Kronik

Blev jeg udsat for psykisk vold? Det har jeg svært ved at finde ud af

Min ekskæreste ville ikke kontrollere, hvor jeg var og hvem jeg så. Det, jeg oplevede, var et stille regime, hvor jeg havde valget om at rette ind eller blive forladt. Psykisk vold er også en subjektiv oplevelse, derfor er betegnelsen svær at bruge, skriver Birgitte i dette debatindlæg
Latterliggørelse var en fast del af Birgittes ekskærestes retorik. »Hvis jeg skabte konflikt, blev jeg frosset ude. Holdt jeg mig inden for rammerne, fik jeg kærlighed,« skriver hun.

Latterliggørelse var en fast del af Birgittes ekskærestes retorik. »Hvis jeg skabte konflikt, blev jeg frosset ude. Holdt jeg mig inden for rammerne, fik jeg kærlighed,« skriver hun.

Sarah Hartvigsen Juncker

13. december 2019

Vi har i Danmark fået en lov, der sidestiller fysisk og psykisk vold. Angst, depression og PTSD er anerkendte senfølger af sidstnævnte, og mediedækningen af området er vokset. Alligevel har jeg svært ved at forstå fænomenet. Og svært ved at finde ud af, om man skal sætte betegnelsen psykisk vold på mit tidligere parforhold. Derfor vil jeg fortælle om den adfærd, jeg har oplevet som ødelæggende.

Tegnene viste sig allerede, inden vi blev kærester. De første måneder af vores relation var manifesterende for den skæve magtbalance og hæmning af min personlighed, som blev gældende for mit liv de næste fire år.

En af de første gange, vi var i seng med hinanden, afbrød jeg akten i smerte og ubehag. Han satte sig op i sengen og spurgte, om jeg ikke selv syntes, at jeg var mærkelig, om mine venner og familie ikke også syntes, at jeg var det. Jeg sad der i min seng, chokeret over at blive verbalt angrebet i en så intim situation. Men noget i mig var også bange for, at han havde ret. Han begyndte at trække i tøjet, og jeg tiggede ham om ikke at gå.

Jeg fortrængte hændelsen, og få måneder senere blev vi kærester. Men forholdet igennem gjaldt det, at det ikke faldt i god jord, når jeg satte grænser.

Den, han brød sig om

Vi var begge meget unge, han var min første kæreste, og den forklaring har jeg siden brugt til at legitimere den usunde adfærd, der udspillede sig imellem os. Vi var uprøvede i parforholdets udfordringer. Jeg famlede rundt i livet og fandt tryghed i, at han vidste, hvilken vej vi skulle. Han fortalte med sikkerhed i stemmen, hvordan vores fremtidige liv skulle se ud. Og med lige så stor sikkerhed fortalte han mig, hvordan jeg skulle være.

På få måneder fik jeg indkodet, hvilke sider af min personlighed min kæreste kunne lide og ikke kunne lide. Jeg justerede bevidst mig selv i hans selskab. Det gav mig en følelse af, at jeg bedrog ham. De sider af mig, som min kæreste havde insinueret, at jeg skulle nedtone, blev jeg nu selv frastødt af. Hvis jeg genkendte trækkene i min søster eller min mor, væmmedes jeg ved dem.

Det ubehag, jeg følte, forseglede jeg i selvbenægtelse. Jeg fortalte mig selv, at stor kærlighed sommetider gør ondt. Det var udmattende at opretholde den persona, som min kæreste brød sig om. Jeg nedprioriterede min omgangskreds for at bruge den energi, jeg havde, på min kæreste. Når jeg endelig så mine veninder, grinede jeg højere, jokede, og jeg overvejede ikke, om det, jeg sagde eller gjorde, kunne latterliggøres. I deres selskab havde jeg paraderne nede. Det fik kun følelsen af bedrageri til at vokse.

Efterhånden fik jeg det så dårligt, at jeg begyndte hos en psykoterapeut. I flere uger turde jeg ikke at fortælle det til min kæreste. Jeg havde ingen fornemmelse af, om han vidste, at jeg havde det svært. Jeg fortalte mig selv, at jeg var i en personlig udvikling. Den teori fik jeg psykoterapeuten med på.

Identitetskrise

I den sidste tid af vores forhold havde jeg lyst til at sove, hver gang vi sås. På Sygeforsikring Danmarks hjemmeside kan man læse, at en typisk reaktion hos mennesker, der bliver udsat for psykisk vold, er, at reptilhjernen lukker én ned. Man mister kontakten til både følelser og fornuft. Overlevelsesmekanismen er at spille død. For mig var det at forsvinde ind i søvnen.

Selvbenægtelserne fortsatte trods min vedvarende udmattelse. At gå fra ham var ikke en mulighed. Jeg ville jo aldrig kunne finde nogen bedre end ham. Jeg måtte bare håbe, at det snart ville blive bedre. I mit hoved kunne forholdet kun slutte, hvis han forlod mig. Det var efterhånden det eneste, jeg vidste med sikkerhed.

Da han endelig gik, kastede det mig ud i en blanding af kærestesorg og identitetskrise. Uden hans blik på mig kunne jeg være hvem som helst. Det var ikke følelsen af frihed, det var følelsen af at være en tom skal.

Han forklarede mig, at jeg altid havde elsket ham mest. Derfor havde han behandlet mig, som han havde lyst til – han vidste, at det ikke havde konsekvenser. Jeg sagde, at jeg forstod ham, og at det måtte have været hårdt at være i den position. Jeg følte oprigtig skyld over den skævvredne magtbalance.

Den følgende vinter stiftede journalist Ayse Dudu Tepe Danmarks første kærestesorgsgruppe. Tre mandage i træk sad jeg på førstesalen i Mariakirken på Vesterbro sammen med mennesker i alle aldre, former og farver. Alle de andres historier lød for mig som den samme. Den handlede om at have mistet den person, der opløftede og forstod én bedst. Disse mennesker havde mistet deres støtte, deres mest fortrolige. Intet af det kunne jeg genkende.

Selvbebrejdelsen hører ikke op

Senere begyndte jeg at se en ny mand. Han gav mig omsorg på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Jeg var frisk og klar i hovedet i hans selskab og skulle ikke bruge min tid på at restituere, når jeg var alene. Kontrasten til mit forrige forhold var stor. Jeg fortalte en veninde om mine nye erfaringer og det lys, det satte mit gamle forhold i. Længe var hun stille og lyttede. Herefter tog hun fat i konkrete situationer med min ekskæreste, jeg havde beskrevet, og sagde, at det var eksempler på psykisk voldelig adfærd. Inden da havde jeg ikke selv tænkt tanken.

levudenvold.dk fandt jeg en liste over tegnene på psykisk vold.

Min ekskæreste var ikke udadreagerende. Han ville ikke kontrollere, hvor jeg var, og hvem jeg så. Han kaldte mig ikke deciderede skældsord eller tjekkede min mobil. Det, jeg oplevede, var et stille regime, hvor jeg havde valget om at rette ind eller blive forladt. Hvis jeg skabte konflikt, blev jeg frosset ude. Holdt jeg mig inden for rammerne, fik jeg kærlighed. Alligevel lå der en implicit kritik i hans komplimenter. Latterliggørelse var en fast del af hans retorik.

Han gjorde det klart, at vi kun skulle ses ved fastlagte aftaler. En aften spiste jeg med tre veninder på en restaurant, der lå 50 meter fra hans lejlighed. Selv om vi ikke havde en aftale, tog jeg chancen og ringede på hans dør, da vi var færdige med at spise. Mit hjerte sad oppe i halsen, da jeg mødte hans undrende blik i døren. Jeg husker, hvor forkert min handling føltes, denne spontanitet. Jeg fik et glas vand og tog ellers hjem igen. Den dag var det min fødselsdag.

»Psykisk vold er jo også en subjektiv oplevelse,« siger Ask Elklit, der er professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet. Han tilføjer, at det er meget individuelt, hvornår et menneske føler sig krænket. Og netop det vilkår ved den psykiske vold gør, at jeg peger skylden tilbage på mig selv: Jeg var for følsom. Jeg underlagde mig selv hans adfærd ved ikke at stå ved mig selv, sætte grænser eller gå fra ham.

Siden 1. april i år har det været strafbart at udøve psykisk vold. Selv hvis loven havde eksisteret, da vores forhold stod på, var det ikke faldet mig ind at anmelde min kæreste. Jeg vil heller ikke gøre det i dag.

Min selvbebrejdelse er et vilkår, jeg ikke tror, vil høre op. Det er i høj grad andres reaktioner, der har hjulpet mig til at forstå, hvor forkert jeg blev behandlet. Jeg er klar over, at mit ståsted som den forladte ekskæreste svækker min troværdighed. Det ville også være nemmere at forblive tavs, at avle videre på tabuet og det manglende sprog for psykisk vold. Men jeg er nået frem til, at der ikke kan tales om sandt eller falsk her, kun om oplevelser – og jeg vil gerne stå ved mine.

Den psykiske voldsform bør stigmatiseres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, mener dagens kronikør, der selv har udøvet psykisk vold mod sin ekskæreste.
Læs også
Astrid Richter blev manipuleret, nedværdiget, chikaneret og stalket af sin ekskæreste. En lov ville kunne medvirke til at sikre, at ingen behøver at sidde og vente på, at overgrebene eskalerer yderligere.
Læs også

Information har valgt at anonymisere skribenten af hensyn til hendes ekskæreste. Skribentens efternavn er Information bekendt. Vi har været i kontakt med ekskæresten inden publicering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anne Schøtt
  • Steffen Gliese
Peter Beck-Lauritzen, Estermarie Mandelquist, Anne Schøtt og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er for lidt selvfølelse i ungdommen, i hvert fald dele af ungdommen, som ikke forstår det almindelige begreb lighed: det betyder, at jeg har samme ret som dig, at der er ting, du måske ikke bryder dig om ved mig, men at der også er ting, jeg ikke bryder mig om ved dig, og at vi begge har ret til det - men ikke ret til at blive imødekommet.

Randi Christiansen

Eckhart tolle taler om smertekroppe, som tiltrækkes af hinanden. Og som altså gensidigt forstærker uhensigtsmæssig adfærd. Er man ikke vågnet op, og er så uheldig at møde et menneske, hvis personlighed klikker lige ind i egen uafklarethed, så er der lagt op til lidelse.

Det har været en smertefuld oplevelse for dig. Se det som en fødsel af dit nye vågne jeg. Omfavn din dyrekøbte erfaring og vær taknemmelig for, at det ikke gik værre. Det kunne det nemlig sagtens have gjort. Det er der desværre mange eksempler på.

Jimmy Hansen, Estermarie Mandelquist, Jonathan Skovlykke Friis, Anne Schøtt, Viggo Okholm, Emil Davidsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Kære Information

Hvornår bringer I et indlæg fra en mand, som har haft en kontrollerende kvinde og overvejer, om det var psykisk vold?

Der er jo rigeligt mange at vælge.

Niki Dan Berthelsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Lasse Reinholt,

Nogen af tingene er da genkendelige fra et mandligt perspektivt. Mest af alt monopoliseringen af rollen som 'den følsomme' eller 'den svage'. Man kan virkelig udnytte mandens 'beskytter gen' groft, hvis ethvert af ens egne følelsesmæssige behov iscenesættes som et svigt af hendes behov. Så kan man jo selv gå og skamme sig over sine behov og tanker, fordi de gør ondt på den anden og derved åbenlyst yder vold på beskyttelseskriteriet. Det er fuld udnyttelse af en klassisk kønsforståelse, hvor manden er den 'stærke', der ikke må blive usikker, kunne såres osv. mens kvinden er den følelsesladet, der naturligvis skal kunne - i overført forstand - slå og sparke ud emotionelt, uden at manden skal lade sig mærke med det. Disse gamle og uddaterede forestillinger om kønnenes indbyrdes position eksisterer så hyklerisk sammen med en påtaget 'feminisme', hvor manden selvfølgelig skal lave mad, gøre rent, forstå hendes følelser/tanker osv men ikke rigtig få noget håndgribeligt igen, foruden fornemmelsen af at have vundet en 'pokal' i form af hendes blotte eksistens.

Vi skal være moderne mænd såfremt det kommer til modpartens tanker og følelser, men når det kommer til egne, skal man være den 'stærke og stille' type. Her kan visse parforhold give en den snigende mistanke om, at feminismen - i sin postmoderne formulering - er et projekt, der ikke handler om ligestilling, men om en omvendt kønslig dominans. Det er ihvertfald sådan den nogengange forvaltes af sine dårligste medlemmer.

Lasse Reinholt, Niki Dan Berthelsen og Thomas T. Jensen anbefalede denne kommentar

Gustav Alexander, det er vist ikke andre end meget gammeldags indstillede mænd, der tænker i den slags kønsroller.

Gustav Alexander

Steffen Gliese,

arrh! Så her har vi altså en smutvej til kun at bebrejde manden? Så er alt jo trygt igen. Om du vi det eller ej, er der mange kvinder, der gerne vil beskyttes. Om det ændrer sig i 30’erne, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan fortælle dig at en del medlemmer af den hyperfeministiske generation af kvinder i 20’erne ihvertfald ikke går af vejen for at blande klassiske og postmoderne kønsidealer i en godtepose af "alle rettighederne, uden nogen af pligterne". Man må sige at vi lever i en synkretistisk tid!

Anders Vang Nielsen

I må selvfølgelig diskutere hvad I vil her i kommentarsporet, men vil alligevel stilfærdigt påpege, at skribenten jo slet ikke skriver om emnet som et problem, der særligt er relateret til noget køn. At hun selv er kvinde og skriver om et heteroseksuelt forhold, tillægges ingen særlig vægt eller betydning. Hun skriver om mennesker og gør det i mine øjne med beundringsværdig omhu og følsomhed, så enhver kan leve sig ind i et modigt vidnesbyrd om den svære kunst at leve i intime forhold.

Randi Christiansen, Anna Regine Irgens Bromann, Niki Dan Berthelsen, Henriette Bøhne, June Beltoft, Anina Weber, Jimmy Hansen, Hannah Tvede, Jørgen Larsen, Vivi Rindom, Marie Jensen, Jonathan Skovlykke Friis, Mette Lindberg, Anne Schøtt, Torsten Jacobsen, Rikke Nielsen, Jens Flø, Emil Davidsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Helene Gertsen, Gunilla Funder Brockdorff, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar

Skribenten skriver
”at der ikke kan tales om sandt eller falsk her, kun om oplevelser – og jeg vil gerne stå ved mine”

Ja hvad er Psykisk vold.
Jeg kan se en klar grænse, for hvad jeg ser der er Psykisk vold.
Men jeg kan også se en massiv stor gråzone.

Et problem som jeg ser med den massiv gråzone.
Er at, hvis man ser sig selv i offerrollen og overtænker ting. Så kan man altid kunne sige at man bliver undertrygt og udsat for Psykisk vold.

For vi ser eller oplever ikke verden ens. Eller bare i hvad der er ret og rimeligt. Derved kan ting nemt mistolkes eller bare opleves forskelligt og så give en modstriden oplevelse af selve forholdet.

Det er en svær fortælling, fordi den overser dit eget ansvar for at passe på dig selv. Det er klart, at den mand ikke er værd at samle på. Og du har altid kunnet forlade ham, da I ikke har nogle forpligtelser overfor hinanden overhovedet.

Randi Christiansen, Mogens Holme, Flemming Berger, Katrine Damm, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fortællingen beskriver en umoden relation, hvor pigen i sit første kæresteforhold overtilpasser sig en dreng, som på uempatisk vis udnytter situationen. Begge parter demonstrerer en manglende ansvarstagen, som måske beror på alder og erfaring, men nok også på socialisering i en kultur hvor autentisk kontakt til sig selv og egne reelle behov, som jo i vid udstrækning også er sociale, langt fra står øverst på dagsordenen.

Randi Christiansen, Hannah Tvede, Steffen Gliese, Rikke Nielsen, K Thomsen, Josephine Kaldan, Herdis Weins og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Kære Birgitte,

Siden din psykoterapeut nu tilsyneladende ikke er sin titel værd, så tillad mig at tilbyde mine spekulative tjenester i stedet - ganske uden ansvar eller beregning, naturligvis. ;)

"Blev jeg udsat for psykisk vold?", spørger du, i et eftertænksomt indlæg der i og for sig besvarer sit eget spørgsmål:

For det afhænger jo - som du også er inde på - af øjnene, der ser!

Nærmere bestemt afhænger det af, hvordan du 'vælger' at forstå de beskrevne begivenheder. Vælger du at forstå din ekskærestes handlinger som en serie af overgreb, jamen så har det visse konsekvenser: Konsekvenser for din forståelse af ham, for din forståelse af dig selv. Og ikke mindst for din egen selvforståelse fremadrettet.

Har man været udsat for vold, er man som regel et offer. Offeret er kendetegnet ved sin passivitet, sin magtesløshed, sin underlegenhed. Ikke just opmuntrende eller livsfremmende kvaliteter. Denne omstændighedernes triste tilstand opvejes dog - i det mindste til dels - af den ikke ubetydelige grad af sympati, omsorg og tolerance man som offer som oftest kan forvente at blive mødt med. Og som man endelig føler det tilladt at møde sig selv med. Dette sidste er bestemt ikke ubetydeligt..

Kort sagt kan man som offer lykkes med at veksle sin egen handlekraft og deraf følgende ansvar til passivitet, (krav på) medlidenhed og ikke mindst en befrielse for ethvert ansvar.

For nogen kan det være et tillokkende perspektiv at gøre til sit eget. Selvfølgelig kan det dét. Har jeg ikke selv undervejs i min livsbane drukket af dén brønd? Har de fleste ikke, når det kommer til stykket?

Men andre perspektiver byder sig til. Perspektiver, som måske ikke på samme vis trygt omslutter selvet i et tæppe af 'ego-forsvar', men som så til gengæld har andre kvaliteter. Kvaliteter værd i det mindste at overveje, skulle jeg mene, inden man igen bevidstløst hengiver sig til selvretfærdigheden.

--

Du beskriver en situation, der udspillede sig inden i blev kærester. En situation, hvor du oplevede et seksuelt samkvem som 'smertefuldt og ubehageligt'. I stedet for at anerkende din smerte og dit ubehag, bebrejdede han dig din reaktion. Udlagde den som et udtryk for din 'forkerthed'. Og dog tryglede du ham om ikke at gå, hvor et andet menneske måske nok havde givet ham et spark med på vej ned af trapperne..

Hvis du en dag finder modet til det, så bør du stille dig selv følgende spørgsmål:

Hvordan kan det egentlig være? Hvordan kan det egentlig være, at du besvarede en så umoden og kold reaktion fra et andet menneske med en bøn om, at han skulle blive? Og er alt hvad der siden fulgte ikke nærmest 'sat i sten' af denne bemærkelsesværdige reaktion?

Det lyder sikkert som om, at jeg bebrejder dig noget her. victimbashing, ikke sandt?. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. Jeg bebrejder dig ikke noget som helst. Jeg stiller blot et åbent spørgsmål: Måske var han blot en passende nøgle til en allerede eksisterende lås?

Har du lært noget af det forhold? Har du lært noget om dig selv? Det lyder det til, at du har. Kan man måske gå så vidt som til at sige, at dit meget unge selv drog en nødvendig lektie af mødet med et lige så ungt og uerfarent menneske, ligesom han forhåbentlig også har?

I et vist perspektiv er der så ikke tale om 'psykisk vold', men blot om det modbydelige forhold nogle af os beskriver som livet. Den i grunden ganske korte rejse vi allesammen er på, og som i sidste ende ikke har noget andet erkendeligt formål, end netop det at belære os om noget, vi ikke vidste før..

Det perspektiv vil jeg anbefale dig. Der er i forvejen rigelig trængsel om offer-pokalen...

Randi Christiansen, Margit Lund Christensen, Halfdan Illum, Jørgen Larsen, Kim Vildnis, Herdis Weins, Bjørn Pedersen og Klaus Holte anbefalede denne kommentar
Maria Bjørnsten

Nej, nu må det simpelthen stoppe. Psykisk vold er ikke noget man lige tager på gefühl, det er ikke noget der bestemmes ud fra din egen subjektive oplevelse, det er et reelt fænomen, med en objektiv definition: Den psykiske vold er en systematisk magtudøvelse, som har til formål at kontrollere, manipulere og nedbryde ofret.

Din ekskæreste har benyttet sig af flere herskerteknikker i jeres forhold: Han har systematisk latterliggjort dig, han har systematisk påført dig skyld og skam og så den, der næsten er den værste; han har gjort det til sin ret at være den, der definerede virkeligheden.

Vi kan også lige nævne et par af Lev uden volds kriterier for psykisk vold:
- Din kæreste kontrollerer eller manipulerer dig
- Din kæreste ydmyger og håner dig
- Du skal tage særligt hensyn, så din kæreste ikke pludselig får et raserianfald eller bliver kold
- Du har en opfattelse af, at du er blevet svagere – at du engang var stærkere, end du er nu
- Du isolerer dig fra familie eller venner, fordi du synes, at det er lettere
- Du føler dig forvirret, ked af det og har svært ved at se klart, når du tænker på dit forhold
- Du gør ting, som du egentlig ikke har lyst til eller føler er rigtigt for at gøre din kæreste tilfreds

Folk, der bevidst ignorerer andres grænser og som truer med sanktioner (tavshed, frarøvelse af sex, at forlade en) hvis ikke man gør, hvad der bliver sagt har oftest seriøse narcissistiske træk og kan være direkte ondskabsfulde. Især afslører det ondskabsfulde ved din ekskæreste sig ved, at han var fuldt ud bevidst om hvad han gjorde. Han havde "magten", eller han mente at have magt over dig, og vidste at han kunne gøre hvad han ville uden konsekvenser. Dét er sand ondskab. At vide at man påfører andre lidelse, at gøre dette systematisk og kontinuerligt uden intention om at stoppe.

Godt du kom væk.

Niki Dan Berthelsen, Estermarie Mandelquist, June Beltoft, Steffen Gliese, Vivi Rindom, Kim Vildnis og Gerd Kreft anbefalede denne kommentar
Jonathan Skovlykke Friis

Skribenten beretter med stor nidkærhed om noget skræmmende(,) følsomt, hårdt og bevægende, og dét alt imens hun, som Anders Vang Nielsen også pointerer i sin kommentar, formår at beskrive det fra et synspunkt og med en refleksion, der er fjernet fra køns- og offerdikotomier, og hvor disse i og for sig bliver underordnet.
Jeg mener, at vægten af tekstens iboende problematikker forsøges, bevidst eller ej, sidestillet af en søgt læsning om køns- og offerroller, feminisme og postmodernitet, som eksemplificeret længere oppe i kommentarsporet. Det har jeg vanskeligheder ved at se som andet end en uengageret og simplificeret læsning... Læs nu for syv søren udover jeres egen næsetip, venner.
Dette bidrag er et åbent spørgsmål, en del af en proces, hvis relevans som eftertænksomt og reflekteret indspark i en debat om, hvordan vi indgår i relationer med, og passer på, hinanden, i hvert fald for mig personligt sidder som en ambolt i mellemgulvet. Et bidrag af denne kaliber er altid svært at forholde sig ensidigt til, men i kraft af dette, desto vigtigere og relevant er det ligeledes.
At skribenten så formår at præsentere og behandle problemstillingen så raffineret, er ikke mindre imponerende; teknisk såvel som stilistisk.

Randi Christiansen, Anna Regine Irgens Bromann, June Beltoft og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Maria Bjørnsten,

Du skriver som om du har forstand, men du læser koldt op af en manual.

Har du overhovedet læst den anonyme brevskrivers indlæg? "Vi var begge meget unge", skriver hun. Den bemærkning veksler du til en blind konstatering af tilstedeværelsen af 'ren ondskab'. Hvor blind er du?

Jeg har tilfældigvis lige set en dokumentarserie om de tyske 'Einsatzgruppen' og deres fremfærd i de under anden verdenskrig tyskbesatte dele af Østeuropa. Ungarn; Litauen; Rumænien; Hviderusland, etc. Undervejs i dokumentarserien fortæller en overlevende roligt om den massakre, han med nød og næppe undslap. Han fremviser og fortæller om 12 billeder, som blev taget af en SS-soldat under massakren:

Et af de første billeder viser en gruppe på tolv til femten børn. De bliver tydeligvis gennet i en bestemt retning. De fleste børn kigger væk fra kameraet, men en af børnene, en dreng på omtrentligt min egen drengs alder, 10 måske 12 år gammel, kigger mod og forbi kameraet. Hans ansigt fortrukket i den mest modbydelige rædsel, du nogensinde kommer til at se i et andet menneskes ansigt.

Det han kigger på, er indfanget i det næste billede: 10-15 mennesker opstillet på række foran en stor grav, lige inden skuddene lyder.

Det næste billede viser gruppen af børn, døde på kanten af den grav. Man ser tydeligt den før så rædselsslagne dreng, nu blot dødt kød på kanten af den absolutte intethed..

Dét er sand ondskab, min ven..

Måske du burde skrue lidt ned for retorikken?

Randi Christiansen, Halfdan Illum, René Arestrup, Kim Vildnis og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Uanset hvor ung eller gammel man er, og hvor man er i historien:
"Dét er sand ondskab. At vide at man påfører andre lidelse, at gøre dette systematisk og kontinuerligt uden intention om at stoppe."

Torsten Jacobsen

Gerd Kreft,

Det er så sandelig 'ren ondskab' hvis man bevidst og uden ophør påfører andre mennesker lidelse. Finder du blot en antydning af et sådant forhold i vores anonyme brevskrivers tekst?

Hvad stiller vi op med alle de tilfælde, hvor mennesker uden forsæt påfører andre mennesker lidelse? Alle de tilfælde, hvor vi blot handler som vi nu handler, uden videre omtanke, og måske endda i den selvforståelse at vi gør godt snarere end ondt? Hvad stiller vi op med det forhold, at vores egen forståelse af enhver given situation måske ikke matcher i et 1:1 forhold med andres oplevelse af samme? Hvad stiller vi op med vores iboende trang til først og fremmest at retfærdiggøre os selv?

Hvad stiller vi op?

Beskriver alene det andet som 'det onde', for således selv at undslippe selv den mindste form for skygge? Overlader vi blot alt ansvar til skæbnens vinde, gør os selv til lydige siv, snart svejende den ene vej, snart den anden? Bilder os selv ind, at vi ikke er bedre værd? At vi ikke magter mere?

Vorherre bevares for en ynk.

Hvis du har blot en vis form for anstændig alder, vil du vide, at fascismen voksede ud af og fandt sin næring i netop sådan et tudfærdigt menageri.

Hvis vi nu er nået til det punkt, hvor selv en umoden ynglings idiotiske fremfærd skal indkapsles i begreber som 'ondskab' og 'psykisk vold', ja så gruer jeg da pludselig i endnu højere grad for fremtiden. Dels løber vi så ret snart tørt for sprog, og til den tid vil der så kun være fascister til at tørre op efter os...

Randi Christiansen, René Arestrup og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

"Dét er sand ondskab. At vide at man påfører andre lidelse, at gøre dette systematisk og kontinuerligt uden intention om at stoppe."

Når mennesker systematisk og kontinuerligt bevidst påfører andre lidelse, er der typisk tale om sadisme eller tvang. Vi ved fra talrige psykologiske eksperimenter at mennesker under tvang er i stand til at nivellere deres empati og etik - og vi ved fra mangfoldig empiri at mennesker kan udvikle sadisme, ofte som en reaktionsdannelse på egen lidelse og besvær.

At kaste betegnelsen 'ondskab', som ofte er en stærkt subjektiv størrelse, rundt i manegen og muligvis misforstå hvad der reelt foregår, når mennesker optræder uansvarligt og empatiforladt i indbyrdes relationer, kan være lige så vildledende som det kan være, når Holocaust og fascisme søges forstået som noget tilsvarende. Men når talen nu faldt på sidstnævnte, så har filosoffen Hannah Arendt i sine studier af bl.a. Nürnberg-processen og Holocaust beskrevet den tilsyneladende ondskab som en mekanisme; dét vi, oplever som ondskab, består i banalisering af andre mennesker(s vé og vel). En banalisering, som reducerer dem til objekter, vi ikke står i en empatisk forbindelse til/med. Og årsagerne til at banaliseringen finder sted, er typisk kontekstuelt betingede og situationelle (i Nazityskland bestod betingningen/situeringen bl.a. i at den almindelige tysker på daværende tidspunkt var forurettet, offergjort, frygtsom og overinformeret om nødvendigheden af løsningen på det jødisk-kommunistiske problem).

Ja, der findes idioter, socio- og psykopater, narciscister, uformående stakler og alt muligt andet godtfolk derude. Og dem kan man meget nemt slå sig på.

Men når nu du iklæder dig offerets gevandter - og det gør du, uanset at du postulerer det modsatte - er det også en anledning til at rette blikket indad og fx stille dig selv spørgsmålet: Hvem har først og fremmest ansvaret for dit liv, dit velbefindende og din lykke?

Din egen uformåenhed er jo også en del af ligningen. Og den kan du ikke bare tørre af på et andet menneske.

Ah, René Arestrup: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."
K.E. Løgstrup

Randi Christiansen, Anna Regine Irgens Bromann, Henriette Bøhne, June Beltoft og Hannah Tvede anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese
Så sandt, så sandt. Blot forudsætter det et fælles udgangspunkt. Og det findes som bekendt ikke altid.

Offer og krænker
Dette er ikke et nemt regnestykke om skyld.

Hvor starter og slutter ens ansvar for den position man sætter sig selv eller andre i.

Hvor meget Ansvar har man for ens eget adfærdsmønster, som gør andres adfærdsmønster muligt.

Eller ens ansvar for at man tilmed fremme en dårlig adfærd i andre, ved sin egne adfærdsmønster.

Jens Jensen
"Eller ens ansvar for at man tilmed fremme en dårlig adfærd i andre, ved sin egne adfærdsmønster."

Ok, den var så lige lidt langt ude - nærmer sig gevaldig meget victimblaming: "Du er selv ude om det, for du gjorde ham så vred på dig, at han blev nødt til at banke dig sønder og sammen"...

@Rikke Nielsen
Ansvar er ikke det samme som at værre DEN skyldige, men ens adfærd kan helt klart gøre at man er medskyldig i hvad der sker.

Men la os tag udgangspunkt i din vinkle
Jeg kan være en skade person som vil have at du er ond imod mig. Jeg trykke på dine forkerte knapper. Og tilmed gøre grumme ting som fremprovoker at du slå mig fordi jeg selv vil havde det.
Hvor uskyldig er jeg så.

For i min verden der har mine handlinger konsekvenser, og derved kan jeg havde et medansvar og skyld i hvad der sker.

Randi Christiansen

Hvornår er der tale om psykologisk overgreb? Eckhart tolle taler om smertekroppe og om, at disse tiltrækker hinanden. Hvis man således har et uafklaret forholdt til sin smertekrop, risikerer man at møde en andens, og at blive del af en til tider svært uheldig kombination som f.eks. offer/bøddel konstellationen. De to smertekroppe fremkalder hinanden.

Det er derfor det enkelte menneskes opgave at vågne til ansvaret for sit liv. Således forstået, at befinder man sig i smerte, må dennes ophav identificeres og håndteres. Det kan være en vanskelig men nødvendig proces. Man kan søge hjælp, men den egentlige frigørelse må man selv foretage.

Skyldsspørgsmålet er egentlig irrelevant, frigørelse er den store belønning. Man bør næsten være taknemmelig for at blive tvunget til at vågne op og vide fremover at undgå disse uheldige konstellationer. Fødsler er for det meste smertefulde. Men det nye menneske, der rejser sig af asken, er et stort skridt fremad for den enkelte og for fællesskabet. Glædelig lysfest og godt nyt år til alle.