Læserbrev

Folk efterspørger viden om effekt af anbringelser, men en sådan forskning vil være uetisk

Det kan være problematisk at undersøge effekten af anbringelser, fordi et sådant studie vil kræve en kontrolgruppe af børn, man lader blive i hjemmet, selv om de burde have været fjernet, skriver postdoc Signe Fjordside i dette debatindlæg
Debat
31. januar 2020

I kølvandet på statsministerens nytårstale har flere eksperter og fagfolk påpeget, at der mangler forskning på anbringelsesområdet. Men det er vel at mærke en særlig form for forskning, der bliver efterspurgt. Det er evidensbaseret forskning, som bygger på randomiserede, kontrollerede forsøg.

Og det er rigtigt. Der er ikke gennemført særlig mange randomiserede, kontrollerede forsøg på anbringelsesområdet. Det er der dog efter min mening gode grunde til.

De få randomiserede, kontrollerede forsøg, vi ser inden for området, er ikke studier, der undersøger, om anbringelse i det hele taget har en effekt. Det er studier, der ønsker at undersøge, om helt konkrete indsatser og programmer på anbringelsesområdet har en effekt.

Dette skyldes formentlig, at et studie af anbringelsers overordnede effekt ikke vil være etisk forsvarligt. For i et sådant studie skulle man – for at have en valid kontrolgruppe – undlade at anbringe en gruppe børn, man ellers fra systemets side vurderer, burde anbringes.

Et studie af konkrete indsatser har ikke den samme etiske udfordring, da kontrolgruppen stadig vil få hjælp. Denne slags studier kræver dog, at den undersøgte indsats er veldefineret, ensartet og stabil.

Risikoen ved det bliver, at dette ideal om evidens vil medføre et øget krav om ’manualisering’ af det sociale arbejde – altså at fremgangsmåden i det sociale arbejde skrives i en manual, som den enkelte medarbejder herefter skal følge stringent.

Positivismens objektivistiske videnskabsideal kan på den måde ende med at forme det sociale arbejde, hvilket i sidste ende kan have negative konsekvenser for de børn og unge, som vi forsøger at hjælpe.

Faren er med andre ord, at efterspørgslen efter randomiserede, kontrollerede forsøg bevirker, at den vidensbaserede praksis bliver standardiseret. Og at vi derfor får et system, hvor medarbejdere – i mødet med udsatte børn og unge – i højere grad vil blive bedt om at følge en manual end at bruge deres faglige dømmekraft.

Signe Fjordside er postdoc ved Institut for Samfundsvidenskab, RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Bisgaard Jensen

Det er helt umuligt at skelne helt præcist mellem anbringelse eller ikke. Dels fordi enhver anbringelse bygger på et skøn - hvaf er barnets tarv - og dels fordi økonomi i den enkelte kommune kan spille en rolle, pakket godt ind naturlivis, fordi det er ulovligt.

Dorte Sørensen

En undersøgelse kan måske være godt for fremtidige vurderinger.
Fx. en håndfuld børn som man ville anbringe - gives hele familien hjælp og støtte . En anden håndfuld bliver anbragt og familien får som i dag lov at sejle sin egen sø.
Efter et stykke tid så undersøges disse familier igen og der sammenlignes hvilken gruppe børn, der har fået det bedste liv og de bedste livsbetingelser.
Måske er det et sådan forsøg de anbringelses gale politikere mangler.