Mange vil efter det britiske valg sige: Venstrefløjen tabte, fordi den var for venstreorienteret. Og de vil drage den konklusion, at Labour, det britiske socialdemokrati, skal forlade venstreorienterede græsrødder og finde en såkaldt ’moderat’ eller ’midtersøgende’ leder, hvis de igen vil regere i Storbritannien.
Men præmissen holder ikke, og det gør konklusionen således heller ikke. Det er rigtigt, at Labour anført af Jeremy Corbyn fremlagde et stærkt venstreorienteret program, som foreslog offentligt ejerskab over vandforsyning og de britiske jernbaner, frit tilgængeligt bredbånd for alle, omfattende offentlige investeringer, en ny minimumløn og en kolossal plan for grøn omstilling af Storbritannien.
Det er også rigtigt, at Labour tabte omkring en femtedel af deres stemmer fra valget i 2017, og at deres modstander, Boris Johnson, erobrede magten.
Men Corbyn var lige så venstreorienteret for to et halvt år siden, hvor Labour fik et sensationelt valg og opnåede 40 procent af stemmerne. Og selv om partiet gik tilbage ved dette valg, fik de flere stemmer i 2019 med Corbyn som leder (ti mio.) end de tre valg i 2005 (9,5 mio.), 2010 (8,6 mio.) og 2015 (9,3 mio.), hvor de var anført af midtersøgende socialdemokrater – henholdsvis Tony Blair, Gordon Brown og Ed Miliband.
Det er heller ikke, fordi de socialdemokratier i de store lande i Europa, som har valgt en højreorienteret linje, har klaret sig bedre. Tværtimod. Det tyske socialdemokrati er blevet halveret over et par årtier, og de franske socialister er aktuelt helt uden for indflydelse. Ikke meget tyder på, at vejen fremad for Labour er at søge mod højre.
Intet svar på Brexit
Den bedste forklaring på Corbyns nederlag er, at han havde stærke holdninger, der kunne udslynges som slogans til alle de klassiske venstrefløjssager, men på Storbritanniens store politiske tema, Brexit, havde han ingen position.
Modstanden mod hans person, som er blevet større over de seneste par år, kan ikke mindst forklares med, at en så holdningspræget politiker har haft tre forskellige holdninger til EU ved de seneste tre valghandlinger uden at argumentere overbevisende for nogle af dem.
Corbyn virkede mere optaget af, at Brexit skulle blive en fiasko for hans modstandere end i at være med til at løse en national politisk krise. Idealisten Corbyn forekommer her opportunistisk.
Og han førte valgkamp, som om traditionelle arbejdervælgere ville følge partiet i det 21. århundrede, hvis bare Labour tilbød en politik, der var økonomisk god for dem. Men man kan ikke reducere frie borgeres holdninger ud fra deres økonomiske position, og Labour tabte torsdag mange af de arbejderdistrikter, hvor Brexit ifølge målingerne var det vigtigste tema.
Det er en typisk venstrefløjsfejl: Labour tog ikke udgangspunkt i det, der var det store offentlige tema, men havde et ambitiøst og progressivt program for det, som de mente burde være det:
»Nogle siger, det her er et Brexit-valg«, skriver de i deres valgmanifest og nævner alt det, valget burde handle om, inden de konkluderer:
»Det her er frem for alt et forandringsvalg«.
Det minder om de mange valg, hvor venstrefløjen ikke har haft et bud på en udlændingepolitik, fordi de synes, det burde handle om noget helt andet og større.
Det ironiske er, at Corbyn på mange måder har udviklet politik for det 21. århundrede. Han omdannede det gamle arbejderparti til en progressiv bevægelse, han foreslog radikale forandringer til et samfund, der af konservativ politik og vild finanskapitalisme er blevet stærkt forandret, og han var en ’autentisk’ leder, som førte politik på idealer.
Han kunne i forhold til kampen mod klimaforandringer, multinationale selskaber og skattesvindel have sagt, at det er tid til kollektiv handling, og EU er en ramme for kollektiv handling. At de progressive og solidariske kampe kun kunne realiseres i et større fællesskab. Men enten troede han ikke selv på det, eller også ville han ikke.
Under alle omstændigheder er læren af Corbyn ikke, at han var for venstreorienteret. Men at han ikke formåede at overkomme kulturelle modsætninger i det 21. århundrede og skabe en base for sit venstreorienterede politiske program. Det bliver opgaven for den næste leder – og for den europæiske venstrefløj.
Tak Rune,.... jeg konkluderede precist det samme, og kan tilføje. Boris Johnson er tættere på Corbyn i sin økonomiske politik end Boris Johnson er på Margaret Thatcher.
ja Tony Blair og det new laybor som han stod for va tættere på Margaret Thatcher end på colbyn og boris johnson, som begge er til venstre for tony blair. i den økonomiske politik.
Boris johnson vil gennemføre mange af de tanker som Colbyn kom med da han er nødtil at fastholde sin posion og mange på højrefløjen vil give boris, retten til dette, fordi boris levere brexit.
jeg måber over den demonisering der er over for boris johnson på den danske venstrefløj.
Tak, det er sådan set det synspunkt, man burde kunne læse alle steder, fordi det jo - som det fremgår - er det objektivt rigtige, underbygget af faktiske tal.
Man kan håbe, at Johnson endelig har set skriften på væggen og vil føre den politik, han siger, der imidlertid ikke er klassisk Tory, eller at han ikke kan holde, fordi han fortsætter traditionen med at føre klassekamp fra oven OG gennemtvinger et Brexit uden aftaler, selvom der objektivt set er et flertal imod det i befolkningen. - Men mest kan man håbe, at han må gå før tid, sit absolutte flertal til trods, fordi der vil være uenighed om politikken, når det kommer til stykket - og at Corbyn til den tid vil være klar over, at valgsystemet må laves om.
Martin Sørensen, det er jo noget med, at sporene skræmmer! De færreste ville vel forvente af en Boris Johnson, der ofte har været ekstremist i sine højrefløjssynspunkter, at han ville flytte partiet ind mod midten, som han siger, han vil.
SOm bekendt tog det mange år for danske lønmodtagere at erkende, at den sidste ægte danske socialdemokratiske statsminister var Poul Schlüter.
Vælgerne mener indlysende ikke at EU er en god ramme for løsning på de problemer de oplever. De kender argumenterne.
Trumps vælgere har heller ikke alle jord i hovedet.
De oplever og ser noget andet.
Når der tales om fællesskaber hvis fællesskaber er set så?
Kun 30% af de stemmeberettigede stemte på Boris Johnson. Independent citerer en vælgerundersøgelse blandt frafaldne Labour-stemmer. Valgprogrammet spillede en mindre rolle. Den væsentligste grund var partiledelsen og Brexit. Briterne er dødtrætte af 3 års Brexitbøvl; og Corbyn lagde op til endnu en forhandligsrunde med EU og Parliamentet. Der er næppe mange tidligere stemmer, som faldt fra, fordi valgprogrammet lagde op til at nationalisere den privatiserede infrastruktur, som definitivt ikke fungerer i store dele af Storbritannien.
Befriende analyse - Tak for den - Englænderne havde og har hårdt brug for en ny og socialt retfærdig politik, MEN ikke for Corbyns vægelsind omkring EU og Brexit
Steffen Gliese Sporende skræmmer ?
Som borgmester i London gjorde Boris precist det samme, han flyttede de konservative over midten og blev genvalg i en meget rød by, London. ja som der så også var en ja rød super dalring. Ken Livingstone var gået i selvsving. og derfor tabte han til borise er det de spor der skræmmer. boris slog ham to gange.
Ledelsen i Labour havde simpelthen for meget uld i mund i forhold til Brexit og EU, og briterne er dødtrætte af at svæve rundt i et politisk vakuum.
Dernæst er Corbyn jo ikke ligefrem en karismatisk personlighed, snarere en lidt sammenbidt gnavpot med begrænset folkelig appeal.
Man kan begræde, at det betyder noget, men det gør det.
RL: God artikel. Send den til Mette Frederiksen. Hun skryder af selvtilfredshed over sin 'midterkurs'
Godt sagt af Rune Lykkeberg.
Yderligere spiller det nok også en stor rolle, at mange medier gik amok i smædekampagner mod Corbyn.
Og at Johnson havde fået mundkurv på så han ikke sagde noget alt for fjollet..
(Lige indtil journalisten viste ham billedet af den syge dreng på hospitalsgulvet, og Johnson proppede telefonen i lommen - men da var det for sent)
Information har selv deltaget i anti-Corbyn-kampagnen ved ukritisk at kolportere absurde påstande fra søsteravisen The Guardian, så jeg mener ikke, man kan tillægge redaktionen nogen seriøs stemme i evalueringen af hans nederlag. Det tog er kørt. Det var simpelthen rystende, da man på lederplads i Information forleden kunne læse formuleringen "Corbyn er næppe antisemit". Her gentages en af de mest infame beskyldninger i anti-Corbyn-kampagnen endnu engang, og det på en måde, så man som tilhænger af Corbyns progressive politiske dagsorden inddirekte også gøres til en forsvarer for antisemitiske synspunkter. Man må simpelthen stille sig selv det spørgsmål, hvorfor vi her i DK skal betale formuer i mediestøtte til en såkaldt kritisk presse, hvis den alligevel fjernredigeres af Murdochs kampagnemediemaskine, når det virkelig gælder.
Labours valgnederlag, som John McDonnel har taget ansvaret for, havde historiske dimensioner, og det er derfor ikke overraskende, at analysen af nederlagets årsag er gennemsyret af interesser. Det særlige ved partiets egen officielle forklaring på nederlaget er imidlertid, at det fortsat ønsker at vinde regeringsmagten. Derfor er det også tvunget til at komme tættest muligt på sandheden om, hvorfor et større antal vælgere blev til tidligere Labour-vælgere ved valget d. 12.12, og de konservative for fjerde gang kan danne regering. Lykkes det ikke kommer der et nyt nederlag ved næste parlamentsvalg om fem år.
Det er en lidt sørgelig historie, hvis man ser på hvorfor det overhovedet er kommet så lang i Storbritannien.
De sociale forhold der er mildt sagt elendige, og fattige grupper rundt omkring i unionen sulter. Derfor kom tanken om brexit, for at Få bedre forhold og brød på bordet. Storbritanien er et klassesamfund, og de nederste 25% døjer med at klare sig. Om forholdene bliver bedre afhænger om deres regering vil gå ind i et program for igen at afskaffe sult i landet, ordentlige hospitalsophold og meget mere.
Sandt at sige kunne den danske socialdemokratiske tankegang om få har for meget og ingen for lidt være mere end almindelig relevant.
Men jeg ser ikke nogen kommentere Storbritanniens sociale helt uholdbare sociale situation.
Sidder netop og lytter til Kim Bildsøe Lassen DR,, som altid har været god til at opsnappe, hvad andre forventer, han skal mene. Han hævder, at Labour tabte fordi partiet er 'medlemsstyret' og fordi Corbyn er 'gammeldags.'
Der er lang vej igen...Tak til Lykkeberg for an anderledes kvalificeret gennemgang.
Nu er vælgerne jo ikke dumme.
Vi husker.
Bedre end politikere og journalister tror.
Hvad sagde Corbyn om Hugo Chavez:
"Thanks Hugo Chavez for showing that the poor matter and wealth can be shared. He made massive contributions to Venezuela & a very wide world"
Mon det har en betydning for tilliden til Corbyn?
Gæt selv.
Så Rune L. Du glemte vist noget i analysen.
Og hvad er så sandheden om Chavez, Jørgen Wind-Willassen? At det immervæk lykkedes ham at løfte store dele af befolkningen ud af den yderste fattigdom, men at han selvfølgelig blev modarbejdet af de kapitalinteresser, som alle demokratier i verden i stedet burde have stået last og brast med ham om at tæmme.
Corbyns mange gode progressive forslag er i strid med EUs regler, og ville ikke kunne gennemføres under EU-medlemsskab. Den slags anti-nyliberalistisk lovgivning, som Corbyn agiterede for, kan kun gennemføres under national selvstændighed.
Det var en del af arbejderklassen udmærket klar over, derfor stemte de ikke på ham.
Ah, Per Selmer, mange af dem udspiller sig jo i det øvrige EU, uden problemer, det er kun de emsige englændere, der har denne bandsatte tro på det private ejerskab. Hvilket jo paradoksalt nok har ført til, at det mest demokratisk styrede togselskab i Europa, DB, ejer størstedelen af de engelske toglinjer.
En ting står i det mindste klart: Dele af arbejderklassevælgerne blev hjemme på valgdagen eller stemte på de konservative, og de er som bekendt ikke store tilhængere af nationaliseringer. Til gengæld er de arge EU-modstandere, og hvad Selmer får ud af det, er ikke godt at vide.
I mellemtiden har E. Thornberry truet med at slæbe Caroline Flint i retten, efter at Flint i TV uretmæssigt har citeret Thornberry for at sige, at vælgerne i den røde mur er underfrankerede. Foreløbig kan Labour glæde sig over, at det varer noget tid, inden det næste valg finder sted.
Kunne det da slet ikke tænkes, at "Labour" fik så læsterlige ørefigner og så kraftige kindheste, simpelthen fordi briterne følte trang til - i umisforståelige og utvetydige vendinger- at sige et rungende NEJ TAK til socialisme?
Corbyn fik tæsk - flere tæsk en nogen socialdemokrat i UK i årtier - fordi han er overdrevent venstreorienteret. Og fordi englænderne - uanset om de er for brexit eller imod - vil have en afklaring.
Corbyn ville ALDRIG kunne vind et valg! ALDRIG! Der dog en smule retfærdighed til.
"Hvilket jo paradoksalt nok har ført til, at det mest demokratisk styrede togselskab i Europa, DB, ejer størstedelen af de engelske toglinjer."
Deutsche Bahn har (via sit ejerskab af Arriva) tog- og busdrift i store dele af Nordeuropa og talrige strejker blandt selskabets ansatte. Selvom DB er statsejet, er det i sig selv ikke et gode for de europæiske lande at selskabet, som formentligt er verdens næststørste, i medfør af bl.a. EU-bestemmelser kan udkonkurrere statsselskaber i andre nationer og på denne måde udvikle monopoltilstande med få andre, overnationalt opererende selskaber. Og hvem ved, hvornår DB's aktier måtte blive solgt som led i endnu en politisk renæssance i Tyskland?
HOV HOV HOV!
Læser mange af kommentarerne ovenfor og er kommet lidt sent til ballet. Men én ting som ikke bliver nævnt er det skørre britiske valgsystem. HVIS UK havde det samme valgsystem som bliver brugt i Danmark, så ville vi nu med stor sansynlighed have en bred regering med Labour, Lib Dem, SNP og Jeremy Corbyn som PM. Venstrefløjen fik de fleste stemmer(52%+). De Konservative fik kun 43.5% af stemmerne, men det skørre og udemokratiske valgsystem giver dem mere end 50% af folketings medlemmerne og derved 100% af magten. Den britiske befolkning vil over de næste mange år få ét mindretals parti's ideology trukker ned over deres hoved imod flertallets vilje.
Hvis ikke det var dommeren, må det have været modvinden i begge halvlege - eller fodboldreglerne. Selv ikke det druknede barn i vandkanten kunne vende kampen denne gang. Ud var hvad de ville efter tre år i Limboland.
Information er ikke stedet for en analyse af årsagerne til valgresultatet i UK. Interesserede bør i stedet for kigge efter britiske data og analyser. Her kan man bl.a se, at svingvælgerne i Nordengland tillægger Johnson større økonomisk kompetence end Johnson, og en sådan rationalitet vil på et eller andet tidspunkt også tvinge Labour til at bruge anvendelsesmodellen som medieteori.
Af betydning for verden er nu, at Boris Johnson har et mandat til sin udtrædelsespolitik. Det vil for Danmarks vedkommende sige, at der bliver en runde om fiskerirettigheder i britisk farvand. I løbet af relativ kort tid vil det også stå helt klart, om Johnson søger en hård version af Brexit, - det tyder alt på, da han er i gang med et tidsbegrænse forhandlingerne, eller om han alligevel går på akkord, sådan som han har gjort i forhold til Nordirland. Endelig ved vi sikkert også inden næste parlamentsvalg i UK om fem år, om Det forenede Kongerige overlever Brexit, og om svingvælgerne i Nordengland har fortrudt deres valg i 2019.