Kommentar

De visionsløse politikere ser ikke, at kulturen er en enestående kreativ ressource

Regeringen viderefører den visionsløse kulturpolitik, vi efterhånden kender, på trods af at omprioriteringsbidraget er droppet. Danmark skal lære at udnytte kulturens store ressourcer kommercielt, skriver musiker Steen Meier i dette debatindlæg.
»Livekulturen er det eneste, der kan modvirke en næsten rent digital medieindustri. Så kære regering, vågn nu op, og tænk offensivt i stedet for defensivt,« skriver Steen Møller i denne kommentar. Billedet er fra Copenhagen Jazz Festival 2017.

»Livekulturen er det eneste, der kan modvirke en næsten rent digital medieindustri. Så kære regering, vågn nu op, og tænk offensivt i stedet for defensivt,« skriver Steen Møller i denne kommentar. Billedet er fra Copenhagen Jazz Festival 2017.

Torben Christensen

Debat
19. december 2019

Den danske jazz er et særligt stolt kapitel i dansk kulturhistorie, der tegner en lige linje fra 1930’erne, over besættelsesårene 1940-45 og resten af det 20. århundrede. 

Der er udgivet talrige historiske værker om den danske jazzscene. Erik Wiedemann lavede en omfattende forskning i dansk jazz fra første halvdel af det 20. århundrede. Der er siden oprettet betydelige samlinger ved Syddansk Universitet, ved Aalborg Universitet og Det Kongelige Bibliotek i København.

Livescenen for jazz i Danmark var præget af ildsjæle, der med ukuelig stædighed fik skabt kæmpe respekt om jazzen.

Arnvid Meyer var nok den vigtigste, men mange spillede en rolle, eksempelvis Erik Moseholm, Herluf Kemp Larsen i Montmartre, Bent J i Århus, Poul Falck i Odense, Kay Sørensen i Montmartre i Nørregade.

Sidst, men ikke mindst, lykkedes det at etablere Copenhagen Jazzhouse i 1991 – først som en forening, siden hen som en erhvervsdrivende fond.

Det er vist ingen overdrivelse, at jazzen har skabt nogle internationale navne, som kun få andre musikarter i Danmark har. Navne som Svend Asmussen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Palle Mikkelborg, Marilyn Mazur og Danmarks Radios Big Band – foruden de utallige udenlandske jazzmusikere, der bosatte sig i Danmark. Her kan man nævne Stan Getz, Thad Jones, Ben Webster, Dexter Gordon med flere. 

Set i dette lys er det ynkeligt, at skiftende regeringer, med få undtagelser, har ført en så visionsløs kulturpolitik. Selv når regeringen nu har droppet de årlige kulturnedskæringer på to procent, følger der ingen som helst kulturpolitiske visioner med.

Kulturens fordele bliver glemt

Brian Mikkelsen (K) iværksatte ellers som kulturminister en pengestrømsanalyse af bevillingerne til den rytmiske livescene via den såkaldte spillestedslov.

Bevillingen findes endnu, men er beskåret dramatisk. Pengeanalysen viste klart, at det var en vanvittigt god forretning for samfundet at give bevillinger til livescenen. De afledte effekter gav en indtjening for stat og kommune, der langt oversteg de bevilgede tilskud.

Socialdemokraternes aktuelle ledere har en absurd mangel på forståelse for, hvad kulturpolitikken spiller for en rolle i samfundet.

Når man ser på dem, der skabte kulturministeriet: Julius Bomholt, Niels Matthiasen, Hans Sølvhøj med flere, er der i sandhed meget langt til dagens mangel på kulturpolitiske målsætninger. Selv bibliotekernes rolle er blevet draget i tvivl af Henrik Sass Larsen (S).

De seneste årtiers vigtigste musikpolitiske landvinding er nok den lov, der sikrer tilskud til rytmisk livemusik og musikskoleloven. Begge dele er nu indskrevet i musikloven, og musikskolerne er indskrevet som et krav til kommunerne efter kommunalreformen.

Statens tilskud til musikskolerne er dog blevet nedskåret igennem alle de år, loven har eksisteret. Dette betyder, at der er rystende stor forskel på, hvad det koster at gå til musikundervisning, afhængigt af hvilken kommune man bor i.

Spillestedsloven har lidt samme kranke skæbne. Den består fortsat af to afsnit: Et afsnit om regionale spillesteder og et afsnit om honorarstøtte.

Sats på livekultur

Dansk Folkeparti triumferede med at beskære Danmarks Radio med 20 procent. Danmarks Radio er (eller var) måske landets største kulturproducent – også med hensyn til musikproduktioner. Men Dansk Folkeparti dyrker et blindt had til DR og alt, hvad DR står for. Resultatet af disse nedskæringer er ikke til at tage fejl af – mindre kultur, både live og æterbåret.

Det samme er sket med Det Kongelige Teater. Uden de store private fonde ville både tv-produktioner og teater-/operaproduktioner næsten være væk.

Den tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen har haft et tæt samarbejde med Christian Have om udgivelse af flere rapporter om kulturens erhvervspotentiale. Alle disse udgivelser taler et helt entydigt sprog om, at kulturen er en enestående kreativ ressource, som Danmark skal lære at udnytte kommercielt. Vi skal tænke i ressourcer i stedet for udgifter.

Dette bringer mig tilbage til jazzen. Jazzen har igennem årtier været en åben dør for kulturel udveksling. Denne dør er blevet lukket med Dansk Folkepartis afstumpede og fremmedfjendske politik. Danmark er befolket af indvandrere igennem hele historien, ligesom dansk jazz er udsprunget af impulser fra andre kulturer og lande. Når livescenen bliver udsultet, dør den levende kultur.

Livekulturen er det eneste, der kan modvirke en næsten rent digital medieindustri.

Så kære regering, vågn nu op, og tænk offensivt i stedet for defensivt.

Steen Meier, musiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her