International kommentar

Corbyns nederlag forstærker kun socialdemokraternes krise

Den besynderlige lettelse blandt højrefløjssocialdemokrater over nederlaget for Europas rødeste socialdemokrati kan blive kortvarig – med deres mangel på politisk mod og fantasi styrer de selv imod ikke mindre forsmædelige nederlag
I det britiske parlament blev Jeremy Corbyn anklaget for at være ’marxist’, hvilket i sig selv er et skældsord. Jævnligt hånes han også for at være ‘antibritisk’.

I det britiske parlament blev Jeremy Corbyn anklaget for at være ’marxist’, hvilket i sig selv er et skældsord. Jævnligt hånes han også for at være ‘antibritisk’.

JONATHAN BRADY

Debat
6. januar 2020

Har nogen politiker i de senere år været så hadet og frygtet som Jeremy Corbyn?

Verdens samlede borgerlighed, hele det liberale kommentariat og alverdens højresnoede socialdemokrater afskyr den mand, som gik til valg under parolen ’It’s time for real change’.

I Sverige blev Labours radikale reformprogram sammenlignet med Lenins tvangskollektiviseringer. Corbyn er blevet kaldt for en britisk Robert Mugabe eller Hugo Chávez, og med Corbyn ville Storbritannien blive som »et Venezuela uden olie«.

Storbritanniens chefrabbiner hævdede sågar, at Corbyn i dag udgjorde den største enkeltstående trussel imod verdens jøder, mens de sladrende liberale klasser lagde panden i dybe folder over den røde antisemit, som havde stillet sig i spidsen for Europas største parti.

I parlamentet blev Corbyn anklaget for at være ’marxist’, hvilket i sig selv er et skældsord. Jævnligt hånes han også for at være ‘antibritisk’.

Antibritisk

Den sidste påstand er interessant. Til Corbyns udtalte fjender hører nemlig også det britiske militær. Før forrige valg, i forsommeren 2017, udtrykte den britiske militærledelse dyb bekymring over Theresa Mays svage opinionstal, og i april viste BBC en videooptagelse, hvor man så britiske soldater i Afghanistan skyde til måls mod en tavle, hvorpå var anbragt et stort foto af Jeremy Corbyn.

Kort tid efter at Corbyn var valgt til partiformand i september 2015 bragte The Sunday Times et interview med en general, som ville være anonym, hvilket i lyset af, hvad han sagde, er forståeligt. Corbyn havde netop markeret, at han ville fortsætte sin kamp for nedrustning, og forsikret om, at han som premierminister ikke i nogen situation ville trykke på kernevåbenknappen.

Bliver Corbyn premierminister, sagde generalen, »vil hæren ganske enkelt ikke acceptere det. Jeg tror, man vil kunne forestille sig alle metoder blive anvendt for at forhindre det, fair som beskidte«.

Ved nærmere eftertanke er sammenligningen med Hugo Chávez måske ikke så dum. I 2002 blev Chávez i al fald forsøgt afsat ved et militærkup, som dog glippede. Da han igen var tilbage i præsidentpaladset, var den globale højrefløj ved at gå ud af sit gode skind af ærgrelse. Var den britiske hærs trussel om mytteri måske også en trussel om kup. Vi er dronningens hær, sagde generalen. Lad hende om at bestemme, hvem der skal styre landet.

Labour gik til valg på det rødeste reformprogram siden 1945. Under Jeremy Corbyns fire år som partifomand fik man at se, at Labour stadig er et arbejderparti og en stor folkelig bevægelse med en klar idé om at bruge den politiske magt til at omfordele i den sociale ligheds tjeneste.

Historisk fiasko

Man forstår, at for højrefløjen måtte dette hindres for enhver pris. Dens lettelse over Corbyns ’historiske fiasko’ er umådelig. Nu kan Europa ånde lettet op, skriver den liberale presse. Meget vel, men hvad skal man så mene om de socialdemokrater i en del andre europæiske lande, som også jubler.

Det her viser, at venstrefløjspolitik ikke er vejen frem til at vinde valg, påstår Europas højresocialdemokrater og overser helt, i hvor høj grad Brexit-spørgsmålet gør alle sammenligninger irrelevante.

Labour gik til valg uden en stærk støtte fra de europæiske søsterpartier. Corbyn var for rød, for udfordrende – på deres egen hjemmebane ville de aldrig selv vove noget lignende. Brexit-spørgsmålet blev Labours akilleshæl, men ser vi bort fra dette, gjorde Labour noget, som intet andet socialdemokratisk parti har magtet.

De gjorde et forsøg på at identificere, hvilke af Socialdemokratiets problemer der beror på henholdsvis strukturer (globaliseringen) og konjunkturer (finanskrisen), og hvilke der snarere er selvforskyldte (loyalitet over for neoliberalismen).

Samtidig med at Labour måtte se et stort nederlag i øjnene viste en meningsmåling, at Sverigedemokraterne nu er det største parti blandt de svenske LO-medlemmer. Socialdemokraternes kernevælgere siger nej til en politik, som ikke varetager deres klasseinteresser. Alle den socialdemokratiskledede svenske regerings asociale skridt bliver motiveret ud fra nødvendigheden af at få bugt med ’fascismen’ og sikre, at ’hadets kræfter’ ikke vinder overtaget i Sverige.

I hvilke andre lande end Danmark ville socialdemokratiske partier i dag være i stand til at vinde et valg?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Hvorfor er det så svært at huske at det var støttepartierne og ikke Socialdemokraterne der vandt valget i juni 19?

ingemaje lange, Christian Mondrup, Ebbe Overbye, Herdis Weins, Carsten Svendsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Et mere nuanceret billede i medierne ville nok også hjælpe på folks forståelse for hvad de enkelte partier står for og har stemt for.
Tænk om der en gang i kvartalet blev udgivet og analyseret en opgørelse over hvad de enkelte partier havde stemt for og hvilke forslag de havde fremført.
Fx. hvordan og med hvilke midler vil de foretage for at opnå de nu vedtagede 70% nedsættelse af CO2-udslippet.
Hvem vil gøre noget og hvordan for at mindske uligheden i samfundet .
Osv.... osv....
Hvis alle partierne 4 gange om året blev holdt op på deres afstemninger og forslag - mon der så ikke blev større fokus på hvad de enkelte partier ville gøre for det danske samfund og hvorhen de enkelte partier ønskede den danske samfundsudvikling.