Kronik

Budgetloven løser et ikkeeksisterende problem og står i vejen for velfærd og klimahandling

Vi har fået fortalt, at Budgetlovens stramme bånd om den offentlige økonomi er nødvendigt for, at budgetterne ikke løber løbsk. Men dansk økonomi har været ansvarlig lige siden 1966. Lemp eller drop loven, så der bliver råd til velfærd og grøn omstilling, skriver senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jon Nielsen i dette debatindlæg
Når budgetloven skal revideres i næste måned, bør finansminister Nicolai Wammen og Folketinget lempe eller helt droppe budgetlovens underskudskrav, så vi ikke – imod sagkundskabens anbefalinger – skal stramme op på de offentlige budgetter for at få råd til merudgifter, der kun er midlertidige, mener dagens kronikør.

Når budgetloven skal revideres i næste måned, bør finansminister Nicolai Wammen og Folketinget lempe eller helt droppe budgetlovens underskudskrav, så vi ikke – imod sagkundskabens anbefalinger – skal stramme op på de offentlige budgetter for at få råd til merudgifter, der kun er midlertidige, mener dagens kronikør.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

27. januar 2020

I næste måned skal budgetloven revideres. Budgetloven har siden 2014 lagt stramme bånd på de offentlige finanser med en regel om, at de offentlige budgetter højst må have et underskud på 0,5 procent af BNP, når man ser bort fra midlertidige forhold.

Den regel er ikke nødvendig. I Danmark har vi nemlig i mange år ført en ansvarlig finanspolitik og har ikke haft problemer med underskud i de seneste 40 år. Samtidig er kravet i vejen for, at vi kan afholde midlertidige udgifter til den grønne omstilling, ældre og økonomiske kriser. Derfor bør vi som minimum lempe kravet.

Budgetloven indførte ikke kun underskudskravet, men også straffe til kommunerne, hvis de overskrider deres budgetter. I denne kronik fokuserer jeg dog på underskudskravet.

Ansvarlig finanspolitik gennem mange år

Lad os starte med at se på, hvad økonomer egentlig mener, når de taler om en ’ansvarlig finanspolitik’. Ifølge de økonomiske lærebøger er der især to kriterier, man skal leve op til.

Det første kriterium er, at man skal finansiere midlertidige merudgifter eller indtægtstab ved at øge den offentlige gæld. Derimod skal man ikke skrue op og ned for skattesatserne eller den offentlige service for at holde balance på budgetterne. For skatter er forbundet med et forvridningstab, som stiger, hvis skattesatserne svinger over tid, og den offentlige service skal ikke afhænge af tilfældigheder.

Det betyder, at gælden skal stige, når vi for eksempel rammes af en økonomisk krise.

Det andet kriterium er, at den offentlige gæld skal falde i de år, hvor der ikke er særlige midlertidige forhold på spil, som for eksempel en økonomisk krise.

Det er især det sidste kriterium, der har voldt problemer i en del lande. Her har skiftende regeringer drevet gælden i vejret ved at køre med underskud år efter år. Men sådan har det ikke været i Danmark. Vi har tværtimod en lang historik for at føre en ansvarlig finanspolitik.

For det første har økonomiske tilbageslag fået gælden til stige, ligesom lærebøgerne anbefaler. Det skete for eksempel under den anden oliekrise på vejen ind i 1980’erne og i den dybe lavkonjunktur, vi blev ramt af i slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne. Senest steg gælden under finanskrisen.

For det andet er gælden faldet igen i de år, hvor vi ikke har haft økonomiske kriser at slås med. Gælden faldt for eksempel fra midten af 1980’erne og frem. Og efter tilbageslaget i starten af 1990’erne faldt den igen frem til finanskrisen. De senere år, hvor der har været fremgang i dansk økonomi, er gælden igen faldet. I dag er den offentlige nettogæld tilmed vekslet til en formue.

Underskudskrav er unødvendigt

Når gælden overordnet set har været faldende de seneste 40 år, skyldes det, at danske politikere har været gode til at rette skuden op igen efter år med underskud. Den tendens er også tydelig, hvis vi ser på de offentlige budgetter. Der er en stærk tendens til, at budgetterne går i plus, når de har gået i minus i nogle år.

Det betyder, at saldoen på de offentlige finanser svinger omkring et stabilt niveau. Det kan man vise med statistiske analyser. I en ny statistisk undersøgelse viser vi, at den offentlige saldo har svinget omkring et stabilt underliggende niveau i al den tid, Danmarks Statistik har kunnet måle saldoen, nemlig siden 1966.

Det er ikke et tilfælde, men et resultat af de rammer og traditioner vi har omkring den økonomiske politik. Det skyldes for eksempel en lang række traditioner i den offentlige økonomistyring, som de færreste skænker en tanke.

Overordnet set har vi altså ført en ansvarlig finanspolitik i Danmark i de seneste 40-60 år. Og spørger man den økonomiske forskning, så har det betydning for, hvilke regler vi bør have for finanspolitikken.

I lande, hvor de økonomiske og politiske institutioner sikrer, at der bliver ført en ansvarlig finanspolitik, skal man ifølge den økonomiske forskning egentlig ikke have regler for finanspolitikken. For hvis finanspolitikken er god i forvejen, kan regler kun gøre den dårligere.

Dog peger forskningen på nogle typer af regler, som kan understøtte den gode finanspolitik, der allerede bliver ført. For eksempel er det en god idé at styre efter planer for, hvad underskuddet skal være om fem-ti år, ligesom skiftende danske regeringer har gjort siden Poul Nyrups (S) regeringstid.

Forskningen peger også på, at man derimod ikke skal lave regler for, hvor stort underskuddet må være i det enkelte år. For så skal politikerne stramme de offentlige finanser i situationer, hvor midlertidige forhold gør underskuddet for stort. Og som sagt bør man ikke stramme budgetterne for at få råd til midlertidige udgifter eller indtægtstab.

Underskudskravet giver problemer

Når forskningen peger på, at årlige underskudskrav fører til uhensigtsmæssige opstramninger, er det ikke bare et teoretisk problem. Det er et problem, Danmark med sikkerhed kommer til at stå over for i de kommende år.

Finansministeriet har ganske vist forsøgt at indrette budgetloven, så midlertidige forhold ikke fører til opstramninger. Loven handler nemlig om det ’strukturelle’ underskud, hvor Finansministeriet fraregner forskellige midlertidige forhold. Men der er en række forhold, som ministeriet ikke renser ud, selv om de er midlertidige.

Det gælder for eksempel de midlertidige udgifter, som staten er nødt til at påtage sig, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Og det gælder ekstra ældreudgifter i 2030-2050, hvor store årgange forlader arbejdsmarkedet. Hvis budgetloven gælder til den tid, skal vi stramme op, selv om vi efter alt at dømme har fint råd til at lade udgifterne følge med demografien.

Endelig gælder det aktiv finanspolitik i krisetider. Når økonomien på et tidspunkt går i bakgear, bør staten svare igen ved at øge investeringerne. Her er underskudskravet i budgetloven igen i vejen. Det er et kæmpeproblem, især i en tid hvor det ikke er muligt at stimulere økonomien ved at føre aktiv pengepolitik på grund af de negative renter.

Det betyder, at underskudskravet ikke alene er unødvendigt. Det står også i vejen for, at vi kan realisere den grønne omstilling, levere velfærd af høj kvalitet i perioder med midlertidig demografisk modvind og holde hånden under økonomien i krisetider.

Lemp eller drop kravet

Sunde offentlige finanser er en forudsætning for, at vi kan poste offentlige penge i den grønne omstilling, tilbyde velfærd af høj kvalitet, og for at vi kan slå igen, når økonomiske kriser rammer. Men vi har haft sunde offentlige finanser i mange år før budgetloven, understøttet af en lang række rammer og traditioner, som stadig står ved magt.

Vi skal naturligvis holde fast i de regler og traditioner, der igennem mange år har skabt grundlaget for, at gælden er faldet i gode tider. Vi skal for eksempel fortsat styre de offentlige budgetter efter planer for, hvor stort underskuddet skal være om fem-ti år. Hvis man gerne vil have noget stående i loven, kan man for eksempel kræve, at skiftende regeringer skal fremlægge mellemfristede planer, og at vismændene skal overvåge dem.

Men vi bør lempe eller helt droppe budgetlovens underskudskrav, så vi ikke – imod sagkundskabens anbefalinger – skal stramme op på de offentlige budgetter for at få råd til merudgifter, der kun er midlertidige. Aktuelt tillader EU’s regler os at lempe underskudskravet fra 0,5 procent til en procent, men jeg ser gerne, at vi beder EU-Kommissionen om lov til at lempe kravet endnu mere.

Budgetlovens underskudskrav løser nemlig et fiktivt problem i Danmark, hvor vi historisk ikke har haft problemer med underskud. Og samtidig står underskudskravet i vejen for krisepolitik, velfærd og grøn omstilling.

Jon Nielsen er senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • Christian Skoubye
  • Rasmus Knus
Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Christian Skoubye og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Jensen

Vi skal ikke bede EU-Kommissionen om lov til noget som helst: Dette er vores land! Vi skal genindføre et sundt demokratisk princip, nemlig at beslutninger tages bedst af dem, de berører. Danmark har brug for en ny retning. Hvis vi skal fjerne fattigdommen i Danmark skal vi have et nyt styresystem som forhindrer nedskæringer i bunden af samfundet mod skattelettelser i toppen. Det samlede antal love som specifik er rettet imod bunden af samfundet vokser konstant, love som skader de socialt udsattes muligheder, gør dem fattigere og forkorter livet. Fattiglovene skal fjernes. Tro mig: Det bliver de. Borgerne vil ikke længere finde sig i svindlerne i toppen af samfundet.

Flere af politikerne tjener over 200.000 pr. måned. De to en kvart millioner kroner årligt skal så lægges oven i hvad de tjener på spekulation ved deres bolig. Den typiske parcelhusejer i Nordsjælland har i gennemsnit tjent 134.000 kr. på at være boligejer det seneste år, hvis man går ud fra, at et dansk parcelhus i gennemsnit er på 140 m2. Det er klart at de fleste politikere har meget bedre boliger, og deres gevinst ved den ulighedskabende spekulation derfor er væsentligt højere. Dertil skal naturligvis lægges de mange rejser, ikke mindst jorden rundt, dyre restaurantbesøg betalt af firmaer og organisationer m.m.

På hjemmesiden www.ogdeter.dk har 3F udvalgt konkrete eksempler, der viser, hvordan uligheden vokser på en række helt afgørende områder. Et eksempel viser den skæve indkomstfordeling. "I perioden 2002 til 2017 har den rigeste del af befolkningen øget deres indkomst med 62 procent, mens den fattigste del har oplevet et fald på minus én procent. – Der har indfundet sig en kynisme i dansk politik, hvor man er villig til at gøre en Porsche 400.000 kroner billigere. Samtidig med, at en enlig mor - lidt karikeret sagt - bliver smidt ud af sin lejlighed, fordi hendes kontanthjælp er blevet halveret."

Hvad der er mest tragisk, og det der spilder så meget menneskeligt potentiale er det, at vi kender den politik og de handlinger, der ikke kun vil reducere fattigdommen, men reducere den dramatisk; vi har de tidligere generationers erfaringer. At hæve lønnen ville øge indkomsten for mange arbejdstagere med f.eks. handicap, som især arbejder i lavtlønnede job. Desuden vil investeringer i overkommelige, billige og tilgængelige boliger gøre det muligt for flere handicappede at opnå sikker og stabil bolig og at leve uafhængigt. Øget indkomst for fattige familier fører til forbedringer i sundhed og børns trivsel.

John Stahlschmidt Møller

Jeg forstår ikke, hvorfor regeringens støttepartier ved finanslovsforhandlingerne kritiserede regeringen for at afsætte for få midler til den grønne omstilling. Det er langsigtede investeringer, der ikke bør finansieres over finansloven. En lempelse af budgetloven og indførelse af grønne statslige obligationer er en fornuftig måde at finansiere den grønne omstilling, således at denne ikke går ud over velfærden og de svageste i samfundet.

Krister Meyersahm

…" I dag er den offentlige nettogæld tilmed vekslet til en formue", læses det i kronikken.

Hvordan stemmer det med at statens nettogæld ligger på godt 400 mia.?