Klumme

Voldtægt er ikke sjovt, det er klart. Men voldtægtsjokes kan godt være sjove

Ideen om, at jokes, der omhandler voldtægt, pr. definition skulle være usmagelige og umoralske, er vanvid. Om en joke er smagfuld eller ej handler ikke om temaet, men om indholdet. Om kontekst, afsender, timing – og selvfølgelig om den er sjov, skriver journalist Christian Bennike i dette debatindlæg
Problemet med Bertel Haarders julevers er ikke, at det handlede om voldtægt og heller ikke, at det berører den specifikke voldtægtssag i Enhedslisten. Problemet er, at det ikke er specielt morsomt, og at verset ikke begår nogen interessant parodi på kulturen i Enhedslisten, skriver Christian Bennike.

Problemet med Bertel Haarders julevers er ikke, at det handlede om voldtægt og heller ikke, at det berører den specifikke voldtægtssag i Enhedslisten. Problemet er, at det ikke er specielt morsomt, og at verset ikke begår nogen interessant parodi på kulturen i Enhedslisten, skriver Christian Bennike.

Claus Bonnerup

10. december 2019

Ja, okay, hvis du læser det her, er du sikkert allerede sur på mig på grund af overskriften. For hvad fanden i helvede er egentlig meningen, skulle det være okay at lave sjov med voldtægt? At grine ad kvinder, der har været igennem det mest smertefulde, man kan forestille sig? Og så er jeg endda en mand, der ikke skal frygte for liv og kropslig integritet, hver gang jeg går hjem fra en fest.

Det var i hvert fald sådan, min kone reagerede.

Vi gik i regnen under hver vores paraply på vej til et julearrangement i vores søns vuggestue klokken ni om morgenen, og så sagde jeg bare, at voldtægt selvfølgelig ikke var sjovt, men at voldtægtsjokes jo godt kunne være sjove. Og så blev hun rasende.

Og fordi jeg åbenbart har et skjult dødsønske, skrev jeg det samme på Twitter, så de næste to døgn gik med at modtage brækemojis og rasende beskeder fra både mænd og kvinder.

»Hvordan er det sjovt at retraumatisere andre?« som en skrev.

Baggrunden er selvfølgelig voldtægtssagen i Enhedslisten, hvor en mand er blevet dømt til et års fængsel ved Byretten for at voldtage en kvinde i borgmester Ninna Hedeager Olsens seng. Bertel Haarder (V) kom galt af sted ved at inkludere episoden i et vers i sin årlige julesang. Og en satiretegning af et »gruppemøde i Enhedslisten«, der afbilder et gruppeknald i en dobbeltseng, blev droppet af redaktøren af årets udgave af Svikmøllen.

»Voldtægt må ikke være noget, vi griner ad,« skrev Alternativets Sikandar Siddique til Bertel Haarder. »Voldtægt er ikke sjovt!«, formulerede Mai Mercado (K) det.

Mange slags latter

Sagen har pustet nyt liv i en gammel diskussion: Kan man grine ad noget, der involverer voldtægt? Og kan man i det hele taget grine ad episoder, der har været traumatiske for andre mennesker? Mord, incest, racisme, antisemitisme, Holocaust …

Den feministiske amerikanske komiker Sarah Silverman har et show, hvor hun taler om voldtægtsjokes. De er slet ikke så farlige for komikere, siger hun, »for hvem skulle egentlig klage over voldtægtsjokes? Måske voldtægtsofre, men de er normalt ikke de store klagere«.

Kan man tillade sig at grine ad sådan en punchline? En voldtægtsjoke, der endda handler om ofrene? Ja, mener jeg, for hvad er det, joken handler om? Den implicitte præmis er, at det er et problem, at så få ofre anmelder deres voldtægtsmænd. Det er en antivoldtægts-voldtægtsjoke.

Det er ikke sjovt at håne traumatiserede ofre – selvfølgelig ikke – og jokes om voldtægt, racisme eller Holocaust gør også ofte det modsatte: De fremhæver handlingernes absurditet eller menneskets forunderlige natur. Og dét kan være sjovt.

Ideen om, at jokes, der omhandler voldtægt, pr. definition skulle være usmagelige og umoralske, er vanvid. Satiretegninger, festsange og standup er en fiktionsform ligesom film eller bøger. Hvis man mener, at voldtægtsjokes altid er forkerte, kommer man hurtigt til at argumentere for, at al fiktion skal renses for henvisninger til voldtægt, fordi det kan ’retraumatisere’ ofrene. Det mener de færreste trods alt.

Jokes er små fortællinger om livet, og humor er en måde at relatere til verden på. Men det er, som om den blotte tilstedeværelse af latter kan få mange mennesker til at stejle: Griner man, gør man ofrene ’til grin’, lyder det. Man ’gør grin’ med voldtægt. Som om latter i sig selv var mobbende og nedladende.

Det er en misforståelse. Der findes mange former for latter: Nervøs, overrasket, chokeret, pinagtig. Man kan grine, hvis man pludselig ser nye sammenhænge, eller hvis man identificerer sig med en person eller en situation. At grine er ikke bare at mobbe, det kan tværtimod være en solidaritetserklæring.

Om en joke er smagfuld eller ej handler ikke om temaet, men om indholdet. Om kontekst, afsender og timing. Er den interessant og intelligent med en overraskende pointe? Og er den overhovedet morsom? Det sidste er Bølle Bob-reglen, er jeg blevet fortalt: ’Hvis man er grov, skal man også være sjov’.

I den forstand er problemet med Haarders julevers ikke, at det handlede om voldtægt og heller ikke, at det berører den specifikke sag. Problemet er, at det ikke er specielt morsomt, og at verset ikke begår nogen interessant parodi på kulturen i Enhedslisten.

Det kan lyde hårdt, når man formulerer det så direkte, men jeg mener det faktisk: Voldtægt er ikke sjovt, det er klart. Men voldtægtsjokes kan sagtens være sjove.

I et vers i sin årlige julesang skriver Bertel Haarder om den voldtægt, som blev begået i Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens seng i marts. Det har både mødt kritik, men også fået opbakning fra blandt andet Søren Espersen og Søren Pind.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
  • Katrine Damm
  • Benno Hansen
Anders Olesen, Katrine Damm og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men voldtægtsjokes kan sagtens være sjove." Jeg venter spændt på et eksempel, det må sagtens kunne laves.

Anina Weber, Nette Skov, Hans Houmøller, Claus Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, erik pedersen, Lise Lotte Rahbek og Agnete La Cour anbefalede denne kommentar

Kan jokes om voldtægter af mænd - f.eks. i fængsler og lejre - også være sjove? Det tror jeg ikke. Jeg tror aldrig, jeg har hørt sådan en joke, heldigvis, for jeg ville sikkert ikke finde den sjov. Jeg har hørt masser af jokes om voldtægter af kvinder, men ingen sjove. Hvorfor mon? Jamen, det er da nok fordi vold mod kvinder, mænd, børn egentligt ikke er særligt grinagtigt. Heller ikke voldtægter. Som Henning Kjær venter jeg spændt på en sjov joke om voldtægt - - -

Anina Weber, Nette Skov, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Markus Lund, anne lindegaard, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Lige hvis nogen skulle have glemt deres morgensang fra skole tiden:
Melodi: J.C. Gebauer ca. 1845 Tekst: B.S. Ingemann 1837

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden for,
jeg fægted med åben pande,
for hvad jeg for alvor tror.

Dvs. med åbent visir i ridderhjelmen, så man var genkendelig, og ikke med stegepanden :-)

Dorte Sørensen

Er det ikke "bare" en tradition i Venstre, som Haarder fortsætter?
Venstre er nok det parti, der dyrker de største "tæskehold" i Folketinget. Før Inger Støjberg blev minister var hun en af Fogh Rasmussens tovholdere i Venstres tæskehold i Folketinget. Det var udlideligt at høre på den ene venstermand/kvinde gentog den samme remse i alle de "store" Folketingsdebatter for at nedgøre deres politiske modstander og svarede aldrig på de stillede spørgsmål - men kom i stedet med angreb og tilsvininger af de andre partier.

Hvis Haarder virkelig ville skrive noget sjovt om nogle politiske partier - så kunne han ha' skrevet et vers om Venstres formands udskiftning.
.

Agnete La Cour, Flemming Berger, Hans Houmøller, erik pedersen, Søren Nielsen, Hans Larsen, Katrine Damm og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror at Christian Bennikes kone har ret.
Gamle (fhv.) mangtfulde mænd, der hele deres liv har opfattet alt hvad de gjorde og sagde som rigtigt og retfærdigt, har heldigvis en udløbsdato. Hårder er nået til vejs ende. Det er forbløffende hvor mange der forsøger at komme ham til undsætning.

Agnete La Cour, Anina Weber, Rune Stilling, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Morten Højer, anne lindegaard, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Maria Bach Sørensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

"Rape jokes aren’t funny: the mainstreaming of rape jokes in contemporary newspaper discourse" Received 29 May 2018, Accepted 29 Jan 2019, Published online: 13 Feb 2019
https://doi.org/10.1080/14680777.2019.1577285

"Our focus here is on the ways in which male sexual violence towards women is normalised and legitimated through the use of humour. Existing research on responses to, and discussions of, rape jokes and rape culture have primarily focussed on online discourses or television coverage of rape joke controversies. The focus in this paper is if, and how, serious newspaper discourse contributes to the normalisation of male sexual violence towards women."

"We argue that news coverage of rape jokes (...) predominantly reinforces and normalises male sexual violence towards women."

Agnete La Cour, anne lindegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den for længst afdøde entertainer Poul Erik Krogen 1923 - 1984 fortalte følgende fra det mørke Jylland (man bør forestille sig replikskiftet med dreven jysk accent):

"Har du hørt, at der er en 89 årig dame, der er blevet voldtaget nede i ældrecenteret?"
"Næh det siger du ikke? Ja, de gør jo så meget for de gamle nu om dage..."

Og så er ikke engang løwn!

Jeg citerer lige mig selv fra det andet kommentarspor:

'Og så benytter jeg lige lejligheden til at slå et slag for den såkaldte ’ALLE danskeres’ nye taleradio, som taler med ’danskerne’, som jeg for det meste har det noget tungt med, men ikke desto mindre er der programmer, der finder nåde hos mig, og her er ’Comedy-kontoret’ et af dem; for en to-tre uger siden var emnet; kan man lave sjov - satire med/over voldtægt?- Ja, det kan man godt, det kræver så - edderdælendulmeda, at man gør det begavet...
Mandag kl 18'

Og her kan man med rette diskutere, hvor begavet Bertels vers så lige er

Anders Olesen, René Arestrup, Markus Lund og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

En "voldtægtsjoke" er pr. definition "plat".

"Forleden reddede jeg en dame fra at blive voldtaget!"
"Hvad gjorde du?"
"Ikke noget!"

jens peter hansen

Haarder skriver en strofe der går over stregen. Han bliver skældt ud af alle. Et fremstående medlem af El og hvis navn vi ikke kender udløser strofen, og er indtil nu dømt ved byretten for voldtægt, Dorte Sørensen. Er det sidste ikke en del værre end det første ? Eller hvad ? Støjberg har såvidt jeg ved intet med sagen at gøre og alligevel skal hun også sovses i et internt EL-overgreb. Men at føre krigen over i fjendens lejr er et oldegammelt trick for at fjerne fokus fra griseriet i egne rækker.

Jeg synes så Jens Peter Hansen, at det netop er det Bertel gør - altså fører krigen over i fjendens lejr; hvis Bertel nu havde haft noget mere vid og overskud, så kunne han jo havde skrevet et vers om formandsopgøret i Venstre, man kan vel godt sige, at der er stof - materiale nok at tage af ;-)

Hans Houmøller, Peder Bahne, Eva Schwanenflügel og Signe K. Stranddorf anbefalede denne kommentar

»Hvordan er det sjovt at retraumatisere andre?« som en skrev.

Tjaa nu hader jeg normalt at sige det åbenlyse men så er det vidst nok slut med krigsfilm, periode-drama, historiebøger og ja... historie.

Agnete “ Kan jokes om voldtægter af mænd - f.eks. i fængsler og lejre - også være sjove?“. Det er efterhånden standard i film at en potentiel tremmerusker fortæller politiet alt når de minder ham om at “brødre” i fængsel elsker “hvidt kød”.

jens peter hansen

Nu handler det om tiltvungen sex i EL og ikke hvor dumme de er i Venstre. Og jo det kan da være Haarder har en sang parat herom.

Du har misforstået konteksten: en voldtægtsjoke udtrykt af en voldtaget kvinde er en form for selvironi, mens det udtrykt af en typisk mand, der ikke har erfaring, kun er et magtredskab. Og så kan latter i øvrigt i høj grad være mobbende. Det kaldes hånlatter. Dansk satire er i høj grad en magtudøvelse. Netop fordi magten omfavner den, så bliver den virkningsløs.

Agnete La Cour, Anina Weber, Troels Ken Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Hvad med den om supermand, der under en rutineflyvning ser wonderwoman ligge splitternøgen og åbenlyst seksuelt eksalteret byde sig til på et tag, hvorved hans normalt upåklagelige moral svigter ham, og han tænker "Hvis bare jeg bruger superfart vil ingen opdage noget som helst". Som sagt så gjort, og akten er overstået på et øjeblik. Wonderwoman blinker og spørger "Hvad var det?" Hvortil den usynlige mand svarer: "Det ved jeg ikke, men det gjorde skide ondt!"

"Kan jokes om voldtægter af mænd - f.eks. i fængsler og lejre - også være sjove?"

Der er masser af den slags i amerikanske film, ligesom de generelt ikke holder sig tilbage med plat seksualiseret humor. Men vel og mærke er det kun når det er rettet mod mænd, at amerikanerne ikke har nogen grænser.

I min verden kan der laves jokes over alt, og humoren er for mig netop ofte en måde at få ubehagelige ting ned på et niveau, hvor man kan håndtere dem.

Men der er en verden til forskel på at joke med f. eks. voldtægt generelt og så at joke med et specifikt tilfælde af voldtægt. Netop når jokes kommer til at dreje sig om noget specifikt snarere end noget mere alment, skal man træde meget varsomt.

Bertel Haarders sang er her sådan cirka så klodset og usjov, som noget kan være.

Agnete La Cour, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Suk. Jeg er enig med konen til ophavsmanden til artiklen.
Pudsigt nok er det stort set kun mænd, der synes, den slags da bare kan være så sjovt.

Agnete La Cour, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

- Du er anklaget for voldtægt. Hvad har du at sige til dit forsvar?

- Jamen jeg er jo bare en stakkels lille fiasko af en mand.

- Hvorfor er du en fiasko som mand?

- Fordi jeg voldtog hende.

- Jamen, gjorde du nu også det?

- Ja.

- Så er du hermed frikendt.

Årh jeg ved nu ikke Leo Nygaard, jeg syntes faktisk, det var ret sjovt, (om end også noget pinagtigt, når jeg nu er EL-vælger), da Den korte radioavis ristede Pernille Skipper, da hun i et debatprogram ikke lige kunne huske partiets skattepolitik ;-)
Den korte radioavis jokede jo i øvrigt også både med 'terror' og den såkaldte 'ubådssag' begge dele er der jo ikke en fløjtende fis sjov ved; så det kommer i den grad an på, hvordan man lige får løftet det, den, emnet...

"Om en joke er smagfuld eller ej handler ikke om temaet, men om indholdet. Om kontekst, afsender og timing"

Har virkelig svært ved at forstå, at man kan være uenig med Christian Bennike.

Henrik Brøndum

Det er nemt at være morsom på andres bekostning, der er svært (og godt betalt) at gøre grin med sig selv.

Prostatapanelet.

Hans Houmøller

I avisen er der i stigende grad flere og flere artikler af avisens skribenter, der desværre bekræfter mig i, at puberteten ikke standser ved de 18 år i de yngre årgange.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Agnete La Cour og Anina Weber anbefalede denne kommentar