Læserbrev

Udvidelsen af Københavns Lufthavn er et af de mest klimaskadelige projekter, vi længe har set

Får Københavns Lufthavn grønt lys til at udvide lufthavnen, vil det øge udledningen af klimagasser markant. Det gør det urealistisk at opfylde 70-procentsmålet i 2030, og derfor bør transportministeren sætte en stopper for projektet, skriver medlemmer af foreningen Bevar Jordforbindelsen i dette debatindlæg
Debat
30. december 2019

I dag har Københavns Lufthavn årligt 30 mio. passagerer. Men nu gøres der klar til det hidtil største byggeprojekt i lufthavnens historie. I første omgang skal der være plads til 40 mio. og senere 60 mio. passagerer.

Lufthavnen har længe været i dialog med myndighederne om udvidelsen, for sagen kræver en lovændring, der skal vedtages i Folketinget.

Imidlertid bør transportministeren, Benny Engelbrecht (S), arbejde for et moratorie, et midlertidigt stop, mod udvidelser af danske lufthavne. Og moratoriet skal først ophæves, når mere luftfart ikke længere er ensbetydende med en kraftig stigning i udledningen af klimagasser.

En udvidelse af lufthavnen vil ifølge vores beregninger, der tager udgangspunkt ital fra den østrigske miljømyndighed, være et af de mest klimaskadelige enkeltprojekter, Danmark længe har set.

Udvidelsen til 40 mio. passagerer årligt vil betyde en ekstra klimaeffekt på cirka 2,5 millioner ton CO2-ækvivalenter. Det svarer altså næsten til ni procent af den ’tilladte’ udledning i 2030, hvis vi skal opfylde klimalovens 70-procentsmål i 2030.

Regeringens hidtil eneste klimatiltag for at løse luftfartens klimaproblem er et klimapartnerskab, hvor luftfartsbranchen har lovet at finde konkrete bud på, hvordan den kan bidrage til at nå regeringens klimamål. Problemet er bare, at regeringen ikke har nogle klimamål på luftfartsområdet.

Grundtanken bag partnerskabet er, at ny teknologi skal hjælpe på flysektorens grønne omstilling. Flysektoren anser det ikke for en løsning at flyve mindre, for den argumenterer for, at vi er afhængige af luftfarten for at komme effektivt rundt i verden – uagtet at langt de fleste nemt kan vælge andre transportmidler frem for at flyve.

En af løsningerne har været biobrændstof af palmeolie til fly, og selv om det på papiret er klimaneutralt, har man også her fundet ud af, at forbruget af palmeolie udgør en alvorlig trussel mod miljøet.

Luftfartsbranchen må have større ambitioner end blot at håbe på teknologien. Og indtil man har fundet de nødvendige løsninger, bør transportministeren sætte en stopper for lufthavnsudvidelsen.

Johnny Frank Nielsen og Jacob Sørensen, foreningen Bevar Jordforbindelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her