.
Man kan selvfølgelig bebrejde fagbevægelsen, at den ikke i langt højere grad kæmpede imod; men det har utvivlsomt gjort det ret umuligt, fordi det danske arbejdsmarked er organiseret anderledes and i andre lande, bl.a. ved samfundets længe gældende ansvar for borgerne, så arbejdsgiverne kunne være friholdt. Det er på mange måder et godt system, hvis vel at mærke lønmodtagerne ikke trynes og forhindres i lønudvikling, der står i et rimeligt forhold til den økonomiske udvikling i virksomhed og samfund.
Men det er også en måde at vende tingene på hovedet, vi lever under: for hvem har den største fordel af velfærdsstaten - og jeg taler specifikt om den, ikke om velfærdssamfundet nu? Det har arbejdsgiverne, der for en stadig mindre andel af virksomhedens, ejernes og ledelsens indtægter til fællesskabet, kan profitere stadigt mere på de institutionelle goder, fællesskabet stiller til rådighed.
Størst af disse er selvfølgelig de almindelige borgeres hjælp med at proppe penge i lommerne på ejere og ledelse, det, der manipuleret kaldes 'at bidrage til samfundet ved at skabe job'. Som om der ikke ville blive skabt andre job, hvis det i øvrigt var nødvendigt for at opfylde behov og løse opgaver i samfundet.
Lad os derfor arbejde henimod en omlægning af skatten, der først og fremmest er en afgift på virksomhedsdrift, sådan som det nu begyndende forsøges gjort med de forkætrede, multinationale tech-virksomheder. En sådan afgift ville være et probat middel imod skattely, det ville stoppe de evindelige skænderier om, hvad fællesskabet med rimelig skal støtte for at opretholde civilisationen og sikre en progressiv udvikling; men først og fremmest ville det afklare, hvem der gør hvad for hvem, og det ville afklare engang for alle, at vi tåler private virksomheder i det omfang, de villigt finansierer det fælles samfund.

Halfdan Illum, Søs Jensen, Morten Lind, Kurt Nielsen, John Poulsen, Steffen Ernø, Hans Bruun Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Nielsen, Lars Løfgren, Jeppe Lindholm, Anders Graae, Palle Jensen, Susanne Kaspersen, Werner Gass, Marianne Stockmarr, Jens Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Thomas Corydon, Ole Henriksen, David Zennaro, Karsten Aaen, Egon Stich, Frede Jørgensen, Jan Weber Fritsbøger, Anina Weber, Dorte Sørensen, Alvin Jensen, Peter Knap og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese. Du fik vist næsten det hele med. Fuld opbakning.

Tommy Clausen, Morten Lind, John Poulsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Werner Gass, Marianne Stockmarr, Peter Beck-Lauritzen, Ole Henriksen, Jan Weber Fritsbøger, Frede Jørgensen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

langt de fleste mener at vi skal være taknemmelige for de jobs virksomhederne "giver os" og at vi dermed bliver forsørget af virksomhederne,
og retorikken om at vi skal bidrage til samfundet er jo en fordrejning af virkeligheden, for fakta er at de ansatte forsørger virksomhedsejerne, og skaber den værdi som de selv og virksomheden lever af, og talen om at bidrage til samfundet handler i virkeligheden om, at vi skal være med til at forsørge ejerne så de kan blive rigere,
vi skal være løn-tilbageholdende for at de kan blive rigere, omskrives til "af hensyn til konkurrenceevnen",
og man glemmer at nævne at konkurrencen handler om at tjene flest penge hurtigst muligt, det er grådighedens kapløb bakket aktivt op af borgerlige politikere,
og det er godt på vej til at ødelægge livsbetingelserne på jorden, så på tide at sige stop, ikke mere vækst, på tide at andet end grådigheden styrer verden.

Morten Lind, Bent Gregersen, John Poulsen, Per Meinertsen, Anina Weber, John Andersen, Hans Bruun Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Nielsen, Lars Løfgren, Anders Graae, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Thomas Corydon og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Jørgensen

Lige præcis, Pelle, elendigheden er indbygget i systemet. Så i stedet for at pege fingre af hinanden og se på enkeltsager, må vi indse, at det er strukturen, der skaber vores forhold. Kapitalismen indebærer således evig vækst og at tjene penge på at have penge. Det har udviklet sig til noget ganske grotesk.

Tommy Clausen, ingemaje lange, Ejvind Larsen, Morten Lind, Peter Beck-Lauritzen, John Poulsen, Lise Lotte Rahbek, Anina Weber, Steffen Gliese, Hans Bruun Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Nielsen, Jeppe Lindholm, Susanne Kaspersen, Marianne Stockmarr, Werner Gass og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Altså. kapitalismen udvikler sig vidt forskelligt i de forskellige geografiske områder af kloden - bl.a. afhængigt af den den kultur, som den fungerer i (Kina, USA, Island, Brasilien, Sydafrika, Rusland, Italien, ) De nordiske lande er et godt eksempel på, hvordan regulering, organisationsfrihed, uddannelse kan gøre et kapitalistisk samfund mere menneskeligt. Det er bl.a. sket ved fagforeningernes indsats. Der er efter min mening ikke noget, der tyder på, at samfundet ikke kan reguleres yderligere. Mulighederne for regulering bliver bedre, hvis der er europæisk enighed om omfang og indhold ( samarbejde med andre europæiske venstrefløjsgrupper og også gerne gennem EU ).
Analysen om den grundlæggende årsag til samfundenes ( globalt set ) udvikling , bør efter min mening aldrig stå i vejen for konkrete, realistiske, reguleringer til gavn for den brede befolkning.

Peter Beck-Lauritzen og Hans Bruun Jensen anbefalede denne kommentar

Kapitalismen i den skandinaviske udgave med et massivt velfærdssystem som grundlag, virker nu ret reguleret og derfor rimelig uskadelig. Man skal jo altid vurdere friheden i alternativerne.

Jan Weber Fritsbøger

Rikke Nielsen hvis du for 30 år siden havde skrevet det du skriver ville jeg give dig ret, men i dag har vi jo intet sikkerhedsnet, og kapitalismen har vist hvor grimt dens ansigt er når velfærden smuldrer,
i dag er der en stor gruppe som knokler, som arbejder mere end de burde for at beholde deres plads på arbejdsmarkedet, og en lille gruppe som ikke kan komme til fadet,
og som jeg ser det er der ingen af de grupper som har nogen frihed som er værd at nævne, dem i job er gældsslaver og må knokle for at beholde hus og bil og relativ velstand,
og dem uden får aldrig råd til hverken hus eller bil, medmindre de kommer ind i "varmen" på jobmarkedet,
men der er selvfølgelig de mere privilegerede, dem som har lukrative jobs og overskud i økonomien til at investere i andre menneskers arbejde, og på den måde købe den frihed de fleste aldrig får,

så den frihed du taler om er for de få, for de heldige som har en plads i den mest privilegerede ende af hierarkiet,
og er man i toppen af det behøver man slet ikke arbejde men har 100% frihed, og bliver forsørget af alle dem som er på bunden men i job,
du vil vel ikke påstå at der er nogen frihed for de mest uheldige, dem som end ikke kan få en anstændig forsørgelse, og heller ikke få mulighed for at forsørge sig selv,
men de kan blive aktiveret, hvilket vil sige arbejde for en "løn" man kun lige akkurat kan overleve på,
i de alternativer du tænker på får alle en uddannelse og er garanteret et job, men de må så til gengæld undvære andre friheder, som retten til at leve af andres arbejde og retten til at arbejde politisk for muligheden, det man i vesten kalder ytringsfrihed,
men spørgsmålet er om magthaverne sidder tungere på magten i socialistiske lande i virkeligheden, når vi lytter til vestlig retorik er socialisme vældig undertrykkende, men er kapitalismen ikke egentlig også det, med vores af os selv berømmede ytringsfrihed men økonomiske spændetrøje, vi tror vi kan vælge selv men fakta er jo mere grumset,
jeg går ind for en blanding af markedsøkonomi, og politisk styring med det formål både at bevare et rimeligt niveau af forbrug, og at undgå grådighedens rædselsregime med deraf følgende miljø og klimaskader,
altså der bør være et minimum af velstand for alle, og et maximum for velstand som forhindrer rovdrift på både mennesker, miljø, og resurser, men så nytter det jo ikke med borgerlige politikere som helhjertet bakker op om grådigheden.

ingemaje lange, Morten Lind, Peter Beck-Lauritzen, John Poulsen, Steffen Ernø, Kim Houmøller, Anina Weber, Peter Knap, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Esben Skytte Christiansen

EN KAPITALSYNDERS BEKENDELSE.

Enhedslistens chefideolog, Pelle Dragsted, proklamerer i denne sin ugentlige klumme, at han hader kapitalismen. Det kan meget vel være, og kan også være fuldt forståeligt, men had – en af de klassiske syv kapitalsyndere – er nu engang ikke den bærende drivkraft, der må til for at gennemføre varige samfundsforandringer. Had kan være en brugbar afgørende drivkraft i regulær krigsførelse, hvor eksistensen står umiddelbart på spil, men ikke i en langsigtet politisk strategi. Som sin modpol, kærlighed, gør had blind, og man handler og tænker irrationelt. Derfor kan et politisk parti, der vil fremstå som en seriøs deltager i det politiske liv, selv i et borgerligt-liberalt samfund som det danske, ikke opbygge sin position som en samfundsforandrende kraft på blindt had. Man er nødt til at erhverve sig den nødvendige indsigt, skabe en ideologisk afklaring og teoretisk forståelse i forhold til et fænomen som kapitalismen, både individuelt og kollektivt, hvis man skal sætte ind med fuld kraft i den samfundsmæssige omkalfatring og opnå holdbare resultater. Og man må uddanne bevidste kadrer, som har styr på de grundlæggende teoretiske begreber, hvis man skal være et avantgardeparti i denne samfundsfornyelse. Sker det ikke, ender det hele bare i ren aktivisme, i kaotisk og anarkistisk vold, hvor man måske umiddelbart opnår tilsyneladende sejre på samme måde, som man i kulden kan pisse i bukserne for at holde varmen. Det rækker kun for en stakket stund uden blivende værdi. Det er måske denne fokusering på ren aktivisme og den manglende ideologiske indsigt trods den udbredte akademisering af Enhedslisten, der ved de seneste valg har ført til en tilbagegang i den folkelige opbakning, især uden for de store studiebyer, sådan som tidligere EL-medlemmer af folketinget har peget på. Man vil være et folkeparti, der kan gøre de øvrige arbejderpartier rangen stridig, men fundamentet skal være i orden, bygge på solid indflydelse i og samvirke med centrale folkelige bevægelser, især fag- og boligbevægelsen. Arbejderklassen har erfaring med, at det er det lange, seje træk, der gør forskellen på flyvske og varige gevinster, ikke populistiske udsagn, hvor populære de end måtte være i nuet. Bare se til landets engang største arbejderparti DF’s skæbne. Højt at flyve, dybt at falde. Et endda stort hus, men på lerfødder, viste det sig. Også såkaldt almindelige mennesker kan blive klogere og reagerer skarpt, når de føler sig bedraget. Man foretrækker trods alt sanddru og troværdige politiske repræsentanter. Social indignation, ja gerne, men ikke blind vrede og had, som kun er destruktiv. På Christiansborgs gange er skrevet et gammelt bonmot, der siger, at ”Folkegunst er idel dunst”, en talemåde der stadig har sin gyldighed.

Stephan Paul Schneeberger

Steffen Gliese. Du forsvare den mest autoritære side af dansk fagbevægelse om at man skulle være mellem, frem for at folk skulle gøre sig det arbejde at argumentere, organisere og frem for at kæmpe sammen om forbedringer og tænke over den velfærdsstatslige ideologi og forstille et samfund uden kapitalisme. Det er trist at du ikke ser individers selv imitativ og organisere som en ting, men tyder til det som har gjort arbejder dovne og ignorant for andre arbejder forhold .

Nej Stephan Schneeberger. Ikke autoritære men nødvendige kampmidler til at forsvare lønmodtagerne mod magtelitens trang til selvovervurdering og misbrug af ikke magtfulde.

Søs Jensen, Morten Lind, Carsten Munk, Peter Beck-Lauritzen, Mikkel Zess, John Poulsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Stephan Paul Schneeberger, hvis man vil forsvare sine interesser i samfundet, må man stå sammen - de steder, hvor lønmodtagerne faktisk har formået at stå stærkt, er organiseringen stærk, og selvom den ikke er påtvunget, kunne folk, som her i gamle dage, ikke drømme om at bryde rækkerne, dertil er der simpelthen for meget på spil.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du skriver, må jeg indrømme. Et aktivt fagligt og politisk engagement er et socialt selvforsvar, og forsømmelsen af det igennem årtier har kostet indflydelse på et samfund, der rummer alle.
Hvor galt det kan gå en knækket fagbevægelse og venstrefløj så vi i England i går, der nu endegyldigt har bevist, må man gå ud fra, det ikke hører med til EU, fordi de ikke socialt og kulturelt 'er' europæere.

Tommy Clausen, Kurt Nielsen, Carsten Munk, Peter Beck-Lauritzen, Mikkel Zess og John Poulsen anbefalede denne kommentar