Klumme

Georg Metz: Dronning DR

Serien om Frederik 9. fejrede monarkiet og kvalitetens nederlag
Serien om Frederik, sømandskongen med en floskel, udgør kun en lille del af en klæg royal programplan for de kommende tider, der ikke sparer nogen for noget, skriver Georg Metz i ugens Intermetzo. Her ses Frederik 9. til annonceringen af Margrethe 2. og Prins Henriks forlovelse.

Serien om Frederik, sømandskongen med en floskel, udgør kun en lille del af en klæg royal programplan for de kommende tider, der ikke sparer nogen for noget, skriver Georg Metz i ugens Intermetzo. Her ses Frederik 9. til annonceringen af Margrethe 2. og Prins Henriks forlovelse.

Klaus Gottfredsen

Debat
24. januar 2020

Kong Frederik i admiralsuniform siger: Hej, Margrethe! Margrethe svarer: Hej, far!

Hej registreres i Den Danske Ordbog første gang i 1960, men kun som afskedshilsen.

Hej som nutidshej udveksles i slotshaven fem år før i DR’s serie om Frederik 9.

I betragtning af at kongen trods folkeligheden var den samme, der til Statsradiofoniens Aksel Dahlerup, ærbødig som et mikrofonstativ, svarede, at kongefamilien såmænd levede som alle andre og tilføjede et ’og her er så gobelinsalen’, kan hej forekomme en anelse malplaceret.

Tankegangen bag serien er formentlig, at personerne skal tale til nutiden, hvilket heller ikke er en indlysende disposition. Som fast kommentator til sig selv og sit liv udsender dronningen ikke just et sprogligt ekko af dagens dansk.

Serien om Frederik, sømandskongen med en floskel, udgør kun en lille del af en klæg royal programplan for de kommende tider, der ikke sparer nogen for noget. DR stiller festligt sine resterende kanaler i kongehusets tjeneste og yder takket være genforening og rund fødselsdag kærkommen PR for en virksomhed, der for tiden er trængt: kronprinsens ejendomsdisposition i Schweiz, logekammeratskab i forsvarstoppen og stemme i Den Olympiske Komité, samt prins Joachims noget uklare efteruddannelsesvilkår i Frankrig, det ene med det andet.

Mennesker, hvis eksistens som særligt mystisk ophøjede i samfundet bliver selvsagt centrum for et stedsevarende tjenstvilligt snobberi fra institutioner og personer, der ofte kun mangler den kongelige udmærkelsesskalp i bæltet.

Menneskeligt set er det utvivlsom umuligt som kongelig født i dette centrum for mere eller mindre ægte agtelse ikke at oparbejde en følelse af naturlig eller selvfølgelig ret til riget.

Det er jo sådan set også meningen med en konge- og dronningeværdighed, der pr. definition også i Grundloven adskiller sig fra alt og andre.

Der stilles sådan set ikke mange krav til det danske statsoverhoved og efterfølgeren. Den øvrige familie befinder sig også i særklasse. I andet geled dog på godt og mindre godt. Prins Joachim og kollega Harry i England bliver behændigt omgjort til det ophøjedes modsætning. Midt i herligheden skal dampen ud et sted, nogen er altid blevet stranguleret som offergave og smidt i mosen.

Men kongen/dronningen selv er urørlig og skal bare huske at holde sig til det luthersk-evangeliske i trosspørgsmål og i øvrigt ikke blande sig i politik.

Ikke direkte. Det står jo ingen steder, at de skal foretrække dem, der stemmer på Enhedslisten, ej heller at de bør undgå dem, der ikke gør det.

At kongehuset gerne omgiver sig med simple folk ved muffen, har gensidigt fordelagtige konsekvenser i forretningsøjemed, men også i symbiosen mellem kongelige og medier. Ugebladene annoncerer for højhederne og kan fremvise de evige vandringer til og fra begivenhederne på slottet med folk, der klæder sig ordentligt og tager sig relativt sunde og solbrændte ud. Hvem vil ikke hellere se på de rige end på fattigrøve og middelklasse i smoking fra stang og kjoler som skibbrud?

Seriens sidste afsnit om kong Frederik slutter naturligt med kongens død i 1972. Døden kom ikke uventet. Under nytårstalen så kongen slidt og syg ud, som seere der holdt ud også fik indtryk af. Kongen kom på Kommunehospitalet, og pressen var i beredskab.

Som ung mand på Radioavisen holdt denne skribent på redaktørens ordre nattevagt i en virksomhed i Amaliegade og skulle rykke ud og båndoptage Livgarden i rød galla. At man ikke kunne høre, at garden var i galla, betød mindre i den store sammenhæng.

Og så døde kongen uden Livgarden i radioen.

Ifølge dansk statsskik foregår herefter udråbelsen fra et forhåndenværende slot.

Serien ville have løftet sig, om ophavsfolkene havde turdet indarbejde statsminister Jens Otto Krags betragtninger i Dagbog ved et årsskifte (Gyldendal 1972) i begivenheden. Den generation af ledende socialdemokrater var ikke påfaldende kongetro. De var heller ikke imod, de havde deres vælgere at tænke på og vidste ikke rigtig, hvordan de skulle håndtere det republikanske; men i hvert fald var de ikke royalister.

Krag anskuede kongen venligt, som kongen også som regel var og stabil i omgangstonen. Kongen spildte ifølge Krag ikke ministrenes eller sin egen tid, statstrådene varede sjældent mere end 20 minutter. Frederik blandede sig ikke.

Tronfølgeren var politisk vidende, vidste Krag, hvad han ikke umiddelbart så som en fordel.

Dagen kom, søndag den 16. januar 1972. Da udråbelsen skulle ske, var alle af betydning samlet på Christiansborg.

Hele denne del af forløbet er skildret af Krag så nærværende som nogen i underliggende mild humoristisk distance, så man har svært ved at begribe, hvordan en manuskriptforfatter kan få sig selv til ikke så meget som at skæve til stoffet.

Regeringen er for en gangs skyld samlet i lidt længere tid.

I god gammelsocialdemokratisk stil drikker de inden den store begivenhed en bajer i skjorteærmer. Som en firmaskovtur, observerede forsvarsminister Kjeld Olesen.

Den ny dronnings tøj blev bemærket af Krag: »… dronningen (havde) ved det formelle statsråd overrasket os ved at bære en bizar islandsk præget fruekjole med højt hovedtøj og langt hovedklæde. En Margrethe-uniform?«

Man kan sagtens bruge dronningens egen beretning, også om tøj og den slags, men vidneudsagn fra folk om sig selv får først perspektiv, når andre øjne ser med.

De, der så med i seriens slutfase, fik ikke øje på prins Henrik. Eller knap nok. De to havde ellers været gift i nogle år på det tidspunkt, og prinsen var så småt ved at manøvrere sig i position som skydeskive for dansk nationalarrogance, så såre fremmede ikke forstår at tale vores umanerlige sprog flydende.

DR’s historieforvridning følger en udstukken tendens, og Consort Henri forbliver en parentes i kongehusets mytos, gemt og glemt, hvor man til stadighed vil more sig over denne halsløse franskmand, der aldrig blev en af vore egne, og som sagde røv, når han mente ræv.

Kun en tåbe frygter ikke kongerøgelse.

Og dansk humor.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Af en eller anden grund kommer jeg nu om stunder til at sige DF, når jeg egentlig mener DR...

Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Olav Bo Hessellund og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

DR = DT (Denmark Today) ?

"Som fast kommentator til sig selv og sit liv udsender dronningen ikke just et sprogligt ekko af dagens dansk" - tydeligere kan det ikke siges, at det er sådan hun tjener sine penge.
Idiotien stopper næppe foreløbig, thi nu er det lykkes at få Sosserne med ombord. Tidl. måtte Sosser ikke modtage ordner og andet blik. Nu går det næppe en dag hvor en eller anden SD-byrådsmedlem behænges med blikket og bliver Dannaebrogsmand. Venter vi længe nok, så kommer turen også til Rosenkrantz-Theil og Tesfaye, der begge har vist sig at være ualmindelig tilpasningsduelige.