Læserbrev

Byg politisk bro til dem, der deler biler, ved at betale deres broafgifter

Det er vigtigt for klimamålsætningen, at vi reducerer antallet af biler på de danske veje. Det kan regeringen hjælpe på vej ved for eksempel at sænke broafgifterne for de deledygtige danskere, skriver direktør i GoMore Matias Møl Dalsgaard i dette debatindlæg
9. januar 2020

Regeringen har med finansloven og klimaloven taget de første spæde, grønne skridt. Men der mangler stadig en plan for, hvordan vi mobiliserer hele kongeriget til at dyrke grøn mobilitet og deling af bilen, så færre har behov for at eje et køretøj. For antallet af danske biler skal reduceres, hvis ikke de grønne planer skal gå i sort.

I 2019 rundede vi tre millioner biler på de danske veje, og de nye bilers CO2-udledning er stigende. Samtidig holder en dansk bil stille 23 timer i døgnet, mens der i gennemsnit kun sidder 1,3 personer i den, når den endelig kører. Det giver ikke grønt facit i det store klimaregnestykke.

Her på kanten af et altafgørende årti bør politikernes nytårsforsæt derfor også være klart: Der skal bygges politisk bro til de mange deledygtige danskere, så flere opmuntres til at dele bilen og kæmpe klimakampen i det daglige.

Mens politikerne endelig er hoppet om bord på klimavognen, har private danskere i årevis styrket klimaindsatsen ved at dele deres køretøjer. Enten ved at fylde bilen, når de krydser landet – eller ved at leje den ud, når den alligevel holder stille.

Men trods dansk delelyst halter vi langt efter andre lande, når det kommer til politisk opmuntring til at bruge bilerne effektivt. I Californien har man længe haft samkørselsbaner på motorvejen, ligesom man på Golden Gate Bridge giver rabat, når der sidder tre eller flere personer i bilen. Samme ordning kunne nemt kopieres til Storebæltsbroen, som krydses af flere end ti millioner køretøjer hvert år.

For kan de 1,3 personer i danske biler fordobles, betyder det også en halvering af klimaaftrykket pr. person. Danskere med fyldte delebiler kunne derfor passende belønnes med halv pris på broafgiften.

I Danmark er vi forenet af broer. Fra Jylland til Fyn. Fra Fyn til Sjælland. Og hele ni broer ind til Slotsholmen. Men det er på tide, vi bygger politisk bro til de mange danskere, der prioriterer at dele deres bil. Man kunne passende begynde med rabat på Storebæltsbroen.

Matias Møl Dalsgaard er stifter og direktør i GoMore.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bilistforkælelsen fortsætter - her i grøn klædedragt, Greenwashing.
Jeg kunne da godt tænke mig, at staten bekostede de udgifter jeg har til min cykel: Nye reservedele, dæk og slanger, alm. vedligehold og jeg vil da også gerne have min cykel gratis med DSB-tog og Movias busser. Og hvorfor skulle det ikke være rimeligt i og med, at som cyklist er min CO2-belastning nærmest 0, hvorimod biler - delebiler eller private: det er hib som hap - de skal sq bare betale. I forvejen er det latterligt billigt at være bilist her i landet, hvor vi har Europas næstbilligste benzinpriser. Værkstedspriser i bund, og bilforsikring ditto.

Mikkel Zess, Palle Pendul og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja- cykeltransport tæller ikke med - fx er sparet tid for cykellister lig nul i de offentlige beregninger , hvorimod sparet tid for biler tæller højt ved planlægningen af bro og vej projekter.