Kommentar

En totalitaristisk konsensuskultur hersker i anmelderkorpset

Flere gange er det sket, at en bog er røget ud til en anmelder, som er så indsovset i en bestemt politisk-aktivistisk klike, at det ikke længere er den enkelte anmelders selvstændige blik, men derimod en form for kollektivt tæskehold, bogen bliver mødt med, skriver forfatter Marianne Stidsen i dette debatindlæg
7. december 2019

I sit svar til Christina Hagens tale, i anledning af at hun modtog Gelsted-prisen 2019, kommer Informations litteraturredaktør Peter Nielsen med en række konkrete eksempler på, at Information har anmeldt bøger nuanceret, efter deres forfattere er blevet dømt ude som politisk ukorrekte.

Sandt nok.

Alligevel har Christina Hagen for mig at se en vigtig pointe. Problemet er nemlig ikke så meget enkeltanmeldelser, men den konsensus, der alt for tit opstår i et bestemt, meget sammensplejset miljø med aktivistiske tendenser.

Peter Nielsen udpeger de anmeldere, han finder bedst egnede til opgaven. Et sympatisk princip. Problemet er blot, at en bog, når den slipper redaktørens skrivebord, i disse tider let risikerer at komme ud ikke til en enkelt anmelder, der med sin egen autonome dømmekraft og smag beskriver og vurderer den.

I flere tilfælde er det sket, at en bog er røget ud til en anmelder, som tydeligvis er så indsovset i en bestemt politisk-aktivistisk klike, at det ej længere kan siges at være den enkelte anmelders suverænt selvstændige blik, men derimod en form for kollektivt tribunal, eller – hvis det går galt – et kollektivt tæskehold, bogen og dens forfatter i realiteten bliver mødt med.

To eksempler er – som det også fremgår af de kommentarer, Informations læsere har skrevet – Hagens Korrekthedsbiblen og min egen Den nordiske MeToo-revolution 2018, begge fra i år. Hvis jeg sammenligner flere af de affærdigende anmeldelser af min bog, herunder den i Information, er der nogle påfaldende konsistente træk:

  1. Bogen beskrives ikke, før den vurderes, ja, der decideret lyves om, hvad der står og ikke står i den, for eksempel når Lone Nikolajsen helt undlader at nævne den mailtråd, jeg bruger til at underbygge min analyse af forfatterskolesagen,
  2. bogens forsøg på en udfoldet og seriøs kritik af MeToo-bevægelsen reduceres til, at jeg bare skriver det, jeg skriver, fordi jeg er venner med Horace Engdahl (fra Det Svenske Akademi) og
  3. jeg fremstilles som halvvejs skør. Jævnfør Thomas Thurahs kritik af Nikolajsens anmeldelse her i avisen den 6. august under overskriften »Fordrejende anmeldelse af #MeToo-bog«.

Denne perverterede og udemokratiske kollektivistiske konsensuskultur er, så vidt jeg kan se, den egentlige skydeskive for Christina Hagen. Det er både modigt og prisværdigt, at hun tør gå løs på den på en så uforfærdet og hudløst ærlig måde, som hun gør. For i øjeblikket er det bestemt ikke nemt at være dissident – slet ikke i forfattermiljøet.

Igen og igen ser vi anmeldere og redaktører være indfedtet i tidens aktivistiske bevægelser, det være sig via private venskaber, ægteskaber eller kæresteforhold, på en måde, der skader kritikerfaget, og som skaber frygt hos mange for at gøre det, Christina Hagen gør: tage bladet fra munden og tale denne tendens imod.

I den forbindelse bør det nok også præciseres, at Mette Moestrup, gift med en ansat på Information, ganske vist ikke formelt var med til at grundlægge Hekseskolen, sådan som det påpeges i forlængelse af Nielsens indlæg, men hun var i dén grad en inspiration for den, citeret flere steder af stifteren Olga Ravn.

Hvor jeg selv i min bog forsøgte at lægge kortene på bordet med hensyn til, hvem jeg havde personlige relationer til og hvem ikke, er en del anmeldere i dag, vil jeg påstå, ikke spor åbne om de relationer, de er syltet ind i bag kulissen. Måske er avisredaktørerne ikke engang rigtig klar over, hvor slemt det står til.

For eksempel må jeg da indrømme, at det undrede mig såre, at det indlæg, jeg var blevet bedt om at skrive til Information i anledning af serien »20 før 20«, blev citeret, inden indlægget havde været trykt. Nemlig i den annonce for Hekseskolen, som var indrykket i Information, samme dag som mit indlæg kom på.

Hvordan kan den slags overhovedet finde sted? Altså at folk udefra kan indrykke en annonce med citat fra en tekst, som avisen endnu ikke har bragt?

Information blev til under krigen som en del af modstandsbevægelsens kamp. Og grundlæggeren Børge Outzes hele journalistiske og redaktionelle virke var da også viet til modstanden mod totalitarisme. I enhver afskygning.

Under Anden Verdenskrig var den totalitære trussel som bekendt Nazitysklands fascistiske diktatur. Outzes store klogskab og demokratiske format var ikke desto mindre, at han også var i stand til at gennemskue den totalitære trussel, som kom fra øst efter krigen i form af sovjetkommunismen.

Det ville klæde Information ikke bare – som man kan se i den nye DR-serie Ryd Forsiden – at synge fællessang, når man mødes til morgenmødet, men også minde om avisens eget fundament. For totalitarismen er, hvilket frem for alt nutidens radikalfeministiske og identitetspolitiske bevægelser har vist, desværre ikke kun fortid. Den lever videre i værste – havde man nær sagt – velgående.

Replik fra Stine Carsten Kendal, adm. direktør, Information

Olga Ravn og Mette Moestrup, som Marianne Stidsen omtalte i sin kommentar i fredagens bogtillæg, fik kommentaren til gennemsyn med tilbud fra redaktøren om at replicere i samme avis. Bogtillægget har deadline onsdag efter frokost, og de fik det onsdag formiddag. Ravn takkede nej til at replicere, men ville indrykke en annonce i avisen. Da salg af annoncer foregår adskilt fra redaktionen, henviste redaktøren til annonceafdelingen. Det står alle frit for at indrykke annoncer i Information. Annonceafdelingen forholder sig ikke til indhold af annoncer, men blot deres lovlighed. Derfor solgte afdelingen Ravn en annonce i 1. sektion fredag. Vi burde i dette tilfælde have koordineret mellem afdelingerne, og givet annonceafdelingen besked om indlægget, så annoncen ikke var i avisen samme dag, som det indlæg, den citerede fra. Information beklager fejlen.

Marianne Stidsen er forfatter og holdt motivationstalen på vegne af Det Danske Akademi, da Christina Hagen fik overrakt Otto Gelsted-prisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Ligesom nazisterne? Nej, det er altså for useriøst, det her!

Katrine Marie Christiani, Eva Schwanenflügel og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Ravn skulle ifølge ovenstående have indrykket en annonce fredag (den 6.12. går jeg ud fra) i 1. sektion. Hvilken side står den på?

Maj-Britt Kent Hansen

I det hele taget er det noget rod, at artikler kan udkomme (og kommenteres af læserne) flere dage før på Informations netside, end de optræder i papiravisen.

Således i den verserende pennefejde:
Christina Hagen på nettet 30.11. I papiravisen 2.12.
Peter Nielsen på nettet 1.12. og i papiravisen d.d. 6.12.

Sus johnsen, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar