Klumme

Børn på vilkår

Når uklare mål helliger tvivlsomme midler
»Socialdemokratiets nye fremmedordfører vedkender sig få forbehold over for den hårde linje. Kun tåber kan ikke se ligheden mellem ordføreren og Inger Støjberg samt populisterne i DF.« skriver Georg Metz i denne klumme.

»Socialdemokratiets nye fremmedordfører vedkender sig få forbehold over for den hårde linje. Kun tåber kan ikke se ligheden mellem ordføreren og Inger Støjberg samt populisterne i DF.« skriver Georg Metz i denne klumme.

Sille Veilmark

Debat
31. januar 2020

Statsministeren er gået i en selvskabt fælde, som hun og regeringen kan få svært ved at klare sig ud af. I sympatisk iver efter at gøre noget for børnene, vel også en strategisk satsning, synes midlerne ikke at vække samme bekymring som målet.

Om det er børnene og rets- og udlændingepolitikken, må retssikkerheden klare sig for lud og koldt vand. Tankegangen ligner de borgerliges, hvor omhu for den nationale tryghed også trumfer indvendingerne mod retskrænkelser.

I erkendelse af tingenes tilstand, der tilsiger, at myndighedsapparatet altid vil være uendeligt meget stærkere end lov- og normbryderne, bør retssikkerhedshensyn imidlertid veje særligt tungt. Selvfølgelig.

Socialdemokratiets nye fremmedordfører vedkender sig få forbehold over for den hårde linje. Kun tåber kan ikke se ligheden mellem ordføreren og Inger Støjberg samt populisterne i DF.

Fornemmelsen for vulgære forenklinger af komplekse problemer har bemægtiget sig det førhen halvt pragmatiske, halvt humanistiske gamle arbejderparti.

Har man set én utilpasset indvandrerdreng, kender man islam på travet og muslimernes dystre motiver. Sådan udtrykker en toneangivende sig i Socialdemokratiet anno 2020 refereret forleden her i bladet.

Socialdemokratiet fastlægger kursen og afviser folk, der tænker moral anderledes end regeringen. For ledende socialdemokrater takseres indvendinger som politisk korrekt undertrykkelse af ’danskerne’ for at hytte elitens sarte skind. Regeringspartiet har sat sig på meningsdannelse til venstre. Modsatrettede velbegrundede synspunkter besvares med goddag mand, økseskaft eller onduleres af et spinsekretariat i et og andet dobbelt-topstyret ministerium.

Hvor er Mette Frederiksen blevet af? Hvor er den forfriskende begavede politiker, der før diskuterede frimodigt, uden at hensigterne defineredes af tvivlsomme midler?

Den fælde, regeringen har sat for sig selv, er selve det tvetydige i sager om børn og tvangsfjernelser og i varetagelse af de svagestes interesser.

Fælden bliver svær at slippe ud af. Dels fordi hele børnesagen, som statsministeren lagde hovedvægten på i nytårstalen, synes lemfældigt undersøgt og flimrende begrundet. Dels fordi ivrigheden i oplægget og den insisterende tone ikke står mål med et påvist antal tvangsfjernelsers problematiske karakter.

Skudt sig selv i foden

Man fornemmer urovækkende en mere eller mindre bevidst bagvedliggende kvote til opfyldelse, før succesen er hjemme.

Måske uretfærdigt. Måske ikke.

Det skal erkendes, at disse sager er vanskelige og nogle gange entydige. Ofte, men ikke altid, til ulykke for børn og forældre.

Det er ikke ukompliceret.

Men det er lysende klart at hvis statsminister Frederiksen næste år kommer ud med færre og ikke flere tvangsfjernede børn, må hun have skudt over målet og sig selv i foden.

Et hyperfokuseret sagsområdes forvaltning er som at sælge bukseelastik i metermål. En regerings succeskriterium påvirker forvaltningen og underordnede myndigheder.

De udøvende gør det så godt, som regeringen ønsker for at leve op til den drastiske parole i de knubbede børnesager.

Statsministeren kan næppe i nytårstalen 01.01.21 bekende, at hendes forestillinger om mishandlede børn og behovet for fjernelser var for meget. Dertil er budskabet for håndfast.

Man kan på den baggrund ikke bebrejde hverken ilde tænkende eller velvillige, hvis de tolker flere fjernelser som en regeringsmæssig ønskværdighed.

En socialdemokratisk god regering med mere sul på nerverne kan hænde havde lanceret en anden politik, der ville gøre alt for udsatte borgere, for at tvangsfjernelser blev den yderste undtagelse. Med andre ord eliminere de sociale og andre årsager til mistrivsel og vanrøgt frem for at bekræfte elendighederne som et mål.

Det er tankevækkende, at statsministeren ikke ser og/eller formulerer risikoen forbundet med de pågældende myndigheder, der ikke pr. tradition har uddannelse og erfaring eller er særligt kvalificerede til disse voldsomme indgreb.

I den bedste af alle verdener er børnemyndigheden ædle vidende folk med stor ansvarsfølelse uden tanke på resultatkontraktlignende adfærd.

Men hvis statsministeren vil vide det, fungerer tvangsfjernelsessystemet ikke så altruistisk. Ofte har medarbejdere dér en kort mangelfuld uddannelse og fægter sig frem på mavefornemmelser og spinkle iagttagelser.

Systemets grundlæggende svaghed er, at det agerer uden klar retlig beskyttelse af ofte kriseramte familier eller enlige, hvis skæbne ligger i hænderne på embedsværk, der kun ser, hvad de vil se, og kan have svært ved at forstå og acceptere afvigende normer.

Ved regulær børnemishandling kan alle begribe, at indvendinger som her naturligvis ikke har vægt.

Problemerne opstår, når ukvalificerede sagsbehandlere bider sig fast i slet iagttagede forhold, der eskaleres til sager med tvangsfjernelse for øje.

Møde med systemet

Ikke for at male fanden på tapetet, men man behøver ikke kontakte mange advokater med den slags sager på bordet, før skepsis melder sig.

Denne skribent har i sine yngre dage mødt systemet, da et sagsbehandlerapparat i Københavns Kommune uden antydning af dokumentation vilkårligt rullede sig ud og var godt på vej til at lave ulykker.

Oplevelsen gjorde indtryk på en familie, der havde ressourcerne, men således ufrivilligt fik indblik i en fagligt invalideret forvaltning (dengang?). Målet helligede alle midler – blandt andre fabrikerede vidnesbyrd for at opnå den systemgevinst, der kunne være endt i tragedie.

Sagen var absurd – et udtryk, statsministeren er fortrolig med – men endte trods et oprivende forløb med borgmesterens uforbeholdne undskyldning og en pæn erstatning for tort.

Kritisk kontrol med den kommunale myndighed i børnesagerne er ikke i statsministerens optik. I hvert fald ikke i salgsarbejdet.

Det forhold indgiver et kritisk gemyt den mistanke, at antallet af tvangsfjernelser afstemmes efter nytårstalens tone.

Heri ligger den fælde, statsministeren har sat sig i, og som kan blive farlig.

For børn og voksne, for regeringen og for retssikkerheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Problemerne opstår, når ukvalificerede sagsbehandlere bider sig fast i slet iagttagede forhold, der eskaleres til sager med tvangsfjernelse for øje."
(Georg Metz)

Det gælder især for børn med autisme, som på et ofte fejlagtigt grundlag risikerer tvangsfjernelse tre gange så ofte som andre børn, fordi sagsbehandlere og kommuner ikke besidder den faglige indsigt, og fx i tilfælde af skolevægring lægger skylden på forældrene.

"Psykologer i opråb til kommuner: I er ikke rustet godt nok til at tvangsfjerne børn"
https://www.dr.dk/nyheder/indland/psykologer-i-opraab-til-kommuner-i-er-...

Hallberg Borg, Lillian Larsen, Maia Aarskov, Per Klüver, Eva Kjeldsen, Dorte Sørensen, Ete Forchhammer og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

"Ofte har medarbejdere en kort mangelfuld uddannelse og fægter sig frem på mavefornemmelser og spinkle iagttagelser." - og hvor afklaret mon forholdet er til egen baggrund og "bagage" som korrektiv?

Lillian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Marianne Borgvardt anbefalede denne kommentar
Per Kirk Jørgensen

Den ellers veloplyste Georg Metz synes ikke, som en hel del andre, at være helt hjemme i tvangsanbringelsernes kompleksitet, når han bl.a. kan skrive følgende:

“Det er tankevækkende, at statsministeren ikke ser og/eller formulerer risikoen forbundet med de pågældende myndigheder, der ikke pr. tradition har uddannelse og erfaring eller er særligt kvalificerede til disse voldsomme indgreb.”

Tvangsanbringelser sker ved at et børn- og ungeudvalg, som består at 2 børnesagkyndige psykologer og en dommer (alle med langvarige uddannelser) og 2 kommunalbestyrelsesmedlemmer (som kan have langvarig uddannelse og -erfaring i børneområdet), vurderer at betingelserne for tvangsanbringelse er opfyldt. Dette af kommunen uafhængige udvalg sikrer, at disse indgreb er kvalificerede, og det er især en sikring af borgernes retssikkerhed.

Dorte Sørensen

Hvis det virkeligt er så "drift sikkert" i de forskellige Børn-og ungeudvalg , hvorfor får så så mange klager ret.

Der mangler nok folk der har erfaringer med anbringelser på egen krop og folk med et mere pædagogisk syn. Hvad forstand på forældreegnethed osv..... har fx. en dommer . ?

@ Metz:

"En socialdemokratisk god regering med mere sul på nerverne kan hænde havde lanceret en anden politik, der ville gøre alt for udsatte borgere, for at tvangsfjernelser blev den yderste undtagelse. Med andre ord eliminere de sociale og andre årsager til mistrivsel og vanrøgt frem for at bekræfte elendighederne som et mål."

Ak ja, det kære hedengangne Socialdemokratiet.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Per Klüver anbefalede denne kommentar