Klumme

Jeg bliver 40 år om et splitsekund, og jeg er for længst holdt op med at grine

Bær over med alle os, der pludselig investerer i læderjakker og nedfrossen sæd lige op til vores 40-årsfødselsdag. Det er ikke nemt at skulle møde dommen over den første halvdel af sit liv, skriver teater- og litteraturanmelder Nanna Goul i dette debatindlæg
Debat
10. januar 2020

Hvis man selv er i pæn afstand fra de 40 år – hvad enten man har langt igen eller for længst har lagt årsdagen bag sig – kan det godt forekomme komisk, sådan set udefra: Fra den ene dag til den anden har den fredelige familiefar på Østerbro pludselig skiftet Christiania-vognen ud med læderjakke og motorcykel, pludselig er der et maraton, der skal løbes, et bjerg, der skal bestiges, en portion sæd, der skal indkøbes, og en partner, en bil eller et sommerhus, der skal udskiftes.

Men én ting er, at det kan være morsomt at iagttage udefra, men indefra ser det helt anderledes ud. Jeg bliver 40 år om et splitsekund, og jeg er for længst holdt op med at grine. Jeg er ramt. Og det er slet ikke sådan noget som det kropslige forfald, jeg går og græmmes over, nej, det er da det mindste af det.

Den store udfordring er snarere, at der i samfundet ligger nogle uudtalte forventninger til den 40-årige, som hos mig udløser en lettere panik. I menneskelivet er 40-året et slags magisk tal, og selv om den bro, der fører over til tallet, på afstand virker som en sød lille træbro fra et af Monets åkandebilleder, er den frygtindgydende, når man når frem til den.

Men hvorfor egentlig det? Fordi man endegyldigt er blevet voksen? Fordi man ikke længere kan gemme sig?

Ja, også det, men mest af alt, fordi man gerne, når man når de 40, skulle have fundet frem til sig selv. Man skulle gerne være blevet fast i konturerne, tydelig for sig selv og verden, identiteten skulle gerne have sat sig, som en perfekt afstivet cheesecake – ikke for hård, ikke for blød.

Men det er, som om dele af mig bliver ved med at glide mig af hænde, som ostefyld, der simpelthen bare har fået for lidt stivelse. Og jeg ved det ikke, men jeg frygter, at det ikke er så godt at have det sådan, når nu jeg om et øjeblik skal møde 40-årstaksatoren.

Ingen vil råbe hurra

På det seneste har jeg drømt om ham, 40-årstaksatoren, eller drømt, det er vel snarere et slags mareridt. Det begynder med, at jeg aftenen inden min 40-årsfødselsdag skal gøre mig klar, så jeg på 40-årsdagen, dommedagen, kan fremvise mig selv, som den skabning, den person, jeg er blevet til. 40-året er midtvejs gennem livet – hvad har jeg opnået? Det er tid til at gøre status.

I drømmen har jeg fået besked på, af den mystiske 40-årsånd, at jeg skal hælde alle mine bedrifter, eller mangel på samme, ned i en kæmpe gryde. Det gør jeg så. Jeg tilføjer mine uddannelser, tidligere og nuværende job, gode venner, børn, mand, bøger, jeg har skrevet, virkelig gode ideer, jeg har fået, men så kommer også de dårlige ideer snigende.

Jeg frygter, at der også kommer lidt for meget af det unævnelige ned i gryden. Til sidst skal jeg tilsætte en slags cement og så hælde hele molevitten op i en skulpturel støbeform. Så skal massen ligge der og hæve natten over, mens jeg sover.

Og så, når jeg vågner og er blevet 40 år, skal jeg pille mit selv ud af formen og slæbe det over den elendige bro. Her skal skulpturen så stilles ud i morgengryet, så hele verden kan se, hvem jeg egentlig er. Jeg frygter, at der ikke rigtigt er nogen, der råber hurra.

Det bliver i hvert fald ikke 40-årstaksatoren. Han er professionel og lader sig ikke forlokke eller charmere, han skal kort og godt vurdere livsindsatsen so far. Han ser, om der er revner i overfladen, vurderer den overordnede balance mellem arbejdsliv og privatliv, hvilke aftryk der er blevet sat. Hvad lykkedes egentlig? Opnåede man noget? Og var det i øvrigt og overhovedet det, der stod på de oprindelige arkitekttegninger? Bliver genstanden for inspektionen fundet for let, for tung?

Det er slet ikke morsomt at se frem til den vurdering, så jeg beder i ydmyghed om lidt overbærenhed. For mig og alle de andre, der får utrolig mange tatoveringer, fitnessmedlemskaber eller spiseligt undertøj, lige inden de fylder 40 år.

Vi skal nok komme igen, på den anden side, som mere fattede væsner. Men måske bliver det først, når vi fylder 50. Eller 60?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forestillingen om hyldest fra omgivelserne for ens livsduelighed og resultater er på alle måder helt i konkurrencestatens ånd. Nu er hjernevasken så erkendt og Nanna kan vælge at stoppe den slags tåbeligheder. Det vil vidne om modenhed og sund erfaring!