Klumme

En ambivalent hilsen til blomsterne

Leonardo da Vinci-rosen, bellis og vinterjasminen blomstrer, og jeg hilser dem alle hjerteligt – og inderligt ambivalent. For de skulle jo slet ikke være her, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
I Karen Sybergs have titter udsprungne Leonardo da Vinci-roser allerede frem. Hun hilser dem hjerteligt – og inderligt ambivalent. »I skulle være her, men I skulle være dækket af sne, i stedet for at stå der og fryse,« noterer hun sig.

I Karen Sybergs have titter udsprungne Leonardo da Vinci-roser allerede frem. Hun hilser dem hjerteligt – og inderligt ambivalent. »I skulle være her, men I skulle være dækket af sne, i stedet for at stå der og fryse,« noterer hun sig.

Anne Fonnesbech

Debat
13. januar 2020

Ude i portrummet på postkassen sidder en due. Den har pustet sig op, så den er kuglerund, og den rokker sig ikke af pletten, da jeg åbner døren og træder ud.

Jeg træder nærmere, den sidder bomstille. Jeg træder endnu nærmere. Den rører sig ikke.

Måske er den syg? Jeg tænker på min venindes høns, der går i stå, når de er ved at dø. Hun har fortalt mig om sin yndlingshøne, som hun grædende måtte kappe hovedet af til sidst.

En dag, jeg besøgte hende, så jeg det med egne øjne. Der stod tre høns ved drikkeskålen, og da de to af dem pludrende og gokkende gik videre, blev den tredje stående ubevægelig med hængende hoved.

»Den dør snart,« sagde hun.

Nu ved jeg godt, at duen ikke er en hønsefugl, men en duefugl. Duer har faktisk helt deres egen familie, Columbidae, men hvem ved? Måske er det sådan, også andre levende væsner reagerer, når de ved, at de er ved at takke af.

Angiveligt lagde gamle dages almuemennesker sig ind i alkoven og vendte ryggen til verden, når de følte døden nærme sig, og jo ikke, som os andre, havde et hospital inden for rækkevidde eller kunne ringe efter lægen.

Det kan duen heller ikke, men jeg har min telefon på mig, så jeg fotograferer den.

Duen rører sig ikke.

Jeg træder helt hen til den og fotograferer én gang til. Jeg kan se den ind i øjet, den stirrer udtryksløst på mig.

Så lader jeg den være og går ind.

»Der sidder en due ude i portrummet,« siger jeg til gemalen.

»Jeg tror, den er syg, den rokker sig ikke af pletten, selv om jeg går helt hen til den.«

»Måske er den bare tam,« foreslår han, »måske er det en træt brevdue.«

Oooh! Det er muligvis forklaringen. Jeg forstørrer det foto af den, hvor jeg var tættest på, og ganske rigtigt: Duen har en ring om benet.

»Det er bare et menneske,« har den tænkt, »den slags gør ikke noget.«

Da jeg kommer ud i portrummet igen, er den væk. Det eneste, den har efterladt, er to hvide klatter på postkassen.

Havens mest trofaste

Det var så dagens oplevelse en gråvejrsdag efter nytår, hvor marker og træer står sløret, og blæsten er for hurtig i vendingen til, at man har lyst til at gå ud. Så snart jeg åbner porten, bliver jeg ramt af en så strid vind, at jeg knap kan presse den i igen.

Men vintergækkerne er sprunget ud. Endnu ikke almindelig vintergæk, Galanthus nivalis, men Galanthus woronowii med brede, lysegrønne blade (eller platyphyllus eller ikariae – jeg er ikke botaniker, det er blot, hvad den glade giver har fortalt mig).

Den er hjemmehørende i det nordøstlige Tyrkiet og i Kaukasus og er altid tidligst oppe. Den stod i fuldt flor allerede ved nytårstid, mens dens almindelige kusiner og fætre med de smalle blågrønne blade stadig står som stive, små tinsoldater med den lille, hvide hue trukket stramt ned over hovedet.

Men oppe at kigge er de, og nede ved lindelysthuset finder jeg en udsprungen erantis. Én. Snart vil hele lindelysthusets bund være gul, og erantis vil brede sig ud over plænen helt hen omkring sukkerpæretræet.

Den tid er ikke endnu, men til gengæld har der ikke været en dag i haven denne vinter, hvor der ikke har været blomster.

Mod syd, hvor gangen langs huset består af grove betonfliser, fra dengang gårdens produktionsplads lå her, er flisen til højre for døren revnet, og nede i revnen har morgenfruefrø slået sig ned og hele vinteren skudt stadig nye lysende orange blomster op.

I bedet på den anden side af gangen titter sarte lyseblå vinca frem, og oven over det hele svæver gule og lyserøde roseknopper og endda udsprungne roser, nemlig på Leonardo da Vinci-rosen, havens mest trofaste.

Græsplænen er hvidplettet af bellis, og naturligvis blomstrer vinterjasminen også, både i pergolaen og langs hegnet ud mod indkørslen.

På gårdspladsen blomstrer kornblomster.

Jeg hilser dem alle hjerteligt – og inderligt ambivalent.

»I skulle overhovedet ikke være her,« siger jeg.

Eller jo: »I skulle være her, men I skulle være dækket af sne, i stedet for at stå der og fryse.«

De nikker alle sammen, men det skyldes nok blæsten.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

... og så hævdes det, at det er lyset og ikke temperaturen, der er afgørende for tidspunktet for blomstring! Det er så lige modbevist ovenfor i Karen Sybergs have.