Læserbrev

Sundhedssystemet burde samarbejde mere med alternative behandlere

Alternative behandlere bliver udsat for en urimelig hetz i danske medier. Der er uden tvivl brodne kar i det alternative behandlermiljø, men behandlingerne hjælper også utroligt mange mennesker, når det konventionelle system giver op, skriver Lars Muhl i dette debatindlæg
Debat
13. december 2019

I denne tid bliver der i dansk presse nærmest drevet heksejagt på såkaldt alternativ behandling og behandlere. Grundet nogle få brodne kar kræver visse medier, senest Information den 5. december, at alternative behandlere ikke skal have lov til at behandle alvorlige og potentielt dødelige sygdomme som kræft.

For ikke længe siden kunne man i Berlingske læse flere alternativt orienterede læger stille sig kritiske over for den konventionelle kræftbehandling. Hundredtusindvis af mennesker bliver hvert år hjulpet, også for kræft, i det såkaldt alternative behandlermiljø.

Jeg havde selv den store glæde at blive hjulpet op af et tre år langt sygeleje af en klog mand, seeren Calle de Montségur, som i sit liv hjalp og helbredte tusindvis af mennesker – også for kræft. Læs eventuelt min bog om ham, Seeren fra Andalusien, eller se min dokumentarfilm Seeren.

Montségur kaldte sig selv for ’kvak’, men arbejdede gennem sit virke sammen med mange læger, der kontaktede ham, når de ikke længere kunne hjælpe deres patienter. Men det skete selvfølgelig også, at der var patienter, han ikke var i stand til at gøre noget for.

Problemet er, at mange af de patienter, der henvender sig til alternative behandlere, først gør det, når de er opgivet af det konventionelle system. Og så er oddsene for overlevelse selvfølgelig betydeligt mindre, end hvis man var kommet i alternativ behandling noget før. Et samarbejde mellem det konventionelle sundhedssystem og den alternative behandling ville være at foretrække. Og for mig er der ingen tvivl om, at det bliver sådan i fremtiden.

Der findes i Danmark en lang række veluddannede terapeuter af forskellig slags, som gør et stort stykke arbejde med at hjælpe og helbrede lidende borgere.

I artiklen fra Information står der: »I værste fald er bivirkningen døden, fordi det bliver på bekostning af ordentlig og veldokumenteret behandling.« Men hvor mange mennesker dør dagligt af bivirkningerne af den medicin, de har taget i årevis? Eller af den kemobehandling, som flere læger måske ikke engang selv ønsker at underlægge sig?

Det er et spørgsmål, det kunne være rigtig spændende at få svar på.

Lars Muhl er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Bess Boelsbjerg

Tak for indlægget! Selvom det er bragt for noget tid siden, fremstår det stadigt som aktuelle spørgsmål. Jeg har som forsker beskæftiget mig med komplementær og alternativ behandling. Og har undersøgt, hvordan kræftpatienter oplever det at modtage healing som en hjælp til at håndtere alle de forskellige udfordringer, der optræder sammen med det at blive behandlet for kræft. Det kan være angst, uro, træthed, appetitløshed eller depression. Hvis man vælger at indføre et forbud mod alternativ behandling til mennesker, der er livstruende syge, må man også spørge sig selv, hvor de så kan hente hjælp til alt fra muskelspændinger til uforudsete træthedsanfald eller almindelige behov for følelsesmæssig støtte? Hvis det hele skal kunne tilbydes gennem det etablerede sundhedsvæsen kræver det radikale ændringer! Ligeledes undrer det mig, at der åbenbart ikke er nogle, der tænker tanken til ende - for er det kun de kræftramte, der skal 'beskyttes' mod alternativ behandling. Hvad med mennesker med KOL, diabetes eller risko for hjerte-kar-sygdomme? Og hvem skal håndhæve dette forbud? For når halvdelen af alle danskere har anvendt alternativ behandling, er det naivt at forestille sig, at man aldrig vil gøre det igen, hvis man har oplevelse af, at det er en støtte for en. Især når man er under det store pres, som en livstruende sygdom lægger på ens tilværelse. Så et evt. lovforslag på dette område virker for mig som ugennemtænkt. Lad os håbe, at man i stedet vil bruge ressourcerne til at oplyse læger og patienter om fordele og ulemper ved brug af ikke-evidensbaseret medicin og så påbegynde et samarbejde om at sikre trygge og gennemsigtiggjorte patientforløb. Det vil for mig at se, være et reelt tiltag for at styrke patientsikkerheden!