Kronik

37 timers aktivering får ikke indvandrere i arbejde. Men her er tre indsatser, der gør

Regeringens nye forslag bygger på en antagelse om, at ikkevestlige indvandrere skulle have en særligt lav jobmotivation. Det er ikke tilfældet. Problemet er den haltende kvalitet af den eksisterende integrations- og beskæftigelsesindsats, skriver integrationskonsulent Hans Lassen i dette debatindlæg
Kvindelige flygtninge bliver kun sendt ud i virksomhedsrettet aktivering halvt så ofte som det, der er tilfældet for de mandlige flygtninge, selv om vi ved, at den virksomhedsrettede aktivering har gode beskæftigelseseffekter. På billedet er Suad Alosh og Jasmina Hadzialic (th) i virksomhedspraktik på restaurant i Esbjerg.

Kvindelige flygtninge bliver kun sendt ud i virksomhedsrettet aktivering halvt så ofte som det, der er tilfældet for de mandlige flygtninge, selv om vi ved, at den virksomhedsrettede aktivering har gode beskæftigelseseffekter. På billedet er Suad Alosh og Jasmina Hadzialic (th) i virksomhedspraktik på restaurant i Esbjerg.

Ulrik Hasemann

25. januar 2020

Kort efter årsskiftet gik regeringen i medierne med forslaget om, at ikkevestlige indvandrere skal i 37 timers aktivering om ugen for at opnå fuld ret til offentlig forsørgelse. Formålet er at gøre noget ved det åbenlyse problem, at beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere er for lav.

Der er et meget stort behov for ikke bare at tale om dette problem, men også at handle på det. Fra Danmarks Statistik ved vi, at der vil forsvinde 300.000 danskere i den erhvervsaktive alder mellem 16 og 64 år frem mod 2040, og i samme periode vil der komme en vækst i antallet af personer på 80 år og derover på 259.000 personer.

Denne udvikling har allerede skabt et meget stort behov for arbejdskraft i den kommunale ældrepleje. Endnu har vi kun set toppen af isbjerget. Behovet for arbejdskraft på den del af arbejdsmarkedet vil i de kommende årtier blive forøget i en grad, som kan være svær at forestille sig i dag. Og hvad vil være mere nærliggende end at løse dette problem ved at opkvalificere de mange ikkevestlige indvandrere, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet? Så vidt, så godt.

Når man kan være bekymret for regeringens kommende udspil, skyldes det den måde, regeringen ser problemet på. For regeringen består det tilsyneladende i, at der stilles for få krav til indvandrere på offentlig forsørgelse, og at der er for få sanktionsmuligheder med hensyn til at kunne trække i ydelserne, hvis indvandrere ikke lever op til disse krav.

Som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) udtaler til DR:

»Hvis man ikke møder op, er der ingen ydelse (...) Vi er nødt til at skabe en snæver sammenhæng mellem de penge, folk får, og det, de deltager i.«

Regeringen har således fokus på den enkelte indvandrer på offentlig forsørgelse. Det er her, der skal strammes op. Det siges ikke direkte, men denne tilgang til problemet bygger mere eller mindre eksplicit på den antagelse, at indvandrere som gruppe har en særligt lav jobmotivation, og at det er det, der er hovedforklaringen på den lave beskæftigelse blandt ikkevestlige indvandrere. Ellers ville det ikke give mening, at opstramningen kun skal omfatte indvandrere og ikke alle på offentlig forsørgelse.

Det store problem ved den problemanalyse er, at den strider mod de data og den evidens, vi har på området. De studier og undersøgelser, som vi har til at belyse ikkevestlige indvandreres jobmotivation i Danmark, tyder ikke på, at deres jobmotivation mangler. Tværtimod. På nogle parametre er de faktisk mere jobmotiverede end danskerne.

Indvandrere går mest op i at være i job

For at understrege denne pointe vil jeg blot nøjes med at henvise til to af de seneste undersøgelser. Als Research publicerede i februar 2019 en undersøgelse, hvor de spurgte ind til mænds og kvinders arbejdsorientering, og hvor respondenterne var mellem 18 og 64 år. De stillede følgende spørgsmål:

»Hvor vigtigt er det for dig at have et arbejde, så du kan forsørge dig selv?«

Den andel, der svarede, at det var »meget vigtigt«, var større for personer med ikkevestlig baggrund end for danskere. Det gjorde sig gældende for 85 procent af mændene med ikkevestlig baggrund mod 75 procent af de danske mænd. Og for kvinderne var de tilsvarende andele henholdsvis 82 og 80 procent.

I Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fra 2019 var respondentgruppen afgrænset til 18 år og derover, og den stillede følgende spørgsmål:

»Uanset om du har en ægtefælle eller ej, hvor vigtigt er det for dig, at din ægtefælle har et arbejde?«

I modsætning til den forrige undersøgelse blev der her differentieret mellem indvandrere og efterkommere, og resultaterne fra Als Research blev bekræftet, endda i skærpet grad. Den andel, der besvarede spørgsmålet med, at det var »meget vigtigt«, var 64 procent for ikkevestlige indvandrere og 59 procent for ikkevestlige efterkommere, hvorimod danskernes andel lå helt nede på 38 procent.

Man kan således ikke argumentere for, at en særlig form for lav jobmotivation hos indvandrerne skulle være hovedforklaringen på deres lave beskæftigelse. I hvert fald ikke, hvis man ønsker at henvise til data og evidens. Tværtimod. Men hvis det ikke handler om manglende jobmotivation, hvad er så forklaringen?

Tre steder, vi skal sætte ind

Der er tre primære forklaringer.

For det første er indvandrernes uddannelse, danske sprogkundskaber og kendskab til det danske arbejdsmarked utilstrækkelige. I fagsproget taler man om en svag humankapital. Noget af den mest sikre viden, vi har på området, er, at en øget humankapital øger beskæftigelsen, både for danskere og for indvandrere.

Der er derfor behov for offensive investeringer i indvandreres humankapital i form af velgennemtænkte planer, der over en bred front løfter deres kompetencer målrettet til kommende og fremtidige jobåbninger på arbejdsmarkedet.

Og i videst muligt omfang skal opkvalificeringen kobles op på en egentlig jobgaranti, hvis indvandrerne gradvist leverer de kompetenceløft, som de skal i forhold til planen.

Finansieringen af disse investeringer kunne passende hentes fra det økonomiske råderum, som i alt forventes at blive på næsten 29 milliarder kroner i perioden fra 2020 til 2025 og som regeringen opjusterede med fem milliarder kroner i forbindelse med den økonomiske redegørelse fra august 2019.

For det andet er kvaliteten i beskæftigelsesindsatsen samlet set alt for ringe. Den gennemsnitlige ikkevestlige kontanthjælpsmodtager får i gennemsnit kun omkring ti minutters danskundervisning om ugen, selv om danskkundskaberne er helt afgørende for beskæftigelsen.

Kun seks procent af de flygtninge, der fik opholdstilladelse fra 2010 til 2015, har deltaget i et AMU-kursus, selv om flygtninge mange gange er i målgruppen for AMU-kurser.

Kvindelige flygtninge bliver kun sendt ud i virksomhedsrettet aktivering halvt så ofte som det, der er tilfældet for de mandlige flygtninge, selv om vi ved, at den virksomhedsrettede aktivering har gode beskæftigelseseffekter, hvilket ikke mindst gælder de private løntilskudsordninger.

Og i 2018 deltog omkring 40 procent af ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp ikke i ét eneste aktiveringsforløb. Disse forhold, der er dokumenteret af EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, og Dansk Arbejdsgiverforening, tyder på et gevaldigt svigt i den officielle beskæftigelsesindsats.

For det tredje er kvaliteten i den del af integrationsindsatsen, der handler om at screene og behandle traumer blandt flygtninge, også alt for ringe.

Vi ved, at tæt på halvdelen af alle ikkevestlige indvandrere har en flygtningebaggrund. Og det indtil nu bedste estimerede skøn siger, at et sted mellem 30 og 50 procent af alle flygtninge er belastet af traumer, som alt andet lige er en meget stor jobbarriere.

Allerede i 2013 viste en rapport, LG-Insight lavede for integrationsministeriet, at kommunernes indsats blandt andet er præget af utilstrækkelig screening af traumesymptomer, tilbud, der kun i ringe grad eller slet ikke er dækkende for traumatiserede flygtningefamiliers behov samt for lidt viden om målgruppens ressourcer og behov.

Og i 2018 kom Rigsrevisionen med en sønderlemmende kritik af indsatsen, der blandt andet påpegede, at relevante oplysninger om flygtninges helbred i al for lav udstrækning følger med i overgangen fra asylcenter til kommune.

Hvis der skal gøres noget effektivt ved ikkevestlige indvandreres lave beskæftigelse, er det på disse tre områder, der skal sættes ind. Og der er rigelig at tage fat på.

Hans Lassen er ph.d. og integrationskonsulent

Integration af indvandrere går stadig bedre ifølge en række tal, der viser, at stadig flere får en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Læs også
Arbejde er en af de vigtigste indikatorer for integration. Det har en positiv effekt på indvandreres fysiske og psykiske velvære samt på, hvor godt man integreres socialt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Peter Gløde
  • Alvin Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Flemming Berger
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Henning Kjær
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Johnny Christiansen
Morten Lind, Peter Gløde, Alvin Jensen, Dorte Sørensen, Flemming Berger, Carsten Munk, David Zennaro, Gert Romme, Henning Kjær, Claus Bødtcher-Hansen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

24/jan/2020

Jeg har tænkt (positivt) over det
med, hvorledes vi inkluderer andre :-) .

Når et menneske kommer til Danmark,
(med den hensigt at blive her) bør det,
efter min mening, sættes i stand til,
med tiden, at kunne forsørge sig selv.

Først skal det lære at forstå dansk,
og at tale dansk, og derefter lære at
læse dansk og så lære at skrive dansk :-) .

Mennesket skal arbejde min. 25 timer
pr. uge med at lære dette (dansk) og
får selvfølgelig løn for at passe dette
arbejde (ja, i stedet for socialhjælp).

Efter to år forstår dette menneske
så dansk i rimeligt/funktionelt omfang .

Herligt ... Velkommen til :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Alvin Jensen, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

- Kender de danske politikere da slet ikke noget til de mennesker, der bosætter sig i Danmark?
- Og har deres yderst velbetalte politiske rådgivere slet ikke fokus på dette forhold.

Sagen er jo 2-delt:
- For det første er der stadig mangel på reelt og ikke-subsidie-aflønnet arbejde, og dette er regeringens ansvar.
- Og for det andet, er der altså borgere, der som største delen af de europæiske familier, kun ønsker at have en ægtefælle på arbejdsmarkedet. Og tak for det, for ellers var arbejdsløsheden langt mere mærkbar.

Meget tyder i hvert fald på, at skiftende danske regeringer - også den nuværende såkaldte "sociale" "demokratiske" regering slet ikke gider at sætte sig ind i de forhold, de lovgiver for. Og i øvrigt, "ligesom tyve der tror at hver mand stjæler", faktisk mener, at borgere kun er ude på at snyde, og derfor kun har straf i deres "værktøjskasse".

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) udtaler til DR, der her citeres, tyder i hvert fald ikke på, at det er en ansvarlig minister med indsigt og interesse i sit ansvarsområde, der udtaler sig.

Peter Gløde, Ib Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Anne Schøtt, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Anders Reinholdt, Hanne Utoft, Carsten Svendsen, Ruth Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Mogens Holme og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

"For regeringen består det tilsyneladende i, at der stilles for få krav til indvandrere på offentlig forsørgelse, og at der er for få sanktionsmuligheder med hensyn til at kunne trække i ydelserne, hvis indvandrere ikke lever op til disse krav."

Så er straffestaten igen på arbejde og de har sørme fundet en opskrift der kan gøre enhver hardcore DF er glad. Hver gang der kommer en ny regering tænker jeg hvem skal nu stå for tur - er det de syge, handicappede, "fremmede", hjemløse, arbejdsløse, ældre eller børnene der skal stå for skud.

Der bør ikke oprettes en eneste arbejdsplads under de betingelser og det burde fagforeningerne også gå imod. De må gerne sige det højt: Hvor er de henne.

Jeg gentager: indfør jobgaranti til alle der vil arbejde til brutto 19.559 kr pr måned

Lillian Larsen, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Anders Reinholdt, Gert Romme, Hanne Utoft, Carsten Svendsen og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

selv om vi ved, at den virksomhedsrettede aktivering har gode beskæftigelseseffekter, hvilket ikke mindst gælder de private løntilskudsordninger.

Dt er en påstand med kraftige tvvl. Den omtalte undersøgelse af hvilke beskæftigelsestltag, der har bedst effekt valgt ud blandt de værktøjer der findes i det eksisterende system er lavet blandt forsikrede ledige - altså dagpengemodtagere OG det var dengang dagpengene varede længere end i dag og havde større dækning.
Citat: "Der gennemføres registerbaserede analyser, der omfatter alle forsikrede ledige, der i perioden 1. januar 2005 til 31. december 2010 påbegyndte et virksomhedsrettet aktiveringsforløb. De ledige er inddelt i grupper efter, hvilket kvartal de er begyndt i aktivering. Hver gruppe og deres kontrolgruppe er blevet fulgt de første 6 måneder (kort sigt) og 24 måneder (langt sigt) efter aktiveringsstart.
Effekterne af aktiveringsforløbene er beregnet efter matchingmetoden, der gør det muligt at rense data og isolere den egentlige årsagssammenhæng – altså hvad effekten reelt er af et virksomhedsrettet forløb sammenlignet med et VAO-forløb."

Det kunne være interessant HVIS jobcentrene havde andre værktøjer til de uforsikrede ledigeend arbejdsløshedskurser ala 'lær at skrive et cv moderigtigt", gratispraktikker, løntilskud og måske et kortere kursus, hvis der er aftalt praktik efter forløbet.
men det har de ikke.

Lillian Larsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

"Der bør ikke oprettes en eneste arbejdsplads under de betingelser og det burde fagforeningerne også gå imod. De må gerne sige det højt: Hvor er de henne."

Fagforeningerne har, som forudset af bl.a. Adam Smith, udviklet sig til en samarbejdende disciplineringagent for de væsentlige samfundsmagter (staten og erhvervslivet/storkapitalen), hvis primære indsats retter sig mod at skabe gunstige vilkår for at almindelige mennesker underkastes Arbeit macht frei-doktrinen og ikke formaster sig til anarki eller pøbeloprør. Derfor er de ikke nogen progressiv magtfaktor, men en fremmedgørende instans.

Det samme gælder de såkaldte Jobcentre, som hele tiden har haft til formål at motivere med frygt, afpresning og relegering af mennesker, som ikke indgår i den fascistoide konstruktion, som konkurrencestaten udgør. Mennesker er idag ikke arbejdsløse, de er ledige - og derfor til disposition som f.eks. radiobiler det i ethvert Palle's Tivoli. Passér venligt gader og stræder, mens De stirrer ned i mobiltelefonens eskapistiske underholdningstrut.

Lillian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Laurits Palo, Steffen Gliese, Flemming Berger, Anne Schøtt, Ebbe Overbye, Susanne Kaspersen, Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Gert Romme og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Sådan er det jo. Mere og mere velfærd bygger på "billige" akademiske masse producerede antagelser frem for hvad det enkelte menneske har behov for.

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Men for at det hele kan digitaliseres kræver det jo også firkantede simple løsninger som en robot kan forholde sig til. Empati og medmenneskelighed er jo kompliceret og dyrt. Ik.

Jeppe Lindholm, meget enig i at digitaliseringskravet i sig selv bliver både argument og løftestang for yderligere erodering af empati og humanisme i vores lovgivning og magtudøvelser, foruden i vores sociale livsverdener og kultur. Af samme årsag skal digitaliseringsbølgen ses i nær sammenhæng med det ideologiske bagtæppe for vores samfundsudvikling.

Artiklens analyse bygger på den fejlantagelse, at man kan regne med, at jobmotivationen blandt personer af anden etnisk oprindelse faktisk er høj. Man har lavet mange af den slags holdnings-undersøgelser om det er ok at snyde i skat, slå børn ect. og der er folk af anden etnisk oprindelse de rene engle. Mange svarer ikke sandt, men kommer med det svar, som stiller dem i det bedste lys, og når man så tager rundt og kontrollere f.eks. kiosker for snyd, så er resultatet derfor et helt et andet.

Hans Lassen bruger begrebet ikkevestlige indvandrere, men formår ikke (Igen!) at skelne mellem den landbrugsmedarbejder fra f.eks. Ukraine, der er kommet til DK for at arbejde i landbruget og den syriske 45+ kvinde, som er analfabet, og som derfor har langt sværere ved at finde en plads på det danske arbejdsmarked i året 2020, og i årene fra 2020 til 2030!

Ligeledes ser det ud til, at Hans Lassen ikke formår at skelne mellem den pakistanske læge, den indiske læge, som er kommet til DK for at arbejde, og mandlige syriske flygtninge, eller mandlige flygtninge fra lande som Afghanistan og Irak, hvor de mandlige flygtninge ofte har yraumer mm. af forskellig slags, som gør det vanskeligt for dem (men ikke umuligt!) at finde en plads på det danske arbejdsmarked her i 2020, og i årene fremover.

Jeg skriver dette her for at gøre opmærksom på, at der altså er forskel, ofte stor forskel på ikke-vestlige indvandrere, og den situation de er i DK.....

Lise Lotte Rahbek, Lillian Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar