Kære Lasse Ellegaard
Som du ved, døde min far, journalist og musikanmelder Lars Villemoes, for et par uger siden. Det blev omtalt i Berlingske af Bent Blüdnikow umiddelbart efter, mens din egen avis Information tog notits onsdag. Jeg har også selv skrevet om det i Weekendavisen.
Blüdnikow beskrev et afgørende punkt i min fars liv: Da han som den første journalist herhjemme kunne fortælle om Blekingegadebandens ideologiske forhistorie og ophav i det venstreekstreme Kommunistisk Arbejdskreds (KAK).
Det gjorde han i Dagbladet Information i 1989-90. Det vakte en større furore. Artiklerne blev mødt med vantro af læserne, hos tidens fremtrædende venstreintellektuelle og ikke mindst på Informations redaktion i Store Kongensgade.
Store dele af redaktionen brød sig ganske simpelt ikke om min fars artikler. De mente, at hans dækning tilsvinede venstrefløjen samt bidrog til politiets opklaring af sagen. Man skulle umiddelbart tro, at særligt sidstnævnte var et tegn på god og grundig journalistik, men dengang blev det opfattet som stikkervirksomhed.
Ja, det brød ligefrem med »fundamentale journalistiske principper«, lod vigtige skikkelser med rynkede pandefolder vide (nærmere bestemt de tre venstreintellektuelle krimonologer Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard i deres kronik i Information den 7. juni 1989). Det er godt nok principper, ingen har hørt om hverken før eller siden, men dengang blev de af mystiske grunde taget alvorligt.
Modstanden mod min fars artikler blandt læserne og internt på avisen var så massiv, at hans daværende chefredaktører, Lars Hedegaard og Peter Wivel, måtte afsætte tid og kræfter til at skærme deres journalist, så han kunne udføre sit arbejde. De gjorde deres pligt som redaktører.
I 1990 erstattede du Wivel og Hedegaard som chefredaktør på Information. I Berlingske skrev Blüdnikow, at du herefter pressede min far væk fra sagen. Det er sandt. Det gjorde du. Men du har hårdnakket benægtet det de seneste snart 30 år. Ikke mindst i lørdags, hvor du i et læserbrev i Berlingske nok engang gentog din gamle løgn om, at du gerne så min far fortsætte med at dække sagen i Information.
Ville tækkes venstrefløjen
Min far kan ikke selv svare. Som hans eneste barn svarer jeg meget gerne på hans vegne. Sandheden er, at du fratog min far muligheden for at følge retssagen mod Blekingegadebanden ved at tage hans reserverede plads i retssalen fra ham.
Det er et uomgængeligt faktum.
Et brev fra Østre Landsret dateret til den 13. juni 1990, som jeg har fundet i min fars gamle papirer, viser, at der kun var én plads reserveret til Information i retssalen. Og den gav du til en journalistpraktikant, der fik til opgave at referere retshandlingen. At praktikanten blev sat til at dække sagen, skriver du selv i en leder på forsiden af Information 15. september 1990.
Hvordan i alverden skulle min far kunne dække en sag, du nægtede ham at følge? Alle med øjne i hovedet kunne se, at du satte min far af sagen. Du gav hans kritikere ret og placerede ham i en journalistisk set umulig position. Du har måske haft held til at overbevise en enkelt naiv kollega eller to om andet, men du narrer næppe andre. Så dum er offentligheden trods alt ikke.
Hvorfor gjorde du det? Svaret er ligetil, og du har da også selv indrømmet det i bisætninger, tilsyneladende uden selv at være klar over det. I 2008 begrundede du over for Information blandt andet din beslutning med, at den ville »sikre os mod flere angreb fra en frustreret venstrefløj.« Her står det. Sort på hvidt. Du fjernede min far for at tækkes de vrede venstreorienterede.
Det er dine egne ord. Stå dog ved dem.
Ingen faktuelle fejl
For at forstå hvor useriøse dine argumenter mod min far var og stadig er, skal man blot kigge lidt på din øvrige tid som chefredaktør på Information. Lad os tage din (afdøde) ven og kollega Jan Stage.
Han var en lystløgner. Det vidste du udmærket. Ikke desto mindre lod du ham dække Balkankrigen, vel vidende at han ofte sad på sit hotelværelse med en skrivemaskine og bandt læserne historier på ærmet.
Men hans løgnagtige reportager rykkede jo ikke ved deres verdensbillede, de skabte hverken vrede eller mistro, ingen venstreintellektuelle beskyldte ham for at bryde med fundamentale journalistiske principper (hvilket han faktisk gjorde).
Til gengæld skrev han godt. Så hvorfor ikke kræve det samme af ham, som du krævede af min far?
Sagen er meget klar og lige til. Efter 30 år har ingen endnu kunnet påvise en eneste faktuel fejl i min fars artikler. Tværtimod har eftertiden kun bekræftet, hvad han skrev om sagen. Dine anklager om manglende objektivitet fra hans side (som du har gentaget talrige gange gennem årene) var det rene vrøvl.
Du tog fejl.
Min far var en besværlig mand, umulig at arbejde sammen med og møgirriterende for enhver redaktør. Jeg forstår udmærket, hvis du ikke kunne holde ham ud. Men hans artikler var der intet i vejen med. Det har stået klart i mange år.
Opgøret med venstrefløjens voldelige skyggesider burde være taget i Information. Det var jo venstrefløjens egen avis. Opgøret var allerede begyndt under Hedegaard og Wivel. Det var en helt unik historisk mulighed, du havde mellem hænderne.
I stedet blev opgaven på grund af dig udliciteret til borgerlige medier som Berlingske Tidende og Weekendavisen, så venstreorienterede let kunne afskrive det som ondsindet højrefløjspropaganda.
Ubehagelige kendsgerninger
Siden har den yderste venstrefløj da også fulgt opskriften fra dengang: Hvis en sandhed er ubekvem, så flyt opmærksomheden til kritik af statsmagten og medierne. Det virkede dengang, og det virker nu. Du har gjort dit til, at det er sådan. Venstrefløjen er et dummere sted, end den burde være, på grund af folk som dig.
Du svigtede din egen journalist, du svigtede din avis, og du svigtede dine læsere.
Børge Outze ville græmme sig. Du prioriterede Jan Stages lækre løgne og fiktion over min fars rystende sandheder. Hvad kalder man egentlig en journalist, der vælger trygge løgne frem for ubekvemme sandheder?
Daværende chefredaktør på Weekendavisen Tøger Seidenfaden havde et i tiden beundringsværdigt klarsyn. Jeg vil lade ham få det sidste ord og citere et svar, han skrev til en af dine ledere i 1990:
»Lad mig afslutningsvis tilføje, hvad jeg tror, mange uden for det journalistiske miljø allerede har fornemmet: Den omfattende polemik om pressens dækning af Blekingegadesagen, som også kritikken af Lars Villemoes i Information og i Det Fri Aktuelt er en del af, handler kun i meget begrænset omfang om journalistiske arbejdsmetoder, kildekritik, etik og så videre. Den er først og fremmest udtryk for en massiv ideologisk forskydning. Det er mere behageligt at mistænkeliggøre journalister end at forholde sig til en efterhånden indlysende, men ubehagelig kendsgerning: Også på dele af den danske venstrefløj har der været grobund for politisk kriminalitet og for den terroristiske mentalitet.«
Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes
Journalist og debatredaktør på Weekendavisen og søn af Lars Villemoes (1953-2019).
@Søren K. Villemoes
Forholdet imellem Blekingegade Banden, PET , Mossad & PLFP er ret mystisk ....
havde Mossad en person siddende i PET, der fik adgang til PET's materiale om Blekinggade Banden, og var det grunden til PET's langmodighed ??
Banden røvede en pengetransport i 1983, og kort efter røveriet blev det meste af udbyttet fundet på to PFLP-kurerer i Paris.
Hvorfor delte PET ikke oplysningerne om PFLP-forbindelsen med efterforskerne fra Lyngby Politi?
Hvorfor forlangte Politiet aldrig at få bevismaterialet - 6 mio kroner - udleveret fra Frankrig ??
Jeg kender selvfølgelig ikke svaret; men engang - var det omkring årtusindskiftet ?? - var der forslag fremme om at nedsætte en Blekinggade Bande Kommission, der skulle undersøge bl. a. dette.
Information skrev i den anledning leder, hvor man foreslog, at man ved samme lejlighed skulle nedsætte en kommision til undersøgelse af Udfaldet fra Fredericia" i 1849 !!
Meningen var tydelig nok .... der skal ikke rodes mere i den gamle sag om Blekinggade Banden og dens meritter - der var formange ømme tæer rundt omkring, også på redaktionen.
Det var en vigtig demokratisk debat, der her blev undertrykt.
Søren K Villemoes. Hvor meget du/din far har ret ved ingen, og de fleste er ligeglade nu 30 år efter. Det er først og fremmest for sent at genstarte/fortsætte kampen 30 år efter, og efter din far er død. Du er patetisk når du forsøger at skaffe din far en eller anden form for oprejsning med en masse påstande skudt fra hoften, om hvad der skete for snart 30 år siden.
Jeg forstår det ikke. Du skriver Henning Kjær: “Information skrev i den anledning leder, hvor man foreslog, at man ved samme lejlighed skulle nedsætte en kommision til undersøgelse af Udfaldet fra Fredericia" i 1849 !!
Kan du forklare lidt om sammenhængen. Mener du, at Information (Lasse Ellegård?) ikke ønskede, at der skulle forskes i årsagerne til politiets langmodighed? Fordi nogle journalister var involveret eller hvordan?
Beklager - jeg mener Torben Lindegård.
'Du er patetisk når du forsøger at skaffe din far en eller anden form for oprejsning med en masse påstande skudt fra hoften...'
Det er et ganske åbent spørgsmål hvem der er patetisk her.
@charlotte keck
Jeg undrede mig dengang over, at Information ironiserede over tanken om at nedsætte en Undersøgelseskommission for at udrede, om offentligt ansatte embedsmænd havde begået fejl eller forsømmelser Blekingegade sagen.
I øvrigt blev Kommissionen så aldrig nedsat - Folketinget var åbenbart ikke interesseret.
Rene Arestrup.
Det er alt for sent at komme her 30 år efter og forsøge at genopfriske en uretfærdighed.
Hvis alle frædres uretfærdigheder skulle bringes i medierne, ville medierne være fyldt af den slags gammel nonsens.
Alle fædre/mennersker har været udsat for uretfærdigheder, men de skal behandles mens tid er, og ikke efter deres død.
Hvis Lars Villemoes ikke kunne klare et STORT nederlag i livet, så skal hans søn ikke give andre skylden, og kræve undskyldninger. Søren K. Villemoes er ikke selv part i striden og var ikke til stede. Det er bare krænkelsesparathed.
Søren K. Villemoes, kom dog videre i livet, i stedet for at søge efter en din sandhed i din afdøde fars gamle papirer.
@Henning Kjær
Nu er dette jo ikke en hvilken som helst sag om æresoprejsning. Det er en sag, der involverer væsentlige, principielle spørgsmål af bredere betydning for offentligheden. Og uanset at det er nogle begivenheder, der foregik for 30 år siden, trækker de tråde helt op til i dag.
Hvis Søren K. Villemoes beretning står til troende - og det er der temmelig meget, der tyder på at den gør - fortæller den os noget væsentligt om hvordan medierne fungerer, om magt, om pressefrihed og om hvordan indflydelsesrige mennesker lader sig korrumpere. Det er på alle måder relevant og interessant. Også i dag.
Der er ingen tvivl om, at Blekingegadesagen har trukket sørgelige spor i den danske offentlighed op igennem tiderne. Måske havde venstrefløjen også været mindre paranoid, hvis det ikke var faldet sammen med de bevægelser i Østeuropa, der på få måneder i det samme år førte til statskapitalismens sammenbrud.
Afsløringerne førte også for nogles vedkommende til en uforsonlighed, som stadig martrer et debatmiljø, der i tiden før havde været nuanceret.
Selv havde jeg læst Information med jævne mellemrum, på biblioteket, på caféer, men et flere måneder langt ophold i Jylland, hvor det ikke var ligeså indlysende at finde den i det offentlige, fik mig til dagligt at købe den - også som afkobling fra det arbejde, jeg iøvrigt bestred.
Og jeg elskede Villemoes' afslørende artikler. At de ophørte, undrede mig længe, selvom jeg jo blot kunne have læst det i avisen.
Imidlertid står vi vel i dag, helt aktuelt , med spørgsmålet: hvad skete der med den planlagte dækning af retssagen imellem juni og september 1990? Var Villemoes til stede i retten, og var han det i så fald på egen foranledning eller som bladets anden udsendte. Det må trods alt kunne opklares - og det vil være rigtig godt at få bekræftet eller manet i jorden de mytiske forestillinger, der stadig florerer, og som nu igen ikke blot findes i hovederne på folk, men er blevet artikulerede.
Til gengæld er der vel ikke i dag én eneste, der kan benægte Appels bestikkelsesteori.
Henning Kjær
"Hvis alle frædres uretfærdigheder skulle bringes i medierne, ville medierne være fyldt af den slags gammel nonsens."
Har man ikke saglige argumenter for eller imod, kan man jo altid forsøge at skyde på personen i stedet. Et patetisk forsøg på at lukke ned for Søren K. Villemoes udlægning og hermed forsøge at undertrykke hans ytringsfrihed med påstanden om gammel nonsens.
Rene Arestrup.
Søren K. Villemoes bringer intet nyt frem, og han har været tavs i 20-30 år.
"Det er en sag, der involverer væsentlige, principielle spørgsmål af bredere betydning for offentligheden". Måske! men hvilke principielle spørgsmål?
Der har været en uenighed melem en journalist og hans redaktør for 30 år siden, so what!
Rikke Nielsen.
Søren K. Villemoes har bedre muligheder for at bruge sin ytringsfrihed end det store flertal.
Jeg vil ikke argumentere for eller imod Søren K. Villemoes, men det er ham der har ventet i 30 år og på en hovedpersons død før han "genoplivede væsentlige, principielle spørgsmål af bredere betydning for offentligheden" Han har sovet i timen og nu er sagen kun interessant for ronkedorer.
Alle udsagn er domineret af glemsel og 30 års bortforklaringer.
Henning Kjær, Søren K. Villemoes var 11 år, da sagen kørte - og en del af det materiale, der antænder hans brede, har han åbenbart fundet i sin fars bo.
hans vrede, skulle der selvfølgelig stå
Steffen Gliese
Du spørger: ”hvad skete der med den planlagte dækning af retssagen imellem juni og september 1990? Var Villemoes til stede i retten, og var han det i så fald på egen foranledning eller som bladets anden udsendte.”
I et læserbrev i Berlingske (6. december, 2019) skriver journalist Ole Damkjær bl.a.: ”Både Lars Villemoes og jeg, som sammen skrev en længere optakt forud for retssagen, var akkrediteret til at dække retsmøderne i Østre Landsret. Efter en beslutning i chefredaktionen skulle Lars Villemoes fortsætte med at skrive de baggrundsartiker og kommentarer om Blekingegadesagen og banden, han havde leveret til Information, siden banden blev afsløret i 1989. Denne dækning skulle Lars Villemoes blandt andet varetage på baggrund af sin deltagelse i retsmøderne. Undertegnede skulle skrive referaterne.
Efter det første retsmøde, som vi begge overværede, insisterede Lars Villemoes imidlertid - uden forudgående varsel - på, at han selv ville skrive retsreferaterne. Det ville jeg ikke acceptere, og daværende chefredaktør, Lasse Ellegaard, var enig baseret på den beslutning, der allerede var truffet, inden retssagen begyndte. Og så sagde Lars Villemoes op.”
Det tyder på, at Information havde to akkrediterede medarbejdere til at dække retssagen. Ovenfor skriver SV imidlertid, at ”Et brev fra Østre Landsret dateret til den 13. juni 1990, som jeg har fundet i min fars gamle papirer, viser, at der kun var én plads reserveret til Information i retssalen. Og den gav du [Ellegaard] til en journalistpraktikant [Damkjær], der fik til opgave at referere retshandlingen”.
På SVs Facebookside får SV imidlertid følgende spørgsmål: ”Er det korrekt forstået, at sagen først kom for retten i september 1990, og at brevet, du omtaler, er dateret 13. juni 1990? Kan der i så fald ikke være blevet reserveret en plads til i mellemtiden?”
Hvortil SV svarer: ”det kan ikke udelukkes” (6. december).
Det kan med andre ord – ifølge SV - ikke udelukkes, at Information faktisk havde to pladser reserveret til at følge retssagen. To pladser hvoraf den ene vel har været til LV.
Hvis det er korrekt, at det svært at argumentere for, at Ellegaard skulle have forhindret LV i fortsat at dække retssagen.
Tak, Henrik Plaschke, det var sådan set dér, vi gerne skulle hen. Det begynder at ligne en forklaring, som måske også SV vil kunne acceptere - i lyset af de vanskeligheder med hans far iøvrigt, som han ganske åbent har omtalt i sin nekrolog og den efterfølgende polemik om sagerne.
En ting udestår dog - og det er SVs tydeligvis videst mulige radikale læsning af Ellegaards tidligere gennemgang: 'I 2008 begrundede du over for Information blandt andet din beslutning med, at den ville »sikre os mod flere angreb fra en frustreret venstrefløj.« Her står det. Sort på hvidt. Du fjernede min far for at tækkes de vrede venstreorienterede.'
Jeg synes faktisk ikke, at Ellegaard skriver, at det er for at tækkes nogen som helst, men at det derimod er nødvendigt for ikke at udsætte bladet og dets dækning for angreb, der kunne retfærdiggøres.
Steffen Gliese
Jeg er helt enig. Jeg mener, SV misforstår eller fejltolker Ellegaards udtalelser.
En retfærdig sag har aldrig nogen forældelsesfrist !
@Henning Kjær
'Måske! men hvilke principielle spørgsmål?'
At sandheden kan være ilde hørt. Og at nogle indflydelsesrige mennesker - af rent ideologiske årsager - ønsker sandheden undertrykt fordi den er ubekvem. For mig at se, kan det meget vel tolkes som et direkte angreb på pressefriheden og dermed også undergravning af nyhedsmediers generelle publicistiske ansvar.
Ordet 'stikker' dukker op flere gange i denne sag. Og det giver mig ærlig talt kuldegysninger.
Desuden tror jeg ikke at SV har været tavs i alle disse år fordi han ikke har haft noget på hjerte. Men nu, da hans far er død, er det vel meget naturligt, at han føler sig kaldet til at tage sin far i forsvar?
Rene Arestrup.
"At sandheden er ilde hørt" er ikke et principielt spørgsmål! det er en holdning.
At en redaktør udøver sin ledelsesret er ikke et angreb på pressefriheden, eller en undergravning af nyhedsmediers publicistiske ansvar.
Det er en redaktørs ansvar/pligt at udøve sin ledelsesret overfor journalister og øvrige medarbejdere, så de ikke løber rundt som præstens høns, der altid vil over på den anden side af vejen.
Og en gang til, Søren K. Villemoes har sovet i timen, når han venter 30 år før han føler sig kaldet til at tage sin nu afdøde far i forsvar, for noget hans far blev udsat for for 30 år siden.
@Henning Kjær
Det er vel et principielt spørgsmål, hvis en redaktør, af årsager, der intet har at gøre med journalistisk substans, vælger at hæmme, eller direkte forhindre, en journalist i at udføre sit arbejde?
Og i øvrigt, det ville da virke højst besynderligt hvis SV havde taget kampen mens hans far stadig var i live....
@René Arestrup
"Ordet ’stikker’ dukker op flere gange i denne sag.
Og det giver mig ærlig talt kuldegysninger."
Citat fra læserbrev 07. december, 2019 - 21:18
Det er bare så uhyre præcist formuleret.
Rene Arestrup.
Principielt har en redaktør redigeringretten/ledelsesretten, og ingen journalist er hævet over andre og kan ikke kræve ret til særlige arbejdsopgaver. Sådan er verden ikke indrettet.
Jeg forstår ikke det besynderlige i at SV havde taget kampen mens hans far stadig levede. Tvært imod synes jeg det er besynderligt at SV valgte at vente på at hans far døde, så han kunne rode i sin fars efterladenskaber, i stedet for at tale med ham mens tid var.
Hvorfor den vrede mod Søren Villemoes? Var det en øm tå, der blev ramt? Villemoes tager blot til genmæle for en afdød, der ikke kan svare for sig — hvilket han skriver i begyndelsen af brevet. Det kræver naturligvis at kunne læse dansk for at få med.
Jeg har ingen ømme tæer i denne sammenhæng, og jeg aldrig været en del at venstrefløjen eller højrefløjen eller i det hele taget politisk aktiv. Min ømhed skyldes at kommentarerne på www er fyldt med udokumenterede konspirationsteorier.
Villemoes forsøger at bringe liv i 20-30 år gamle konspirationsteorier. Jeg har ikke set nogen nylige påstande om Lars Villemoes, som på nogen måde kræver genmæle nu. Hans forsvar for sin far er tidsmæssigt helt malplaceret.
Der er intet nyt ikke engang nye konspirationsteorier. Alt blev endevendt spalte efter spalte i Information for 25-30 år siden og alle mulige mennesker blev beskyldt for alt muligt suspekt. Det hele gentager sig men nu som en farce. Jeg har forståelse for at Søren Villemoes har måttet lægge øre til sin fars udlægning af historien, men det betyder ikke han kender sandheden, for ingen kender hele sandheden. Søren Villemoes var journalistisk ikke engang tør bag ørerne for 30 år siden.