Kronik

Et borgerting kan ikke drive klimaomstillingen. Det er der mindst to grunde til

Et borgerting har hverken mandatet eller kompetencerne til at stå i spidsen for den grønne omstilling. Men det kan spille en vigtig rolle som retfærdighedens vogter og give beslutningerne legitimitet, skriver forfatter og direktør Jacob Andersen i dette debatindlæg
Frankrigs borgersamling om klima består af 150 tilfældigt udvalgte franskmænd. Undervejs får den input fra klimaeksperter, og i april skal forsamlingen præsentere sit forslag til reduktioner af drivhusgasser. Modellen kan dog næppe være et forbillede for et dansk klimaborgerting, skriver dagens kronikør.

Frankrigs borgersamling om klima består af 150 tilfældigt udvalgte franskmænd. Undervejs får den input fra klimaeksperter, og i april skal forsamlingen præsentere sit forslag til reduktioner af drivhusgasser. Modellen kan dog næppe være et forbillede for et dansk klimaborgerting, skriver dagens kronikør.

Cécile Burban

28. januar 2020

Information rapporterer onsdag den 15. januar fra den franske borgersamling, hvor 150 menige borgere skal formulere principperne for landets store klimaomstilling. Medlemmerne går alvorligt og detaljeret til værks. Ambitionen er at fremlægge konkrete, stærke forslag, der kan blive accepteret bredt i befolkningen.

Borgerforsamlingen skal blandt andet tage stilling til, om dens forslag skal gennemføres med incitamenter, sanktioner eller oplysning. Forslagene skal desuden prioriteres efter effekt på klimaet. Ideen er, at forslagene ikke bagefter skal kunne skævvrides af lobbyister og særinteresser, når de skal omsættes til lov af Frankrigs parlament.

Det er alt sammen sød musik i ørene på en gammel demokratifreak som undertegnede. Derfor er jeg også ekstra på vagt over for risikoen for at blive forført. For spørgsmålet er, om deres ambitioner giver et virkelighedsnært indtryk af en borgersamlings egentlige muligheder. Jeg tvivler.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der skal til for at hugge de gordiske knuder over i Frankrig, men modellen kan næppe være et forbillede for det borgerting, som denne avis agiterer energisk og ukonkret for, og som også bliver nævnt i aftalen om en ny klimalov.

De nødvendige klimabeslutninger kræver en beslutningskraft, som politikerne højest kan opnå med stærk støtte fra resten af landet. Et borgerting kan spille en positiv rolle, som jeg vil vende tilbage til. Men det kan hverken udforme eller prioritere de midler, der skal til for at nå klimamålene.

Det er der mindst to grunde til.

Borgerne har ikke det fornødne overblik

Den første grund er, at langtidsholdbare beslutninger kræver et vældigt overblik. De kræver ikke bare et dybtgående kendskab til eksisterende teknologier. Det er også nødvendigt at kunne vurdere potentialer og begrænsninger i teknologier, der er under udvikling – herunder at kunne gennemskue salgstalerne fra håbefulde would-be-leverandører. Fejltagelser betyder ikke bare, at vi taber milliarder, men – nok så vigtigt – at vi taber tid.

Man skal naturligvis ikke undervurdere den kollektive viden, der kan oparbejdes i en folkelig forsamling som den franske. Sparring med eksperter og alvorligt arbejde med sagerne kan løfte medlemmerne højt over den godtkøbsvisdom, som vi lægfolk normalt øser af. 

Men hvis vi skal afværge klimakatastrofen, er det ikke nok. Vi har brug for fagfolk med lange uddannelser og dyb professionel erfaring. Fagfolk med ressourcer og researchkapacitet til at opdatere beslutningstagerne løbende.

Klimabeslutningerne skal jo ikke alle træffes på ét tidspunkt, men i en mangeårig proces. En folkeligt kanoniseret og prioriteret liste over de bedste klimaindsatser vil derfor blive en uhensigtsmæssig håndfæstning.

Det vil være langt klogere at gøre eksperterne i Klimarådet til motoren i processen. Det kræver dog, at vi beefer det eksisterende råd fagligt op, gør rådet mindre følsomt for politikeres pres – og omvendt forpligter rådet til at presse politikerne. Sådan cirka det, som partierne har aftalt at skrive ind i den kommende klimalov.

Borgerne kan ikke forhandle de svære kompromisser

Der er også en anden grund til, at en folkesamling ikke kan prioritere klimaindsatserne: Løsningerne vil gå ud over nogen. Nogle samfundssektorer – og mennesker – vil skulle omstille sig dramatisk på få år. Vigtige erhverv som transport, byggeri, olieindvinding og landbrug vil blive begrænset og omlagt radikalt.

Landet skal sandsynligvis fortættes i bysamfund, der kræver mindre individuel transport. Investeringsmønstre skal lægges om, så finansieringskilder for CO2-uansvarlige aktiviteter tørrer ud, mens der vil skulle lånes big time til det, der har chance for at begrænse udslippet.

Man kan finde et aktuelt overblik over ovenstående i decemberudgaven af Samfundsøkonomen. Omstillingen giver store fordele for nogle, mens andre ser omkostninger vokse kraftigt og fremtidsdrømme synke i grus.

Hvis vi skal bevare bred tilslutning til processen, skal der omfordeles fra vindere til tabere, og klimafordelingskampen vil uundgåeligt flyde sammen med andre ressourcekampe, der beskæftiger organisationslivet – fra Dansk Industri til BUPL.

Hvis vi skal nå klimamålene, må vi reducere mange andre mål – men hvem skal skære og hvor meget? Vi kan roligt fastslå det samme om klimaomstillingen, som formand Mao sagde om revolutionen: Den bliver ikke noget teselskab.

Klimaomstillingen får optimale betingelser, hvis regeringen kan skabe et langsigtet kompromis om byrdefordelingen mellem de tunge erhvervsinteresser. Interesser, der i modsat fald kan spænde ben for omstillingen. Regeringens 13 såkaldte klimapartnerskaber med de vigtigste brancher kunne måske blive et udgangspunkt, hvis fagbevægelsen og de kommunale organisationer bliver inddraget.

Kompromisaftalen skal tvinge partnerne til vidtgående, gensidige indrømmelser og må derfor indgås af nogle, der repræsenterer større samfundsgrupper, og som risikerer noget, hvis medlemmerne ikke vil leve med resultaterne. Hundrede borgere, udvalgt ved lodtrækning, har naturligvis hverken mandat eller kompetence til at frembringe et kompromis af den art.

Til gengæld er spørgsmålet, om et så omfattende langtidskompromis har gang her på jorden. Det tvivler jeg på – derfor kan jeg i øvrigt også have mine tvivl om klimamålene.

Det nødvendige kompromis kræver som minimum, at vores regering er tilstrækkeligt opsat på sagen. Men det ser ud, som om den har lovlig mange andre prioriteter. Det samme gælder partierne til højre og venstre, der har søsat hver deres armada af ressourcekrævende projekter.

Den kølige vurdering taler for, at vi nok snarere får en række begrænsede kompromisser mellem færre parter og med mindre optimale resultater.

Borgerting som vagthund

Selv om borgertinget ikke kan lede omstillingen, kan det godt komme til at spille en vigtig rolle som ’retfærdighedens vogter’. Jeg tror, den almindelige offervilje er stor, hvis vi bliver mere sikre på, at alle bærer deres del af klimaomstillingens byrder. De fleste vil nok mene, at de yder for meget. Og da der er tale om mange beslutninger over flere år, bliver det umuligt for udenforstående at gennemskue, hvem der ender med at betale meget og lidt af regningen.

Vi får brug for nogle, der tør pege dem ud, der kører på frihjul, og dem, der omvendt bør kompenseres. Det er dybest set politiske beslutninger, som det kan være svært at skabe den nødvendige legitimitet bag. Netop den legitimitet kan borgertinget måske levere. Det fine ved et borgerting er jo, at det afspejler befolkningen. Det udpeges ved lodtrækning og giver en mangfoldighed af perspektiver på klimaudfordringen, der ikke er filtreret af taktik og særinteresser.

Heri består legitimiteten, men den er skrøbelig. Forudsætningen er blandt andet, at medlemmer bliver skiftet regelmæssigt ud. Ellers kan det gå som med de såkaldte konsensuskonferencer, der kunne få almindelige mennesker til at lyde som Greenpeace-aktivister efter blot få timers debat.

Hvis borgertinget udvikler sig til en quasi-ekspertgruppe eller en statsprivilegeret lobbyorganisation, kan det ikke samtidig være den troværdige stemme på vegne af alle os uprofessionelle fodfolk. Og så er det ikke megen nytte til. Det er i øvrigt et tredje argument for, at borgertinget hverken bør drive klimaomstillingen eller blive fedtet ind i fordelingskompromisserne.

Jacob Andersen er direktør i Dansk Kommunikation, formand for Demokratiskolen og forfatter til bogen: Fra folkestyre til fællesstyre – strategi for en demokratisk magtovertagelse

Serie

Borgerting for klimaet

Hvis Danmark skal have en klimapolitik, der når Parisaftalens mål, og som er demokratisk legitim, skal borgerne være med til at formulere den. Klimakrisen er både en nødstilstand i forhold til vores naturgrundlag og i forhold til vores demokratier – og her kan et permanent borgerting på klimaområdet være en løsning på den udfordring, som klimakrisen stiller os over for.

I denne serie ser vi nærmere på erfaringerne med borgerting og muligheden for at etablere et i Danmark efter valget.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Christian Skoubye
  • Viggo Okholm
Randi Christiansen, Christian Skoubye og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Ishøj Christensen

Enig i denne vurdering og foreslår at der ved siden af Folketinget genindføres et Landsting, hvor medlemmerne, med ansvar for den danske nationalstat som helhed, udpeges på en anden måde end ved direkte, demokratisk valg, så de ikke ved deres fælles langsigtede, beslutningsforslag til afværgelse af klimakrisen hverken bliver sårbare overfor mediers og pressens dyrkelse af kritisk enkeltsagsjournalistik og modsætningsforhold imellem Folketingets partier, eller bliver afhængige af vælgernes umiddelbare, populistisk prægede accept eller afvisning hvert 4. år. Jeg følger lidt i hælene på Per Stig Møller, der i 2010 i en samtalebog foreslog at genindføre en form for andetkammer, de kunne supplere Folketinget. Det ville sike lovgivningens tempo og give plads til en ansvarlig eftertanke, så der ikke blev vedtaget ting under indtryk af en stemningsbølge skabt af mediekredsløbet mellem aviser, tabloid eller i omvendt rækkefølge

Thomas Tanghus

Borgerne må og skal inddrages! Selvfølgelig skal det ikke være 2-timers konsensusmøder; borgertinget skal have mulighed for at blive klædt ordentlig på til at vurdere f.eks. sociale konsekvenser, så vi ikke havner med gule vesten på slotspladsen.

Rikke Nielsen

"Hvis borgertinget udvikler sig til en quasi-ekspertgruppe eller en statsprivilegeret lobbyorganisation, kan det ikke samtidig være den troværdige stemme på vegne af alle os uprofessionelle fodfolk."

Det er et argument mod borgerting i det hele taget. Et argument jeg for øvrigt er meget enig i. Nedsætter man et borgerting på 10 personer, så er borgerne stadig ikke inddraget. Politikerne er lige så meget borgere som de borgere, der bliver hentet ind til at sidde i et borgerting.

Opdelingen i "borgere" og "politikere" er skæv, og det eneste et borgerting derfor vil kunne bruges til er at stå til ansvar for politikernes afgørelser ("jamen, borgerne i borgertinget bakker op om det").

Jakob Andersen påstår
Borgerne har ikke det fornødne overblik.
Borgerne kan ikke forhandle svære processer.
Kan det betyde andet, end demokratiet er en misforståelse og magten bør ligge hos specielt af guderne eller naturen benådede personer?
Hvordan f..... kan en direktør for en demokartiskole stille sig op og postulere, borgerne i al almindelighed ikke er egnede til at lede landet?

arne tørsleff, Erik Winberg og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Peter Knap
I et repræsentativt demokrati er det jo netop ikke borgerne, der leder landet, men deres valgte repræsentanter. Det er der gode argumenter for, bl.a. at det at lede landet er et heldagsjob, og at der vel er grænser for, hvor stor en andel af befolkningen der skal bruge al deres tid på det.
Som jeg ser det, er faren ved borgerting, at de enten sidder så kort, at de ikke kommer ordentlig ind i tingene, eller så længe, at de bliver en slags politikere - og så er vi lige vidt.

Peter Knap
'Hvordan f..... kan en direktør for en demokartiskole stille sig op og postulere, borgerne i al almindelighed ikke er egnede til at lede landet?' spørger du.
Jo, det kan han fordi han 'er direktør i Dansk Kommunikation'

John Ebbestrup Hansen

Pas på - et såkaldt Borgerting kan let af usikre politikere komme til at fungere som legitimitet for selvsamme politikeres dårlige og utilstrækkelige indsatser for at redde klimaet og biodiversiteten. Kun folkelige bevægelser kan rykke de politiske beslutninger i den rigtige retning og er Iøvrigt det eneste politikere har virkelig respekt for. De unges klimabevægelse er den virkelige forandrende kraft, når vi taler klima og biodiversitet

Christian De Thuran og disse repræsentanter er ikke eller skal ikke forestille at være et repræsentativt udsnit af borgerne, udvalgt blandt borgerne fordi .... ?

Hvis et borgerting skal fungere på enten frikøbt basis en periode ad gangen eller være et såkaldt fritidsinteresse, så kræver det under alle omstændigheder en helt anden indstilling til vores liv end det vi viser indtil nu.Vi må starte med børnene og de skal så indpodes at det enkelte barns lyst/evner/drømme til en hver tid skal sættes ind i rammen:skader det klimaet eller og skader det andre mennesker-levende væsner.Det bliver i den grad et opgør med egoet/jeget og begæret. En dyb erkendelse at alt er foranderligt og forgængeligt, men at alle har et ansvar for kloden og medmennesket i den korte tid vi eksisterer. Tror nogle her det kan lade sig gøre?

Randi Christiansen

@viggo - selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det er jo en proces. Som individet er del af og bidrager til ved sin blotte tilstedeværelse.

Randi Christiansen

Men vi bør også huske, at store økologiske aftryk = store konsekvenser. Og jo større, jo vanskeligere at afkode de dynamiske effekter i klimaregnskabet. Er det ikke matematik for begyndere? At vide hvornår man ved og hvornår, man må nøjes med at antage?

Med dette in mente må første skridt være at nedskalere det økologiske aftryk mest muligt. For at kunne det, er vi så nødt til at være enige om nødvendigheden af at tage forsigtighedsprincippet til det yderste? Ja, det er vi, men hvad forhindrer denne enighed? At man vurderer situationen forskelligt, eller at særinteresser er i stand til at forhindre den fælles indsats? Som vel at mærke betyder, at ingen berettiges til et større økologisk aftryk end nødvendigt.

Og hvorledes fastsættes så nødvendighed? Føde, klæder, bolig ifht den givne biotop må være målestokken for hvilket økologisk aftryk, man kan sætte. Det må være udgangspunktet for den videre forskning, men uvidenhed og særinteresser står i vejen for den sunde fornuft ifht menneskets overlevelse på planeten.

Vi befinder os på et ganske særligt tidspunkt i historien, hvor vi kan kommunikere med hinanden i hidtil uset omfang via internettet. Hvilket giver muligheden for at etablere enighed. Forudsætningen herfor er naturligvis transparens og dygtighed i forvaltningen, så korruption og uhensigtsmæssig ressourceadministration forhindres.

Vi er i proces. Og summen af fiaskoer afspejler summen af fejltagelser. Et spørgsmål er, hvormange der må bide i græsset og hvorlænge?

Jacob Andersen

Hvordan f..... kan en direktør for en demokartiskole stille sig op og postulere, borgerne i al almindelighed ikke er egnede til at lede landet, spørger Peter Knap.
Jamen jeg mener faktisk ikke bare at borgerne har ret til bestemme samfundets hovedretning gennem valg og ved at deltage i samfundsdebatter. Jeg har også i mange år argumenteret for - og eksperimenteret med - at finde metoder til inddrage flere af os uprofessionelle i samfundets styring. Men jeg synes man skal være omhyggelig med, hvordan man gør det. Derfor synes jeg at hoveddebatten om Borgertinget burde dreje sig om, hvilket mandat det bør have. En borgerforsamling skal ses som et redskab, der kan bruges til visse ting, men som også har nogle begrænsninger, som jeg har prøvet at ridse op i artiklen, og som Christian de Turah også nævner nogle af.

Rikke Nielsen

Jeg synes, det er udtryk for en meget romantisk og til dels virkelighedsfjern forestilling, at et borgerting vil have nogen som helst positiv betydning for klimaet. Jeg kan godt forstå at demokratiforkæmpere jubler omkring tanken om mere borgerinddragelse, men reelt set vil et borgerting maksimalt have indflydelse af symbolsk karakter.

Jeg tvivler nemlig i allerhøjeste grad på, at den normale borger har det fjerneste indblik i kompleksiteten i de klimabeslutninger, der skal tages. Så hvad er formålet så egentlig med at samle et borgerting netop på klimaområdet? Den skjulte agenda kunne være at det er borgertinget, der kommer til at stå på mål for de ubehagelige beslutninger, der skal tages.

Christian De Thurah

Jeg kan ikke helt frigøre mig fra en mistanke om, at grunden til, at regeringen ønsker et borgerting netop i forbindelse med klimapolitikken, er, at der her skal træffes nogle særdeles ubehagelige beslutninger. Det er ikke just regeringens spidskompetence, og så er det rart at have nogen at tørre ansvaret af på.

Rikke Nielsen og John Ebbestrup Hansen anbefalede denne kommentar

Jacob Andersen.
Ja, jeg blev da hørt.
Dit svar giver god mening. Mit problem er stadig din tilgang til ledelse af landet. Hvis eksperter var det ideelle, ville et retssystem uden nævninge og kun med professionelt uddannede dommer være at bedre end vores nuværende system.
Et meget centralt problem er også hvordan man identificerer en ekspert. Jeg opfatter normalt en ekspert som en person med specielle færdigheden på et område, og to ekperter som et mareridt.
En borger, der kommer med i et udvalg har adgang til eller burde have adgang til at trække på landets eksperter på området. Så kan borgeren i fælleskab med andre træffe en beslutning. Der er intet, der tyder på, at det skulle være ødelæggende for samfundet.
Hvorfor skulle udvælgelsesmetoden have indflydende på det?
Det vigtige er ikke navnet borgerting, men eksperimentet med at finde nye valgmetoder, så befolkningen bliver mere rimeligt repræsenteret.
Så vidt jeg er orienteret, er partiernes medlemstal samlet under 150000, og det er så folkestyrets basis. Dem, der beslutter, hvem vi andre skal stemme på. Og hvis under halvdelen af medlemmerne rent faktisk er aktive i udvælgelsen, er begrebet demokrati overordentlig tyndbenet.
Problemstillingen er ikke ny, men har været diskuteret jævnligt pressen. Ideen om en lodtrækningsproces trækker tråde langt tilbage og har anti lobbyist fordele,
bryder med rygklapper systemer og sikre en sund fornyelse i landets ledelse.
Borgeren skal kun besidde sund fornuft på samme måde som en nævning, der efter en partshøring er med til at afgøre en sag.

Randi Christiansen

Enhver platform til fremme af borgernes synspunkter er da godt. Og hvis der i et borgerting kan fremføres vægtige pointer, kan det vel kun være positivt afhængig naturligvis af, hvorledes platformen i øvrigt forvaltes. Det er klart, hvad kan man ellers have imod en ucensureret platform, andet end hvad man kan have imod alt mulig andet - at det misbruges?

Jacob Andersen

Hej Peter Knap, jeg er enig i næsten alt, hvad du siger, men ikke den konsekvens, du drager af mit synspunkt.
Jeg synes faktisk godt om lægmandselementet i retssystemet og har i div sammenhænge talt for en "lægmandsrefom" der i højere grad tænker det ind i forvaltningsafgørelser, hvor det nuværende system savner legitimitet (dvs. folk accepterer ikke afgørelserne som retfærdige).
Jeg kan også godt lide lodtrækningselementet og beskrev en helt tilsvarende model i min bog "Fra folkestyre til fællesstyre" fra 1998 (under betegnelsen "Beskikket offentlighed").
Er problemet ikke snarere, at du - i overført forstand - ikke bryder dig om, at der ved siden af domsmændene også er brug for professionelle dommere?
Mit udgangspunkt er for det første, at den samlede mængde af regulerindg fra Slotsholmen er meget større end nogen enkkeltperson kan overskue og meget af den er teknisk indviklet. For det andet kan vi ikke skære mængden af regulering væsentligt ned, for den afspejler, at samfundet er blevet så kompliceret. For det tredje ændrer vi ikke (nødvendigvis) samfundet ved at udstede elelr ændre regler - de skal implementeres i forståelse med dem, der berøres. Ellers virker de i mange tilfælde ikke. F.eks. vil nogle være tilbøjelige til at undgå byrder, udgifter, forsinke, kassetænke osv osv. i stedet for at tænke aktivt med for at fremme fælles formål.
Jeg mener det er et generelt vilkår for moderne samfundsstyring, men i forhold til klimaomstillingen bliver det alvorligt, fordi omstillinger både er store og hastende, uhyrligt teknisk komplicerede og samtmdig vævet idn i samfundets prioriterings- og fordelingskampe. Derfor har vi både brug for de professionelle klimaeksperter, de professionelle kompromismagere i erhvervsorganisationerne og fx et borgerting af uprofessionelle fodfolk, der kan overvåge på vores andre vegne, at det går nogenlunde ordentligt til.

Rikke Nielsen

Spørgsmålet er vel dybest set, om den majoritet af befolkningen, der ikke bliver udvalgt til at deltage i et borgerting, bedre kan identificere sig med borgertinget end med de folkevalgte politikere. Underforstået at politikere jo også er borgere - og det alligevel er lykkedes at italesætte en "os og dem" distance til disse folkevalgte borgere. Mit gæt er, at den samme distance hurtigt vil komme til at gælde et borgerting. Og så vil majoriteten alligevel ikke føle sig inddraget, og så er vi lige vidt.

Jacob Andersen. De to afsnit overskrifter
1 Borgerne ar ikke det fornødne overblik
2 Borgerne kan ikke forhandle svære processer
gjorde, at jeg fik morgengrøden galt i halsen.
De er så langt fra min verdensforståelse som noget kan være.
Jeg har intet mod folk med viden og indsigt, blot er de ikke mere egnet til at leve og træffe valg end mindre vidtskuende personer. Det er trods folk med stor indsigt og ekspertviden, disse historiens fremtrædende skikkelser, der har skabt klimakrisen. Havde bagstræberiske bønder verden rundt bestemt efter devisen: "hvad der var godt nok for min far og hans far er også godt nok for mig", havde jeg ikke siddet i min stol og læs Information på en skærm, og jeg havde ikke behøvet at bekymre mig om klimakrisen. Så lyder det som om jeg længes efter tidligere tider og det mere simple liv, men det gør jeg ikke, for i de tider var jeg nok død før mit 5 leveår.
Det er udelukkende min og mine naboers ret til i kraft af vores egen værdi aktivt at være en del af beslutningsprocessen, mit ærinde gælder.

Det vestlige demokrati, dets svagheder og styrker og eksperternes troværdighed, bliver for tiden bedre belyst i Trumps USA end i nogen velskrevet bog eller lærd afhandling.
Så jo, jeg går absolut ind for brug af eksperter, blot er der den krølle, at de der har magten grundlæggende bestemmer, hvem der er eksperter.

Jacob Andersen

Peter Knap

Du skriver: "Jeg har intet mod folk med viden og indsigt, blot er de ikke mere egnet til at leve og træffe valg end mindre vidtskuende personer. "
Hvordan kan man mene det?
Er viden og indsigt ikke en forudsætning for at kunne træffe de bedst mulige valg? Og kan man ikke forvente det, når det nu drejer sig om at træffe valg på vegne af os allesammen, inkl efterkommerne?
Hvis du havde skrevet at alle har RET til at være til at bestemme noget - fx til at stemme ved valg - så havde jeg været enig.
De har også ret til at gå på gaden, selvom de måske ikke er særlig egnede til det.
Skal de fx køre bus skal de dog have et lidt større kørekort - ligesom dem, der skal formulere indstillinger til vores politikere om hvordan vi når hurtigst og billigst i mål på klimaområdet (og som jeg taler om i denne forbindelse).

Nej. Det er mængden af mennesker, der træffer de bedste valg. Kun når alle er med i beslutningsprocessen kan de bedste beslutninger forventes. Et ekspert-vælde er et skrækkelig scenarier.
Jeg har før mødt troen på, ekspertsamfundets fortrindeligheder, især i diskussion med venstrefolk om økonomi.
Jeg mindes også en præsidentkandidat, der kun ønskede de bedste i sin regering. Jeg tror vi er en del, der står tilbage med spørgsmålet, om hvem der afgør, hvem der er de bedste. Hvem er egentlig de bedste til det?