Læserbrev

Stop med at bruge afrikanske børn til at peppe din Instagramprofil op

Det er blevet normalt blandt danske unge at lægge billeder op af børnehjemsbørn på Instagram, når de tager til afrikanske lande som turister eller frivillige – noget man aldrig ville gøre i Danmark. Det bør stoppe, for det er ikke okay at kapitalisere på deres vanskelige kår, skriver Nasra Ashur i dette debatindlæg.
19. december 2019

Hvordan ville du have det, hvis udlændinge kom til Danmark og tog billeder af dit barn og lagde dem ud på sociale medier?

Det ville nok være ekstremt grænseoverskridende og på kant med persondatalovgivningen. Men afrikanske børn udstilles helt åbenlyst og i stor stil på Instagram, uden at nogen løfter et øjenbryn. Søde og harmløse billeder, som pryder profilerne så fint blandt billederne af full moon-fester i Thailand. Men mon ikke piben havde fået en anden lyd, hvis turister og fremmede tog billeder af tilfældige legende danske børn?

Hvert vinterhalvår drager mange unge på deres store udenlandseventyr som led i deres sabbatår. Turen går ofte forbi Tanzania, Uganda og andre afrikanske lande, hvor unge arbejder som frivillige på skoler og børnehjem – og selvfølgelig skal det dokumenteres på Instagram.

Det er, som om synet af disse søde og ’eksotiske’ børn får os til at tabe den moralske sut. Man må bare knipse et par instavenlige billeder af turen til »Afrikas største slumkvarter«, som en af mine bekendte beskrev det i efteråret.

Siden hvornår er det blevet okay at filme og tage billeder af små børn i deres klasseværelse, mens de er til undervisning? Eller af tilfældige børn, som leger på en legeplads? 

Jeg har generelt stor tiltro til mine unge medmenneskers moral, men den tro lider et knæk, når jeg ser dem kapitalisere på andre menneskers liv og vanskelige kår. Jeg forstår godt, at omgivelserne og kulturen er spændende og anderledes. Men det er nu engang sådan, at disse mennesker lever, og det er ikke et fripas til at bryde sociale normer, som vi normalt føler os bundet af i Danmark og resten af (den vestlige) verden.

Vi ville aldrig acceptere, at folk kom til Danmark og tog billeder af og filmede samfundets svageste. Danske unge filmer heller ikke tilfældige børn i Danmark, når de er frivillige eller på anden vis arbejder med børn herhjemme – og hvis deres egen moral ikke var nok til at afholde dem fra det, har vi lovgivning imod det.

Så husk lige, at dit moralske kompas bør virke i Tanzania såvel som i Tyskland, og at dit eventyr ikke bliver mindre værd eller mindre ægte af ikke at blive delt på Instagram.

Nasra Ashur, medicinstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Andersen
  • Vivi Rindom
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • erik pedersen
  • Carsten Munk
  • Christian Mondrup
Martin Andersen, Vivi Rindom, Klaus Lundahl Engelholt, erik pedersen, Carsten Munk og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ovenstående link henviser til en reportageartikel i Fredericia Dagblad fra 2016, som er lavet af en journalist og fotograf på bladet, om dette lokalt funderede fastelavns-arrangement.

Morten Højer, Emir Sulaiman, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Frederik Rischel

Om det er fra en artikel eller ej, er det da en smule ironisk at et lignende billede af forfatteren selv er at finde på internettet :)
Anyways, så er jeg helt enig med hende. Det er også mange der gør det på tinder.. Gerne et lækkert billede af vedkommende, omgivet af en helt flok af fattige men glade børn der enten omfavner eller kigger beundrende på heltinden. (jeg ser kun kvinder gøre det på tinder men går da udfra de ikke alene om det)
Det er i hvert fald kvalmende. Især når man ved at de med al sandsynlighed har tilbragt et nogle måneder med tjansen, og derved på ingen måde har været den stabile omsorgperson, som børn jo har brug for.
Det minder mig om dengang "flygtningekrisen" brød ud og alle brugte et par dage på at komme forbi med deres aflagte tæpper. Og deres kamera..

Anders Sørensen

"Siden hvornår er det blevet okay at filme og tage billeder af små børn i deres klasseværelse, mens de er til undervisning? Eller af tilfældige børn, som leger på en legeplads? "

Man må formode, at der er blevet givet adgang til klasseværelset. Så det er naturligvis helt ok.

Det er også helt ok at tage billeder af børn på legeplads, så længe det ikke er close-ups uden samtykke.

Og eventyret BLIVER faktisk mere virkeligt og vedkommende ved at blive dokumenteret. Hvis det ikke blev, ville det være uvirkeligt for alle andre end dig selv, hvilket ville gøre det til et egoprojekt. Og hvem gider den slags.

Birgitte Simonsen

Jeg er ikke vidende om at moral og GDPR har noget med hinanden at gøre, og persondataforordningen gælder næppe på det afrikanske kontinent eller i Asien. Jeg vil dog opfordre debattøren til at besøge Datatilsynets hjemmeside og læse mere om brug at billeder på nettet.