Læserbrev

Først var det de pædofile, nu de terrordømte. Hvem mister borgerrettighederne næste gang?

For nylig vedtog Folketinget en ny lov, der gjorde det muligt at ransage dømte sexforbryderes hjem uden retskendelse, efter at de har udstået deres straf. Allerede nu bruger regeringen loven til at legitimere undergravelsen af retssikkerheden for en ny gruppe: terrordømte. Hvem bliver de næste, spørger en anonym pædofil i dette debatindlæg
23. januar 2020

Det er kun et par uger siden, at regeringen i strid med alle gængse retsstatsprincipper indførte en ny lov, der giver politiet ret til at foretage ransagninger uden retskendelser hos dømte sexforbrydere resten af livet – selv når de har udstået deres straf.

Nu henviser justitsministeren allerede til denne lov for at retfærdiggøre, at endnu en gruppe, denne gang terrordømte, skal fratages noget så grundlæggende som retten til domstolsprøvelse af ransagninger.

I min kronik om diskriminationen af og hetzen mod selv lovlydige pædofile den 18. december advarede jeg netop mod denne glidebane, hvor undermineringen af retssikkerheden for pædofile bruges som løftestang for at undergrave andre gruppers retssikkerhed.

Hvem bliver de næste, der ikke er borgere nok til at nyde godt af borgerrettigheder? Hvilket retsstatsprincip bliver det næste, der ikke er principielt nok til at bevare?

Da sexforbrydere fik indskrænket deres borgerrettigheder og retssikkerhed med den lov, der trådte i kraft 1. januar 2020, var den offentlige forargelse fra politikere, eksperter og medier i den grad til at overse, selv om regeringens støttepartier dog stemte imod lovforslaget i Folketingssalen.

Først nu, hvor samme type indgreb rammer terrordømte, tør venstrefløjspartierne og eksperterne sige højt og tydeligt fra. Da det var sexforbrydere, det gik ud over for et par uger siden, gemte de sig alle. Partiernes modvilje mod at tage lovlydige pædofile i forsvar af angst for at miste stemmer – selv på bekostning af retssikkerheden – er politisk hykleri.

Terrordømte er åbenbart ikke nær så vederstyggelige som sexforbrydere, for politiets ret til ransagninger uden kendelse hos sexforbrydere gælder resten af deres liv, men kun i ti år for terrordømte.

Det forbaskede ved borgerrettigheder og retssikkerhedsprincipper er jo netop, at de pr. definition skal være faste principper, der gælder alle borgere.

Og når politikerne giver efter for deres trang til at drive hetz mod en seksuel minoritet som de pædofile, hvoraf langt størstedelen er lovlydige borgere, så er vi allerede i fuld fart på vej ned ad det skråplan, som det er at underminere kravet om domstolskontrol med politiets indtrængen i private hjem.

De vælgere, der satte deres kryds ved Socialdemokratiet ved sidste valg i forventning om, at de derved støttede en socialdemokratisk centrum-venstre-linje, må være eftertrykkeligt overraskede over, at de i stedet har fået en regering, der er mere højreekstrem i sin retspolitik, end selv de mest blå partier i Folketinget har turdet drømme om at være.

Hvor var diskussionen om de voldsomme forandringer og undergravningen af helt fundamentale retssikkerhedsprincipper som boligens ukrænkelighed og krav om dommerkendelser ved ransagninger henne før valget?

Anders er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med skribentens rigtige identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Søren Andersen
  • Hans Larsen
  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torsten Jacobsen
Thomas Tanghus, Søren Andersen, Hans Larsen, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg deler i og for sig læserbrevsskribentens bekymring for eroderingen af fundamentale borgerrettigheder.

Blot sidder jeg tilbage med følgende tanke:

At der i lovgivningen gives hjemmel til slige indgreb, er vel ikke det samme som at per automatik sker?

Forstår jeg lovgivningen korrekt - hvilket jeg muligvis ikke gør, da jeg ikke er juridisk ekspert - så skal anklagemyndigheden først anmode om og derfor begrunde nødvendigheden af sådanne vidtrækkende sanktioner, hvorefter en domstol så vil tage stilling til dette grundlag?

Med andre ord er der for mig at se ikke tale om en automatisk sanktion, men derimod om en gennem straffeloven indført mulighed, hvis praktiske udmøntning fortsat fordrer en domstols godkendelse?

Altså bliver det som sædvanlig gældende retspraksis vi må forholde os til, og ikke alene de mulige sanktioner, som den samlede danske lov indeholder.

Jura er noget firkantet noget. Er en given adfærd ikke beskrevet i lovgivningen, kan den ikke sanktioneres. Det er min formodning - og jeg kan igen tage fejl - at den i læserbrevet beskrevne lovgivning primært er tænkt rettet mod individer, hvor risikoen for recidiv adfærd efter endt afsoning skønnes høj. Denne vurdering af risikoniveauet afprøves ved en domstol, hvilket man så kan være mere eller mindre tryg ved, alt efter temperament og grundlæggende indstilling til retshåndhævelsen i liden Dannevang.

Skal jeg endelig fuldt og helt agere som 'djævlens advokat', vil jeg til læserbrevsskribenten indvende, at både dømte seksualforbrydere og dømte terrorister i en vis forstand gennem deres særdeles skadelige handlinger har meldt sig ud af kredsen af retskafne borgere, og dermed - set i ét moralsk perspektiv - dermed også har givet køb på i det mindste visse af deres egne borgerrettigheder.

Jeg tager muligvis fejl i det meste af ovenstående, men helt så sort og hvidt som billedet males op af den anonyme læserbrevsskribent, forholder virkeligheden sig trods alt næppe.

Jeg vil (igen) i forbindelse med denne læserbrevs-skribents udtrykte bekymringer opfordre Dagbladet Information til at lave en egentlig journalistisk granskning af så væsentligt et problemfelt!

Torsten Jacobsen

'Anders'

Sidst du fik et debatindlæg bragt i denne avis, klandrede jeg dig mildt for - i mod dit eget udtrykte ønske - at sammenblande en bekymring for dømte seksualforbryderes interesser med lovlydige pædofiles interesser. Som du selv så ihærdigt har anført, kan man ikke sætte lighedstegn mellem 'seksualforbryder' og 'pædofil'.

Det undrer mig derfor, at du (igen) synes at sammenblande de to begreber:

"Da sexforbrydere fik indskrænket deres borgerrettigheder og retssikkerhed med den lov, der trådte i kraft 1. januar 2020, var den offentlige forargelse fra politikere, eksperter og medier i den grad til at overse, selv om regeringens støttepartier dog stemte imod lovforslaget i Folketingssalen.

"Først nu, hvor samme type indgreb rammer terrordømte, tør venstrefløjspartierne og eksperterne sige højt og tydeligt fra. Da det var sexforbrydere, det gik ud over for et par uger siden, gemte de sig alle. Partiernes modvilje mod at tage lovlydige pædofile i forsvar af angst for at miste stemmer – selv på bekostning af retssikkerheden – er politisk hykleri."

Det er svært at læse ovenstående på anden vis, end at du pludselig og uden videre varsel eller forklaring udskifter begrebet 'seksualforbryder' med 'lovlydige pædofile'. Ikke videre hjælpsomt, skulle jeg mene?

Bekymringen for den almene retssikkerhed til en side, hvordan kan en lovgivning der begrænser (dømte) seksualforbryderes frihedsrettigheder, dog nogensinde specifikt anfægte lovlydige pædofile?

Henrik Madsen

Er man tilstrækkeligt “syg i bøtten” og risikoen for recidiv adfærd efter endt afsoning skønnes høj, kan man idømmes forvaring på ubestemt tid. Det kunne man måske argumentere for burde gælde ovenstående to grupper (pædofilidømte og terrordømte fremmedkrigere). Set i det lys er de indførte opfølgningsmuligheder (ransagning uden dommerkendelse) vel egentligt en særdeles mild tillægsstraf.

Henrik Madsen

Principper er vejledende for hvordan man handler. Principper dikterer ikke hvordan man handler.
Sjældent fungerer et princip i enhver virkelighed.
Principper kan fraviges.